Kommentar

Historien der blev væk

Man kunne ønske sig, at noget af den energi, som bliver brugt på et enøjet opgør med 68-generationen, blev anvendt til en belysning af de nyautoritære, management-udformede strukturer i dansk erhvervsliv og i det offentlige, der truer de demokratiske landvindinger for lønmodtagere og studerende, som 68-oprøret satte så meget ind på
En af de mest markante begivenheder i 1968: psykologi-studerende Finn Einar Madsen overtog talerstolen fra rektor Mogens Fog. Måske burde man ikke beskæftige sig nær så meget med datidens begivenheder, men mere med nutidens ...

En af de mest markante begivenheder i 1968: psykologi-studerende Finn Einar Madsen overtog talerstolen fra rektor Mogens Fog. Måske burde man ikke beskæftige sig nær så meget med datidens begivenheder, men mere med nutidens ...

Erik Gleie

22. januar 2008

Det har længe været en slags intellektuel mode blandt danske neo-konservative at gøre op med den danske venstrefløj og 68-generationens gøren og laden i (især) 1970'erne. Opgøret foretages ofte i et underligt vakuum og uden skelen til, at den danske venstrefløj af i dag, holdningsmæssigt og ideologisk selv for længst har afgrænset sig fra flere af de "fejltagelser" og standpunkter fra dengang, som de neo-konservative har så travlt med at fremmane.

Alene den kendsgerning at flere af de dengang toneangivende politiske partier med baggrund i venstrefløjen er opløst og gået i sig selv og ikke længere findes får de neo-konservatives stadige opgør med dem til at ligne en Don Quijote-agtig kamp, ikke mindst fordi man igen og igen helt uhistorisk laver overføringer fra dengang til nu.

Senest har Bent Blüdnikow her i avisen tegnet et portræt af 68-generationen som en generation, der i et og alt repræsenterede det, han kalder "et voldsomt tilbage-slag" og har samtidig ikke afholdt sig fra at trække paralleller imellem nazismen og det, som 68-oprøret repræsenterede på baggrund af de forbrydelser, som sovjetkommunismen og Mao-kommunismen var ansvarlige for. Tankegangen er tilsyneladende, at 68-generationen ved politisk - via partier som DKP, VS, KAP o.a. - at have fortrinsvis ideologiske præferencer og visse sympatier for enten Sovjetunionen eller Mao-Kina (eller Albanien) er medansvarlige for disse systemers forbrydelser, hvilket helt og aldeles frakender medlemmer af de nævnte partier en personlig, selvstændig stillingtagen og ikke alene stempler medlemmer af bestemte partier, men en hel generation (hvoraf mange ikke var medlemmer af de nævnte partier) som ansvarlige for folkeforbrydelser i andre lande.

Ingen juridisk grundlag

Der er naturligvis ikke noget juridisk grundlag for Blüdnikows påstand. Det er en moralisme, som med en lettere omskrivning svarer til at gøre tilhængere af bestemte religiøse overbevisninger - muslimske eller katolske eller lu-theranske - ansvarlige for, hvad politisk perverterede magthavere eller grupper måtte finde på at forøve af forbrydelser i disse overbevisningers navn. En parallel konstruktion af samme art stod Weekendavisens Frederik Stjernfelt for, da han i en artikel sidste år gjorde "venstrefløjen" og "det danske kulturfolk" medansvarlige for tusinder af muslimers død i Balkankrigen, fordi de ikke højlydt havde advokeret for et militært indgreb fra NATO's side i Balkankrigen.

Mens man således bebrejder den danske venstrefløj anno 1970'erne for at have opereret med stemplende klichér og stereotyper overfor politiske modstandere (hvad den undertiden netop gjorde), så holder man sig blandt de, der i dag opfatter sig som den danske regerings "intellektuelle" støtter, ikke for god til at gøre præcis det samme i opgøret med den danske venstrefløj anno 1968 (og fremefter).

