Kommentar

Klimaet er snart højeste mode

Men hvor længe?
8. januar 2008

Spin eller ej, Anders Fogh Rasmussen kan sit kram og udnævner en klimaminister på et tidspunkt, da emnet synes på vej til at blive højeste mode. Næppe får man for eksempel startet sin computer, før et nyhedsbrev klinger ind i mailboksen med oplysning om, at "EU-Kommissionen overvejer at foreslå en CO2-told på import fra stater, som mangler at gøre noget ved udledninger af drivhusgas, mens den også overvejer en opstramning af EU's eget handelssystem for udledning."

Det sidste er tiltrængt, hvis den eksisterende Kyoto-aftale om at lægge en dæmper på Jordens opvarmning skal vise sig at være andet end narresut og trøstespiseri. Hvad ikke helt få sagkyndige allerede beskylder aftalen for at være. (Kan der i den forbindelse ikke siges andet positivt om det Bali-mandat, 'verdenssamfundet' vedtog i slutningen af 2007, er det i alle tilfælde så magert, hvad angår konkrete forpligtelser til at gøre noget imod klima-ødelæggelserne, at ingen foreløbig kan bruge det mandat til sovepude). Til EU-kommissionens førstnævnte overvejelser om straffe-told på varer fra CO2-svinske lande er vel ikke andet at sige, end at det er krig. Handelskrig - og forhåbentlig ikke mere. Men det er dog endnu et eksempel på, at klimaet er kommet på dagsordenen, så det vil noget.

Hvis Kommissionen da ellers kan komme igennem med sit forslag. Hvad siger verdenshandelsorganisationen WTO? Hvad siger USA? Hvad siger u-landene. Hvornår og hvordan har en stat i øvrigt gjort nok imod sin udledning af drivhusgas til at slippe for EU's straffe-told? (Har Danmark som et af planetens mest CO2-svinske lande pr. indbygger for resten gjort nok?) Tilbage står, at selve overvejelserne om forslag af denne art er vidnesbyrd om, hvor langt ind i Kommissionen medlemmer nu er så opskræmte over verdens sande tilstand, at de er parate til at gå til yderligheder. For at opveje de konkurrencefordele på markederne, som CO2-svinene måtte have. Men også for at undgå de værste yderligheder: 'Rigtige'" krige, hvor man skyder og dræber hinanden, hvis klima- og de øvrige naturødelæggelser driver millioner, måske hundredevis af millioner mennesker på flugt i en efterhånden ikke særlig fjern fremtid.

Grænsen er nået

Nået så langt i sine betragtninger den første mandag i 2008 klinger mailboksen igen: Nu er det Global Footprint Networks sammenfatning af og henvisning til FN's miljøprogram, UNEP's seneste oversigt over verdens sande tilstand: Global Environmental Outlook 2007, GEO-4. Dér kan man under overskriften "Rapport advarer mod økologisk overforbrug" læse, at skønt miljøet nu er langt tættere på "mainstream-politik" end før, altså på mode, mangler de største trusler mod planeten, så som klimaforandringer, udryddelse af levende arter og ernæring af en voksende befolkning, stadig at blive imødegået bare en smule energisk. Trods 'verdenssamfundet's forsikringer om det modsatte, da den såkaldte Brundtland-rapport, Vor Fælles Fremtid udkom for godt 20 år siden i 1987. Som noget forholdsvis nyt, konstaterer rapporten uden omsvøb, at vi lever langt over vores midler med en verdensbefolkning så stor, "at omfanget af ressourcer, der er nødvendige for at opretholde den, overskrider, hvad der er tilgængeligT."

Med andre ord: Grænserne for vækst er nået. Både på den ene og den anden måde.

Da miljøet gik af mode

Det var vi nogle, der troede, at de allerede var, da den såkaldte Rom-klub i 1972 udsendte bogen Grænser for vækst. I sin yderst tankevækkende og provokerende artikel i Informations lørdagsudgave om "68'ernes komplekse kampe og fløje" i anledning af 40-året for det meget berømte og meget fordømte "1968-oprør", skriver Bent Meier Sørensen desværre ikke meget om 68'ernes "grønne fløj", for hvilken det var både den kapitalistisk markedsbestemte og den socialistisk statsdirigerede udplyndring af naturen, der allermest fremkaldte opstanden. Og søgningen efter et tredje standpunkt, der til forskel fra den socialdemokratistiske, og nu tilsyneladende også Anders Fogh Rasmussens, 'tredje vej' nok snarere må betegnes som håbet om at finde en fjerde mulighed eller et fjerde rum. Et rum med grænser, der nok kan være smertefulde, men samtidig sætter grænser for den magt, mennesker tror, de kan opnå. Så de må bygge på noget andet, for hvilket der findes både meget store ord som kærlighed til fjenden og meget små ord som gensidig høflighed.

Men grænserne for vækst viste sig dengang at være for abstrakte for de fleste. Derfor gik miljøet i løbet af 1980'erne - af mode. Resultatet af Brundtland-rapporten blev, som allerede beskrevet. Sådan kan det meget vel gå igen. Ingen gider pludselig længere høre om klima. Men til forskel fra dengang kun i stadig kortere tid ad gangen. Så melder nye naturkatastrofer med eventuelle økoflygtninge sig.

Skal det ikke fortsætte med disse modeskift til det er uigenkaldeligt for sent, må grænserne for vækst nu omsættes i daglig praksis, i praktiske håndtag og værktøjer, i en økonomi, hvor pengene ikke længere kan spille den altdominerende rolle. For nogen sikkert en revolution. For andre bare en selvfølgelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ralph Sylvestersen

IOgså Brandt-kommissionens rapport fra 1980, indeholdt helt klare bud om nødvendigheden af, at skifte til vedvarende energikilder - så det har ikke just skortet på gode råd.

Steen Rasmussen

FAST ARBEJDE, MILJØ, MARKED OG OLIE

37 timers ugen går som snittet ned gennem samfundet. Dem på den ene side bidrager, hvorimod os på den anden side nyder. Det er grunddistinktionen.

Spørgsmål om rettigheder og pligter fordeler sig i forhold til samme distinktion. Udgangspunktet er, at arbejdet er fundamentet for alle former for succes på begge sider af distinktionen. Udgangspunktet er forkert.
Vi har for længst overskredet det stadie, hvor vækst funderet i lønarbejdets produktion er forudsætningen for et bedre liv. Det kan godt være, der er tale om nødvendighed for det økonomiske system. Men det er systemets problem, ikke vores.

Den enes succes, på det økonomiske systems betingelser, er ikke længere den andens succes. Det vil de offentligt ansatte opdage ved overenskomstforhandlingerne inden længe. Den økonomiske succes er nu så overvældende, at de offentligt ansatte må holde sig tilbage, for ellers vælter læsset (statsministeren).
Og det er rigtigt. Mere er, fra nu af og længe før det, bare for meget, alt alt for meget! Vor omverden kan ikke længere bære væksten (omverden: menneskelig og umenneskelig natur, naturlig og unaturlig menneskelighed).

Det moderne samfund orienterer sig som om pligten/retten til en plads på arbejdsmarkedet er meningen med livet. Det er med til at konstituere et af det moderne samfunds mest påfaldende paradokser: ”SÅ LÆNGE DER ER ARBEJDSLØSHED, ER DER ARBEJDE”! (For så længe formålet med livet er arbejde, kan man arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden!)
Selve paradokset anbringer det moderne samfund over for det absurde i det økonomiske systems nødvendighed. Der er ikke, må ikke, kan aldrig nogen sinde blive tale om det, der hedder NOK! Det er vi selvfølgelig nogle få opvakte, der har opdaget.

Derfor har jeg regnet følgende ude: Alene de midler der går til forvaltningen af midlerne til de ledige, prøvelsen af de ledige, administrationen af midlerne, osv. osv., kunne anbragt i en pulje, som udgør de midler, de fordeler, sammen med deres egen løn og hele sektorens overflødige forbrug, udgøre en anselig mængde af midler. Denne mængde kunne, fordelt ligeligt blandt dem der arbejder på at afskaffe arbejdsløsheden (forvalterne af den) og dem der allerede er erklæret arbejdsfrie, hæve de lediges indtægt gevaldigt, godt nok på forvalternes bekostning. Men da hele sektoren er et pseudofænomen, fordi de arbejdsfrie er frie fordi der ikke er brug for dem, eller fordi de befinder sig på et højere intellektuelt stade, så er hele administrationen allerede overflødige, altså teknisk set ledig. Pengene passer.

Hvis markedet var perfekt, var der ingen arbejdsløse, ingen arbejdsløshed. Det fremfører de troende i forhold til markedet. Det er altid på grund af strukturerne, den træge utilpassede arbejdsstyrke, strykens ikke optimerede tilstand som er problemet for markedet. Omverdenen er altid problemet for markedet. Den er aldrig helt tilpasset den fri mekanisme. Det er klart. Det forstår vi alle sammen, og derfor er vi et problem for markedet. For nogle af os gider ikke, andre kan ikke, nogle kan sagtens arbejde, men kan alligevel ikke kom til på arbejdsmarkedet fordi de bor i Afrika. I mange år har vi haft rigtig mange arbejdsløse her hos os selv, og arbejdsløsheden er der stadig. Mange ledige er gemt væk statistisk (ca. 700 000). Bistandsklienter, aktiverede, andre på forskellige former for overførsel, kunne arbejde (noget, måske ikke lige nøjagtigt 37 t.), i den arbejdsdygtige alder osv. Men officielt er der kun ca 80 000 i DK. I resten af EU er procentsatsen oppe på 7, og i USA har den lige ramt de 5.

Arbejdsløsheden er et ualmindeligt komplekst fænomen, og min formulering af paradokset er klart nok først og fremmest tiltænkt en rolle som øjenåbner.

