Kronik

En finanspolitisk stramning fortoner sig

Der er ved at brede sig en erkendelse blandt andre danske økonomer om, at en finanspolitisk stramning nu vil være dårligt timet, idet den risikerer at forstærke en allerede igangværende afmatning i den økonomiske vækst
En ekstraordinær lønforbedring til offentligt ansatte nu vil først få effekt i 2009, hvor alt peger på, at afmatningen i samfundet vil slå igennem. Der er derfor ikke den store skade forbundet med at indfri løfterne om fem mia. ekstra.

En ekstraordinær lønforbedring til offentligt ansatte nu vil først få effekt i 2009, hvor alt peger på, at afmatningen i samfundet vil slå igennem. Der er derfor ikke den store skade forbundet med at indfri løfterne om fem mia. ekstra.

Holger Bundgaard

Debat
18. januar 2008

Sidst i december 2007 så vi en veritabel kampagne med en række borgerlige økonomer i spidsen. Finansministeriet, Det økonomiske råd, OECD, Dansk Arbejdsgiverforening og bankøkonomer kappedes om at fremmane billedet af en økonomisk overophedning.

Kampagnen havde et tydeligt politisk formål, idet den var nøje rettet mod valgløfterne fra DF og S om fem mia. kr. ekstra til offentligt ansattes løn i forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger. Imidlertid havde disse advarsler om samfundsøkonomisk ansvarlighed også præg af interessepolitik:

Regeringen var optaget af at undgå, at søgelyset blev rettet mod de 10 mia. kr., som den havde uddelt i skattelettelser. Dansk Arbejdsgiverforening var optaget af at sikre sig, at den offentlige sektor ikke blev for gunstigt stillet i konkurrencen om rekrutteringen af arbejdskraft i fremtidens smalle arbejdsmarked. Og Det økonomiske Råd havde i årevis talt for en mere forsigtig finanspolitik, men for døve ører.

Nu øjnede Det økonomiske Råd chancen for medvind og oprejsning. Alle var dog ikke enige i en finanspolitisk stramning: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd indtog et mere forsigtigt standpunkt om kun en neutral finanspolitik, idet man både advarede mod økonomisk overophedning, men samtidig også mod at stramninger kunne gå ud over opsving og beskæftigelse. Også en række bankøkonomer advarede mod en finanspolitisk stramning på grund af faren for et internationalt nedsving i kølvandet på bolig og finanskrisen i USA.

I analysen Økonomisk politisk teaterspil om løn til offentligt ansatte forudså undertegnede, at når målet om at få aflyst de fem mia. ekstra i lønmidler til offentligt ansatte var nået, ville vi hurtigt se denne økonomiske 'katastrofesnak' forstumme. Den havde opfyldt sin mission: At skabe en offentlig stemning, der kunne legitimere aflysningen af de lovede lønstigninger til de offentligt ansatte.

Dårlig timing

Det er netop også, hvad der nu sker: Der er blandt økonomer ved at brede sig en erkendelse af, at en finanspolitisk stramning nu måske ville være dårligt timet.

Således har både Arbejderbevægelsens Erhvervsråds tidligere formand, Christen Sørensen og danske banks cheføkonom, Sten Bocian, meldt sig blandt modstanderne af en finanspolitisk stramning. Ja, der er ligefrem en begyndende debat blandt økonomer om, hvorvidt vi om et år snarere vil have brug for en lempelse af finanspolitikken?

Baggrunden er, at det bliver mere og mere uafviseligt, at dansk økonomi er på vej mod en markant afmatning af den økonomiske vækst.

Først og fremmest udspringer den nuværende afmatning i det internationale opsving fra USA, der er blevet ramt af tre økonomiske 'chok' på næsten samme tid: et boligchok, et finanschok og et oliechok. Udgangspunktet har været boligkrisen i USA, der har bredt sig gennem den internationale finanssystem som en finanskrise.

Den samlede virkning af de tre chok i den amerikanske økonomi er en stærkt aftagende vækst, der direkte truer med at blive negativ i 2008 (recession). Arbejdsløsheden er allerede begyndt at stige og mængden af nye ordrer til de amerikanske virksomheder falder hastigt.

Da USA er lokomotivet i den internationale økonomi og trækhesten i det hidtidige opsving er det klart, at afmatningen her vil forplante sig ud over den globale økonomi. I EU er væksten også allerede aftagende, og den er i forvejen ikke specielt høj.

Afmatning i gang

I Danmark gør der sig en række af de samme faktorer gældende, som også manifesterer sig i USA og internationalt: Afmatning af boligmarkedet, stigende rente og opbremsning af væksten i privatforbruget. Fremgangen i den danske økonomi har især været funderet på to søjler:

Danskerne har investeret mere i værdipapirer og aktier, og aktiemarkedet er steget markant flere år i træk fra 2003 til 2006. Men med den internationale kreditkrise er den fest forbi.

