Kommentar

Kenyas konflikter er ikke etniske

Den internationale mediedækning har ensidigt forenklet konflikten i Kenya til et spørgsmål om etnicitet. Men volden skal sættes ind i en sammenhæng, og hverdagens problemer udspringer af de økonomiske spændinger, der kommer af, at halvdelen af kenyanerne lever for under en dollar om dagen
Kenyas mest fundamentale problem er antallet af mennesker, der er fanget i absolut fattigdom.

Kenyas mest fundamentale problem er antallet af mennesker, der er fanget i absolut fattigdom.

Karel Prinsloo

23. januar 2008

Kenyas regering har dårligt haft økonomiske ressourcer til at brødføde sine sultne borgere, og endnu mindre har man været i stand til at leve op til sidste valgs kampagneløfter. Det skyldes først og fremmest, at både denne og den tidligere administration har plyndret landets statskasse i et kæmpe 'ædeorgie'.

Internationale donorer anslår, at op mod en milliard dollar er forsvundet siden 2002 som følge af gennemgribende korruption. Et af de værste eksempler har været den såkaldte 'anglo-leasing skandale' hvor 300 millioner dollar forsvandt.

Resultatet ses overalt i den kenyanske hverdag: Vejene er hullede og fyldt med trættende trafikpropper, der er massivt tiggeri og en gennemsnitlig arbejdsløshed på 40 pct., hvor de unge er særligt hårdt ramt, og hospitalerne er beskidte og mangler de mest grundlæggende ressourcer.

Kenyas mest fundamentale problem er antallet af mennesker, der er fanget i absolut fattigdom, og som hver dag må leve omgivet af død og sygdomme, uden at nogen løsninger er i sigte.

Kibakis regering hævder, at den forsøger at mindske fattigdommen, og at den økonomiske vækst er forbedret med fem pct. årligt i de sidste fem år. På den anden side kritiserer oppositionens leder Raila Odinga skarpt, at væksten intet har forbedret for den brede befolkning.

Den såkaldt økonomiske vækst er da heller ikke nået frem til de 50 pct. af Kenyas befolkning, som lever under FN's fattigdomsgrænse på en dollar om dagen. Kun den øverst overklasse har for alvor vundet på væksten, mens de fattige kun har mærket konsekvenserne af ekstrem fattigdom.

Man behøver heller ikke at være raketforsker for at regne ud, at det ligeledes er de fattige, som har betalt prisen for den vold, som har fulgt efter valget, mens dele af den øvre middelklasse og den politiske elite har forskanset sig i tryghed bag murene i deres 'gated-communities'.

Dårlig regeringsførelse, epidemisk korruption og udbredt fattigdom er den virkelige forklaring på, hvad der er antændt volden. De vigtigste skillelinjer i Kenya er ikke etniske, men økonomiske. Det betyder ikke, at der ingen etniske spændinger findes, men disse er intet ved siden af de økonomiske spændinger mellem de forskellige samfundslag. Den økonomiske ulighed imellem folk er så ekstrem, at det skaber udbredt utilfredshed blandt de, som er udenfor.

Foragt for de fattige

Mukoma wa Ngugi er kenyansk forfatter og klummeskriver for BBC's 'Focus on Africa'. I magasinet Pambazuka beskrev han 1. august 2007 situationen med følgende historie:

"Jeg sad i Dandora-slummen under et træ med forfatteren Binyavanga Wainaina, mine brødre og søstre og medlemmer af hip-hop gruppen Kalamashaka, mens vi kunne høre tilfældige skud varsle tilfældige mord få kilometer borte. Senere samme aften forlod vi slummen for at tage til Runda-bebyggelsen, et af de rigeste områder i Nairobi, for at besøge en progressiv kenyansk politiker. Her blev der serveret mad af tjenestefolk og kokke, der var klædt i trendy hvidternede uniformer. Der gik det op for mig, at vores politiske ledere ikke ser på befolkningen i Dandora, Mathare eller Kangemi-slumkvartererne som mennesker, hvis liv betyder noget."

Ngugi udstiller vores kenyanske lederes politiske fiasko samtidig med, at han argumenterer for, at "den socialt indignerede og fundamentale humanisme, som skabte det 19. og 20. århundredes revolutioner, er forsvundet og er blevet erstattet af såkaldt 'progressive' politikere, der er fulde af foragt for de fattige."

Det er, som om den politiske elites fiasko er knyttet til et manglende tilbageblik på historien, hvorved årsagerne til, at 50 pct. af kenyanerne lever i ekstrem fattigdom bliver ignoreret. I stedet lader man som om, at de fattige, hvis de ellers var interesserede, bare kunne æde løs af det store demokratiske tag selv bord. Den politiske elite har hverken fantasi eller vilje til at gøre noget ved den ødelæggende fattigdom.

Nye aktivister

Derfor nærmer det sig også blasfemi, når prominente menneskeretsaktivister som den nyligt parlamentsvalgte Gitobu Imanyara er gået med til at støtte det regerende parti. Alligevel er det ikke sikkert, at Ngugi har ret, når han afliver politisk aktivisme som fortidigslevn. For der findes en ny slags aktivister i Kenya, der bryder med den politiske elite, og som forsøger at få folk til at involvere sig i politik. Et eksempel på disse nye aktivister er kampagnen: 'Vijana Tumegutuka' ('Vi unge er seje'), som jeg oplevede sidste år, da jeg rejste med på turné hele marts måned.

Det var en blanding af kenyanske aktivister, musikere og komikergruppen Redykyulass, der har sat nye standarder for, hvad man kan tillade sig at lave satire over, samtidig med at de formidler vigtige politiske, økonomiske og sociale budskaber. Kampagnen varede i 18 måneder og var skabt af et landsdækkende organisation for borger- og vælgeruddannelse kaldet 'Instituttet for Demokratisk Uddannelse' i samarbejde med unge kenyanske aktivister. Kampagnen rettede sig mod ungdommen, ikke mindst fordi de unge mellem 18-35 år udgør 60 pct. af Kenyas befolkning, og målet var at motivere disse apolitiske unge vælgere til at registrere sig, stemme kritisk og stille op til politiske og offentlige poster.

Undervejs, mens jeg fulgte kampagnen 'Vijana Tumegutuka', oplevede jeg, hvordan politiske aktivister hverken havde mistet fantasien eller vilje. Vi var kenyanere fra forskellige stammer og med forskellige baggrunde, der alle snakkede det samme sprog, som politiske aktivister. Unge kenyanere med stor politisk modenhed.

Jeg oplevede også, at mens etniske spørgsmål helt klart eksisterer, så var det overordnede indtryk fra Kenya i dag, specielt blandt de unge, et ønske om politiske forandringer blottet for etniske konflikter og en mere udviklet politisk bevidsthed på alle niveauer af det kenyanske samfund. Desværre er denne modenhed og bevidsthed endnu ikke nået frem til vores ledere.

Apoti Alphonse Makove er dansk-kenyansk journalist og mediesociolog

Serie

Seneste artikler

  • Vi arbejder skam med demokrati anno 2008

    21. november 2008
    Mellemfolkeligt Samvirke eksporterer ikke én bestemt definition af demokrati til Afrika. Vi arbejder med demokratiudbredelse for at sikre alle indflydelse og dermed afhjælpe fattigdom i en række lande
  • Nigeriansk valg godkendt

    27. februar 2008
    En domstol i Nigeria godkendte tirsdag valget af Umaru Yar'Adua til landets præsident og afviste dermed klager fra rivaler, som krævede afstemningen annulleret
  • Falske vestlige demokratier

    20. februar 2008
    Der er brug for at kaste et kritisk blik på de vestlige regeringers forpligtelser over for et halvfærdigt demokrati som det kenyanske
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu