Kommentar

En enkeltbillet til overlevelse

Dean, Felix, Sidr, Darfur, Somalia, Afghanistan, Sri Lanka: navne og steder, som står for tragiske billeder her ved udgangen af 2007. Overalt på kloden omsættes naturkatastrofer og krige til millioner af gode grunde til, at vi behøver bedre og mere humanitær nødhjælp
Den dystre og sørgelige sandhed er, at budgetterne bagved de humanitære bistandsprojekter ikke kan dække alle behov.

Den dystre og sørgelige sandhed er, at budgetterne bagved de humanitære bistandsprojekter ikke kan dække alle behov.

Alfred de Montesquiou

Debat
29. januar 2008

25 millioner mennesker er internt fordrevne i deres egne lande som følge af borgerkrige. De finder et tilflugtssted i overfyldte lejre og står overfor den samme skæbne som de 14 millioner andre, der måtte flygte til udlandet fra deres hjemlande. Disse menneskers liv hænger i en tynd tråd, og de er afhængige af vores solidaritet.

Nyheder fra den humanitære front er foruroligende. Børn rekrutteres fortsat til at kæmpe for oprørshære, ja sommetider sågar for et lands regulære hær. Civilbefolkningen er hovedmålet for mange militære overgreb.

Voldtægter bruges mere og mere som et krigsvåben. HIV/AIDS spredes derfor ikke overraskende meget hurtigere i krigszoner. De internationale love til beskyttelse af civilbefolkningen bliver ignoreret, ikke bare af rebeller, men tit også af regulære soldater.

Humanitært hjælpepersonale arbejder for at lette de menneskelige lidelser, men er selv udsat for større og større risici. Alene i 2006 blev 85 hjælpearbejdere dræbt under udførelse af deres opgaver, måske fordi deres indsats blev misforstået som en form for fremme af vestlige interesser.

Solidaritet

For at gøre det hele endnu værre, så begynder klimaforandringen at kræve sin pris. Ekstreme vejrforhold bliver hyppigere og mere alvorlige. Naturkatastrofers antal er vokset fra ca. 50 om året i 70'erne til omkring 400 per år siden 2000.

På denne dystre baggrund er den sørgelige sandhed, at budgetterne bagved de humanitære bistandsprojekter ikke kan dække alle behov.

Det er på høje tid, at den Europæiske Union, som den største donor af humanitær nødhjælp, kommer med et kollektivt svar på denne voksende udfordring. Den 18. december 2007 underskrev ledende personligheder fra det Europæiske Råd, Europa-parlamentet og Europa-kommissionen en 'EU-konsensus om humanitær bistand'. Dette er EU's første alvorlige politiske forsøg på at imødegå de nye forventninger, der stilles til den humanitære nødhjælps systemer og at reagere med en fælles og mere effektiv stemme. Aftalen bygger helt og holdent på dagligdagens realiteter i marken og på årelang erfaring med krisereaktioner. Målet er at forme fremtiden for EU's humanitære nødhjælp og derved vise betydningen af, at verdensomspændende solidaritet ikke bare er en smart 'vestlig' sag.

Aftalen genbekræfter naturligvis EU's fastholden af humanitære principper, internationale humanitære bestemmelser og FN's centrale koordinerende rolle. Den anerkender imidlertid også, at vi har behov for flere allierede i kampen mod menneskelig lidelse. Nye donorer som Kina, Brasilien og Golfstaterne bør systematisk tilslutte sig vores indsats, ikke mindst for at rette op på misforståelsen om, at nødhjælp er et 'vestligt påfund'. Udover en donorsammenslutning af de velhavende har vi også behov for en koalition af professionelle ildsjæle til leveringen af hjælpen: civilsamfundene, Røde Kors, Røde Halvmåne og FN.

Ikke krisestyringsmiddel

Solidaritet er ikke nok i sig selv. Uprofessionel hjælp kan skade mere, end den gavner. Derfor er det på høje tid at konsensus-aftalen taler om kvalitet og professionalisme i leveringen. Det ville være tragisk, hvis begivenheder som f.eks. striden om 'Arche de Zoë' i Tchad kommer til at aflede opmærksomheden fra det professionelle kvalitetsarbejde i nødhjælpen.

I en verden, hvor militær indgriben alt for ofte bliver det simple svar på sammensatte problemer, må vi insistere på klare opgavedefinitioner. Konsensus-aftalen erklærer, at humanitær nødhjælp gives upartisk og med det ene formål: at bevare liv og forhindre menneskelige lidelser. Hjælpen er ikke et krisestyringsmiddel. Den begrænser også tydeligt statslige aktørers, og navnlig deres væbnede styrkers, roller i det humanitære system. Det ville være bedst, hvis nødhjælpsoperationer blev holdt langt væk fra militæret for at understrege neutralitet som hovedprincippet i uddelingen af humanitær nødhjælp. Realiteten er imidlertid, at militærets logistik sommetider behøves for at skaffe hjælpen frem til sårbare mennesker i usikre egne. Det er dog vigtigt at huske på, at soldater og nødhjælpsarbejdere er uddannet til at gøre meget forskelligartede ting, og at de internationale regelsæt bekræfter forskellene.

Fælles politisk handling i EU er godt. Men vi må også lidt mere til tegnebogen. Selvom Europakommissionen er et internationalt anerkendt eksempel på en hurtig, ansvarlig og pålidelig donor, kan budgettet for humanitær nødhjælp knap nok holde trit med inflationen. Prøv bare at huske tilbage til december 2004 og den forfærdelige tragedie med tsunamien i det Indiske Ocean. Nye og kolossale katastrofer kan ske når som helst. Næsten hvert eneste år må Europaparlamentet og medlemslandene behandle Kommissionens anmodninger om at tage fra reserverne for at dække pludseligt opståede humanitære nødhjælpsbehov - og det skal ske hurtigt for at redde liv. Normalt bevilges disse hasteanmodninger, men det viser, at vores midler rutinemæssigt er utilstrækkelige. Jeg er derfor godt tilfreds med EU's opfattelse af, at det fælles budget for humanitær nødhjælp må revurderes. Selv en fordobling af midlerne ville kun betyde en ekstraudgift for en gennemsnitlig EU-borger på 22 danske kroner - knap prisen på den billigste busbillet! Men for millioner af mennesker ville det være en billet til overlevelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her