Kronik

Arbejdskraft i drivhuset

Mangel på arbejdskraft og drivhuseffekten. Sådan lyder overskrifterne på de to fortællinger, der dominerer den offentlige debat om samfundsøkonomien. Men selv om alle kender disse overskrifter, så afslører et nærmere blik på fortællingerne nogle overraskende sammenhænge og brudflader
To ting truer os: Mangel på arbejdskraft og drivhuseffekten. Men stigende beskæftigelse og økonomisk vækst betyder stigende udledninger. De rige lande i verden udleder mange gange mere CO2 pr person end de fattige lande.

To ting truer os: Mangel på arbejdskraft og drivhuseffekten. Men stigende beskæftigelse og økonomisk vækst betyder stigende udledninger. De rige lande i verden udleder mange gange mere CO2 pr person end de fattige lande.

John Mc

4. januar 2008

I en årrække har det været en central samfundsøkonomisk referenceramme, at økonomien fattes arbejdskraft. I slutningen af 1990'erne faldt arbejdsløsheden drastisk og samtidig blev der i stigende grad lyttet til erhvervslivets og økonomernes utrætteligt gentagne påstande om, at det danske samfund i fremtiden ville komme til at mangle arbejdskraft.

Grundlaget for økonomers prognoser er den meget omtalte ældrebyrde. Prognoser over befolkningsudviklingen i Danmark har nemlig gennem mange år vist, at der frem til omkring 2040 vil ske en markant aldersforskydning. Der kommer flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.

Når økonomernes modeller fodres med disse tal, så bliver det forudsigelige resultat, at fremtiden byder på store røde tal på bundlinjen. Først og fremmest kommer der til at mangle arbejdskraft. Dette kommer til at gå særligt hårdt ud over den offentlige sektor, der rammes dobbelt hårdt, da de sparsomme skatteindtægter falder sammen med stejlt stigende udgifter.

Flere må i arbejde

Økonomerne konklusion er klar: Flere skal i arbejde og det skal gå hurtigt. Væksten må forøges.

Til stor fortrydelse steg arbejdsløsheden fra 2000 til 2003, men da arbejdsløsheden så begyndte at falde igen i 2004, fik fortællingen om mangel på arbejdskraft ny vind i sejlene og Velfærdskommissionens årelange arbejde udmøntede sig i 2006 i et meget bredt velfærdsforlig, der handler om at få omkring 125.000 flere personer i arbejde frem til 2040 ved at udvide arbejdsstyrken. Siden velfærdsforliget er arbejdsløsheden faldet yderligere, og i dag ligger den skærpede fortælling om mangel på arbejdskraft bag eksempelvis kvalitetsreformen og Plan 2015.

Men også på andre områder sætter fortællingen om mangel på arbejdskraft dagsordenen: Krav om skattelettelser bliver nu rutinemæssigt underbygget med et argument om, at det vil få folk til arbejde mere. Økonomer udviser stigende bekymring for den manglende arbejdskrafts betydning for fremtidens vækstpotentiale og politikerne ser pludselig mere positivt på større indvandring med henblik på at udfylde hullerne på det danske arbejdsmarked.

Drivhuseffekten

I særligt de sidste par år er fortællingen om mangel på arbejdskraft dog blevet udfordret af en anden, nemlig fortællingen om drivhuseffekten. Den er ikke ny, men den har i mange år været marginaliseret i forhold til fortællingen om mangel på arbejdskraft.

Drivhuseffekten er den effektfulde samlebetegnelse for en fortælling, der især har været drevet frem af klimaforskere og miljøforkæmpere. Kernen er, at udledningen af drivhusgasser såsom CO2 i de enorme mængder, der er tale om i dag, medfører en stigende gennemsnitstemperatur. Dette har dramatiske konsekvenser for klodens skrøbelige økologi. Budskabet er, at udledningen af særligt CO2 skal nedbringes drastisk for at undgå en temperaturstigning på over to grader på lang sigt. Hvis temperaturen stiger mere end disse to grader, forventes katastrofale og uafvendelige konsekvenser.

Drivhuseffekten er årsagen til tilblivelsen af Kyoto-aftalen i 1998, men samme år som aftalen blev indgået, debuterede Bjørn Lomborg som skeptisk miljøforkæmper med en serie kronikker i Politiken, som fik enorm medieopmærksomhed ved blandt andet at sætte spørgsmålstegn ved ambitionen om at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Lomborg var i flere år et betydningsfuldt ikon, der repræsenterede manges dybe skepsis overfor miljøsagen i almindelighed og fortællingen om drivhuseffekten i særdeleshed. Men samtidig var en modreaktion på vej. Vi kan sammenfatte resultatet af denne modreaktion ved at pege på, at Lomborgs stjerne er falmet markant i de sidste par år, mens Al Gore har overtaget hans succesombruste plads på den globale scene. Den tidligere præsidentkandidat i USA har en lang forhistorie som miljøforkæmper, men det blev hans film og utallige foredrag under titlen En ubekvem sandhed om drivhuseffekten, der i løbet af ganske kort tid i 2006 signalerede et markant sporskifte i den globale debat om klimaets fremtid.

Men det hører også med til historien, at fortællingen om drivhuseffekten i den seneste tid er blevet aktualiseret og konkretiseret gennem hedebølger, ørkenspredning, smeltende gletsjere, oversvømmelser, naturkatastrofer samt en stigende kurve af alarmerende klimarapporter.

Tendensen er klar. Det samme er den basale samfundsøkonomiske dimension af problemstillingen. Stigende beskæftigelse og økonomisk vækst betyder stigende udledninger. De rige lande i verden udleder mange gange mere CO2 pr. person end de fattige lande.

Udledningen af drivhusgasser kommer primært fra boliger, vareproduktion og transport, hvilket alle er områder i kraftig vækst i det globale forbrugssamfund. Meget tyder på, at fortællingen om drivhuseffekten problematiserer selve grundlaget for den samfundsøkonomiske model, der sværges til i hele verden: vækst, vækst og atter vækst. Hermed etableres også en afgørende brudflade mellem fortællingen om mangel på arbejdskraft og fortællingen om drivhuseffekten.

Ligheder og brudflader

Der er nogle vigtige ligheder mellem de to dominerende fortællinger om mangel på arbejdskraft og om drivhuseffekten. Begge baserer sig på modeller og prognoser, der giver anledning til insisterende krav om hurtig og konsekvent handling, hvis katastrofale fremtidsscenarier skal undgås. Samtidig er begge problematikker blevet skærpet i den seneste tid med udgangspunkt i empiriske forhold. Men hermed ophører lighederne også.

To afgørende forskelle er, at hvor fortællingen om mangel på arbejdskraft grundlæggende er national og økonomisk, så er drivhuseffekten global og naturvidenskabelig. Hvor økonomernes fortælling baserer sig på nationaløkonomiske betragtninger, hvor skellet mellem nation og omverden er fundamentalt, så er klimaforskernes fortælling genuint global, idet der ikke skelnes mellem de steder, hvor drivhusgasserne udledes. Det er de samlede udledninger i verden, der betyder noget - ikke hvor de kommer fra.

Økonomernes prognoser er samtidig langt mere skrøbelige end klimaforskernes. De naturvidenskabelige sammenhænge er mere robuste end de samfundsøkonomiske, og vi ved fra mange års erfaringer, at økonomernes prognoser stort set aldrig viser sig at være i overensstemmelse med virkeligheden, end ikke når de kun ser få måneder ud i fremtiden.

Man må også konstatere, at selvom fortællingen om drivhuseffekten er blevet etableret som en dominerende fortælling i samme vægtklasse som fortællingen om mangel på arbejdskraft, så er der alligevel tale om et internt hierarki mellem de to fortællinger. Fortællingen om mangel på arbejdskraft er stadig tungt placeret øverst i hierarkiet. Dette forhold kan illustreres ved, at klimaforskere og miljøforkæmpere ikke har et ord at skulle have sagt, når der diskuteres velfærdsreformer, kvalitetsreformer og økonomiske planer, mens økonomer omvendt har ganske betydelig indflydelse på diskussionerne om klimaplaner. I Danmark har der eksempelvis været en ophedet diskussion blandt økonomer og i offentligheden omkring de økonomiske aspekter af regeringens grønne strategi, mens diskussionerne omkring eksempelvis kvalitetsreformen og plan 2015 er totalt lukket land for klimaforskere og miljøforkæmpere.

Den gældende samfundsøkonomiske tendens, der understøttes af fortællingen om mangel på arbejdskraft, indebærer øget vækst, hvilket er en sikker vej til større udledninger af drivhusgasser. Hvis fortællingen om drivhuseffekten for alvor skal vinde frem og omsættes til politisk handling, så må det erkendes, at der er afgørende brudflader mellem ønsket om økonomisk vækst og hensynet til et bedre klima.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitetscenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bo S. Nielsen

Tak for en glimrende kronik, Peter Nielsen.

"Hvis fortællingen om drivhuseffekten for alvor skal vinde frem og omsættes til politisk handling, så må det erkendes, at der er afgørende brudflader mellem ønsket om økonomisk vækst og hensynet til et bedre klima."

Tal lige om en ubekvem sandhed. Bendtsen? Hedegaard?