Kronik

En historie om musik i radioen

Danmarks Radio - og tv har lukket stort set alle programmer om musik og dialog med musiklivet. Årsagen er DR's jagt på popularitet, som avler politisk velvilje i en grad, at overfladiskhed er blevet en kerne i vor tids kulturkoncept. Andre forklaringer kan der ikke være på, at DR lukker alle udsendelser om levende musik
Hvordan vækkes DR-s klassiske musik og jazz igen, når alle musikprogrammer er lukkede.

Hvordan vækkes DR-s klassiske musik og jazz igen, når alle musikprogrammer er lukkede.

jesper Nørgaard

Debat
31. januar 2008

Hvordan vækkes DR's klassiske musik og jazz til live igen? Der er kun to elementer i den løsning: programpolitisk og dermed økonomisk omprioritering samt bedre og anderledes ledelse. Musiklivet må op på mærkerne og beslutningstagerne må hurtigst muligt stille krav om, at der i offentligt betalt radio/tv er udsendelser, der kan understøtte de store satsninger, der er sket på musikeruddannelse, spillesteder, koncertsale og musikskoler. Vi har ikke andre massemedier end DR, der kan gøre det.

Der var engang, hvor det at tilrettelægge en radioudsendelse med klassisk musik var en kreativ proces, hvor radiomedarbejderen selv tænkte, følte og valgte. Sådan var det for kort tid siden, men sådan er det ikke længere. DR's enestående pladesamling, landets største og rigeste, er lukket!

Det selvstændige valg af musik er stort set erstattet af en lille mængde musik, som skal sendes igen og igen - musik, der ikke er valgt efter medarbejdernes følelser eller personlige ideer, men besluttet centralt.

Væk med historien, glem fortiden, nu skal der kun ses fremad! - en fremtid, hvor målet er, at den enkelte lytter skal blive hængende ved højttaleren og derfor hverken udsættes for mærkelig, langvarig, ukendt musik, orgelmusik eller ny musik.

Alt, hvad der kan få lytteren til at lukke, er skrællet bort: I prime time-udsendelserne må den, der præsenter musikken, helst ikke sige noget om den, men derimod gerne om vejret, moden, nye film, kendte mennesker. At fortælle om musikken er ikke med i disse dages koncepter. For siden de veluddannede medarbejdere blev ansat, har ledelsen lagt en kurs, der afskaffede folk, som den med et nyt management-ord kalder for vidensbelastede.

Alt går på flere lyttere

DR var ikke en fabrik, da jeg blev ansat. Dengang var et job i Radioen muligheden for at realisere det største, man kunne forestille sig: at delagtiggøre andre mennesker i den kæmpestore oplevelse, man kan få ved at lytte til klassisk musik eller ved at opdage musik, man ikke kendte før. Det hed public service, men med tiden blev de to ord pludselig negative og belastede: Pludselig handlede det om, at lyttertallet blev så stort som muligt for at sikre politikernes fortsatte positive holdning til bevillingerne. TV 2 og kommercielle radiokanaler pustede DR i nakken. Så det der med at "tjene offentligheden" blev i management-styringens ånd forvandlet til avanceret kontrakt-styring. Der var bare det, at der fandtes og findes ingen klassiske eller jazziske kommercielle radiokanaler, vi skulle konkurrere med. Netop derfor var og er udsendelserne med og om klassisk musik og jazz afgørende vigtige for en medievirksomhed der er betalt at lytterne.

Musikprogrammer væk

Dengang skruede vi også låget af det fine Danmarks Radio og gik i dialog med dansk musikliv. I mange år var noget af det vigtigste for os at give lytterne orientering om, hvad der foregår rundt om i landet - nye initiativer, nye talenter, komponister, musik. For masser af lyttere var DR's Musiknyt, Musikmagasinet, Pladeforum og Bolero lige så vigtige programmer som Radioavisen eller timenyhederne.

