Læsetid: 5 min.

Den forenklede traktat og den komplicerede løsning

Lissabon-traktaten repræsenterer trods alt et vigtigt og sympatisk skridt i retning af et mere demokratisk og beslutningsdygtigt europæisk samarbejde
9. januar 2008

Med Lissabon-traktaten lægger EU grunden til et mere demokratisk, åbent og handlekraftigt samarbejde. Samtidig vil traktaten forhåbentlig muliggøre, at Unionen i stigende grad bliver i stand til at tale med én stemme på verdensarenaen.

Danskerne kommer ikke til at stemme om traktaten. Uanset hvilken holdning man har til det spørgsmål, er det oplagt, at en afstemning ville have betydet debat og information (og misinformation!) om den nye traktat. Men der er under alle omstændigheder behov for, at vi lærer traktaten at kende, for den vil snart være grundlaget for det europæiske samarbejde, som Danmark har vitale interesser i, politisk, økonomisk, kulturelt og menneskeligt.

De nye stemmeregler er givetvis det vigtigste i hele traktaten. Ifølge Lissabon-traktaten kan et forslag fremover vedtages såfremt, 55 pct. af medlemsstaterne stemmer for, og såfremt disse udgør 65 pct. af unionens befolkning. Det smarte ved det forslag er for det første, at man øger beslutningsdygtigheden ganske væsentligt. For det andet gør man systemet uafhængigt af antallet af lande, fordi man har afskaffet stemmevægtene, som var det meget ulogiske og besværlige element i det gamle system. Man slipper dermed for at skulle gennem et større diplomatisk cirkus om nye stemmevægte og en regulering af det samlede antal, hver gang EU får et nyt medlemsland. Med procentsatserne er det i princippet ligegyldigt, hvor mange lande der er med. Det eneste, der betyder noget nu, er befolkningernes størrelse og antallet af lande.

Systemet er tillige mere enkelt og forståeligt. Og endelig afspejler det i højere grad end nu befolkningsstørrelsen i de enkelte lande, da det enkelte lands relative stemmevægt nu afgøres af antallet af indbyggere. Da Lissabon-traktaten samtidig medfører kvalificeret flertal på ca. 50 nye områder, er der altså tale om, at Rådet, og dermed EU, bliver langt mere beslutningsdygtigt. Det er det eneste rigtige i et samarbejde bestående af 27 lande, hvis man vil undgå, at der kommer grus i maskineriet. Samtidig vil afskaffelsen af vetoretten på en lang række områder i sig selv være med til at fremme kompromisvilligheden hos medlemslandene og dermed et mere funktionsdueligt samarbejde.

Kontroversiel

Udover stemmereglerne indeholder Lissabon-traktaten en række andre nødvendige ændringer af EU's institutioner.

En kontroversiel men vigtig ændring af institutionerne er reduktionen af Kommissionens størrelse. Eftersom de enkelte Kommissærer aflægger ed på ikke at varetage nationale interesser, har et land som Danmark i virkeligheden en oplagt interesse i at undvære en kommissær i perioder for at opretholde en handlekraftig og dagsordensættende institution. Det er også relevant, at store og små lande vil være ligestillede, når det gælder repræsentationen i Kommissionen.

Endvidere opnår Europa-Parlamentet øget indflydelse, og de nationale parlamenter bliver stærkere inddraget.

Endelig indeholder Lissabon-traktaten en artikel om, at én million europæiske borgere med deres underskrift kan opfordre Europa-Kommissionen til at tage en sag op. Her er der tale om et spændende element af direkte demokrati til supplering af det repræsentative europæiske demokrati.

EU får med Lissabon-traktaten en 'udenrigsrepræsentant' ligesom traktaten indeholder et 'EU-udenrigsministerium', som med sine analyser vil give mulighed for, at der i højere grad anlægges en 'europæisk' vinkel på den foreliggende internationale problematik - og ikke alene den snævre nationale. Som noget nyt præciseres forsvarsagenturets opgaver, hvilket yderligere marginaliserer Danmark i det udenrigspolitiske samarbejde som følge af vort forbehold. Sidst men ikke mindst vil traktaten åbne mulighed for forstærket samarbejde på det militære område, dvs. at en mindre gruppe lande kan gå længere end resten. Hvilket er en forudsætning for at rykke på dette følsomme område.

