Kommentar

Coaching i radioen II

Producenterne er alt for bange for lytternes - kundernes - dom
Debat
28. januar 2008

Angående kvaliteten eller mangel på samme af radioens nye program om coaching, belærer chefredaktør for P1, DR, Anders Kinch-Jenser mig i torsdagsavisen om, at: "P1 skal udvikle sig i takt med lytternes behov, men også turde udfordre." Jeg er hhv. helt uenig og helt enig.

Hvis det som regulativ idé og som mantra altid drejer sig om at imødekomme lytternes (kundernes, kulturkonsumenternes) behov, så får de paradoksalt nok kun det serveret, som producenterne tror, de bedst kan lide - og som de pr. nærværende selv beredvilligt tilkendegiver, de selv gerne vil have, når de blive afæsket svar på bestemte spørgsmål. Denne selvrygklappende, kælne og helgarderende spiral er ganske konserverende. Æteren risikerer at blive ladet med en omgang anticiperende customizing i cirkulært selvsving. Vidste folkedybet f.eks. at der kunne være kvalitet i radiomontager, før de blev lavet? Vidste de moderne kunstnere, der provokerede alverden, at de engang ville blive museumsguf, god smag og investeringsobjekter?

Sikkerhedsfreaks

Hvis man som ansvarlig for en stor offentlig institution med et væsentligt kulturelt virke altid skal spørge lytterne først og lave markedsundersøgelser, før man tør sætte noget i gang, så risikerer man at komme til at løbe rundt som en evindeligt servicerende, strategisk kalkulerende og kvantitativt tænkende hund i et stadigt mere markedsorienteret spil kegler. Producenterne er med andre ord alt for bange for lytternes (kundernes) dom. Som sikkerhedsfreaks er deres mistrøstige satsning på forbrugertilfredshed omvendt proportional med deres evne til at lave kvalitetsradio.

P1 skal netop udfordre os, få os til at stoppe op midt i hverdagslivets centrifuge, provokere os til undren og mulig tænkning. P1 skal være en begavet vekselstrøm mellem det informative og hyper-konkrete, men også turde at go meta. Det er således evident interessant, at coaching er blevet én af tidens fixe idéer og anmassende selvfølgeligheder. Det er interessant, at der tilsyneladende skal til at stå en ved vor side, der skal lære os at blive os selv og lære at performe optimalt. Fænomenet må selvfølgelig afdækkes i alle sømmene, også i radioen. Vi skal ud på arbejdspladserne, følge en coach i praksis, forfølge forsøg på at give begrebet videnskabelig rygdækning etc. Men radioprogrammet bliver først rigtigt udfordrende og dragende, når det tør stille spørgsmål af typen: Hvorfor denne hang, trang og tvang til coaching? Er coaching en subtil intimteknologi, der tilbydes os i den bedste mening? Hvorfor er coaching blevet 'menneskeledelsens' nyeste 'tilbud' til medarbejderne? Er coaching en betydningsløs omgang New-Speak eller en kvalitativ ny form for virkelighed? Er coaching et andet ord for selvansvaliggørelse og potentialerealiseringstvang? Er coaching i stand til at fjerne alle konfliktuelle mellemværender på og i arbejdet?

Steen Nepper Larsen, lektor, Espergærde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det lyder næsten til at Steen Nepper Larsen har fået den udfordring han efterspørger.

Men jeg er da enig i, at den anden fløj også skal udfordres. Og jeg synes problemet med programmet er at de har en fast coach tilknyttet, hvilket giver hende mulighed for at få sin egen dagsorden igennem, og netop ikke udfordre også den anden fløj.

Selv hvis det lykkes dem at finde en opskrift der gør kritik mulig, synes jeg ikke at DR skal have en fast coach på et program som dette da mistanken i sig selv er problematisk.

Hvis man skal forstå baggrunden for programmet "Coaching med Sofia Manning" tror jeg, at man skal tænke i målgrupper. De ansvarlige for P1 vil meget gerne have fat i de 30-40 årige lyttere fra middelklassen. Her vækker coaching stor interesse, fordi det betragtes som et værktøj i bestræbelserne på at få det perfekte arbejdsliv og privatliv. Underklassen er man ligeglade med, da de alligevel aldrig hører P1 og overklassen griner bare overbærende, hvis de altså ikke selv har kastet sig over at tjene penge på skidtet. Jeg syntes, at det er helt OK at P1 behandler et emner som coaching der optager mange mennesker. Her syntes jeg Steens
indlæg virker noget elitært i sin tilgang. Derimod finder jeg programmets
opbygning og indhold stærkt problematisk for at sige det mildt. P1 har valgt at benytte en markedsaktør (Sofia Manning), som den gennemgående person. Det er hendes kommentarer og praksis, der sætter dagsorden i programmet. Hist og her hører vi små pip fra kritikkerne, men det virker nærmest symbolsk. Med dette program har P1 efter min opfattelse sat sit bedste varemærke på spil, nemlig troværdigheden. At ledelsen i P1 ikke kan se, at det er et problem at binde sig til en aktør med klare økonomiske interesser i området virker helt uforståeligt.

Det havde i sandhed været mere interessant med en journalistisk behandling af begrebet coaching. Det er efter min smag lidt for poppet, som det er. Og det er rigtigt, når Peter Jakobsen skriver, at det er alt for tæt på kommercielle interesser. Ingen andre medier kan præstere en så kontant agitation for den nye pengemaskine coaching.

At folk kan have behov for en konstruktiv samtale er én ting, men det ligger klart, som en HR chef sagde, at det skulle være "en coach med sans for medarbejdernes produktivitet". Altså, hans virksomhed ville kun være med når det gav øget medarbejderproduktivitet. Ak ja. Hvorfor ikke henvise det til Business programmet på P1?

Og jeg skal da lige have dette med: Det er trist at se, at gode kvalitetsprogrammer som Ugen på Spidsen, Krause på Tværs og Kaffeklubben er forsvundet. Det giver en fornemmelse af nedskæring og besparelser.

Nu kan det vel ikke vare længe før ledelsen bag redaktionen for P1 bliver nødt til at tage affære, og tage programmet af sendefladen. En anden udgang kunne være en officiel klage til DR, der tager afsæt i den kritiserede reklame for en emsig næringsdrivende, med henvisning til fortilfældet med TV-kokkene Konrad og Aksel, der "gled i smørret" som det hed dengang. Mon ikke der idag er flere penge i hysteriet omkring køutsjing end der nogensinde har været i smør? Kan man ikke sende køutsjerne samme vej som Konrad og Aksel? Efter denne skandale kan man så passende fortsætte i samme stil med en udsendelsesrække om djævleuddrivelse, og tage fat på øvrige uhyrligheder, der har sneget sig ind på P1, såsom "Pissenis på P1", så vi slipper for fladpandede reklamer for "Pissenis med Bjørnestad!", hvor vi får at vide at omtalte kvinde taler med "folk med indflydelse". Som inkarneret P1-lytter er der vel ikke andet at gøre end at holde ud og håbe på en lille ændring i tidsånden. Selvfølgelig ville det være dejligt med en ny Holberg, H.C. Andersen eller Scherfig, der viste alle at mediechefen George English ikke har noget på! Men vi må være tålmodige; satirikerne er langtfra færdige med at vende "hån, spot og latterliggørelse" mod minoriteter og underklasse.

Rettelse til mit eget indlæg: Jeg er venligst blevet gjort opmærksom på at Jean de France hed Hans Frandsen før han rejste til Paris, og derfor altså nu må have skiftet navn til John English, uanset om han kommer hjem fra York eller New York. Ja, en ting er at være spids, en anden at ramme. lænk: http://www.teaterselskabet.dk/jean_de%20_france.html