Kommentar

Kulturkamp på katolsk

Den katolske kirke vil ikke blot bestemme over sine egne menigheder, den vil have magt over europæisk lovgivning, der vedrører os alle. Det er igen blevet nødvendigt 'at tale paven midt imod'
Debat
22. januar 2008
I Rom er de studerende begyndt at kritisere Paven og hans anti-rationalistiske program højlydt. Men den katolske kirke er i færd med en religiøs offensiv, der også kan få betydning i Danmark.

I Rom er de studerende begyndt at kritisere Paven og hans anti-rationalistiske program højlydt. Men den katolske kirke er i færd med en religiøs offensiv, der også kan få betydning i Danmark.

Plinio Lepri

"De brændte Bruno, Galileo måtte bøje sig - men vi står fast mod pavevældet!" Sådan lød sloganet mod paven på universitetet La Sapienza i Rom. Landets største og mest prestigefyldte universitet havde inviteret pave Benedikt XVI til at tale ved åbningen af det akademiske år 17. januar. Flere af universitetets professorer protesterede mod pavens besøg med støtte fra radikale studenter, der heller ikke ville se paven på deres universitet. Resultatet blev, at Vatikanet meddelte, at paven slet ikke ville komme. Selve meddelelsen var ganske kort, at paven "på grund af de sidste dages begivenheder" ikke selv ville komme, men i stedet få sin forberedte tale læst højt, men den var ledsaget af beskyldninger om utålelig intolerance over for paven og kirken. Siden har den katolske kirke med stor snilde iværksat et mediecirkus af protester over, at universitetet har udelukket paven, med genlyd i den internationale presse fra Le Monde til New York Times. Desværre er protesternes budskab gledet i baggrunden, også selv om det er et budskab, der vedrører alle europæere i disse år: Nemlig hvordan man håndterer en katolsk kirke, der aggressivt forsøger at påvirke europæisk politik.

Ingen var i tvivl om, at det var den konservative katolicisme, der gik af med sejren, da Joseph Ratzinger blev valgt til pave i 2005. Med valget af navnet Benedikt signalerede kirkens nye overhoved, at han ville vende kirken mod modernismen og føre Europa tilbage til troen og give religionen mere autoritet.

Antirationalisme

Den første protest mod pavens besøg på La Sapienza var netop et - meget velargumenteret - åbent brev mod pavens anti-rationalistiske program og dets angreb på videnskaben. Kritikken går på pavens udtalelser om, at naturvidenskaben kun kan beskæftige sig med det rent materielle, mens alt åndeligt må søge til kristendommen som kilden til sandhed. Og med kristendommen mener han den katolske kirke, der - for at citere brevet - "altid har villet tage monopol på de følelser, der findes i hvert enkelt menneskes sind". Det er her problemet ligger, nemlig om en institution, der står for videnskabelig fornuft og åndelig frihed, skal ære en mand, hvis udtrykkelige program er, at grænserne for denne frihed skal sættes af religionen. En mand, der oven i købet har udtrykt, at processen mod Galileo, (der blev truet med bålet for at hævde, at jorden kunne bevæge sig rundt om solen) var retfærdig og rimelig.

Det ville være en rent teoretisk diskussion, hvis ikke pavens program var så tydeligt politisk. I de sidste år, har den katolske kirke påtaget sig en aktiv politisk rolle. Pave Ratzinger arbejdede åbenlyst for, at den europæiske forfatningstraktat skulle understrege Europas kristne værdier, og i de katolske lande er kirkens tilstedeværelse blevet stadig mere påtrængende.

Det gælder især spørgsmål om familien. I lyset af nye love om homoseksuelle og ugifte par i Spanien og Italien er kirken begyndt en modoffensiv, hvor den viser sit potentiale som massebevægelse og politisk lobbygruppe. I forbindelse med en reform af den italienske ægteskabslovgivning sidste år oprustede kirkens således den katolske Verdens Familiedag til en national protest mod, at italienske homoseksuelle og ugifte par kunne få samme rettigheder som gifte mænd og kvinder. 30. december 2007 mobiliserede kirken mellem en og to millioner deltagere til en demonstration i Madrid mod den spanske regerings love om ægteskab for homoseksuelle. Herfra kunne mængden iagttage paven på storskærm, mens han fra Peters-kirken i Rom deklamerede - på spansk - at det naturlige ægteskab mellem mand og kvinde var menneskets bestemmelse og grundlaget for samfundets og menneskenes sundhed. På årets første dag udtalte paven tilmed, at familien var grundlaget for fred i verden og påberåbte sig endda FN's menneskerettighedserklæring om beskyttelse af familien mod overgreb udefra (hvilket altså ikke gjaldt overgreb fra kirken mod 'unaturlige familier').

Familiens beskytter

I Italien har den politiske højrefløj taget tråden op, og selv den skilte og åbenlyst utro Berlusconi stiller sig op som familiens beskytter sammen med nationalister og højrekatolikker (hvis leder i øvrigt er separeret). Samtidig taler højreorienterede intellektuelle om livets ukrænkelighed og kræver aborten afskaffet. Med mulighed for højre-regeringer i Italien og Spanien, og en fransk præsident, der under sit nylige besøg i Rom talte varmt om Frankrigs religiøse rødder, er det ikke svært at forestille sig, at Vatikanet kan få øget politisk magt i de næste par år.

Det er i denne atmosfære af religiøs offensiv, at protesterne på universitetet i Rom skal ses. De er en kritik af pavens holdning, nemlig at kritisk diskussion og argumenter, der ikke anerkender religionens autoritet, skal begrænses til naturvidenskabelige laboratorier. Det er en nødvendig kritik; det er nødvendigt, at nogen åbenlyst siger paven midt imod i hans egen by. For det drejer sig ikke om, hvorvidt den katolske kirke skal bestemme over katolikkernes privatliv - det er nu engang en del af religionen - men om, at den katolske kirke vil have magt over lovgivning, der rammer alle. For ikke-katolikker kan paven højst have autoritet som statsoverhoved og til nød som teolog, men det er absurd, at en leder valgt ved et mystisk og hemmeligt ritual uden det mindste demokratiske mandat skal bestemme over, om homoseksuelle må gifte sig, om ugifte samboende må have juridiske rettigheder, og om kvinder må vælge abort eller ej.

Det er spørgsmål, som også berører Danmark som del af EU. Vi kan ikke sidde på sidelinjen og se den katolske offensiv som et sydeuropæisk anliggende, og slet ikke hvis kirkens magt vokser inden for EU's institutioner. Det store flertal af europæere, der er for individuelle friheder og adskillelse af stat og religion må sige fra og møde kirken med kontant kritik, ligesom de har gjort det i Rom.

Thomas Ekman Jørgensen er historiker ved Université Libre de Bruxelles

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvor bliver alle kritikerne af "lovreligion" egentlig af i denne sag?

Godt spørgsmål Vadmand. Men når folk bliver så enøjede at de kun kan se muslimer og så iøvrigt mener at vi derfor bør vende tilbage til den kristne vugger for det var den der er - var det grundlaget for vores frihed og emokrati - Men får jo næsten lyst til at sige - vorherrebevars

Nej, det har vi bestemt ikke. Men det er som om at folk slet slet ikke ser faren fra katolicismen, som artiklen jo ganske glimrende beskriver mener, at den er den eneste sande udgave af kristendommen, og hermed også at andre kristne kirker ikke er rigtige kristne, sådan som Paven formulerede det i sommeren 2007.

Det dybt interessante er jo, at Paven mv. vil bestemme over andre menneskers moralske habitus, på samme måde som både USA's kristne højrefløj vil, på samme måde som den religiøse højrefløj vil i Rusland, Israel og såmænd også i Saudi-Arabien, og til dels Iran. Folk må tror på, havd de vil. Men når de begynder at kræve at deres tro alene skal være gyldig, og at alle andre mennesker skal følge deres 'sande' tro og rette ind i forhold til f.eks. hvad Paven mener om homoseksuelle eller familieplanlægning. Eller bibel-fundamentalisterne i USA eller imamerne i Saudi-Arabien eller Iran.

Her må vi som et moderne liberalt (vestligt) demokrati sige klart fra. Religionen kan og må aldrig bestemme over eller sætte grænser for hvad det verdslige eller sekulære samfund må beskæftige sig med. Og her har katolicismen altså et dybtliggende problem, når katolicismen mener, at den alene har ret til at sætte sig til dommer over hvordan mennesker moralsk lever deres liv. Netop dette var det jo som bekendt, at Luther gjorde op med.
Kirken skulle længere blande sig i statens anliggender og staten skulle ikke længere blande sig i kirkens anliggender. Dette var ud fra Luther to-regimente lære (som man bare kan spørge Søren Krarup om).

Mht. Pavens idé om at naturvidenskaben kun skal tage sig af det rent materielle og at alt åndeligt må søges indenfor kirken (den katolske) mener jeg da det lyder meget tilforladeligt. Og at begge parter, både natur-videnskaben og kirken (eller de religiøse) kan få gavn af dette. Det kommer selvfølgelig igen an på hvad man mener med ordene 'rent materielle' og 'det åndelige'. Det er klart, at hvis Paven bare mener, at naturvidenskab kan bruges til at forklare hvordan jorden er skabt mv, og at åndelighed er at sørge for folks religiøse behov, ja så er der vel ikke noget problem. Problemet kommer vel først når (og hvis) Paven mener, at kirken skal bestemme over folks åndelighed, herunder også om de f.eks. må få en abort eller bruge gen-terapi til at helbrede diverse sygdomme. MIn holdning er her den, at moderne mennesker selv må bestemme over deres eget liv - ingen religiøs eller naturvidenskabelig autoritet bør gøre det for dem.

/Karsten

At kalde protestantismen for 'kærlighedsreligion' i modsætning til katolicismens 'lovreligion' ignorer fuldt ud at protestanterne faktisk ville være langt mere fundamentalistiske end katolikkerne. De ville have de gudskabte love der stod i biblen, ikke dem der blev lavet af menneskerne i Vatikanet, 'Sola Scriptura'.

Hvilket så gav sig udtryk i at Luther f.eks. satte sig ned og skrev en bestemmelse om hvor mange gange et ægtepar skulle have sex... Stadigt meget berømt og velciteret i Tyskland.

Hvilket så gav sig udtryk i at Calvinismen i Geneve, Puritanerne i England, Pilgrimmene i de amerikanske kolonier og en del andre protestantiske grupper allesamt opstillede love og regler om påklædning og opførsel som skulle passe til biblen.

Ja Luther holdt så meget af sine egne tolkninger så ca. 24000 blev brændt som hekse, alene i det tyske område. måske så mange som 100.000 blev slagtet under det saksiske oprør, osv. osv...
Vi er stadig nogle der husker tvangsindlæring af fadervor (Bønnen er glemt),
salmevers, og alt det vrøvl.

Jesper,

'mindretal'? Den Danske Folkekirke er mindretalet, som har langt færre medlemmer nu end disse 'mindretal' Calvinister, Puritanere etc. har.

Og mht. næstekærlighed og lignede blødsødden rundkreds-pædagogik med guitar og bål der har sneget sig ind og glansbilede-præget kirken for mange, så vil jeg foreslå at du kigger på Langballe og misogyne venner, hvis kærlighed stopper ved alt ikke-blondt/ikke-blåøjet/ikke-danskt.

Ditto for de amerikanske protetantiske Evangelister, bare der inkluderet alt ikke-amerikanskt/ikke-evangelsk-protestantisk.

Jeg skal da som ateist være den første til at kritisere den katolske kirke konservatisme og til at pege på dens ansvar for overbefolkning og udbredelse af aids i Afrika ved at forbyde antikonceptionelle midler.
Jeg var derfor også glad da korset for mange år siden blev fjernet fra klasselokalerne i vores skole. For nyligt har jeg lært, at den glæde kunne jeg have sparet mig, for det var jo bare et stykke træ.

Jesper,

dårlig taktik. Vi diskuterer Protestantisme her og ikke Danske politikers ret til at have deres frie mening. Så lad vær med at forsøge at vende diskursen et sted hen hvor du mener at have bare en lille chance.

Og så er jeg foruden konservativ... Jeg nægter at stemme S, SF eller endnu længere ude.

Tja, Jakob, frænde er

Undskyld, Thomas Ekman Jørgensen, men hvordan kan du i demokratiets navn frakende Den Katolske Kirke retten til at ytre sig politisk? Det gør du måske heller ikke direkte, kan du så sige -- men din retorik efterlader vel ingen i tvivl om, at man efter din mening bør afstå fra politiske ytringer, hvis man gør det på grundlag af en tro ("med stor snilde", "aggressivt", "anti-rationalistisk" etc.).

Hvorfor er det, at ateister ikke kan eller vil se, at også ateisme jo bare er en tro?! Som vi her kan definere som "troen på, at der ikke er noget at tro på". Det er en uhyggelig, totalitær og på alle måder udemokratisk tendens, at politiske holdninger ikke længere må være funderet i nogen anden tro end ateisme.

Det er i øvrigt helt urimeligt at beskylde Pave Benedict XVI for at være "anti-rationalistisk". Allerede Johannes Paul II sejlede op imod denne fejlagtige fordom ved at udsende encyklikaen "Fides et Ratio", som også Benedict XVI har henvist til i sin tid som pave. Lidt research skader ikke, hr. Jørgensen. Højst på de fordomme, som man nu måtte slæbe rundt på.