Læsetid: 5 min.

Et hul i loven

Debatten om, hvorvidt kunstnere udnytter dagpengereglerne i deres indtægtsløse perioder, er blusset op på ny. Flere i debatten efterlyser en anden slags kasse end a-kassen, men det har vi forlængst påpeget, defineret og foreslået med I-kassen
De arbejdstilbud, politikerne tilbyder kunstnerne, har ingen bund i virkeligheden. Forestil jer lige Sanne Salomonsen i en DSB-kiosk, Mads Mikkelsen skifte ble på en plejehjemsbeboer, eller Sofie Gråbøl løbe rundt med aviser. De ville blive overbegloet, måske overbehængt af fans, der ville snakke eller have autografer.

De arbejdstilbud, politikerne tilbyder kunstnerne, har ingen bund i virkeligheden. Forestil jer lige Sanne Salomonsen i en DSB-kiosk, Mads Mikkelsen skifte ble på en plejehjemsbeboer, eller Sofie Gråbøl løbe rundt med aviser. De ville blive overbegloet, måske overbehængt af fans, der ville snakke eller have autografer.

Cyranek Ireneus

17. januar 2008

I 1980'erne var jeg med til at starte en aktionsgruppe af forfattere, der endegyldigt ville gøre op med elendigheden i de lange indtægtsløse perioder, hvor vi sidder og skriver på nul indtægter. Vi arrangerede bl.a. en høring med politikerne i tv, hvor politikere fra alle partier var fulde af forståelse og velvilje. De kunne da godt se, at man ikke kan bestride et job, når man også skrev en tyk roman med alt hvad det medfører af forarbejde, research-fase før første udkast, som så skrives igennem igen og måske igen. Der kan gå over et år, før bogen udkommer. Er der tale om en bog på 200 sider med et typisk førsteoplag på 1.000 eksemplarer får forfatteren 15 procent af bogladeprisen, som typisk ligger på 200 kr. før moms. Altså 30.000 b-skattekroner, der udbetales i tre omgange med store tidsintervaller. Men hvad med biblikoteksafgiften?

Efter 32 års forfatterskab og 22 bogudgivelser modtager jeg hvert år 56.600 b-skattekroner; min eneste faste årsindtægt. Biblioteksafgiften beregnes pr. indkøbt bind, der står på hylden - ikke pr. udlån, som mange fejlagtigt tror. Når bøgerne er slidte - dvs. populære og meget læste, bliver de smidt ud eller solgt til en femkrone for at skaffe plads på lageret til nye bøger.

Et hul i loven

Jeg er så heldig at kunne tjene til livets ophold ved at afholde skrivekurser; et bedre valg end at gå med aviser, som beskæftigelsesministeren og andre har nævnt så mange gange i debatten. Som leder af Det Danske Skriveinstitut meldte jeg mig glad ind i de selvstændiges fagforening ASE for 10 år siden og betalte dyr medlemsafgift i flere år, indtil det ved nærmere granskning stod lysende klart, at jeg aldrig ville kunne få hverken supplerende dagpenge eller noget der ligner efterløn, medmindre jeg "drejer nøglen helt om til forretningen", dvs. hverken underviser eller skriver.

Alle forfattere og kunstnere er honorarlønnet, ikke fastansatte. Vi har b-indtægter uden fradrag, pensionsordninger eller lignende. Som lønmodtager med a-indtægt kan ens timeløn regnes ud i forhold til dagpenge- og efterlønssystemet. Man må således som efterlønner godt arbejde et vist antal timer om året. Er man kunstner, er der ingen timeløn. Dermed falder man ud af systemet.

Jeg gjorde juristen i ASE opmærksom på denne skævhed, og han måtte efter nøje undersøgelser give mig ret: ASE kunne ikke give mig nogen som helst form for tilskud eller støtte, kunstnere udgjorde et hul i loven.

Jeg meldte mig ud og henvendte mig til Kulturministeren, der samme år havde overrakt mig Kulturministeriets Børnebogspris for ungdomsbogstrilogien Englekraft. Han sendte et langt svarbrev, hvor han henviste mig til beskæftigelsesministeren.

Beskæftigelsesministeren sendte et endnu længere brev om, at loven nok faktisk egentlig ikke rigtig er gearet til kunstnerindtægter. Der er simpelthen, som ASE-juristen sagde, et hul i loven når det gælder kunstnere.

I-kassen

Bestræbelserne fra 80'ernes aktionsgruppe strakte sig helt ind i 90'erne, hvor et udvalg af både kunstnere - bl.a. Nina Malinowski - og Folketingets Kulturudvalg med bl.a. Margrethe Auken, forsøgte at slå til lyd for oprettelsen af en I-kasse, en indtægtsløshedskasse, der kunne holde os i live uden den nuværende genopstandne mistænkeliggørelse omkring det at være kunstner på dagpenge. Projektet strandede på vanskeligheden ved at definere rådigheds- eller ledighedsbegrebet for kunstnere, som jo ofte har brug for at lave ingenting i perioden før et nyt kunstværk: "Nulstille og opsnappe", som den unge sangskriver Maria så rammende betegner perioden før hun får fat i den næste sang. Andre problemer var takseringen af "lediggangen" - hvad skal en inaktiv kunstner have i timen?! Og hvem skal egentlig kunne kalde sig kunstner? Det sidste er et skinproblem, idet der er klare og skrappe optagelsesbetingelser for medlemskab af de faglige kunstnerorganisationer, som sagtens kunne gælde for en I-kasse.

Flere i debatten efterlyser en anden slags kasse end a-kassen. Der må etableres 'noget helt nyt'. Ja tak. Og det har vi forlængst påpeget, defineret og foreslået med I-kassen.

Hidtil har vi kun set urealistiske og halvhjertede forslag fra kassetænkende politikere, som afslører en afgrundsdyb mangel på viden om kunstnerens dagligdag og vilkår.

Salomonsen i kiosken

Jeg kender garvede musikere, der er blevet tilbudt et job i en DSB-kiosk med kæk rød-hvid kasket. Eller sendt ud på et plejehjem.

Forestil jer lige Sanne Salomonsen i en DSB-kiosk, Mads Mikkelsen skifte ble på en plejehjemsbeboer eller Sofie Gråbøl løbe rundt med aviser under armen. De ville blive overbegloet, måske overbehængt af fans, der ville snakke eller have autografer. Kiosken vile ikke fungere, bleskiftet ville tage meget længere end den korte, afmålte tid, aviserne ville ikke blive bragt ud. Når folk møder betjent Lund fra Forbrydelsen, kan de altså ikke bare gå forbi og lade som ingenting. Der gør sig nogle vilkår gældende, som politikerne lukker øjnene for. De vil gerne have gode dramaserier på DR TV, men ikke tage ansvar for skuespillerne i deres arbejdsløse perioder. Fedt nok med en sej rock-mama, men bliver hun set med rødhvid klaphat i DSB-kiosken, er hun færdig som popsanger. De arbejdstilbud, politikerne peger på, har ingen bund i virkelighedens verden.

Billedkunstneren Vera Myhre skrev engang i en kronik: "Alle går og tror, kunstnerne har snablen langt nede i statskassen. I virkeligheden er det omvendt." Jeg holder meget af det citat. Et eksempel: den 'livsvarige ydelse', som enkelte kunstnere er så heldige at få, og som i medierne kaldes "at komme på finansloven", består af 150.000 b-skattekroner årligt, der vel at mærke kun kommer til udbetaling, hvis kunstneren tjener mindre end de 150.000 kr. om året. Indtil da står pengene på en konto og trækker fede renter til staten. Den fine ydelse er ikke bare gratis, men yderst rentabel for staten.

Folk, der ikke kender til ordningen, tror, at de udvalgte lever godt og sikkert 'på finansloven'.

I stedet for at marginalisere og kriminalisere os, skulle politikerne erkende dette store, bundløse og pinlige hul i loven og se at finde en brugbar løsning. Hvis de altså vil have et levende kunstliv her i landet.

Bente Clod er forfatter og skrivelærer. Se www.clod.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu