Læserbrev

Hvad kommissionen overså

Debat
15. januar 2008
Regeringens Infrastrukturkommission kom med en rapport forleden. Den vil medføre, at transportens udslip af klimagasser vil stige endnu mere end hidtil. Arkiv

Regeringens Infrastrukturkommission kom med en rapport forleden. Den vil medføre, at transportens udslip af klimagasser vil stige endnu mere end hidtil. Arkiv

Regeringens Infrastrukturkommission (ISK) hævder, at de har haft klima og miljø som et af deres fokusområder. Alligevel kom ISK 10. januar med en række anbefalinger, som vil medføre, at transportens udslip af klimagasser vil stige endnu mere end hidtil. Statsministeren har efter rapportens udgivelse tilkendegivet, at regeringen faktisk fastholder deres mål om at reducere trafikkens CO2-bidrag. Man kan så undre sig over, at regeringen på forhånd via kommissoriet afskar ISK fra at beskæftige sig med begrænsning af biltrafikken.

ISK bygger på den klassiske tilgang: 'predict and provide' - dvs. at man prøver at forudse transportbehovet, og så frembringer man den infrastruktur, som skal til for at tilfredsstille dette behov.

Men denne tilgang er skruen uden ende. Man kan aldrig tilfredsstille transportbehovet ved at bygge flere og bredere veje. Det skaber blot behov for endnu mere transport.

I stedet skal man benytte en række virkemidler til at begrænse transportbehovet, specielt med personbil. Det kan bl.a. gøres ved en planlægning, hvor nye arbejdspladser og boligområder placeres stationsnært. Samtidig skal afgiftspolitik bruges aktivt til at reducere behovet for kørsel i personbil, specielt i byerne.

ISK fokuserer på statsvejene, som netop ikke går ind i byerne. Det er, som om man tror, at øget kapacitet på motorveje og det øvrige overordnede vejnet vil medføre, at der bliver plads til endnu flere biler i storbyerne og deres omegn. Men det vil blot flytte trængslen. Der er tværtimod brug for kørselsafgifter og trængselsafgifter, som kan motivere bilisterne til at begrænse kørslen. De samlede afgifter behøver ikke at øges - man kan således sænke registreringsafgiften, i takt med at kørsels- og trængselsafgifter indføres.

Den kollektive trafik er underprioriteret i ISK's rapport, og cykeltrafikken er næsten glemt. Specielt forslagene, der vedrører Østjylland, satser ensidigt på bilerne.

Man foreslår for mindst 100 milliarder kroner infrastruktur uden at konsekvensberegne, hvad den samlede CO2-effekt bliver. Man har et sjette indsatsområde, hvor man siger, at bilernes CO2 skal reduceres. Dette er ganske gratis, da man blot afventer initiativer i EU. Men disse vil slet ikke kunne modsvare den stigning i trafikken, som ISK vil forstærke yderligere.

Det Økologiske Råd vil gerne komme regeringen til hjælp, idet vi har udarbejdet en rapport, som viser, hvordan man faktisk kunne reducere CO2-udslippet fra trafik. Rapporten kan ses på www.ecocouncil.dk.

Det kræver bl.a. en konsekvent brug af økonomiske virkemidler, hvilket regeringen på forhånd - via kommissoriet - afskar kommissionen fra at inddrage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her