Kommentar

Hykleri til havs

Japan beklager, at der er gået 'følelser' i modstanden mod genoptagelse af hvalfangst, men japanernes traditionsbestemte smag for hvalkød udspringer i nok så høj grad af følelser
Japan beklager, at der er gået 'følelser' i modstanden mod genoptagelse af hvalfangst, men japanernes traditionsbestemte smag for hvalkød udspringer i nok så høj grad af følelser
16. januar 2008

For 30 år siden myrdede australske fiskefartøjer med jævne mellemrum løs blandt spermacethvaler ud for Australiens vestkyst - med den australske regerings fulde velsignelse. Sidste måned førte Australien an i internationale protester imod Japans plan om at dræbe 50 pukkelhvaler. Efter stigende pres gav Japan efter og meddelte, at man vil sætte planen i bero, i al fald i et år eller to. Opbakningen til modstanden imod hvalfangst har været dramatisk - og ikke kun i Australien.

Det var Greenpeace, der først satte gang i protesterne imod australsk hvalfangst. Kampagnen førte til, at regeringen udpegede Sydney Frost, en pensioneret dommer, til at stå i spidsen for en undersøgelse af sagen. Som en anfægtet australsk borger og filosofiprofessor med speciale i dyreetik bidrog jeg selv til denne.

Jeg argumenterede ikke for, at hvalfangst bør stoppe, fordi hvaler er en truet art, selv om jeg vidste, at mange marinbiologer og eksperter i havøkologi ville insistere på, at just dette var altafgørende. I stedet fremførte jeg det argument, at hvaler er sociale pattedyr med store hjerner, som er i stand til at nyde livet og føle smerte - ikke blot fysisk smerte, men efter alt at dømme også sorg over at miste et medlem af deres flok.

At dræbe hvaler på 'human' vis er umuligt - dertil er disse havdyr simpelt hen for store. Og selv med harpuner med indbyggede sprængladninger er det meget vanskeligt at ramme hvalen på nøjagtig det rette sted. Ydermere ønsker hvalfangere ikke at benytte ret store mængder sprængstof, fordi hvalen dermed kan blive sprængt i flere stykker, og selve formålet med at dræbe dyret jo er at udvinde dets værdifulde olie og spæk. Typisk dør harpunerede hvaler derfor en langsom og pinefuld død.

At forvolde lidelser for uskyldige væsener uden at have overordentlig vægtige grunde til det er forkert. Hvis der fandtes et eller andet livsvigtigt behov, som mennesker udelukkende kunne få opfyldt ved at dræbe hvaler, kunne der muligvis formuleres et etisk tilfredsstillende ræsonnement for at gøre det. Men et sådant essentielt menneskeligt behov, som pånøder os at dræbe hvaler, eksisterer ikke. Alt, hvad vi får fra hvaler, kan vi også få andetsteds fra uden at gøre os skyld i grusomheder. Følgelig er hvalfangst uetisk.

Planer i bero

Heri var Frost heldigvis ganske enig. Han konkluderede, at der ikke kan herske tvivl om, at de metoder, der bruges til at dræbe hvaler, er inhumane - "særdeles forfærdelige" betegnede han dem ligefrem som. Han fremhævede også, at "der er en reel mulighed for, at vi her har at gøre med en medskabning, som har en bemærkelsesværdigt veludviklet hjerne og besidder en høj grad af intelligens". Premierminister Malcolm Frasers konservative regering valgte at følge hans anbefaling om at forbyde hvalfangst, og inden længe blev Australien dermed en antihvalfangst-nation.

Skønt Japan altså nu har sat sine planer om at dræbe pukkelhvaler i bero, vil den japanske fiskerflåde stadig dræbe 1.000 andre hvaler, hovedsagelig de mindre minkhvaler. Japan retfærdiggør disse drab ud fra 'videnskabelige grunde', fordi Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC's regler tillader at dræbe hvaler, hvis forskningshensyn berettiger det. Den japanske forskning ser imidlertid ud til at have til formål at opbygge en videnskabelig begrundelse for, hvorfor kommerciel hvalfangst atter kan genoptages. Hvis hvalfangst er uetisk, er denne forskning dermed også både unødvendig og uetisk.

Japan pointerer, at det er dets ønske, at diskussionen om hvalfangst kunne finde sted på et sagligt grundlag af videnskabelig viden uden inddragelse af 'følelser'. Japanerne er af den opfattelse, at pukkelhvalbestanden er vokset så meget, at arten ikke risikerer at blive truet af det, hvis man dræber 50 individer. Det er muligt, at de har ret i denne antagelse, men uanset hvor meget forskning man bedriver, kan videnskaben aldrig fortælle os, om vi bør dræbe hvaler eller ej.

Desuden udspringer det japanske ønske om at dræbe hvaler i lige så høj grad af 'følelser', som miljøbevægelsers modstand imod dette gør. At spise hvalkød er ikke nødvendigt for japanernes sundhed eller ernæringstilstand. Det er en gammel tradition, de ønsker at videreføre, fordi nogle japanere er følelsesmæssigt knyttede dertil.

Utroværdige Vesten

Japanerne har dog ét argument, som ikke er så nemt at afvise. De hævder, at de vestlige lande kun er imod hvalfangst, fordi hvaler for dem er blevet en slags hellige dyr - på samme måde som køer er for hinduer. De vestlige nationer, siger japanerne, burde afstå fra at påtvinge andre deres egne kulturelle opfattelser.

Den bedste imødegåelse af dette argument må være at påpege, at det moralske forbud imod at forårsage unødige lidelser for bevidste væsener ikke er kulturspecifikt. Det er faktisk en af de første forskrifter i en af Japans egne vigtigste etiske traditioner, nemlig buddhismen.

Desværre er de vestlige lande ikke i nogen god position til at fremføre dette modargument, eftersom vi selv påfører så mange andre dyr så megen unødig lidelse. Den australske regering er en stærk modstander af hvalfangst, men tillader ikke desto mindre, at der hvert år nedslagtes omkring en millioner kænguruer - en nedslagtning, der ligeledes resulterer i enorme lidelser for de berørte dyr. Det samme kan siges om visse former for jagt i andre lande for slet ikke at tale om de enorme lidelser, som dyr udsættes for i fabrikslandbrug verden over.

Hvalfangst bør stoppe helt, fordi den medfører unødige lidelser for sociale og intelligente dyr, der er i stand til at nyde deres liv. Men over for den japanske anklage mod Vesten for at være kulturelt forudindtagede, har de vestlige lande intet troværdigt forsvar, før vi selv gør noget ved de dyrs unødige lidelser i vor egen baggård.

Peter Singer er australsk filosof og professor i bioetik ved Princeton University

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu