Hvad kommer efter Holmens Kirke?

"Kirken den er et gammelt hus," skrev N. F. S. Grundtvig i 1837. Han var 54 år og havde 35 tilbage at leve i. Da havde Holmens Kirke været kirke i 218 år, nemlig siden Chr. IV i 1619 byggede Holmens smedie om til et kirkehus for flådens folk. (Det var syv år før Peterskirken i Rom blev færdig). Kirken fik sin endelige korskirkeform i 1643, og sådan har den stort set stået der siden. Urokkelig, må man sige, for imens brændte slottene på den anden side af kanalen ned det ene efter det andet - i 1794 og 1884 - og store dele af den omliggende by futtede af i 1728 og igen i 1794. For at det ikke skal være løgn blev byen som bekendt også terrorbombet af englænderne i 1807.

Men Holmens Kirke klarede alle katastroferne uden væsentlige skrammer.

I dag er den et 389 år gammelt hus, så Grundtvig får mere og mere ret.

Men nu går den heller ikke længere. Nej-nej, det er ikke fordi der er nogen, der vil rage det gamle hus ned. Ikke endnu, i hvert fald. Men respekten for vores nationale kulturarv, som denne bygning i højeste grad er en del af, viser sig at kunne ligge på et forbløffende lille sted. 'Forbløffende' fordi der vel næppe er noget begreb, der henvises så flittigt til i den politiske debat, og navnlig af statsministeren og medlemmerne af hans støtteparti, som 'vores nationale kultur-arv'. Den nationale kulturarv sættes jo lig med danskheden, for helvede. Så hvis det endelig skal være, er 'danskheden' sgu' da blandt andet Holmens Kirke og meget af, hvad gamle, uheldige Christian Firtal ellers fik snublet sig til at begå af positive ting midt i alle ulykkerne. Danskhed er ikke kun kanon'er, leverpostej og halalfri skolekantiner, klaphatte og vellevned.

Så nu er tiden inde, hvor netop danskheden bør mobiliseres til højnelse af den respekt for vores nationale kulturarv, som ulødige kræfter i uvidenhed er ifærd med at nedbryde.

Glidebane

Jeg tænker her naturligvis på de bestræbelser, der for tiden er igang for at nedbryde respekten for Holmens Kirke ved at markere, at den sgu' da ikke er mere værd som kulturarv, end at man sagtens kan fylde 350 af de kvadratmetre, der henligger ubebyggede rundt om kirken og endda indenfor dens omkransende gitter, ud med en kontor- og toiletbygning.

Selve denne nye bygning er på en måde mindre bekymrende, selv om den er slem nok, end den luskede måde, hvorpå denne sag er smuglet igennem bag ryggen på byens borgere. Men værst af alt er den glidebane af devaluerende respekt for lignende væsentlige kulturarvestykker, som kan blive konsekvensen. Hvad bliver det næste?

Presset på den formelle ejer af vore kirkehuse, den autonome danske folkekirke, kan blive så stort, måske fordi der mangler penge til aflønning af de mange præster, at man føler sig henvist til at indrette lukrative parkeringshuse i nogle af de ellers ret tomme kirker i byens centrum. Jeg siger ikke, at det bliver i Holmens Kirke. Men det her påbegyndte projekt kan vise vejen. Vent bare og se. Hvad skal vi også med de skide kulturarvestykker, når staten i staten, den selvstyrende folkekirke, alligevel gør med dem som det passer den.

Jeg skal iøvrigt tilstå, at jeg er holdt op med at vise mig ved begravelser i netop Holmens Kirke, fordi man dér får de største skideballer af de jourhavende præster, som udmærket ved (eller de kan se det på en), at man ikke har meget til overs for deres tvivlsomme virksomhed. Med vor grundlovssikrede trosfrihed behøver man jo heller ikke finde sig i det. Jeg er iøvrigt slet ikke imod fremskridt. Tværtimod. Jeg synes bestemt, at vi skal jævne vejen mest muligt for vore handikappede medborgere. Men nu har både de og vi mere mobile i 389 år kunnet klare vore fornødenheder enten før eller efter gudstjenesterne, så særligt - undskyld mig udtrykket - presserende, kan det vel ikke være.

På venteliste

Hvad med at lave et lille diskret underjordisk aftrædelseslokale. Det skulle der vel kunne blive plads til, endda med mere respekt for de fastboende, end man på det seneste har vist dem ved at flytte dem over i sorte affaldsposer. Jeg kender for resten en, der har boet der siden 1681. Han hedder Thomas Rasmussen Walgenstein, var kunstindkøber for Frederik III, matematiker, arkitekt og astronom. Og så opfandt han den 'lanterna magika', der kunne kaste et billede op på en væg, og som derfor blev en væsentlig forudsætning for, at der opstod noget man længe kaldte 'levende billeder'. Vær's'god, piger og drenge: Walgenstein er en del af vores nationale kulturarv. Det var sgu' en dansker, der ydede denne markante indsats, som bla. førte til USA' største industri, hvis vi lige ser bort fra våbenfabrikationen.

Nu ligger han så, anonymt, i sin sorte affaldspose og er på venteliste, til man finder en anden plads til ham. Efter alt hvad jeg ved om ham, var han et fint menneske, som havde fortjent bedre.

Henning Carlsen er filminstruktør