Nu er det hele væk, de mennesker, der lavede programmerne, er blevet fyret, og der er ikke andre nye radioprogrammer, der fortæller om det danske musiklivs mangfoldighed. Og i tv er der jo slet ikke den slags. Hvad der foregår i dansk musikliv er altså fra nu af ikke en massemedie-sag, ikke en fælles dansk sag, det er blevet et lokalt anliggende - og dermed er det blevet enkelt at styre og let at op- og nedprioritere, uden at andre blander sig.

Tværmedial dræber

Men hvis information om musik og musikliv ikke kan fås i radioen, hvorfor betaler vi så licens? DR's opgave er vel netop at give lytterne alle de informationer og det overblik, man ikke kan få andre steder - og med en særlig dansk indgangsvinkel og med særlig relevans for danske musikforbrugere og musiklivsdeltagere! I modsætning til så mange andre massemedier er DR jo dansk. Det hed engang sågar Danmarks Radio, indtil generaldirektør Christian Nissen udsendte et dekret om, at det fra nu af var forbudt at sige Danmarks Radio.

Vi formastelige, som det første halve års tid en gang imellem kom til sige Danmarks Radio, fik én over næsen hver gang. For DR skulle være smart, nu handlede det hele om brands, mediet skulle sættes først.

Ordet Danmark var yt. Og i samme åndedrag blev radio det også. For i den fremtid, ledelsen så for sig, var radio og tv smeltet sammen til ét. Radio og tv vil blive produceret i samme åndedrag, samme arbejdsgang af de samme medarbejdere, forkyndte Christian Nissen, efter at han havde hørt om BBC's succes med tværmedial produktion.

Tværmedial blev det nye modeord, og tv-medarbejderne godtede sig over at de endelig var sluppet af med ordet radio - nu skulle fjernsynet (et andet ord, der klang for altmodisch og hurtigt blev makuleret) aldrig mere behøve at sige; her er Danmarks Radio. Ja, men det var da også sprogligt klodset, men ingen danskere tænkte på radio, når man sagde Danmarks Radio og gør det sikkert stadig ikke.

Danmarks Radio var nemlig for længst en institution.

Men det varede naturligvis heller ikke længe. Et ord og begreb som institution måtte man af med i strømlinede tider. Christian Nissen var ikke meget for det, så selv om han elskede fjer i hatten, afskaffede han hurtigt omverdenens forestilling om, at DR var en kulturinstitution. Sådan én lugter af al den stivhed og urokkelighed, som Nissen mente at spore i den store medarbejder-gruppe, der ikke var 'omstillingsparate', som det hed.

I dag er kulturinstitution kun et ord, Brian Mikkelsen bruger, når han er virkelig presset.

Udflytningen til Ørestad

Væk med kulturinstitutionen altså, og nu var vi nået til the point of no return, og midt i 1990'erne kørte det tværmediale eksprestog derudad med kurs mod Ørestaden.

Gode politiske studehandler var én grund til at flytte DR, men internt var argumenterne andre: I det nye DR ville radio, internet og tv blive produceret samtidigt af de samme medarbejdere, derfor det nye forkromede fællesskab. Da byggeriet var i gang og finansieringen i orden, så ledelsen ganske vist stort på, at i BBC måtte man dele radio og tv igen, efter at de tværmediale forsøg blevet en kæmpe fiasko.

Kulturinstitutionen var død, men licenspengene ankom stadig regelmæssigt, så nu halede direktionen Radiosymfoniorkestret frem som det strålende og for enhver umiddelbart synlige eksempel på, at DR er mere og andet end amerikanske film og Fru Hyacinth.

Se her, hvad DR gør for danskerne, lød det næsten - og i samme åndedrag blev det besluttet at bygge en ny koncertsal i Ørestaden. Man vidste, det var meget meget kostbart, men bortset fra at Radiosymfoniorkestret er i europæisk klasse, så ville det have været for synligt pinligt kun at bygge krom og glas til programmerne og lade orkestret blive boende i det gamle radiohus på Rosenørns Allé.

Det kom så til at koste blandt andet flertallet af de øvrige klassiske musikmedarbejdere deres job - nu, hvor pengene ikke rækker til koncertsalen. Det har intet med hetz mod symfoniorkester eller koncertsal at gøre - jeg tror, at hele Danmarks musikliv er glade for, at orkestret får den koncertsal.

Medarbejderne blev fyret, fordi det ikke længere er udsendelsernes kvalitet eller alsidighed er afgørende, derimod hvor mange der lytter eller ser.

Også rundt om i Europa er tidens management-styring slået igennem med koncepter og retningslinjer, der kan måles og kontrolleres - styring via kontrol og ikke via forståelse, tillid eller delegering. Når tillid er erstattet af kontrol behøver cheferne heller ikke længere at vide noget om det indhold, deres medarbejdere producerer.

Overfladiskhed

Hvorfor gik det sådan? Det gjorde det bl.a., fordi popularitet avler politisk velvilje i den grad, at overfladiskhed er blevet en kerne i vor tids kulturkoncept. Andre forklaringer kan der ikke være på, at DR - samtidig med at der er enorm interesse for musik i Danmark, og musik er blevet en meget vigtig del af masser af menneskers fritidsliv, identitet og hele liv - lukker for alle de udsendelser, der kittede landet sammen og holdt fast i den fælles bevidsthed om levende musik.

I en tid hvor musikundervisningen også næsten er afskaffet i skolerne!

Nu må de tapre og modige musikmedarbejdere, der er tilbage på skuden, forsøge at holde masten oprejst og komme videre uden vind, sejl og landkort - for baggrund, uddybning, kritisk holdning og overblik er blevet kastet over bord i sejladsen mod den guldskat, der hedder politisk og dermed økonomisk velvilje.

Steen Frederiksen har været P2-kanalchef og musikchef i DR. Han er netop gået på pension

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi har nedlagt kultur Danmark og folk har stiltiende accepteret det og om lidt får vi alle lov at gå rundt med en chip i nakken? Længe leve det stadig aktive kreative folk med de tusindårige traditioner. Ironisk måske en smule.

God og uhyggelig artikel. Det minder mig om dengang det saglige, orienterende - og yderst populære - jazzprogram "Hot 6 Sweet" blev erstattet af ønskeprogrammet "Stardust". Og dengang var de ikke engang begyndt på Ørestadsbyggeriet.

P-firificeringen af DR har været en lang proces, der blot blev fremskyndet, da Brian og Plummer kom til.

Sådan indføres den totalitære ensrettede Stat, med slaver der ikke kan tænke.
Man gearer dem op i tempo gennem arbejdsstress, således at de ikke kan tænke og ikke har til til fordybelse/læring af Kultur Kunst etc.
Til deres materialistiske niveau tilsætter man angst, således at jkernen helt kortslutter.

Nu kan man i ro og mag flerne alle bøger på biblioteker, nedlægge Kulturinstitutioner etc, og undlade at udgive kritisk og smal og anden litteratur der kræver fordybelse (ingen har tid til det mere)

Voila. Et rige af Historieløse kulturløse Idioter er skabt.

Disse Robotter er den fascistiske stats bedste eksemplarer, de kan manipuleres efter ønske, og fjernstyres til hvilke krige eller afgrunde Staten måtte ønske.

Årtusinders kultur skulle dermed menes udryddet!

At det er kollektiv undergang når vi udrydder Intelligentsiaen og vor egen evne til at filosofere/tænke etisk/moralsk syntes ikke at indgå i den kyniske og fuldkommen sjælløse kalkulation

DR's musikudvælgelses-robotter er ikke objektive, bl.a. har de en tydelig forkærlighed for amerikansk musik, der har været anvendt i nyere Hollywood-film. Derved ændres vor fortid - helt i stil med de opgaver, der tilfalder Sandhedsministeriet i Orwell's "1984", hvor gårsdagens aviser trykkes påny, men nu forsynet med de i bakspejlet "rigtige" nyheder.

DR's studieværter er pludselig begyndt at "huske" dengang helt ukendte Motown-sange og andet politisk korrekt materiale fra deres ungdom, der i virkeligheden musikalsk blev domineret af engelsk, skandinavisk, endog tysk og fransk MOR (Middel of the Road-musik). Hvem ved i dag, at Francoise Hardy har eksisteret? Og hvem "husker" Marvin Gaye, når man skal være helt ærlig?