Arbejdsløsheden er et problem for dem der ikke kan få arbejde. Arbejdsfriheden er en gave for dem der elsker den. Meningen er ikke arbejde. Arbejde er et middel. Helt klart.

Men ”hvis” det er rigtigt, at man kan få ”nok”, så er der grænser, for hvor meget arbejde, der er værd at udføre inden for den institution, som kaldes lønarbejde. Hvis markedet ophøjes til gud, er der klart nok ingen grænser for vækst.

Hvis omverdenen til det økonomiske system definerer en grænse for vækst, fx ud fra nogle demokratisk og videnskabeligt kvalificerede betragtninger over natur og bæredygtighed, sammenhængen mellem vækst og CO2 udslip osv. og på den måde kommer frem til at væksten måske er direkte destruktiv for samfundet, at den skaber større problemer, end den kan løse med sin vækst, at den er direkte negerende i forhold til de ydelser, man forventer af det økonomiske system i dets omverden, nemlig at sikre samfundet sit udkomme i al fremtid, så er der noget uden for den økonomiske systemtænkning, som har sat sig over det økonomiske systems egen rationalitet. Det kan lade sig gøre, og det er ikke ulovligt, selv om de færreste er i stand til at reflektere over tilværelsen uden at ophæve markedet til gud.

Hele det moderne samfund er sat op på markedet, som om der ikke var grænser for tilvækst i økonomisk forstand.

Alle dem, der formaster sig til at nævne grænsen for hvad man kan tillade at forbruge, hvordan og hvor meget, de er i Guden, det almægtige markeds navn, ”FORMYNDERE”. Også selv om begrundelsen skulle være fundet i en videnskabeligt defineret beskrivelse af markedets patetiske adfærd og sat igennem med en demokratisk beslutning. Det er hvad de troende hævder, frygter vil ske.

Det fælles bedste er lige ledes en troendes fiktion. Men kunne hævdes med lige så stor ret som markedets. I øjeblikket er det bare markedet man tror på.

Det, der står tilbage af paradokset, er, at ARBEJDET PÅ AT AFSKAFFE ARBEJSLØSHEDEN ER OVERFLØDIG, SÅ LÆNGE LØNARBEJDET ER OVERFLØDIGT OG MÅSKE LIGE FREM SKADELIGT FOR ANDRE, END DEM DER ER AFHÆNGIGE AF DET!
Fred være med dem, der ikke kan leve uden lønarbejde, har brug for det og som i øvrigt ikke ødelægger det for resten af sin omverden. Fred være med markedsmekanismerne, så længe de kan underordne sig kvalificerede demokratiske beslutninger. Men når man først og fremmest fokuserer på at skabe mere økonomisk velstand og afskaffe arbejdsløsheden, også over for folk, der har nok i sin frihed fra lønarbejde, og når væksten som nu truer sit underlag, så er det vel temmelig idiotisk at bruge nogle af de knappe ressourcer på at arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden. Det kan ikke kun ses ud fra en rent økonomisk markedsmæssig betragtning. Der er tale om en sandhed, som er kvalificeret uden for det økonomiske systems kognitive sfære.

Fokuseringen på oliepriserne afslører det moderne samfunds forkvaklede forhold til, hvad der er op og ned af nødvendighed og grad af betingende karakter for andet. Man lader som det økonomiske systems rationalitet kommer før alt andet, og man underordner alt andet i forhold til hensynet til det økonomiske system med dets krav om vækst. Det faktum, at man primært bekymrer sig om oliens tilgængelighed og pris nu og i fremtiden, dækker over et andet faktum, som er at netop olien er vejen til undermineringen af det globale klima. Måden, hvorpå man fokuserer på olien som betingelse for økonomien, siger alt om det moderne samfunds evne til at vende sig selv på hovedet.
Hvis de statistiske optegnelser over rigtigheden af fortidens prognoser for olieprisens udvikling siger noget, som kan bruges, så er det det, at forudsigelserne omkring prisudviklingen ind til videre har været forkerte. Det fremgår med al mulig tydelighed af en lille optegnelse foretaget i ”Der Spiegel” d.4/1-08.http://www.spiegel.de/wirtschaft/0,1518,526617,00.html

Oliepriserne har svinget ekstremt. For 9 år siden kostede 159 liter råolie fx 11 dollars. Den 3/1-04 kostede den 100 dollars. Igen, absolut ingen har kunne forudsige ret meget.
Analytikerne forholder sig til, hvorfor priserne svinger, som de gør. Deres udgangspunkt er, at markedet er ”rationelt”, og de kaster om sig med hjælpehypoteser, for at undskylde den helt åbenbart irrationelle prisdannelse på olie. Det hævdes igen og igen, at den økonomiske rationalitet er uovertruffen i sin funktion for almenheden; at optimere udnyttelsen og fordelingen af de knappe ressourcer i tid og rum i kraft af den primære forskel, prisen, markedsprisen, som enhver økonomisk iagttagelse, transaktion tager udgangspunkt i.
Man betjener sig af forskellige hjælpehypoteser, som hives frem, når man skal redegøre for det ulogiske i prisdannelsen. Fx siger man, at OPEC udgør et kunstigt moment i forhold til markedet. I nogle sammenhænge fremhæves det, at OPEC forsøger at presse priserne op ved at benytte sig af det monopol, man har på oplysningerne omkring sine egne depoter(OPEC råder måske over ca. 75 % af de kendte reserver). Og det siges i andre sammenhænge, at landene har pustet deres tal over beholdninger op, fordi deres indflydelse i organisationen afhænger af deres reserver. Det siges også at de ikke er interesseret i at forbruget skal falde, og derfor ikke er interesseret i alt for store prisstigninger.
Når man husker på, hvordan Saudi Arabien manifesterede sig på Bali mødet med krav om kompensation, hvis verdenssamfundet af hensyn til drivhuseffekten var nødt til at sænke forbruget af olie, så har man en indikation på, at man virkeligt ikke vil have forbruget ned. Men det kan også tages som udtryk for, at man bare vil have kompensation i så fald. Det korte af det lange er, at alle betragtninger falder i markedet, og påvirker markedet.
Enhver udmelding på markedet har indflydelse på markedet. Det gælder på det fri marked i enhver sammenhæng. Prisdannelsen er betinget i sammenhænge som, hvis der skulle opstå noget, der tog sig ud som en rigtig forudsigelse, automatisk ville det gå over i det, som kaldes en performativ selvmodsigelse. Som resultat af sin pålydende rigtighed ville forudsigelsen blive nødt til at se sig negeret af samme årsag (sin rigtighed).
Markedet reagerer på sig selv, sine egne æstimater. Den der kan forudsige fremtiden, ved i modsætning til alle andre, hvad fremtiden vil indebære, og vil derfor kunne anbringe sine midler optimalt, hvilket vil sige det samme som at ændre fremtiden, altså det modsatte af at forudsige den! Markedet er ikke forudsigeligt, det er ikke rationelt i forhold til sin funktion i forhold til omverdenen. Prisudviklingen er overladt til de lukkede mekanismers egen evolution. Enhver forudsigelse falder i markedet, og ændrer det, den vil forudsige, og negerer dermed sig selv.
Spekulationen i fremtiden er markedet. Når analytikerne forsøger at tilsidesætte den ”irrationelle” adfærd i prisudviklingen som spekulation, så vrøvler de simpelt hen, som i følgende citat om udviklingen i prisdannelsen på huse: ”Det er imidlertid svært, at skelne mellem årsag og virkning, dvs. om huspristilliden er lav, fordi huspriserne falder, eller om huspriserne falder, fordi tilliden til huspriserne er lav. Efter vores vurdering gør begge dele sig gældende p.t.," skriver chefanalytiker Thomas Kyhl i rapporten."
Det fænomen, som chefanalytiker Thomas Kyhl her gør opmærksom på, er det, som sociologen Niklas Luhmann kalder dobbeltkontingens. Begrebet kan forklares på mange måder, og dækker over den sociale mekanisme, man kan tage fat i, når man vil redegøre for et socialt systems dannelsens på sit eget niveau. Der er altid et moment af uforudsigelighed i socialiteten, idet enhver systemdannelse, ethvert kommunikativt fænomen falder i en kontekst, som er dobbeltbetinget, og dermed i en hvis grad uforudsigelig (kausalitet og deduktiv orden er et ideal fra fortiden, eller begrænser sig til ren teknik og ideologi). Luhmann bruger et fint begreb som hedder autopoiesis, hvilket i den her sammenhæng dækker over et moment af selvskabelse, tilblivelse og uforudsigelighed på systemets eget plan. Der er ingen tvivl om at det økonomiske system er et genuint autopoietisk system i Luhmannsk forstand.
Hvis markedsmekanismen er uovertruffen i sin funktion, så er det udelukkende fordi den er mutters alene på området.
Der er ikke nogen overordnet fornuft i prisdannelsen. Tro ikke at prisen siger noget som helst om, hvor meget eller hvor lidt olie der er tilbage om føje år. Tro ikke at markedet er i stand til at mediere vort nuværende behov i forhold til fremtidens behov.
Markedet er udtryk for sin egen delrationalitet, der centrerer sig om et ekstremt snævert perspektiv; øjeblikkets tilfældige vurdering hos den købedygtige omkring optimal anbringelse af købekraft ud fra hensynet til det at opnå fremtidig købekraft. At anbringelsen, med dets komplimenterende øjeblikkelige forbrug så resulterer i fremtidig mangel på almene fornødenheder for økonomien og det sociale i det hele taget, det ligger helt uden for den økonomiske rationalitets emneområde. Det lader sig ikke indikere i kraft af dette sociale delsystems endogent betingede muligheder for semantisk betydning (det er med andre ord rent volapyk i økonomisk forstand lige som mine formuleringer her er for de få læsere, der måtte være kommet her til).
Men det politiske system er udmærket klar over ressourcernes betydning for økonomien. USA har fx brugt 7500 000 000 000 kr på to krige, hvoraf i hvert fald den ene, den største, galt tilgangen til olie.
Størstedelen af de argumenter, der fremføres i det politiske system, er af økonomisk karakter. Man refererer til den økonomiske nødvendighed og rationalitet som betingelsen for løsningen af alle problemer. Dvs. omverdenen til det økonomiske system, det politiske system af medier, lovgivende og magtudøvende instanser m. m. refererer til økonomien, som om den var primær i forhold til alle andre former for rationel tænkning, som om der var tale om det ultimative udgangspunkt for forståelsen af sammenhænge i en rangorden mellem de forskellige hensyn, der måtte være at tage.
Det fungerer som en antagelse i de globalt herskende politiske og sociale udlægninger af, hvad der er bærende for det sociale, at økonomi er det absolutte udgangspunkt for forståelsen af mulighederne for at løse alle sociale og menneskeskabte problemer. Det er den antagelse, der fører til, at al overordnet rationalitet kastes over bord, for at rede økonomien. Det globale miljø, millioner af uskyldige Irakeres liv, 7500 000 000 000 kr, som kunne være investeret i alternativ energi.
Måske skulle omverdenen til det økonomiske system bare begynde at følge sin egen rationalitet i stedet for at underlægge sig markedets patetiske logik.

Ejvind Larsen

Kære Ralph Sylverstersen og Steen Ole Rasmussen,

tak for jeres indlæg. De er – kort og langt – opmuntrende! I hver deres ubestikkelige respekt for, hvad der efter bedste skøn må betragtes som kendsgerninger. Uanset hvor ubehagelige de end må forekomme at være. Til Steen (Ole Rasmussen) kunne tilføjes, at nok er det rigtigt, at som man med sit system råber i skoven, får man svar – i overensstemmelse med systemet. Dog er skoven der. Uanset alle systemer. Eller måske i overensstemmelse med det, du kalder »al overordnet rationalitet«?

Venlig hilsen
Ejvind (Larsen)

Steen Rasmussen

Kære Ejvind
Tak for opmærksomheden. Det er en kæmpe forløsning, at finde ud af at nogen har læst mine, i sammenhængen, alt for lange indlæg.
Der er nok at tage fat i. Det drejer sig om at invitere den ydre omverden inden for i vor erfaringsfelt, inden den bare melder sig på sine helt egne ubønhørlige og strenge betingelser. Udfordringen er at se nødvendigheden i dens betingelser i kraft af de betingelser, der gælder for at se den. Der ”er” masser af nødvendighed. Men man kan kun beskrive den i kraft af iagttagelsens betingelser, på baggrund af mangfoldigheden af forudsætninger for iagttagelse af sig selv og andet. Det er alt andet end trivielt, selv om vi kalder det nødvendighed. Det handler om orden på orden på orden i kraft af orden på orden på orden.
Man skal være varsom med den "over"ordnede rationalitet. Bøtten har det med at vende igen og igen, men selvfølgelig kan man ikke tale om orden og nødvendighed, uden at diskriminere, uden at være lidt hovskisnovski osv. Det er bare meget kringlet.

Venlig hilsen
Steen

Ejvind Larsen

Ja, Steen,

jeg fornemmer nok, hvor du vil hen og hvad du (og Niklas Luhmann) slås med. For heller ikke jeg anerkender en »"over"ordnet rationalitet«, som uden videre skulle fremgå af, at skoven er der, og som skulle medføre en evig og uimodsigelig nødvendighed, man bare må bøje sig for. Det kan da godt være, at skoven slet ikke burde være der! I så fald må den fældes, også selv om det er en regnskov – eller Dyrehaven...

Men hvordan skal det afgøres? I hvert fald ikke med henvisning til økonomien, opfattet og praktiseret som »det absolutte udgangspunkt for forståelsen af mulighederne for at løse alle sociale og menneskeskabte problemer.« For det kan jo være, at skoven burde være, fordi den nu engang er! Også selv om fældningen af den ville give øget økonomisk vækst...

Økonomien og udsigten til vækst må fratages status af at være udtryk for den overordnede rationalitet, hvis nødvendighed man må bøje sig for. Tværtimod tilsiger skovens væren og »den overordnede rationalitet«, for nu at bruge det udtryk, at afgørelsen om skovens forbliven eller fældning er prisgivet alle mulige »systemer«s indbyrdes samtaler, dialoger, diskussioner og uenigheder på modsigelsens grundvilkår efter bedste skøn. Da ingen – heller ikke økonomen – kan påberåbe sig den evige, uimodsigelige sandhed og nødvendighed.

Til bedste skøn hører med dine egne ord, »at invitere den ydre omverden inden for i vor erfaringsfelt, inden den bare melder sig på sine helt egne ubønhørlige og strenge betingelser.« Hvad der så er kendsgerningerne om den ydre verden, og hvad dens helt egne ubønhørlige og strenge betingelser og grænser er, hvis den selv melder sig, kan som sagt aldrig verificeres én gang for alle. Men kendsgerningerne, betingelserne og grænserne kan, som Karl Popper så fremragende beskrev det, fremstilles som principielt og praktisk falcificerbare. Og sålænge de ikke er blevet erkendt fejlagtige, må de inviteres inden for i vor erfaringsfelt. Ellers fornægter vi virkeligheden Hvad angår Jordens opvarmning og årsagerne til den og de mulige følger af den er kendsgerningerne i dag til stede i bedste overensstemmelse med de popperske betingelser. Derfor udgør nu disse kendsgerninger en del af nødvendigheden for vores iagtagelser og handlinger.

Det må selv økonomien bøje sig for.

Venlig hilsen
Ejvind

Ejvind Larsen, tak for endnu en udmærket artikel.

Det piner mig stadig lidt, at du taler imod vækst.
Men der er da nu sket det fremskridt, at jeg begynder at forstå hvorfor.

Det er sikkert rigtigt, at vi globalt skal skære meget kraftigt ned på vores gennemsnitlige levestandard, hvis vi skal leve bæredygtigt og holde op med at nedslide naturen.

Det uheldige ved det standpunkt er imidlertid, at man kan få det indtryk, at hvis vi bare skruer ned for aktiviteterne over det hele og bliver mere fattige allesammen, så bliver alt sammen sikkert godt igen.

Men det gør det altså ikke....

Der er helt sikkert en masse aktiviteter, som det vil være gavnligt at indstille.
Men der er også mange aktiviteter, som skal fremmes, hvis vi vil redde verden.
Og de lande og mennesker, der står for disse aktiviteter, vil formentlig stadig kunne opleve en kæmpe økonomisk fremgang.

Det kan være Danmark, der bliver førende indenfor havvindmøller og derfor scorer kassen, det kan være Tyskland, der bliver førende indenfor solceller, det kan være Norge, der bliver førende indenfor osmoseværker, det kan være Sverige, der bliver førende indenfor EL-biler osv. osv..

Negativt kan man måske kalde det for "gullashbaroneri" i 3. verdenskrig mod den globale opvarmning.
Men i virkeligheden er det selve "krigsmateriellet", der kan give fortjeneste samtidigt med, at verden bliver mere bæredygtig.

Og det er vel ikke så tosset med den slags vækst..?

Jeg ved ikke, om du så "Guld og Grønne Skove" på DR1.
Men det er måske også et godt eksempel på, hvordan mange mindre økonomier vil kunne opleve en økonomisk fremgang samtidigt med, at de for alvor bekæmper den globale opvarmning:
http://www.dr.dk/Forms/Published/PlaylistGen.aspx?qid=575166&odp=true

Håber, vi kan dele pointer, eller at jeg kan blive tilbagevist, så jeg i det mindste bliver klogere. ;-)

Steen Rasmussen

Kære alle sammen

Det har været udbredt inden for den demokratiske diskussion, at omtale de videnskabelige optegnelser over civilisationens påvirkning af sin omverden, som optegnelser der kunne diskvalificeres i en demokratisk debat.

Man har i demokratiske medier og i det politiske system forholdt sig til hele problematikken omkring global opvarmning, som om de beskrivelser, der findes af problemstillingen i det videnskabelige system, kunne ophæves ved almindelig demokratisk flertalsbeslutning. På den måde har man forsøgt at vedtage, at sandheden på området ikke er sand, at den ikke gælder, bl. a. fordi den er ubekvem, og fordi den ikke er af en karakter, som ikke lader sig betvivle, fordi der netop kun er tale om det, der i følge Popper bygger på et falsificerbart sæt af forklaringer.

Inden for videnskaben, som har at gøre med at kvalificere iagttagelser og beskrivelser som sande eller falske, der skelner man mellem deduktive sandheder, og sandheder, som kun kan falsificeres. De deduktive sandheder refererer til trivielle fænomener, fænomener som følger med nødvendighed af entydige forudsætninger.(tautologier og analytiske sandheder) Det er desværre ikke alle fænomener, der kan redegøres for i en entydig deduktiv forstand. Det er derfor, vi ikke kender vores fremtid. Det er simpelt hen derfor, der er så meget rod her på kloden, at vi ikke bare har fundet ud af det med vores omverden og hinanden. Vi mangler nemlig at få gjort det hele op, og få det forklaret en gang og for alle. Det gælder også fremtidens vejr.

Der er nogle mennesker, som forlanger det absolutte bevis, for at vi er ved at smadre vore egne forudsætninger ved at brænde de fossile energiressourcer af, før de vil bøje sig for noget argument for at ændre adfærd. De vil ikke vide af de forudsigelser, som videnskaben kommer med om fremtidens vejr, fordi videnskaben på de kriterier, der gælder, for hvordan man kan beskrive fremtidens vejr, ikke kan udelukke en lille bitte sandsynlighed for, at man kan tage fejl.

Videnskaben siger, at man videnskabeligt kun kan forudsige konsekvenserne af vor nuværende adfærd med 90% sikkerhed eller mere, at middelscenariet (IPCCs) indebærer en gennemsnitlig temperaturstigning på 2 grader celsius inden for de næste 100 år, og at det kan gå værre og at det kan gå bedre (mindre sandsynligt). Videnskaben siger, med andre ord, at det eneste man kan vide med sikkerhed, det er, at vi ikke kan kende de klimatiske konsekvenser af vor aktivitet i alle deres aspekter, men at det er alt overvejende sandsynligt, at det går af helvede til, hvis vi ikke ændrer adfærd.

Det politiske system knytter sig til de succeskriterier, man finder inden for de personligt sociale selvbeskrivelser. De handler i alt overvejdende grad om økonomi. Og det økonomiske system er bygget op omkring sin egen nødvendighed. Problemet er økonomien. Økonomien er problemet. For den kan tilsyneladende ikke fungere uden vækst. Og vækst har hidtil været identisk med større udslip af drivhusgasser. Det drejer sig således om at lade hensynet til den ydre nødvendighed slå igennem i det politiske og det økonomiske system. Som det er nu orienterer man sig på det økonomiske systems betingelser, når man fortsætter med at tro på at den er forenelig med den ydre nødvendighed. Man vil hellere tro på, at der ikke er sammenhæng mellem økonomisk vækst og CO2 udslippet, end man vil gøre økonomien til problemet, underordne den andre hensyn.

Mvh Steen

Desuden er der de underliggende psykologiske faktorer, som netop ikke gør, at mennesket bliver mere rask af en samfundsudvikling, der til stadighed bevæger sig længere og længere væk fra det naturlige. En konsekvens, der i samspil med den social arv, der hensynsløs kopierer og opformerer disse psykiske afvigelser i en sådan grad, at også samfundsnormaliteten bliver en psykisk diagnose.

En meget undervurderet faktor, som er den egentlige årsag til de stadig flere problemer, vi betinger os selv!

Bjørn Holmskjold

Steen Ole Rasmussen, nu springer kæden af her hos mig igen... (jeg skulle nok alligevel have taget den kædestrammereksamen ;-)

Men jeg kan ikke se, hvorfor det økonomiske system i sig selv er hovedproblemet. Jeg vil nærmere mene, at det er politikernes vilje til at indstille det, der er problemet.
Man kan jo sagtens skrue på skatter og afgifter, så befolkningen bliver tvunget til at udlede mindre CO2.

Det kan godt være, at de økonomiske indgreb går ud over væksten, og at det økonomisk bliver lidt mere surt i nogle år. Men sådanne perioder og fænomener har der jo været masser af gennem historien.

Lidt banalt, er det så ikke bare en helt klassisk situation, hvor politikerne skal være ansvarlige og se at få lavet de ubehagelige indgreb, så vi kan få det overstået og komme videre..?

Steen Rasmussen

Kære Jakob

Kæden er ikke sprunget af. Problemet er, at økonomisk vækst, siden vort samfund gik bort fra subsistensøkonomien, er blevet opfattet som forudsætningen for løsningen af alle problemer, inklusiv dem, den selv skaber. Derfor er det meget vanskeligt at se på den økonomiske dynamik som et problem. Men den er altså ikke et naturgivent vilkår. Og vækst, i den form den har nu, er ikke forenelig med de hensyn, der må tages til vor omverden og forudsætningerne for alt det sociale.

Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at have råd til at tage hensyn til de problemer, der følger med den økonomiske vækst. Men det er sådan, man har tænkt i meget lang tid. Det er uendeligt svært at reflektere over de værdier, der figurerer bag om ryggen på os, og som dikterer os de måder vi ser problemstillingerne og deres løsning på. Vi har så uendeligt svært ved at tænke på succes som andet end det, der kan gives udtryk for i indkomst, produktion, altså i den grad, hvormed man bidrager og har del i væksten.

Når der så kommer sådan et par ældre herre som mig og Ejvind, og vi siger, at nu må vi altså se at komme væk fra den her løbebane, så er det da ikke sært, at det virker helt forkert i stort set enhver sammenhæng. Der er jo tale om en omvurdering af de alle værdier! Succes er ikke længere succes. De økonomisk højtflyvende hænger med røven nedad i økologisk forstand, det moderne samfunds beskrivelse af de sejrende svarer ikke til en skid. Det er nemlig dem der laver problemerne.

Pligten til at deltage i produktionen må efter hånden også føles noget fraværende. Meningen med tilværelsen og legitimeringen i deltagelsen i det sociale er ikke længe funderet i bidraget eller viljen til at producere økonomisk. Vi har nemlig rigeligt med økonomiske midler. Det danner derfor heller ikke mening at arbejde på at afskaffe arbejdsløsheden. Til gengæld må man lære at se på dem, der hellere vil leve på lavt blus, som de egentligt bidragydende. Det virker provokerende, men det er sandt.

