Læsetid: 3 min.

Argumenter for Kalak

Det forgangne års vigtigste litterære debut må vist være Kim Leines roman 'Kalak'
Debat
17. januar 2008

I et tilbageblik er Kim Leines erindringsroman Kalak den litterære debut fra det forgangne litteraturår, der på den mest markante måde skiller sig ud. Kim Leine er en forfatter, der kommer ind fra siden, for han har hverken gået på Forfatterskolen eller forud for debuten været del af det litterære miljø i Danmark. Han er ikke en outsider. Hans bog er blot noget helt andet og anderledes end meget af den prosa, der bliver skrevet i disse år. Ja, det er en bog, som efter min mening vil overleve den ellers ubønhørlige glemsel, der rammer de fleste litterære debuter.

Bogen er nomineret til Montanas Litteraturpris, der uddeles senere i dag, og har på den baggrund været genstand for en del kritik og debat. Især har litteraten Stefan Kjerkegaard været bannerfører for en kritik af bogen, hvor hovedpointen er, at indholdet i den grad skulle overtrumfe formen. Han skriver eksempelvis: "Jeg forstår godt, at den på en måde er trendy: Incest, erindringsroman, Grønland, narko, den er global og nordisk osv. osv. men for dælen da! Det er en dårlig forfatter, der skriver om ting, der tilfældigvis er moderne. Som roman er den dårligt skruet sammen, og som erindring er den i bedste fald kun pinlig. Man skal ikke falde på knæ for hvad som helst, blot fordi det rammer tidsånden. Hvis en sådan bog får gode anmeldelser, er det kun ud fra en politisk korrekthed, som savner ordentlige kriterier."

Kjerkegaard synes meget ejendommeligt at forudsætte, at Kim Leine bevidst skulle lægge sig i strømmen af en tidsånd ved at lave sig en kalkuleret cocktail af incest, erindringsroman og lidt grønlandsk kolorit.

Men derved afslører Stefan Kjerkegaard sig mest af alt som en helt kriminelt dårlig læser. Det fine ved Kim Leines roman er nemlig ikke, at indholdet overtrumfer formen, som han påstår, men at formen gradvist og naturligt vokser ud af indholdet.

Bare det at kalde Kalak for en bog om incest er i udgangspunktet forkert. Bogen handler ganske vist om faderens seksuelle overgreb på sønnen, men ikke på en måde så det blot handler om at konstatere dette. Hovedpersonen Kim kan netop ikke bare reduceres til et 'incestoffer', for overgrebet er også meget skamfyldt forbundet med lyst. Overgrebet finder sted på et tidspunkt, hvor Kim er omkring 15 år. Han kan af forskellige grunde ikke skelne mellem rigtig og forkert, mellem tilladt og forbudt. Overgrebet finder sted i denne grænsezone og bliver først derefter gradvist lokaliseret som et overgreb og noget grænseoverskridende. Og det er det, bogen så i hele sit væsen forsøger at komme på sporet af og forstå.

Kalak er derfor først og fremmest en bog, der giver sprog til en grænseoverskridende handling. Den efterlader i Kim en rastløshed, der fører ham ud i et misbrug af stoffer og andre personer. Og igen, formen vokser ud af indholdet, for hans rastløshed smitter af på sproget, bliver konverteret til en rastløshedens prosa, der får bogen til at bugte sig viltert gennem især et Grønland, som med denne bog bliver beskrevet med et helt nyt blik.

Anklage mod bogen

Kalak er ikke entydigt et stort sprogligt værk. Det er derimod kendetegnet ved en konsekvens og ved at være gennemtrukket af en nødvendighed, som man kun sjældent ser i en debut.

Bogen har været kritiseret for hverken at være erindringsbog eller roman. Og den har været kritiseret for ikke at være litteratur. Det er en besynderlig anklage mod bogen, som i hele sit væsen er en litterær komposition og genforståelse af et selvoplevet stof.

Ud over dette meget spændende arbejde med erindringsstoffet er Kalak en bog om Grønland og hele den grønlandske erfaring. Og den er noget så sjældent som en postkolonialistisk bog - eller måske snarere en bog om forsøgsvis assimilering i det grønlandske. For forfatteren forsøger efter det uforståelige trauma at genføde sig selv i et andet og fremmed sprog, som både formidler en anden erfaring af det grønlandske - og ikke mindst er med til at give den erindringsskrivende en identitet som forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Peter,

Nu synes jeg ikke, at vi skal tage diskussionen op igen, men vil bare lige påpege, at jeg på ingen måder vil hænge Leine ud for at være udspekuleret i forhold til modetendenser inden for litteraturen. Jeg kan sagtens se nødvendigheden i hans projekt, og jeg vil heller ikke forklejne dem, der får en god læseoplevelse ud af det. Hvis der er nogen, der ser mode her, så er det jo redaktørerne på forlaget - det er dem, der kan se, at den er lige i tidsånden.

Noget andet er, det med at den er anklaget for hverken at være erindringsbog eller roman, eller for ikke at være litteratur. Det er ikke mig, der har anklaget den for det, tværtimod. Det skriver du heller ikke, men du skriver til gengæld heller ikke præcist hvem, der har fremført den anklage, hvorfor det også kan komme til at lyde som mig. Jeg har præcis forsøgt at læse den som litteratur og som roman, uden megen hensyntagen til andet, og det kan være, at det er forkert - at mine kriterier her ikke holder!

Det sidste angår din kommentar, at jeg skulle være en kriminelt dårlig læser. Mon dog? Måske i tilfældet Leine, det kan være, men sådan generelt kan du måske få svært ved at argumentere for det, håber jeg da ; - )

Måske har du ret i, at formen opstår af indholdet? Måske? Du skriver, at "Kalak er derfor først og fremmest en bog, der giver sprog til en grænseoverskridende handling." Jeg er enig, men er det en kvalitet i sig selv?

Nå, sikkert er det i hvert fald, at en bog som Kalak tester vores litterære kriterier, det vi vurderer bøger ud fra, og jeg kan sagtens se, at du synes, at bogen er god, men jeg savner stadig gode og veldefinerede kriterier. Et kriterium kan vel ikke være, at han ikke har gået på forfatterskolen, eller at han er anderledes end de andre? Det kan vel heller ikke være, at der er tale om selvoplevet stof, eller hvordan? Eller at det er alvorlige, traumatiske sager, det her? Eller kan det? Det lyder måske lidt sådan i din argumentation.

Men at den bearbejder erindringen på en spændende måde, ja, det er et godt et af slagsen, selvom jeg måske er uenig.

Mange hilsener
Stefan