Mens udenrigspolitikken kun delvist ændres som følge af Lissabon-traktaten, er sagen ganske anderledes for det politi- og strafferetlige samarbejde, hvis grundlag og indhold ændres ganske markant.

Store konsekvenser

Konsekvenserne for Danmark er mildt sagt temmelig omfattende, hvis ikke den retlige undtagelse afskaffes, inden Lissabon-traktaten træder i kraft i starten af 2009. Den danske undtagelse vil eksempelvis brede sig til det samarbejde, der i dag finder sted mellem politimyndighederne i EU-landene (Europol), samt det tilsvarende arbejde mellem landenes anklagemyndigheder (Eurojust). Derudover vil Danmark blive isoleret i den proces, der skal sikre anerkendelsen af retlige dokumenter på tværs af landegrænser (bevismateriale, tidligere domme osv.). Endelig er der hele asyl- og indvandringsområdet, hvor Danmark opretholder en strengere politik end EU, og hvor der ikke er blevet indgået parallelaftaler. I takt med at EU tager stadig flere fælles initiativer i erkendelsen af problemernes bogstaveligt talt grænseoverskridende karakter, udstilles denne forskel mellem EU's og de danske standarder stadig tydeligere.

Under forhandlingerne om Lissabon-traktaten fik Danmark tilføjet en protokol om et ændret retligt forbehold. Den indebærer, at et flertal i folketinget fra sag til sag kan tilslutte sig EU-tiltag på RIA-området. Den politiske realitet er, at et flertal i Folketinget gerne ser, at Danmark deltager i det retlige samarbejde, men samtidig ønsker en fortsat stram udlændingepolitik. Derfor kalder mange det et flygtningeforbehold, og derfor er de Radikale og SF så skarpe modstandere af det, som de er. Det er ikke utænkeligt, at en del Europa-begejstrede vil stemme nej til ophævelsen af et sådant forbehold, hvis det ender med at blive en 'opt in'.

En sådan 'opt-in' gælder også for Storbritannien og Irland, mens det nuværende danske forbehold er en 'opt-out', hvor det er nødvendigt, at Danmark indgår parallelaftaler, hvis vi vil være med. Hvis den nuværende undtagelse skal ændres til en 'opt in-undtagelse' vil det forudsætte en godkendelse ved en folkeafstemning. Højst sandsynligt vil danskerne i den situation kun få valget mellem en absolut undtagelse og 'opt in'-modellen, der i realiteten er et tag-selv-bord, som er både usolidarisk og enerådig. Det mest demokratiske vil derfor være, at regeringen giver mulighed for tre krydser på stemmesedlen om det retlige indhold: at bevare undtagelsen, en 'opt in'-løsning eller en fuldstændig afskaffelse. I givet fald skal det afklares, hvorledes man vil skulle forholde sig, hvis ingen af de tre modeller får klart flertal ved en afstemning

Selv havde jeg gerne set, at Lissabon-traktaten havde gået længere - og finder det beklageligt at de smukke og flotte europæiske symboler er taget ud af oplægget til Forfatningstraktaten. Men den repræsenterer trods alt et vigtigt og sympatisk skridt i retning af et mere demokratisk og beslutningsdygtigt europæisk samarbejde.

Erik Boel er forstander på Krogerup højskole og landsfmd. for Europabevægelsen

En større analyse af Lissabon-traktaten ved Erik Boel bringes i næste nr. af Udenrigs

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis der var det mindste demokratisk ved denne her Lissabon-forfatningstraktat, så ville den naturligvis komme ud til folkeafstemning i så mange lande som muligt. Fordi den er et forfatningsmæssigt spørgsmål.
Men nu er det ikke et demokratisk, men derimod et udemokratisk projekt, så det kommer den ikke.