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at både DKP's, VS's og KAP's partiprogrammer indeholdt, hvad man ud fra forestillingen om et liberalt vestligt demokrati kan kalde anti-demokratiske tankegange, men for et historisk blik må det afgørende være, om disse partier og deres organiserede tilhængere på noget tidspunkt forbrød sig afgørende kollektivt imod retsstatslige eller demokratiske principper og love i Danmark, hvilket ikke er dokumenteret. Uden dokumentation for dette, forsøger Bent Blüdnikow (og andre) nu i stedet at påvise, at den hero-stratisk berømte Blekingegade-bande, der de facto excellerede i forbrydelser og drab, var et symbolsk udtryk for, hvad der rørte sig ideologisk langt ind på venstrefløjen.

Isolerede ekstremer

Men Blekingegade-banden var en langt hen ad vejen en afkapslet og isoleret gruppe med en egen platform og voldsrettet ideologi, og selvom man med visse punktnedslag kan eftervise, at enkelte ledende personer på den danske venstrefløj var smittet af den samme bacille som Blekingegade-banden, så rokker det ikke ved det samlede billede af en dansk venstrefløj, der i det store billede respekterede demokratiets spilleregler.

Blüdnikow (og andre med ham) går dog endnu videre. Uden at skelne imellem den partiorganiserede venstrefløj og det han kalder 68-generationen, frakender han overhovedet 68-generationen og ungdomsoprøret i 1968 en positiv virkning på det danske samfund. Ligesom en del andre kendte tidligere venstreorienterede (Karen Jespersen, Ralf Pittelkow, Lars Hedegaard), der har bevæget sig fra den ene ende af det politiske spektrum til det andet, er der her den "omvendte synders" tendens til at kaste med aske på alt, hvad lugter af det tidligere engagement i venstrefløjssynspunkter.

68 stod for reformer

68-oprøret havde store positive virkninger på det danske samfund. Opkomsten af den såkaldte 68-generation betød ikke et tilbageslag for det danske samfund, men tværtimod medførte 68-oprøret en helt række nødvendige reformer (uddannelsesmæssigt, kønspolitisk, vidensmæssigt, arbejdsmæssigt og m.h.t. demokrati) og fremkaldte en øget bevidsthed omkring krigens (her Vietnam-krigens) voldsomme skadesvirkninger, atomkraftens miljøskadelighed og de autoritære strukturers anakronisme samt omkring undertrykkelsen af befolkningerne i det meste af den såkaldt Tredje Verden.

Den gennemgående anti-autoritære fredelighed, hvormed 68-oprøret i Danmark blev gennemført, er hos Blüdnikow og hans ligesindede fortrængt og blevet til et tankens kors og erstattet med et falsk billede af en voldført og voldsorienteret generation.

Man kunne ønske sig, at noget af den energi, som i disse år blev brugt på et enøjet opgør med 68-generationen blev anvendt til en belysning af de nyautoritære, management-udformede strukturer i både dansk erhvervsliv og i det offentlige, der åbenlyst truer de demokratiske landvindinger for lønmodtagere og studerende, som 68-oprøret satte så meget ind på. Og så kunne man ønske sig en større opmærksomhed omkring de reelt p.t. udgrænsede i det danske samfund, ikke mindst de hjemløse og flygtningene uden asyl, deres vilkår tegner et billede af et rigt samfund uden den rummelighed og humanisme, som regeringens intellektuelle støtter angiveligt efterlyser hos andre. Og ikke mindst kunne man efterlyse en selvransagelse blandt regeringens intellektuelle støtter for at have støttet en ulovlig invasionskrig mod Irak. Her var noget at forholde sig til, hellere i dag end i morgen.

Stig Dalager er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig, uden at skulle fortolke Blüdnikov, så tror jeg ikke at han 'anklager' dig personlig for meddelagtighed i folkemord.
Men det han nok efterlyser er en refleksion over hvorfor man (og vel også dig med din tilknytning til DKP) efterfølgende ikke har reflekteret over hvorfor og med hvilket formål man stiltigende akcepterede og støttede regimer, der også i 60'erne og 70'erne undertrykte og byrdede sine (utilpassede)borgere.
Og det er jo interessandt at du efterspørger en revitalisering af 68 oprørets antiautoritære elementer - og ja det kunne man jo godt savne, samtidig med at du har haft en tvivlsom holdning til JP sagen i forhold til yttringsfriheden.
Hvis der er en' gruppe der adskiller sig fra 68 er ideerne er det jo netop de muslismske ig islamistiske grupperinger.
Her er det som om historien blev helt væk

Udmærket af Dalager.

Karaktermordet på 68 er historisk revisionisme af værste skuffe. De værste syndere var dengang, som nu, ikke på venstrefløjen, men på den etablerede højrefløj blandt den borgerlige økonomiske overklasse, og mærkesagerne var stort set de samme: ukritisk støtte til militær aggression, især begået af USA; kæft-trit-og-retning pædagogik i skolerne; liberalistisk socialpolitik, og fanden tage de fattige.

At det lykkedes en generation af (primært) unge mennesker at bryde med den konservative bondekultur som stadig dominerede (både i DK og resten af Vesteuropa og USA), var et lille mirakel. Ligestilling mellem kønnene, kærlig og respektfuld opdragelse af børn, seksuel frigørelse - alle disse liberale (i klassisk forstand á la John Stuart Mill, som ret beset ikke har det fjerneste med moderne liberalisme à la Venstre at gøre) principper som vi idag tager anerkendelsen af for givet skylder vi dem.

Hvis vi skal kaste med mudder så lad os dog gøre det ordenligt:

Hvor en højrefløjens erkendelse af at deres støtte til Sydafrika var forkert? Hvor er højrefløjens erkendelse af at CIA stod bag kuppet mod en demokratisk valgt chilensk Præsident, Salvador Allende, i 1973? Hvor er højrefløjens afbigt og bodgang over USA's klart ulovlige støtte til contraerne i Nicaragua?

Nu er jeg desuden selv så gammel, at jeg har oplevet halvfjerdserne og en del af 1960erne. DKP fik ikke et ben til jorden fra 1960-1973 eller efter 1979. Det er faktisk det der er sandheden. SF og VS fik heller ikke et ben til jorden, og i 1970erne og 1980erne blev Socialdemokratiet faktisk regnet med til højrefløjen i Folketinget. Det var faktisk først med TV2, Venstres og JP's ulækre sammenkædning af deres valgkamp at man begyndte at tale om to blokke - som man kun havde to partier i Danmark....

Hvis man kigger på hvilke bevægelser i det der dengang hed den 3. verden, ja så støttede venstrefløjen altså opgøret mod koloni-magterne, de støttede de demokratiske kræfter i Portugal, Spanien, og Grækenland (hvor højrefløjen og USA helt klart støttede de fascistiske diktaturer i de her lande).

F.eks. støttede man FLNP i Angolo (eller var det i Mozambique), ANC i Sydafrika og andre afrikanske frihedsbevægelser, der, ofte med våben, i hånd, kæmpede for et mere retfærdigt samfund. Sådan må det også have set ud for venstrefløjen, da Pol Pot kom til 1977 (sådan ca). Som jeg har været inde på tidligere var Pol Pot ikke socialist, men snarere nationalist. Og som sådan mente han at Cambodia skulle være selvforsynende med alt - og så lavede han sit lille agrar-nationale eksperiment, hvor alle skulle ud på landet og bo og arbejde. Og hvor alle der gik med briller blev skudt - fordi de nok var intellektuelle.

Det har altså intet med socialisme at gøre eller med hvad Marx og Engels forstod ved socialisme (eller kommunisme), men snarere en slags stats-kaitalisme, hvor den herskende klasse, som oftest byrokratiet, bruger staten til at fremme sine egne interesser - uanset om det er lave en agrarstat eller en konkurrencestat.

/Karsten

Karsten

Jeg har svært ved at se, sat vi skulle gå bodsgang for at bekæmpe kommunismen under den kolde krig.

Vi har ikke en skid at undskylde.

Allende var kommunist og det var sandinisterne også.

Vi havde kun et mål, og det var nedkæmpelsen af kommunismen, der på det tidspunkt udgjorde den eneste reelle trussel mod den fri verden.

Derfor allierede vi os med hvem som helst. Ikke fordi vi elskede dem.

Under opgøret med Nazismen allierede vi os jo også med Stalin.

I, derimod støttede konstant direkte eller indirekte den frie verdens hovedfjende. Deri ligger den betydelige forskel.

Iøvrigt er vi jo nu igang med at tæve de tidligere allierede, som absolut ikke hører til guds bedste børn, men det ere jo åbenbart også et problem for venstrefløjen. Ved I overhovedet, hvad ben I skal stå på?

"Jeg har svært ved at se, sat vi skulle gå bodsgang for at bekæmpe kommunismen under den kolde krig.

Vi har ikke en skid at undskylde.

Allende var kommunist og det var sandinisterne også.

Vi havde kun et mål, og det var nedkæmpelsen af kommunismen, der på det tidspunkt udgjorde den eneste reelle trussel mod den fri verden.

Derfor allierede vi os med hvem som helst. Ikke fordi vi elskede dem.

Under opgøret med Nazismen allierede vi os jo også med Stalin.

I, derimod støttede konstant direkte eller indirekte den frie verdens hovedfjende. Deri ligger den betydelige forskel.

Iøvrigt er vi jo nu igang med at tæve de tidligere allierede, som absolut ikke hører til guds bedste børn, men det ere jo åbenbart også et problem for venstrefløjen. Ved I overhovedet, hvad ben I skal stå på?"

Det er mere hele hykleriet i det. Højrefløjen har historisk set aldrig været overvættes interesseret i demokrati og menneskerettigheder. Når man kritiserede kommunismen, så var det mere som en del af nogle bestræbelser på, at diskreditere ikke bare kommunisme, men alt hvad der bare smagte af socialisme, ikke fordi de krænkede menneskerettighederne, men fordi de bevægelser truede den magtorden som højrefløjen ønskede at opretholde. Så højrefløjen kritiserede godt nok krænkelsen af menneskerettigheder i de kommunistiske stater, men det var der for det første også mange socialister der gjorde, for det andet har højrefløjen været langt mere passive overfor manglende demokrati og krænkelse af menneskerettigheder i lande som Sydafrika og Chile o.s.v. Derfor virker højrefløjens kritik af kommunismen jo dybt utroværdig og hyklerisk, specielt taget i betragtning af at man selv mange gange støttede de værste højreorienterede diktatorer.

Helt enig,

Menneskerettigheder blev primært opfundet for at vi kunne banke kommunisterne i hovedet med dem, og omvendt. Der er jo stadig heller intet land i verden, der overholder dem alle.

Og det er jo i det lys, de skal ses. Ikke som noget der er mejslet ind i stentavler med flammeskrift.

I mine øjne er der langt mere alvorligere ting vi bør bruge kræfter på end at debattere hvad 68érne (hvem de så er for nogle størelser) har gjort eller gør i dag.
Fx hvorfor skal uddannelserne rulles tilbage til en terpe skole, hvor paratviden får større vægt end at kunne tænke selv og vurdere forskellige problemløsninger.
Ligeledes er Haarder ved at give lederne langt større vægt end de "mennige" lærer . For ikke at tale om de eksterne erhvervsbestyrelsesmedlemmer ved de forskellige uddannelses steder.

Skal vort uddannelses system udelukkende være for erhvervslivet og er det et særligt gode i et demokrati?

"I, derimod støttede konstant direkte eller indirekte den frie verdens hovedfjende. Deri ligger den betydelige forskel"

Jada, og: "Krig er fred og frihed er slaveri" (Orwell, 1984) og så videre.

Jada, Rosa Luxemburg som skarpt kritiserede Lenins og bolsjevikernes magtovertagelse i 1918 og forudsagde at den hurtigt ville ende i byrokratiets diktatur, støttede selvfølgelig Lenin ligesom alle vi som har lagt os på hendes linje siden. Socialdemokraten Gustav Noske derimod, som lod hende myrde af en af de bander af Hitlers kommende tilhængere som han lod organisere, støttede selvfølgelig ikke "den frie verdens hovedfjende".

Trotskij og hans tilhængere som blev myrdet af Stalinregimet, støttede selvfølgelig "den frie verdens hovedfjende", det var jo derfor de blev myrdet!

Mens Vesten som til det sidste håbede på at Hitlers armeer ville knuse Sovjetunionen (ti gange så mange kæmpede på Østfronten som på Vestfronten, 20 millioner russere døde mod nogen hundrede tusind amerikanere) og gøre alle der til undermenneskeslaver overhovedet ikke støttede nogen fjender af friheden. Og et regime som Bushs som systematisk spionerer ikke kun på sin egen befolkning og bomber løs hvor det passer dem, de forsvarer selvfølgelig friheden.

"Wollt ihr den totalen Krieg?" (Goebbels 1943)

"Just wage a total war!" (Richard Perle, Bush-rådgiver, 11. sept. 2001)

Enig Søren. Men fordi højrefløjen er hyklerisk behøver venstrefløjen vel ikke også vœre det, jeg mener det er da en dårlig undskyldning. Lad os dog endelig få ryddet op i vores forœldres synder så vi ikke bliver nødt til at gentage dem. Det er da for søren rigtigt at vores venstreorienterede forœldre var voldsromantikere hvad angik terror udført i socialismens tjeneste og at de med vilje lukkede øjnene for hvad der foregik i lande som Nordkorea og Albanien og idylliserede deres "øjenvidneberetninger" når de kom hjem fra deres dannelsesrejser til kommunistiske lande. Mine egne forœldre var venstreorienterede, min morfar var DKP'er og rejste tit til Sovjetunionen. Jeg fatter ikke hvordan det kunne lade sig gøre men han var det rareste menneske jeg nogensinde har mødt og havde ikke et ondt ord at sige om Sovjet. Når nutidens unge venstreorienterede nœgter at se sandheden i øjnene og hellere gentager deres forœldres fejltagelser får jeg kvalme. Jeg ønsker en ny socialisme, et opgør med vores infantile tilbedelse af alt nogen kan finde på at kalde rødt og isœr et opgør med denne trang til altid at ville vœre de "gode" selvom virkeligheden siger noget andet. Jeg vil have mulighed for at kalde mig socialist med min selvrespekt i behold. Og det nytter ikke noget, at højrefløjen var ligeså slem. Venstrefljøjen skal vœre et reelt alternativ og ikke blot hjemsted for selvretfœrdige egoister og polemikere som blot har et galloperende behov for at føle sig bedre end de andre.

Winston,

Vi støttede ganske rigtigt alle disse ting, og vi vandt, hvilket har bragt den frie verden ind i sin guldalder. Intet væsentligt truer os i dag.

Du nævner selv Irak, hvilket jo er utroligt, da vi jo netop der, har gjort op med et af de røvhuller, vi var allierede med under det store opgør.

Når vi allierer os med ham råber I Buhh, og når vi så vælter ham af pinden og afskaffer hans regime, råber I buhh igen.

Hvad vil I egentlig?

Betyder overhovedet den "gamle" højre-venstreopdeling så meget? Måske.
Men virker som om der er en "fløj" med lidt andre holdninger nu, hvor situationen er en anden. Et punkt er "tolerance", der desværre er gledet over i noget der mere og mere ligner fuldstændig ukritiske holdninger overfor f.eks. islamister. Jo værre jo bedre! (Den er tit pakket lidt mere ind).
Eller undertiden noget andet usympatisk.
Hvorfor? I modsætning til tidligere deler "fløjen" (hvad skal den kaldes?) vist ikke engang ideologi med disse. Forklaring savnes!

Schmidt-Rasmussens gamle traver om Warszawapagtens "angrebsplaner" er kun til at trække på skuldrene af. Selvfølgelig havde de angrebsplaner. Ethvert militær hudarbejder planer for alle mulige scenarier. Jeg er sikker på, der også et sted i Pentagon ligger en støvet plan for militær besættelse af Danmark. Og hvad så? Det er sådan noget, miltær laver - hvis de ellers passer deres arbejde.

At Kim Vibe åbenbart mener, at støtte til Verwoerd, Pinochet, Franco eller Mobutu er "kamp mod kommunismen", taler for sig selv.

Men lad os lige glemme den udenrigspolitiske mudderkastnbing, for her har højrefløjen afgjort ikke noget at lade venstrefløjen høre, hvad angår politiske vildfarelser. Prøv hellere engang at forestille jer, hvordan Danmark havde set ud UDEN 68-oprøret: Ingen fri abort, masser af censur og atomkraftværker, korporlig afstraffelse og eksamensterperi i skolerne, massiv undertrykkelse af kvinder og seksuelle minoriteter, minimal miljølovgivning ...

Nå ja, når man ser på den liste, forstår man pludselig, hvorfor højrefløjen har så meget mod 68'erne. Det med det udenrigspolitiske er da vist egentlig bare et påskud, hvad?

