Læsetid: 2 min.

Kære journalister i DR - gå dog ned i løn!

Hvorfor skal en semi-offentligt ansat journalist hos DR have mere i løn end en sygeplejerske eller en folkeskolelærer?
26. januar 2008

Mit navn er Peter Dyreborg. Og jeg er oprigtigt bange for at skrive dét, som jeg skal til at skrive.

Jeg er bange, nærmest rædselsslagen, fordi jeg som forfatter har behov for, at landets journalister kan lide mig og gerne vil interviewe mig om mine bøger og projekter og alt det andet lal, jeg render rundt og laver. Netop derfor er det særdeles problematisk at skrive dét, jeg skriver lige om lidt.

Det er næsten lige så slemt som at tegne profeten. Selv om jeg ikke frygter en fatwa, ved jeg, at jeg får tæv og tæsk og næsten for altid vil være i unåde hos alle de mægtigt vigtige DR-personligheder, som jeg i dén grad er afhængig af. Og jo, jeg har skam overvejet selvcensur.

De spørgsmål, jeg gerne vil stille, er: Hvis DR's journalister vil hjælpe deres arbejdsplads på fode igen, hvorfor går de så ikke bare ned i løn? Er det ikke bedre med en kollektiv lønnedgang frem for massefyringer og nedlæggelse af vigtige programmer? Hvis slagteriarbejdere kan gå ned i løn for at hjælpe en skrantende virksomhed på vej, kan DR's journalister så ikke gøre det samme?

Gennemsnitslønnen for en journalist hos DR var i oktober 2006 på cirka 510.000 kr. årligt, inkl. tillæg og pension. Til sammenligning er gennemsnitslønnen for en sygeplejerske i alt cirka 370.000 kr., og en folkeskolelærer i alt cirka 350.000 kr. Og de har alle nogenlunde samme uddannelsesmæssige niveau. Tallene stammer fra Dansk Journalistforbund, Dansk Sygeplejeråd og Danmarks Lærerforening, og er plus minus og på gefühl.

Uden lommesmerter

Jeg er på ingen måde misundelig på journalisternes lønniveau. Okay, måske en lille smule. Men hvorfor skal en semi-offentligt ansat journalist hos DR have mere i løn end en sygeplejerske eller en folkeskolelærer?

Nu er der sikkert nogle, der vil mene, at sygeplejerskers og folkeskolelæreres løn er for lav og derfor ikke er sammenlignelig. Men i forhold til uddannelsesniveau og arbejdsopgaver m.v., mener jeg, at lønnen er ok. Det er ikke en indtægt, man bliver rig af, men det er langt fra en sulteløn. De fleste sygeplejersker og folkeskolelærere vil sikkert gerne have mere, men så længe de har råd til både villa, vovse og vino tinto, er der ingen grund til at råbe ulv.

I forhold til lønniveauet i resten af samfundet kan journalisterne sagtens tåle en mindre lønnedgang uden nævneværdige lommesmerter. Hvis DR's journalister accepterer en nedgang, der svarer til halvanden pakke Kings om dagen, og det kan medvirke til at få økonomien på ret kurs, er det så ikke værd at overveje?

Hvor mange fyringer og programnedlæggelser og salg af koncertsal og sjæl kan DR undgå, hvis alle journalister går tre pct. ned i løn? Eller fem pct. eller måske endda 10 pct.?

Jeg er ikke god til tal. Den slags har jeg folk til, men desværre forstyrrede jeg dem midt i deres kaffepause. Derfor kender jeg heller ikke svaret. Men nu har jeg i det mindste stillet spørgsmålet. Jeg håber, journalisterne forstår, at jeg kun stiller det, fordi jeg har en oprigtig interesse for DR's velbefindende.

Peter Dyreborg er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan godt forstå, du har skrevet dette med svedende fingre og et dybt sug i maven Peter Dyreborg! Du har gjort, hvad der ville svare til en troende katoliks angreb på Vatikanet for at lide af storhedsvanvid.

Men du har modet. Tillykke med det - og på tide, det bliver sagt.

Journalister (især i DR) er nemlig selvudnævnte paver, der ikke er underlagt jordisk målestok. Næh, efter en mellemuddannelse på 3 år, er de som DR-ansatte blevet transformeret til "demokratiets og ytringsfrihedens vogtere" - de føler sig helgenkåret og alle angreb på eller kritik af deres indsats eller position er derfor næsten blasfemiske.

Men hvor er det godt, du har sagt det!

Hvis der kommer reaktioner på dit indlæg fra DR-journalister vil de rutinemæssigt følge disse scenarier:

1: Enten bliver du totalt ignoreret, fordi din mening bliver betragtet som så latterlig og totalt udenfor kognitiv rækkevidde, at intet svar er muligt.

2: Eller der følger den tillærte litani af beklagelser iført offer-klæder over de kyniske politikere (= regeringen og især DF) og de udannede licensbetalere.

3: Eller en tsunami af selvretfærdig statistik fra Journalistforbundet.

Vent og se.

Det må vel være op til ledelsen at foreslå en kollektiv lønnedgang, hvis den skønner, at det er den mest hensigtsmæssige metode til at overvinde krisen.

Men vi skal bare huske på, at DR ligger i konkurrence med TV2 og andre kanaler, som så bedre kan bruge høj løn til at stjæle dygtige folk med.

Jeg tror ikke, at en lønnedgang vil gøre den store forskel. Det er nok mit indtryk, at DR stadig ville kunne lave udmærket TV med kun de halve medarbejdere.

Min DR-bekymring ligger et helt andet sted.

Jeg frygter, at sparehensyn kommer til at gå ud over DR's uerstattelige arkiver.

Der er planer om, at der skal udvælges en del udsendelser og klip, som skal digitaliseres, og resten skal så slettes......

Folket kan her være med til at bestemme, hvad der skal gemmes:
http://www.dr.dk/Bonanza/index.htm

Det er sgu ikke meget..!

Hvis de ikke har råd til at spille deres magnetbånd over på DVD, så vil jeg anbefale, at vi starter en landsindsamling, så vores kulturskat og TV-historie, som det har kostet mange millioner kroner at lave, ikke bliver slettet.

Så vidt jeg kan se, kan det ikke dreje sig om meget andet end en stor stabel tomme DVD'er og en arbejdsdreng til at overspille efter skoletid.

Men jeg vil håbe, at nogle journalister udenfor DR vil bore yderligere i sagen, så vi får grundig besked om, hvad der bliver af vores kulturarv.

Nu ved jeg ikke hvor du har dine tal fra da den eneste statistk jeg kan finde ligger på journalistforbundets hjemmeside og er fra feb. 07 og viser hvad journalistlønnen var forskellige virksomheder i 2006 nemlig:

TV2 38.773 kr.
TV3 45.839 kr.
DR 38.136 kr.
Berlingske hus 40.447 kr.
Nordisk film broadcast 53.299 kr.

Ud fra disse tal syntes jeg ikke at det ser ud til at jounalister i DR er særlig forgyldte og jeg tror at det vil blive meget svært at fastholde gode medarbejdere hvis lønnen ikke er på niveau med andre steder.

I øvrigt kan jeg ikke se at det faktum at sygeplejesker er lavere lønnet kan være et argument for at ande personalegrupper såmænd nok kan tåle at gå ned i løn, det er vel nærmere et spørgsmål om at sygeplejeskernes løn skal hæves så den står mål med deres kompetancer og ansvar.

På dit retoriske spørgsmål om:
"Hvorfor en journalist hos DR have mere i løn end en sygeplejerske eller en folkeskolelærer"
Sygeplejersker og skolelærere kan stort set kun kan søge job i det offentlige, altså under den samme arbejdsgiver og har ikke mulighed for at shoppe rundt efter højere løn, sådan som ansatte i det private kan.
Så den kyniske konklusion er at man skal kigge på om lønnen i det fag man uddanner sig til er på et tilfredsstillende niveau og hvis den ikke er det så find noget andet.

Tillad mig i al beskedenhed at gøre opmærksom på, at nogle af skribenterne på Dagbladet Information praktiserer god journalistik til meget lav løn - især de løst tilknyttede.
- og alligevel er det stadig den mindst ringe på markedet :-)

Problematikken i en nødeskal, hverken det offentlige eller modige enkel personer kan bestemme et RETFÆRDIGT lønniveau.
Den eneste tilnærmelsesvise retfærdige determinant for løn - og prisniveau er market, som langt de fleste ansatte arbejder under. Her er løn ikke problematisk, men løses naturligt og smertefrit uden at det truer hele samfundet med massestrejker og overophedning. Hvor egoistisk af de offentlige lønmodtagere.
Løsning: privatisering og udlicitering.
Det giver god mening.

