Den 2. januar stillede Morten Thing spørgsmålet: Skal venstrefløjen fungere "som et korrektiv til Socialdemokratiet, således som SF gør det," eller skal den prøve at "repræsentere noget helt nyt, nemlig et helt anderledes samfund." Desværre gav han ikke en bare antydningsvis beskrivelse af denne helt nye samfundsmodel. Det kunne da ellers være interessant at høre lidt nærmere om den.
Men hvordan kan Thing mene, at SF kan være et korrektiv til S? Hvor er forskellen mellem disse to partier? Den har da aldrig før været så lille som nu - og uden forskel, ingen korrektion. Alligevel strømmer især yngre vælgere til SF.
Hvor er forskellen mellem S og SF mht. EU? Hvor er forskellen mellem S og SF mht. NATO? Hvor er forskellen mellem S og SF mht. den økonomiske politik? Hvor er forskellen mellem S og SF mht. udlændinge-politikken?
Villy Søvndal afviste som bekendt under valgkampen, at SF skulle have til hensigt at forlange udlændinge-politikken rullet tilbage til før 2001. Der er enighed mellem S og SF om, at starthjælpen skal fjernes, at asylansøgerne skal behandles ordentligt, at tvangsægteskaber skal undgås osv.
På SF's landsmøde i maj 2001 fastslog den daværende formand Holger K. Nielsen, at "der har været en tendens på venstrefløjen til at affeje reelle problemer i udlændingepolitikken ved at kalde det racisme. (Vi må) åbent diskutere de problemer, det multikulturelle giver. Det har vi ikke været gode nok til." Men han fik ingen støtte i forsamlingen - trist nok. Det kunne måske have ændret udfaldet af 2001-valget. SF's ledende kvinde Christine Antorini besluttede i protest mod SF's udlændingepolitik at skifte til S.
Hvor er endvidere forskellen mellem S og SF mht. skattepolitikken? Begge partier ønsker en mere socialt retfærdig skattereform gennemført. I en tv-diskussion under den seneste valgkamp fremhævede Søvndal sågar, at SF ikke har nogen planer om at ophæve Foghs stop for ejendomsværdi-beskatningen, selv om det er den kraftigst medvirkende årsag til den voksende økonomiske ulighed i vort samfund - og han fik følgeskab af Frank Aaen.
Hvor er endelig forskellen mellem S og SF mht: Social-, undervisnings-, forsknings-, erhvervs- , miljø- , kultur- , udenrigs- og u-landspolitikken? Den er der ikke. Derfor har jeg meget svært ved at forstå Morten Things tanke om, at SF for tiden kan være et korrektiv til S.
I øvrigt langede han hårdt ud mod venstrefløjen. 'Dybest set var det jo pis og papir'.
I efteråret 2006 debatterede jeg PH med ham ved et møde på Københavns Universitet. Jeg beklagede ved den lejlighed PH's beundring for Sovjet-kommunismen i Mellemkrigstiden og begyndelsen af Efterkrigstiden. Thing afviste imidlertid mit indlæg - uden begrundelse. Da jeg udbad mig en sådan, nægtede han at give den.
Mon der var en chance for at få den nu, hvor han synes mere åben for kritik af venstrefløjen?
Tjørnehøj overser - på sædvanlig Tjørnehøjsk vis - at det i sidste ende er vælgerne der og ikke ham og eller andre enkeltpersoner - der afgør hvad SF er
Henning Tjørnehøj har et i at forskellen på SFs og Socialdemokraties udlændingepolitik er meget begrænset. På samme måde er der stort set ikke er forskel på Socialdemokratiets, regeringens og Dansk Folkepartis udlændingepolitik.
Der er konsensus om et xenofobisk og etnocentrisk menneskesyn i såvel pressen som i de toneangivende politiske partier i Danmark. De små froskelle der findes, befinder sig mest af alt på et symbolsk og retorisk plan.
Jamen, hvis forskellen mellem SF og S aldrig har været mindre, end den er nu - og en tilbagevendende og berettiget kritik af socialdemokraternes ledelse med Helle Thorning i spidsen er, at de lægger sig i halen på regeringen og kun forsøger at distancere sig på enkelte punkter, der kan give stemmer, men ellers ikke har nogen selvstændig politik, så forskellen mellem socialdemokraterne og Venstre aldrig har været mindre, end den er nu ...
hvis Tjørnehøj har ret, så vil det vil så sige, at forskellen mellem Venstre og SF aldrig har været så lille, som den er nu, og faktisk er reelt ikke-eksisterende?
For så må alle os, der søger et reelt alternativ, jo konkludere, at så er der kun Enhedslisten tilbage; ikke, fordi jeg selv sympatiserer 100% med Enhedslisten, men fordi der ganske enkelt ikke er andre ...
Carsten det er noget Tjørnehøj har sludret med sig selv og andre om de sidste 25 år eller så. Efter som han har sympatier der ligger mellem SF og S og aftersom han valgte S (han var tæt på at vælge SF ved jeg fra pålidelig kilde) så vil han gerne have at de to partier blive et for så sover han bedre om natten. I sin, undskyld mig, naivitet glemmer han at der også er dem der mener at s og v har meget tilfælles og at alting blev bedre og at de ville sove bedre om denne forskel blev udjævnet. Virkeligheden er, som du antyder, at hvis S og SF blev et, så var der en del af os der ville skifte til EL og en anden del der ville skifte fra s til v og k. Tjørnehøj villle være ligevidt. Desuden burde Tjørnehøj ikke onske sig det Britiske toparti system - for der er ikke meget at hente. Vi mester diversitet og skaber frustration når hele venstrefløje tvinges ind i et parti og her underlægges/pålægges at skulle gå i tagt. Men det har Tjørnehøj aldrig fattet, han kan lide store militære styrke med komandoorden og folk der går i takt. Han tror man åbnår mere af den vej, det tror jeg ikke. Men jeg lever også med det britiske westminstersystem hver dag, og når det gælder politik så længes jeg ærlig talt hjem.
Henning Tjørnehøj er en dansk forfatter, samfundsdebattør og historiker, som i 27 år var konsulent i Fagbevægelsens Forskningsråd under LO og virkede som Socialdemokratiets uofficielle "partihistoriker". Forud herfor var han ansat som forsknngsmedarbejder på Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg 1972 - 75 - nu en del af Syddansk Universitet - og som konsulent på AF-kontoret i Århus 1964 - 72. Han har været formand for Socialdemokratiets arbejdsmarkedspolitiske udvalg og han er medforfatter af partiets principprogram af 1977. I årene 1968 - 1972 var han formand for den grundtvigske Studenterkredsen ved Århus Universitet. I 50-året for udbruddet af den spanske borgerig tog han initiativet til rejsning af et mindesmærke for de danske frivillige vis a vis Frihedsmuseet i Churchill-parken i København. Og i 125-året for komponisten Carl Nielsens fødsel i 1990 fik han - året efter - dannet et nyt dansk Carl Nielsen-Selskab. I 1996 modtog han Nordisk Grafisk Unions kulturpris for sit historiske forfatterskab.
http://kortlink.dk/Wiki/47sy
Tjørnehøj har ret i at SF aldrig har været tættere på at agitere for en traditionel Socialdemokratisk politik. Men han overser til gengæld at S aldrig har været længere fra at agitere for samme. Med Thorning, som den foreløbige krone på partiets højredrejning der startede med kuppet mod Auken, ligger partiet et mærkeligt sted mellem Venstre, Radikale og DF, uden megen rest af Socialdemokratiske mærkesager tilbage. I jagten på midtervælgerne har meget lidt vist sig at være helligt.
Så jeg kan så udmærket forstå traditionelt socialdemokratiske vælgere der foretrækker at stemme SF. Ligesom jeg udmærket kan forstå traditionelle SF-vælgere der føler sig nødsaget til at søge ud på den egentlige venstrefløj. Forskellene er der - blot lidt andre steder end de plejede.
Nu har jeg ikke set Tjørnehøj tale for det engelske system, men Ristinge har ret i, at forholdstalsvalg som vores er bedre end deres valg i enkeltmandskredse. Tænk bare på, at Margaret Thatcher i sin tid vandt magten med de konservative, selv om de ikke fik flertallet af de afgivne stemmer. Vores system giver også stemmer til mindretallene, bortset fra de partier, der ikke bliver valgt. Man kan så diskutere, hvor gode pressen er til at holde gang i debatten, også med dem. Men fik Ny Alliance, Enhedslisten og Kristendemokraterne ikke godt med presse før sidste valg? Det synes jeg.
Glimrende inlæg af Frej Klem Thomsen...
Jan
Det gør han indirekte i og med at han forestiller sig at den demokratiske socialisme ville blive styrket af at alle tvinges til at stemme på bare et parti. I realiteten har Tjørnehøj meget længe argumenteret for en form for demokratisk centralisme hvor alle skal tvinges til at stemme på bare et parti. Det eneste dette ville medfører er mere politiker lede og mere frustration hos de mange vælgere der tvivnges til enten at stemme på dette parti, lade være at stemme overhovedet eller stemme på ligegyldige paranteser.
Vi burde glæde os spænvidden og pluralismen i det danske politiske istdet for hele tiden at ønske os forenklede to partisystemer.
Størstedelen af detr danske folk er demokratiske socialister af sindelag. Når Socialdemokrtatiet så alligevel går tilbage er det fordi man ikke har orden i sit politiske hus. Folk som Tjørnehøj burde se i dette i øjnene og tænke dybt over løsninger på dette problem istedet for at tro at problemet ligger uden for Socialdemokratiet selv.