Kommentar

Er avantgarde den nye ensretning?

Hvis avantgarde tolkes som udviklings-muligheder i samtidskunsten, så er det ensretning, de danske kunstakademier bedriver
12. januar 2008

Kunsthistorikeren Merete Sanderhoff plæderer i en meget omtalt bog for mere rummelighed i samtidskunsten, men skyder sig selv i foden ved at benytte sig af den autodidakte maler Thomas Kluge som billede på den manglende rummelighed. Netop at fremhæve Kluge som én af de kunstnere, der er 'dømt ude', virker søgt, da netop denne udstillede på Statens Museum for Kunst i forbindelse med akademiets 250 års fødselsdag, hvilket jo gør Kluge til en del af Akademiets historie. Han er kendt som en 'kontroversiel' skikkelse. Men at sammenligne Kluge med en af kunsthistoriens største modernister gennem tiderne, Duchamps, en subversiv provokatør, der faktisk ville sprænge rammerne for kunst, så den bl.a. ikke havde den undertrykkende karakter, den i disse dage bliver beskyldt for, er plat og populistisk. Det svarer til at sammenligne strudsen og giraffen.

For det første: Kluge er ikke misforstået; der er ikke så meget at misforstå.

For det andet: Er det Kluges ærinde at ændre eller udvikle kunsten i nye uforudsigelige retninger og nedbryde institutionerne som Duchamps eller andre avantgardister? Fordi Kluge maler Duchamps' 'Fountaine', gør det ikke Kluge til Duchamps.

Nihilistisk ærinde

Sanderhoff har fat i et interessant emne. Er avantgarde blevet den nye ensretning; hvis bare det er nyt, er det godt? Hvis avantgarde tolkes som udviklingsmuligheder i samtidskunsten, så er det ensretning akademierne bedriver. Men hvis nutidens avantgarde kun tolkes som et nihilistisk ærinde, så har Sanderhoff ikke ret.

På Det Fynske kunstakademi, hvor jeg studerer, bliver der produceret alt fra det store kunstværk til de små relationelle situationer, hvor mødet imellem mennesker er det egentlige værk. Det er ikke ensretning, men pluralisme og 'rummelighed'. Nyt er ikke ubetinget godt. På akademierne foregår en konstant institutions-kritk og diskussioner om form versus indhold. Man kunne næsten have Sanderhoff mistænkt for, at hun som kunsthistoriker tilsyneladende er præget af en modernistisk kunsthistorieopfattelse, hvor kunsten kun kan være i fremgang, hvis kunsten er i åben konflikt imellem forskellige idealer og stilarter. Paradoksalt nok er hendes kritik af avantgarden selv avantgardistisk: Vi skal nedbryde den herskende smag og supplere (erstatte) med et-eller-andet, der ikke er den herskende smag. I dette tilfælde bagudskuende konservativ kunst. Sanderhoff allierer sig med bagstræbere for at komme videre - et noget selvmodsigende argument.

Vi kunststuderende forholder os kritisk til os selv og vores kolleger. Den mistro, man kan læse ud af debatten på Informations blog og i avisen, er nedslående. Vi er ikke én lille indspist gruppe, der griner af den dumme befolkning, men en masse individer med mange forskellige og skarpe holdninger til hinanden. Det, som halter, er ikke samtidskunsten, men formidlingen af den. I folkeskolen, i gymnasierne, i medierne. Hvis dog bare sidstnævnte gad at formidle andet end de nemme historier, som ofte er baseret på konflikt såsom: 'mishandling af dyr' eller 'klatmaleri til svimlende summer'. Eller den ekskluderende historie om den 'urimelige' behandling af en ung kunstner (ofte med Kluge som skrækeksempel), som jo har startet dette mundhuggeri.

Dømt ude

Man skal være kritisk over for kunst og kunstnere. Anmeldelser af kunstudstillinger minder tit om rene pressemeddelelser, der kritikløst godtager alt, hvad der kommer fra galleristens og kunstners hånd. Det er ikke nok at skrive en leder i Information, som bare skyder en 'det-er-da-også-for-galt'-holdning afsted. Lederen bliver et tomt postulat, hvis vi kigger på bare et par af de kunstnere, der tilsyneladende er 'dømt ude af det gode selskab' iflg. Peter Nielsen; Kvium er nævnt, men er samtidig én af de mest brugte kunstnere i Danmark, Ulrik Møller er nævnt, men er i stald hos en trendy gallerist. I kunst, ligesom i alt andet, deler fag- og lægmand ikke altid de samme synspunkter. Skepsis for den herskende smag kan være sundt, men egenrådighed med udgangspunkt i mavefornemmelser er ufrugtbar!

Meget af kritikken i debatten går på, at C.S. Rasmussen teknisk ikke er på højde med Kluge, men derfor kan han godt have ret i sin dom. Ligesom dirigenten muligvis ikke er lige så dygtig en pianist som pianisten, han anviser. Hvor var de højlydte protester, da Kim Sjögren i et DR2 program, afviste (søde) talentfulde klassiskmusiske børn, fordi de lige manglede det der ekstra? Jeg kunne ikke høre, hvor det gik galt, men jeg godtog det. Er det bare dum autoritetstro, eller er det sund fornuft at anerkende, at folk inden for bestemte fagområder, som man ikke beskæftiger sig med, ved mere end en selv? Har Statsminister Fogh ret i hans værdirelativisme 'vi ved alle bedst selv'?

Problemet er ikke at samtidskunsten er for snæver, men at institutionerne er for rummelige. Hvis vi skal have mere skarphed, burde institutionerne og medierne holde op med at være så bange for at 'dømme noget ude', så ville vi ikke ende ud i et mistroisk og paranoidt skænderi om enkeltpersoner som nu. En mistro, som bunder i manglende tillid til institutionerne. Nogle har kaldt nutidens samfund 'Det Faderløse Samfund' - en noget sexistisk udlægning af autoritet - der hersker altså med andre ord en hændervridende tendens hos eliten og generelt i samfundet, til ikke at tage stilling og ansvar.

Hvis Sanderhoffs ærinde, at skabe mere rummelighed, faktisk lykkes, vil vi se institutionerne blive endnu mere utroværdige og have samme pondus som debatten på nettet. Her fylder alle lige meget - uanset relevans.

Morten Jacobsen er fjerdeårs elev på Det Fynske Kunstakademi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Carl Sanderhoff

Kære Morten Jacobsen,

Du må læse bogen 'Sorte Billeder' een gang mere (mindst), for der er nogle grundlæggende fejlopfattelser i din kritik af hendes bog. Avantgarden er ikke 'det onde', og den kritik du har af Kluge peger vel meget godt på, at der er noget man 'må' og måske mere væsentligt i den her sammenhæng 'ikke må' i moderne kunst. Det er jo lige præcis dér, Kluge bliver 'dømt ude' af sådan en tankegang, som du lægger for dagen. En mangfoldig kunstscene skulle gerne kunne rumme det hele, og det er bogens pointe - afsluttende og understregede pointe. Læs den én gang til, men nu helt uden fordomme om andre kunstneres valg af udtryk, og prøv helt grundlæggende at forstå, at kunst ikke er en kamp indadtil (kunstneriske strategier imellem), men hvis den skal ha' en betydning idag - skal kampen kun være rettet ud mod verden, samfundet osv. Og ja, jeg tilstår. Jeg er gift med Merete Sanderhoff - og diskalificer nu ikke mit argument på den baggrund. Det ville være en skam!