Den anden søjle i dansk økonomi har været prisstigningerne på ejerboliger. Især indehaverne af de mere lukrative ejerboliger har været flittige til at 'realisere friværdien' i ejerboligen. Men nu kradser krisen på boligmarkedet.

Afmatning i privatforbruget og dermed i den indenlandske efterspørgsel skaber i sig selv dårligere muligheder for dansk erhvervslivs afsætning. Hertil kommer så dårligere eksportmuligheder. Alt i alt er virksomhedernes forventninger til salg og indtjening i 2008 faldende og ligger nu på niveau med 2002-2003, dvs. før det seneste opsving.

Det er dog bemærkelsesværdigt, at der på trods af opsvinget og den dalende ledighed ikke har været tale om større lønstigninger end tilfældet var i de mere 'magre år' 2002 og 2003, hvor ledigheden var betydeligt større. Danske lønmodtagere har således udvist betydelig 'samfundsøkonomisk ansvarlighed' med lønkravene.

Dansk økonomi står altså tydeligvis foran en klar og tydelig opbremsning i væksten. Det siger sig selv, at en sådan afmatning i de nærmeste år ikke lader sig realisere med et fortsat fald i ledigheden. Hen i mod 2009 må ledigheden tværtimod forventes at stige igen.

Finanspolitisk indgreb

Gennemførtes et finanspolitisk indgreb nu, ville det være det meste af et års tid om at slå igennem og først få virkelig effekt sidst i 2008 og i begyndelsen af 2009. Det ville dermed formentlig falde sammen med, at afmatningen i den økonomiske vækst for alvor sætter sig igennem. Et finanspolitisk indgreb nu i 12-18 mia. kroners klassen risikerede hermed at gøre ondt værre og skabe en større reduktion i den økonomiske vækst, end det ellers ville være tilfældet. Hvilket igen ville forværre ledighedsudviklingen.

Finanspolitikken vil formentlig henimod 2009 tværtimod stå over for den modsatte udfordring, som handler om at sætte moderat mere skub i hjulene, dvs. formentlig et behov for en svagt ekspansiv finanspolitik.

Debatten om behovet for en finanspolitisk stramning nu er vigtig, fordi det også handler om behovet for aflysning af såvel regeringens skattelettelser som af de fem mia. kroner ekstra i lønforbedringer, som S og DF havde afgivet valgløfter om. Al den stund at en ekstraordinært lønforbedring til offentligt ansatte formentlig ikke ville være udløst på én gang, men ville være gennemført gradvist, ville lønforbedringerne i hovedsagen være indtruffet samtidig med, at den økonomiske vækst i øvrigt aftog. Dvs. den moderat ekspansive virkning, som en sådan offentligt lønforbedring ville have haft i dansk økonomi, kunne muligvis godt have været foreneligt med et behov på dette tidspunkt for en moderat ekspansiv finanspolitik.

Den diskussion havde dog slet ingen muligheder i det opgejlede samfundsøkonomiske debatklima. Samtidig virker det helt igennem selvmodsigende, når regeringen kort efter valget ikke mener, at der på grund af fare for økonomisk overophedning er mulighed for lønforbedringer til offentlige ansatte, når der umiddelbart inden valget var mulighed for at uddele 10 mia. kroner i skattelettelser. Det var det samme som at sige til pædagoger, sygeplejersker, sosu-assistenter og øvrige offentligt ansvar, at de skal udvise økonomisk ansvarlighed, hvor regeringen efter sin egen fremstilling af den økonomiske situation har blæst på denne.

I og med at rekrutteringen til den offentlige sektor af de 150-200.000 offentlige ansatte, der afgår de næste 10 år på grund af pensionering, nu bliver langt vanskeligere, er der i hvert fald tale om, at regeringen har foretaget et klart valg mellem velfærd og skattelettelser, i og med, at der nu vil være en betydelig risiko for, at velfærden ædes op indefra på grund af mangel på hænder.

Henrik Herløv Lund er økonom, cand. scient. adm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når jeg ser på skiltet på billedet, så bliver jeg lidt stille.
"Mere i løn" står med stort og "flere hænder" står med lille.
Måske er det ikke mere patienterne, der er i centrum.
Måske vil de bare have mere cash for deres tummerum.

Jeg ved godt at man med højere løn kan tiltrække flere hænder, men en sygeplejerske får allerede ca. 26-28.000 kr/md, og jeg mener nok ikke, at lønnen kan tiltrække mange flere kvalificerede.
Det er næppe pengene, uanset om det er 5.000 fra eller til, der får en sygeplejerske til at blive dygtig til sit job. Det er nærmere en livsanskuelse og en omsorg, som man aldrig kan købe sig til.

Derfor vil jeg nok foretrække, at man i stedet for en stor lønstigning til sygeplejersker afvikler det private hospitalsvæsen og dermed også de fordyrende vikarvirksomheder.

Og jeg skal beklage, at jeg lod mig distrahere af billedet. :-)