Renna Rose. 17 år, Kbh. Går i 2. G. Har det sjovt med venner og veninder. Umusikalsk...
John Edwards siger i sin announcement speech, at USA har stor indflydelse på, hvad der sker i verden, og at det er landets pligt at være et godt eksempel. Det har han ret i. For det betyder klart noget for resten af verden, at USA mindsker sit CO2-udslip; det betyder noget for os, at USA's dårlige økonomi bliver rettet op i en fart, og det betyder noget for os, hvordan USA's rolle i Irak og Afghanistan udvikles.
Spørgsmålet er, hvem man vælger at tro på. Det er svært at finde en favorit, jeg ser de politiske fløje i USA som en meget højreorienteret højrefløj og en lidt mere venstre-orienteret højrefløj. Jeg er dog sikker på, at jeg ikke vil have en republikaner og slet ikke John McCain, heller ikke selv om han siger, han mødte Gud i Vietnam og blev forelsket i sit land. Hos demokraterne er jeg mest enig med Barack Obama. Til gengæld går han let og lidt patetisk hen over sit værdigrundlag. Hillary Clinton har nok størst chance for at slå republikanerne, men er den af de tre, jeg er mindst enig med. John Edwards ligger i midten og virker klogest, fordi han ikke kun fortæller sit værdigrundlag, men også forklarer, hvordan han bruger det. Et ekstra kryds i fedtebogen får han, idet han i sin 'announcement speech' ikke en gang nævnte Gud. Det er vigtigt for os alle, hvem der er præsident. Jeg håber på en demokrat, for jeg kan ikke bære at være vidne til flere urimelige krige, et gigantisk CO2-udslip og fortsat fald i topskatten i the land of opportunities.
Jacob Mark. 16 år. Bor i Køge. Går i 9. klasse. Er aktiv i SFU, glad for pizza, Faxe Kondi og Juventus...
Ja, det betyder noget for mig, hvem der bliver USA's næste præsident. Ligesom det betyder noget for mig, hvem der bliver statsminister i Danmark. USA er, desværre, verdens mest magtfulde land. Hvad der sker der har indflydelse på resten af verden. Både på godt - og især ondt. Personligt håber jeg, vi får en demokratisk præsident. Alt er bedre end den kære George. Jeg er nok ikke den eneste, der mener, at han har begået et par fejl. Eller mange. Faktisk er det utroligt, hvordan en så åbenlyst dum mand kan blive præsident. Men det handler det jo ikke om. Det handler om, hvorvidt vi får en præsident, der virkelig gør noget mod global opvarmning. En præsident, som måske ikke mener, at USA er Guds gave til verden. At USA ikke har ret til at gå ind i lande og erobre dem, med mindre der virkelig er grund til det - og ikke blot for oliens skyld. Det kunne også være godt at få en præsident, der er imod marginalisering af muslimer. Og som ikke truer med 'Tredje Verdenskrig' eller kalder lande for 'Ondskabens akse'. Desuden kunne det være fedt med en kvinde eller afroamerikaner som præsident. Der ville nok sidde nogen og ærgre sig, hvis det skete. Hvad enten det så er i kirkerne, hvor folk mener, at mænd er bedre end kvinder, eller om det er i KKK-klubhusene. Vi har brug for en ny præsident, derfor betyder det også noget for mig, hvem det bliver.
Maria Eisner. 16 år, Aalborg. Går i 1. G. Arbejder, er glad for venner, familie og musik, går ofte til koncert...
Præsidentvalget har selvfølgelig stor betydning for hele verdenssamfundet, og derfor også for Danmark. Når det har betydning for Danmarks befolkning, vil det i sidste ende også have betydning for mig. Men det kommer også an på, hvem der bliver valgt. Hvis det ender med en demokrat, vil soldaterne i Afghanistan og Irak højst sandsynligt blive sendt hjem, hvorimod, hvis en republikaner bliver valgt, vil krigen nok fortsætte. Jeg kender, som så mange andre, nogen, der er blevet sendt til Afghanistan eller skal sendes derned, og uanset, hvordan valget tegner sig, vil det få betydning for mig.
Den globale opvarmning er også noget, der er vigtigt for hele verden, og det er en stor del af verdenspolitikken. USA har meget stor indflydelse på verdenspolitikken, og derfor er det af stor betydning, at USA vil gøre noget ved den globale opvarmning og støtte resten af verden. Det er første gang en kvinde stiller op som præsidentkandidat for et af de større partier i USA, og Hillary Clinton vil derfor også blive den første kvindelige præsident, hvis hun vinder. Når en kvinde stiller op til noget så stort som til præsidentposten, fremmer det ligestillingen mellem mænd og kvinder, og det har også en betydning for verdenssamfundet. Og selvfølgelig for kvinderne. Personligt tænker jeg ikke over hver dag, hvem der er eller bliver valgt som ny præsident, men i visse sammenhænge er det af stor betydning for hele verden, og i disse sammenhænge betyder det meget for mig. Specielt da USA spiller en så vigtig rolle i verdenspolitikken.