I modsætning til så mange andre lukker du ikke øjnene for det videnskaben har beskrevet omkring klimaændringerne. Du nævner en masse praktiske tekniske tiltag, som kunne ses som både økonomiske og gunstige i forhold til de økologiske udfordringer. Det er der i sig selv ikke noget i vejen med. Men det hjælper ikke ret meget, hvis alt alligevel drukner i de succeskriterier, der i øvrigt råder, og som du i øvrigt ikke stiller spørgsmålstegn ved.

Udfordringen er meget kompleks. Den går ind og piller ved grundlaget for alt, hvad der i øjeblikket figurerer som formålsmæssighed og mening. Det kræver meget af hele det sociale at skrue sig ind på problemstillingen og bringe proportionerne på plads. Det er simpelt hen ikke let, men yderst påtrængende.

Med venlig hilsen Steen

Steen Ole Rasmussen, tak for en mere udførlig forklaring.

Men det er stadig noget abstrakt, synes jeg.

Kan det groft skæres ned til, at du ønsker markedsøkonomi helt eller delvist erstattet med planøkonomi, hvor planen er bæredygtighed..?

Steen Rasmussen

Kære jakob

Jeg tror ikke det er abstraktionsniveauet der piner længere. Hvis man skulle tale om abstraktionsniveau, ligger det den indstilling, der pladserer markedet i sin guddommelige position. Det politiske system har i høj grad tilsidesat sin indflydelse, sin mulighed for at sætte sin egen dagsorden ud fra andre hensyn end de økonomiske. Det kunne uden at vi behøver at tale om planøkonomi dreje sig om at inddrage hensynet til de fundamentale livsvilkår, til den lidt højere nødvendighed der ligger i at vi smadre det hele af hensyn til økonomien. Man behøver jo ikke fremme den økonomiske vækst i et og alt. Det er ikke et mål i sig selv. Det er væksten der er problemet. Vi har nok. Det er ikke svært at forstå, det er bare anderledes.
Med venlig hilsen Steen

Jeg tænker jævnligt på Greenpeaceindianeren, der sagde ca sådan:

"Først når det sidste dyr er skudt, og den sidste fisk er fanget, vil mennesket forstå, at man ikke kan æde penge..."

Vil hele systemet så bryde sammen...? - Næ, det tror jeg ikke engang.... - der vil nok bare blive nogle uger med inflation, indtil markedet har stabiliseret sig omkring majs og ris.

Derfor er det nok også temmelig indlysende, at profitsystemet ikke har en indbygget miljøbeskyttelse. Den skal tilføres gennem anden lovgivning, og det er et patchwork uden lige.

Men meget kan lade sig gøre på den måde. Hele den socialdemokratiske tanke bygger mere eller mindre på at modificere det kolde kapitalistiske system til en mere social profil.

Og når det med politisk vilje lader sig gøre at modificere markedssystemet til rødt, så må det bestemt også kunne lade sig gøre at modificere det til grønt..!

Det må kunne lade sig gøre at lægge nogle få afgiftskroner på kul og olie, hvis det er, hvad der skal til for at få de pengekyniske virksomhederne (f.eks. DONG) til at bruge vindmøllestrøm i stedet for.

Det må kunne lade sig gøre at ændre vægtafgiften, så den vokser i forhold til det antal kilometer, man kører.

Det må kunne lade sig gøre at nedsætte statsafgifter på miljørigtige køretøjer.

Osv osv...

Og ser man det fra den vinkel, så er systemet ikke direkte en fjende i forhold til at nå målet. Brugt rigtigt er det nærmere et overgangsmiddel.

Selvom vandmiljøplanen ikke kan imponere og måske netop viser, hvor svært det er, så er den alligevel også et vidnesbyrd om, at man godt kan regulere økonomi med lov for miljøets skyld.

Det må først og fremmest være den politiske vilje, der er afgørende.

Steen Rasmussen

Jo da Jakob

Men alle initiativer ind til videre er foretaget under ydmyg hensyntagen til den fordom, at meningen med det hele er det fri markeds økonomiske vækst. Hvis vi slagtede denne hellige abe, så var meningen heller ikke længere hverken fast arbejde, flere biler, misforstået pretige, osv .osv. Denne hellige dims er blevet forvekslet med mening. Alle socialdemokratiske regeringer har underlagt sig hensynet til vækst. De har ikke været i stand til at distancere sig fra det patetiske i det moderne samfunds succeskriterier.
Den i forhold til det moderne samfunds nødvendighed truer med at invitere sig selv inden for på en måde, som afslører, at de gældende succeskriterier er selvnegerende. Det handler om noget mere, end hvad man kan gøre uden at anfægte den gældende form for formålsmæssighed. At det kan opleves abstrakt skyldes det faktum, at man tit har svært ved at se skoven for bar træer.

Venligst Steen