Markedet løser ikke noget som helst, Lasse, det sørger blot for, at pengene ender hos de i forvejen rige.
Markedet fokuserer alt for meget på at skabe økonomisk frihed; men man burde snarere tage den økonomiske frihed som grundvilkår og derudfra se, hvad folk ville vælge at beskæftige sig med.

Hvad angår mine løntal, så er det gennemsnitstal taget direkte fra de forskellige forbund, inkl. alle tillæg og pension m.v., og så har jeg rundet lidt op og ned og (som jeg også skriver) plus minus og på gefühl.

Det her er altså et usædvanligt naivt indlæg fra Peter Dyreborg. Jeg har intet imod at bruge lønjusteringer (op eller ned) som økonomisk redskab, og jeg kan ikke se nogen grund til at journalister skulle være fredet, ulig andre samfundsgrupper, i så henseende. Men:
1) Som det allerede er bemærket, så er lønnen på DR allerede under niveauet for journalister mange andre steder. For en offentlig virksomhed der skal konkurrere med private burde det forholde sig omvendt (det gør det aldrig, men det burde det...) - vi vil have de bedst kvalificerede til at stå til rådighed for os alle sammen, ikke den økonomiske elite. Det gælder uanset om vi snakker journalister, lærere, læger, eller noget fjerde.
2) Journalister er, ligesom andre grupper, organiseret i et forbund. Jeg tvivler stærkt på at Dansk Journalist Forbund vil være villige til at acceptere en kollektiv nedsættelse af lønnen i den kaliber som skal til for at det kan løse noget som helst for DR. Vi snakker jo altså om et par hundrede millioner kr.
3) Ud fra retfærdighedskalkuler er det korrekt at der ikke er nogen oplagt grund til at journalister skal tjene 1½ til 2 gange så meget som en anden faggruppe med tilsvarende uddannelse (når der tages højde for relevante faktorer, såsom arbejdstid, ansvar, o.lign.). Men hvis det er den slags fordelingsprincipper vi vil have fat i, så giver det bedre mening at starte der hvor fordelingen er MEST uretfærdig, og justere på systemet der. Det kunne f.eks. være HD'ere i finanssektoren, som med en tilsvarende uddannelse ofte tjener det dobbelte af journalister. Hvis vi kun tænker i en økonomisk retfærdighedsoptik, så kan vi brandbeskatte topindtjeningerne, evt. med en skæv fordeling mellem forskellige brancher. Det svarer grundlæggende til det samme (vi får nogle mennesker til at tjene mindre for at finansiere DR). Men istedet for at bede journalister om det, så tager vi den faggruppe som pt. får mest for meget (jo, det skal der stå) i løn. Den løsning vil være uspiselig for mange, især for liberalister, men ræsonnementet er det samme som Dyreborgs argument - bare mere retfærdigt.

Kære Frej Klem Thomsen (og andre).

Naiv, tja, måske, men:

1) Nej, lønniveauet i DR er ikke under niveau. Faktisk ligger de nogenlunde i midten. Det kan man se på statistikken hos Dansk Journalistforbund.

2) Hvorfor ikke? Visse forbund har tidligere accepteret en midlertidig kollektiv lønnedgang, så hvorfor kan Dansk Journalistforbund ikke gøre det samme?

Et forbund har andre interesser end lønniveau, og som jeg allerede har skrevet, kan det jo være, man synes, at lønnedgang er bedre end massefyringer og forringet programkvalitet m.v.

3) Jeg taler ikke om retfærdighed, selv om jeg jo på en eller anden vis har en uddannelse i den slags. Udover forfattergerningen er jeg jurist (NB: jeg tjener det samme som en sygeplejerske).

Dét, jeg foreslår, er blot én af flere muligheder til, hvordan man kan få vendt den dårlige økonomi hos DR uden fyringer og ringere kvalitet. Det kan godt være, det ikke er retfærdigt eller rimeligt eller hvad ved jeg, men det er en mulig løsning, som måske kan fungere i praksis, hvis de involverede parter kan blive enige om fælles fodslag.

sic!

Tror du virkelig dygtige Journalister vil arbejde for mindre ?
Og tror du virkeligt det kan redde DR fra den slagtning de borgerlige
har planlagt ?

Rigtigt, Peter - der er tale om et bevidst politisk valg. Som jeg har sagt før: Hvis man havde behandlet andre offentlige virksomheders budgetoverskridelser på samme måde som DR's, havde Storebæltsbroen kun gået til Sprogø.

jeg kan stadig ikke se nogen lønnedgang kan være med til at løse nogen problemer mht. fyringer, vel kan det måske på kort sigt redde nogen medarbejdere.
En nedgang hurtigt medføre at det er svært at ansætte nye journalistmedarbejdere ude fra og yngre journalistmedarbejdere vil søge imod højere lønnede stillinger andetsteds.
Man kan fks. se af statistikken at "Nordisk film broadcast" som bla. producerer "god aften danmark" betaler journalistmedarbejdere 53.299 kr. eller en årsløn på 639.000 kr. pr år dvs at der allerede i dag er deer et spænd på ca. 180.000 kr. og med en nedgang på 10% vil det øges til
ca. 227.000 kr.
Hvis det medfører at medarbejdere udvandrer så er det jo blot et spørgemål om at medarbejderne siger op eller bliver fyret, under alleomstændigheder vil det jo medføre et øget pres på de tilbageblevne og i det sidste tilfælde til en lavere løn.

Svend Erik Sokkelund

Tjo, du kan jo se på den mindst ringe som et brugbart eksempel. Hvis nu en midlertidig lønnedgang kunne være med til at skabe en arbejdsplads, der nød høj anseelse i samfundet for kvalitet, innovation, pålidelighed og uundværlighed og som havde en god stemning, hvor alle oplevede at bidrage med noget væsentligt til samfundet. Som DR for ikke så mange år siden, faktisk. Og information idag.
Så tror jeg ikke, det ville være så svært at tiltrække kvalificerede medarbejdere

Jeg vil gerne vide, hvorfor Dyreberg frygter repressalier fra DR journalisternes side.

Jeg kan ikke tage det som andet end et udtryk for, at du mener de er inkompetente og uduelige. En af journalisternes allervigtigste opgaver er at vælger kilder ud fra saglige kriterier, og ikke tænke på eksempelvis hævntørst i udvælgelsen.

Hvorfor mener du ikke at DR’s journalister vælger deres kilder ud fra saglige kriterier?

Jeg er journalist i DR. Da jeg blev ansat for lidt over et år siden, gik jeg over 10 procent ned i løn i forhold til mit tidligere job. Helt frivilligt, fordi jeg kan lide at lave radio. Og jeg kan ikke komme til at lave seriøs radiojournalistik andre steder end på P1. DR er IKKE lønførende. Tværtimod har lønudviklingen for journalister i DR ikke fulgt resten af samfundet de senere år. I mit forrige job satte vi prisen på vores blad op, når omkostningerne steg, men sådan er vores DR-licensverden ikke skruet sammen. I øvrigt er der mange andre faggrupper i DR - fx de musikere der skal spille i den dyre koncertsal - skal de så også skæres i lønnen? 20 procent - det er jo "deres" hus?
Måske skulle Peter Dyreborg i stedet overveje at betale mere i licens? Helt frivilligt! Måske 10 procent?

Peter Dyreborg rammer noget helt grundlæggende og centralt i problematikken om DRs økonomi. I en hvilken som helst virksomhed offentlig eller privat eller semioffentlig, er der nu engang et budget som skal overholdes for at økonomien hænger sammen. Faktum er at Danmarks Radio modtager over 3 mia DKK om året gennem medielicens fra os alle sammen og de kan forvente og budgettere med disse midler. Det er en enorm luksus som ingen virksomheder i det private har. Det burde gøre det ekstra let for dem at lægge budgetter og sikre sig at de overholdes. Alligevel har DR ikke formået at holde sig indenfor rammerne, og det er frygteligt pinligt... for DR. Der er kun én mulighed: Dårlig ledelse. Mere skal der ikke siges i den sag. Når der så luftes tanker om at hjælpe DR økonomisk med skattekroner bærer man brænde til et i forvejen stort problem. Ledelsen bliver ikke bedre af at hjælpe dem af med de problemer de selv har skabt.

Peter foreslår muligheden for at journalisterne kan gå ned i løn, og folk er fuldstændigt forargede over dette. HVad er det for en verden i lever i? Tror i løn kun stiger fra år til år? Hvis det går en virksomhed dårligt er det helt naturligt at skære i lønniveauet. HVorfor skal den udgiftspost nu være hellig?

Jeg foreslår at vi tager konsekvensen af dette og afskaffer tvangsindbetalingerne til Danmarks radio. Så skal ledelsen nok få styr på økonomien. Ellers bliver de nemlig fyret af aktionærerne. Afskaf medielicensen, skriv under på www.afskafmedielicens.dk

/Niklas

Hvad med bare at holde bestyrelsen personligt økonomisk ansvarlig?

I de fleste andre situationer er det vel sådan at hvis man er ansvarlig for at tabe flere hundrede millioner, så forventes det at man tager konsekvensen. Hvordan kan den samme bestyrelse overhovedet blive siddende?

Når det er sagt: enhver rimelig og realistisk løsning er politisk. DR må for min skyld gerne hæve licensen på sigt, hvis det er det som skal til for at de kan forblive den klart bedste mediekoncern, med et stærkt fokus på public service, i Danmark. Men det hjælper dem ikke her og nu. Og da det er en politisk fejldisponering som har skabt problemet, og samtidig en af landets vigtigste institutioner som er på spil, så må politikerne træde til.

Forestil et øjeblik en parallel situation: "Den nye højesteretsbygning er blevet 400 millioner dyrere end budgetteret. Det var godt nok også fordi politikerne insisterede på både at den skulle bygges, og at tage det billigste og helt urealistiske tilbud fra en lusket entreprenør. Hvad gør vi..? Jo! Vi fyrer en tredjedel af dommerne og advokaterne, og beder de resterende om at gå 20% ned i løn! Det betyder godt nok at vi ikke længere kan garantere retssikkerheden, og at vi er nødt til at droppe en del retssager fordi procedure-tiden overskrider det rimelige. Men sådan er det jo..."

Peter Dyreborg har tilsyneladende meget stor interesse for DRs velbefindende. Det er jo smukke ord fra en forfatter, der i den grad retter kritikken imod journalisterne på DR. De er tilsyneladende nærmest forkælede og burde vise samfundssind ved at gå frivilligt ned i løn. Sammenligningen med lønnen til lærere og sygeplejsker bruges til at sætte yderligere trumf på. Nu må alle da kunne se, at journalisterne må træde i karakter og bakke op med pengepungen, så kvaliteten i DR kan reddes. Nej Hvis indlægget var skrevet af en liberal tænketænk eller en netavis som 180grader kunne man trække på smilebåndet. Det ville være lige efter
bogen. Nu kommer det i stedet fra en forfatter, som ligefrem frygter for sine
fremtidige karrieremuligheder, fordi han tør stå frem med kritikken i medierne.Her er altså tale om en sand frihedskæmper. Jeg tror nu nærmere det handler om en forfatter, hvis primære mål er iscenesættelsen af ham selv og hvad er bedre end at provokere DR. Her er er tale om en forfatter uden noget på hjerte og uden nogen hjerne til at forstå, hvor nem han er at gennemskue.

Tillykke til Peter Dyreborg for mands mod...

Du begiver dig ud på en farlig vej.

DR er en mægtig institution, og den vil ikke bryde sig om denne kritik...

Watch your back!

Men godt gået.

Lige præcis Peter Jakobsen, det var også min første tanke efter at have læst "Hør mig"-indlægget.

Men tillykke Peter Dyreborg, du har fået omtale og feedback.

Er det ikke også normalt for forfattere ikke helt at kunne forstå samfundets sammenhænge? At være semi-filosoferende, let svævende men alligevel hævet i en vis højde af objektivitiet, som gør at forfatterens ord opfattes korrekte.

Peter Dyreborg, der er, i min opfattelse, meget forskel på en forfatter og journalist. Jeg tror det du skriver som forfatter er godt, men hold dig fra journalistikken, det dur du ikke til hvis du vil være forfatter. Samfundsdebatør-forfatteren døde i 80'erne.