Per,

jeg har flere gange fremhævet, at der er kommet mange udemærkede ting ud af venstrefløjen. Jeg har dog altid syntes, at den fik en tand for meget i kølvandet på ungdomsoprøret.

USA hadet udviklede sig til det nærmest absurde, og groteske regimer blev fremhævet, som om de var paradisets have.

Selvom vi allierede os med en flok halvpsykopatiske diktatorer i kampen mod kommunismen, var det jo trods alt ikke sådan, at vi på noget tidspunkt fremhævede dem som mønsterbilleder på good governance.

Vadmand: "UDEN 68-oprøret: Ingen fri abort, masser af censur og atomkraftværker, korporlig afstraffelse og eksamensterperi i skolerne, massiv undertrykkelse af kvinder og seksuelle minoriteter, minimal miljølovgivning ..."

Ja, sjovt nok var det jo de anti-autoritære bidrag til dansk kulturliv, hvor venstrefløjen i 60'erne og 70'erne havde reel gennemslagskraft og formåede at udvikle og berige samfundet.

De autoritære tendenser som Blüdnikov og resten af højrefløjens tankepoliti langer ud efter fandtes sideløbende - og bør kritiseres behørigt - men de fik aldrig nogen reel indflydelse på det danske samfund. Det forblev sekter.

Stig Dalagers kommentar er befriende, fordi den henviser til den nutid vi befinder os i lige nu. Den borgerlige regerings nyautoritære projekt (godt støttet af væbnerne fra DF) er i modsætning til 70'ernes KAP, KAK, CHIP og CHAP en reel samfundstrussel.

Foghs regering er i færd med at omforme det danske samfund til et ridefoged-samfund. DJØFiseringen er kun et af udtrykkene for dette. Omend et af de mere gennemgribende.

Skal venstrefløjen komme videre, bør den lukke ned for maniske Bent Bludnikov i boks 2 - og bruge tid på de nuancerede borgerlige kritikere, som på sin vis anerkender 68'generationens antiautoritære landvindinger (og i hvert fald nyder godt af dem), men stiller sig kritiske over for de narcissistiske kulturtræk som synes at være en af bivirkningerne ved 68-gennembruddet.

Smukt Vadmand og Marker - jeg er fuldkommen enig - det er det der var vanstrefløj - ikke de der udtrære udslag fra en minoritet

men det der er ikke tilfældigt at man nu fremhæver nogle venstrefløjsminoriteter - for denne kulturkamp handler jo netop om at angribe og undergrave udvalgte dele af de frihedsrettigheder som blev vundet i den periode

Tak til Louise for det uden sammenligning bedste indlæg i denne debat.
Bedre og enklere kan det vist ikke siges.

Gid de mange gamle socialist-travere i dette forum vil læse det igen og igen, måske det til sidst vil sive ind....

Som sædvanligt, Vadmand, formår du at skrive et totalt indholdsløst og ligegyldigt indlæg.
Tillykke, nu fik du mig til at gøre det samme.

Louises indlæg handler om at gøre opmed en flirten med de antidemokratiske strømninger og heri kan jeg fuldt og helt støtte hende. Louise har naturligt haft dette tæt inde på livet da hun voksede op her. Hun har ret til og bør stille spørgsmål ved hvorfor hendes i øvrigt rare bedstefar og andre i familien kunne være så forbandet naiv og forblændede at de reelt arbejdede og var håndlangere for reaktionære bevægelser.

Men vi bør passe på ikke at gøre denne lille del af venstrefløjen til repræsentant for det socialistisk orienterede venstre som helhed. Den eneste virkelige venstreorientering i det 20 århundrede var først og fremmest repræsenteret af Socialdemokratiet - samt af SF og i en periode af de demokratiske og frigørende dele af VS (som i mine øjne var flertallet - hvad også understreges af det forhold at de mest fremtrædende repræsentatner var Folk som Sigsgaard og Prebel Wilhjelm,

på den virkelige venstrefløjen var yderliggående og udemokratiske elementer tilkyttet DKP, samt beundrere af Kina, Albanien og nordkorea hele tiden uden for reel indflydelse

Det var også, hvad jeg fik ud af Louises indlæg - og ud fra, hvad Møller plejer at skrive, tillod jeg mig at gå ud fra, at han ikke havde fattet det, siden han roste hendes indlæg.

Selvom jeg som bekendt ikke støtter venstrefløjen i særligt meget, Vadmand, så håber jeg skam at det lykkes at få gjort op med den volds/revolutions-romantik og flirten med anti-demokratiske tanker, som man stadig kan finde blandt visse ekstremistiske venstrefløjsgrupper.
Det i sig selv kan kun være en fordel for det danske samfund, uanset om man stemmer borgerligt eller ej.

Men ellers godt at du lige demonstrerer endnu en af dine fordomme, noget du ellers plejer at skrive harmdirrende indlæg imod.
Man skal passe på med de forhastede konklusioner, Vadmand, du kommer ofte galt afsted....

Jamen det vil jeg da så gøre, Torben. Og det glæder mig da, at du erkender, at venstrefløjen er - og var - meget andet og mere end "volds/revolutions-romantik og flirten med anti-demokratiske tanker".

Det var ikke mit indtryk af dine tidligere indlæg, men så blev jeg så meget klogere.

Jo, Louises indlæg er vigtigt, men mest fordi den gør op med at vi hele tiden skal sige: De andre var værre, eller det betød jo ikke noget, det var kun minoriteter og allerværst den gennemgående linie i langt de fleste indlæg:
Alle der ikke mener som jeg er fascister,racister, pianister og andet forudindtaget floskelævl.
Hvis socialisme og venstrefløj skal have en chance i fremtiden er det da vigtig at gøre op med nogle grimme fejl og forsøge at se fremad.
Da Preben Wilhjelm for mange år siden forsvarede Glistrups ret til at tale i Fælledparken viste han personligt mod og vilje til at vise at de borgerlige frihedsrettigheder gjaldt for alle.
Det er jo netop på det punkt hvor for mange var betydelig mere optaget kontrol, kæft trit og retning.
Den vanskelige proces er jo at finde en balance mellem frihed og sikkerhed og det vil hele tiden være det demokratiske samfunds udfordring at manøvrere mellem kontrol og frihed. Socialisme som et ønske om den størst mulige retfærdighed og lighed uden at kaste friheden over bord. Det er udfordringen. At tage ved lære at gamle fejltagelser er det mindste man kan gøre. Hvad højre har lavet af ulykker kan jo kun være en anspore til selv at lave det rigtige. Dem kan vi vel ikke lære noget af og slet ikke blot efterabe og selv fylde op under gulvtæppet.

Tak til Jens Peter for at han minder os om den episode hvor - venstre'ekstremismens' ubestridt ledende figur i 1970erne - Prben Wilhjelm - trådte ind of forsvarede den tilsvarende ledende højre'ekstremistiske' figur Mogens Glistrups ret til at tale - og det oven i købet i Fælledparken og på en første maj -

eksemplet siger ikke så lidt om hysteriet over den ideologiske venstreradikalisering i 1970erne

-eksemplet siger hvad der bør sige i denne sag - der burde ikke være mere at sige

- slet ikke når vi så samtidig har mange og stærke incitamenter at det var en gruppe af højreekstremister i sverige som nogle år senere myrdede Oluf Palme på åben gade

Jeg så prof Harold Bllom blive interwiev et af Clement Kjærsgård på DR2 fornylig, og han kaldte George Bush for Benito (efter Benito Mussolini), . "An American fascist" . Er det fascismens grimme fjæs med ny make-up der i disse år er ved at snige sig ind på os? Og er jeg en eneste der synes det bemærkelsesværdigt at vores statsminister er bonkammerat med den herre?
Vi får den ene løgnehistorie efter den anden og oplever et Orwell'sk Newspeak hver gang regeringens medlemmer åbner munden-.
Udhuling af hele det socialdemokratiske velfærdssamfund, kultur, sundhedssektor, unddannelsessystem, you name it. For at citere en ægte amerikansk kulturpersonlighed: Jeg græmmes!

Hvor er det sjovt at se folk fare i flæsket på hinanden på baggrund af begivenheder og ideologisk tankegods, som er mere end 30 år gammelt.
Det der gør det hele så tragisk, er tilsyneladende den faste overbevisning hos mange, om at man kun bliver ældre. Aldrig klogere.