Kunsten at arbejde

Hvorfor være sur, når du kan være glad? Så simpelt formulerede Andy Warhol sin filosofi. Spørgsmålet er ligeså simpelt, som det tilsyneladende er svært at efterleve. Mange synes, om ikke sure, så bekymrede, lidt smådeprimerede og godt og grundigt stresset. En del af svaret på denne triste tilstand er tæt forbundet med den måde, hvorpå vi forstår arbejde og udvikling på. Sagt anderledes: Arbejdet har i dag nærmest berøvet mennesket dets udvikling, hvorfor der ligeledes også er god grund til at være lidt sur, især, når vi lige så godt kunne være glade og arbejde samtidig.

Arbejde er i dag blevet er væsentlig del af vores identitet og livstil, hvilket som sådan er fint, såfremt arbejdet formår at inkorporere de forskellige måder at leve på, som medarbejderne præsenterer. Dette er sjældent tilfældet, idet arbejdet snarere former det enkelte menneske i virksomhedens effektive mål. At mange, ofte højtuddannede medarbejdere, går på kompromis med egen eksistens skyldes i høj grad, at samfundet i dag lider af en ubehagelig og nagende angst.

Mod og fantasi savnes

Den angst, som jeg her nævner er en eksistentiel angst, der er tæt forbundet med tidens manglende mod og fantasi. Mod og fantasi er tilsyneladende to simple kvaliteter, men ikke desto mindre er de i dagens samfund svære at få øje på. Når jeg nævner modet, så er det primært modet til at udleve en eksistens, der afviger lidt fra normen eller de gængse - og meget styrende - idealer og forestillinger om det såkaldte 'gode liv', der dominerer. Og en meget styrende forestilling om det gode liv er, at arbejdets prestige og status rent faktisk gør os til bedre mennesker, hvorfor arbejdets mål og normer også i høj grad er dominerende. Med hensyn til den manglende fantasi, så nævner jeg denne, fordi færre og færre mennesker tilsyneladende ikke formår eller orker at forestille sig en anden form for eksistens end den, som livsstilsmagasiner, tv-programmer og selvbestaltede moralister eller guruer proklamerer. Det kan lyde som en hård dom at fælde, men der er nu ikke tale om en dom, blot en konstatering: Det går eksistentielt nedad bakke i Danmark.

Coaching er forførelse

Lad os fokusere på arbejdspladsen og en af dennes luner, nemlig coaching. At coaching i dag er så udbredt skyldes primært dens forførende styrke. Coaching kan virke lindrende på den nagende angst, som slik kan dulme ensomheden, skønt begge ofte blot intensiverer, hvad de ønsker af minimere. Derudover er coaching forførende på grund af dens meget simple metodik. Coaching opdeler verden - og derved mennesker - i vindere og tabere. Det betyder at de spørgsmål, der ifølge coachingen selv skal sikre fremdrift og udvikling, reelt er styret af denne hæmmende vinder/taber-dikotomi. Dette understreger blot at coaching ikke handler om udvikling, men ene og alene om forførelse. Svaret på, hvem der er vindere og tabere er givet på forhånd, som var livet en fodboldkamp eller et andet spil. En så rigid opdeling af verden i henhold til nogle kontrollerende idealer og normer, er netop grunden til at coaching fungerer så fremragende i virksomheder. Her kan en coach med meget simple midler optimere, strømline og ensrette medarbejderne i profittens navn.

Coaching er dog mere end det. Coaching er ligeledes forførende, idet der er tale om en befriende flugt fra nuet. Der er nærmest en indbygget berøringsangst overfor dét, der sker. Dette bliver ganske tydeligt, når nuet projiceres ud i nogle fremtidige mål, der altid synes at skinne som et kommende fatamorgana, der lover lys, lykke og umådelige rigdom. En sådan berøringsangst overfor nuet kommer der selvfølgelig ikke noget godt ud af, mindst af alt personlig udvikling og nye ideer, fordi de fremtidig mål gives på forhånd. Coaching forsøger på denne meget simple måde at gøre det at leve til en akademisk stiløvelse, skønt der blot er tale om ganske unødvendig udenomssnak: En berøringsangst for at se tingene i øjnene, som de er.

Modstand og skabelse

Nu vil nogen måske indvende, at coachingen netop minimerer angsten, fordi angsten netop er frihedens modpol. En sådan antagelse er dog kun sand, såfremt frihed forbindes med noget bestemt. Men frihed er netop ikke noget bestemt. Tværtimod. Frihed handler om modstand og skabelse. Modstand mod det, som undertrykker og kontrollerer liv. Og skabelse, som selve produktionen af nye muligheder for liv, nye måder at leve og arbejde på. Det er for eksempel ikke angstprovokerende at dagens sønner ikke bliver blikkenslagere som deres far. Derimod er det stærkt angstprovokerende, når det enkelte menneske - uanset erhverv - i stigende grad bliver fortalt, hvordan han eller hun skal gebærde sig for at blive en vinder. Der er tale om en ubehagelig form for kontrol, der ensretter den menneskelige eksistens i nogle små og håndterbare bokse.

Denne kontrol og ensretning fører os tilbage til den manglende mod. Modet til at gå imod det, der hæmmer, hvorved noget nyt skabes. Modstanden er ikke destruktiv, men konstruktiv i kraft af fantasien og opfindsomheden. Sagt anderledes: Kun i en moraliserende verden, der på forhånd hævder at vide, hvad der er den rigtige eller forkerte måde at leve og arbejde på, er angsten frihedens pris. I alle andre verdener genererer frihed blot glæde!

Vindere og tabere

Arbejdet rummer rent faktisk et potentiale for glæde og frigørelse, som desværre ikke virkeliggøres. Primært på grund af den manglende fantasi og det manglende mod - hos både ledere og medarbejdere. Måske er det bare blevet for let at spille det økonomiske spil, hvorfor så mange også accepterer den eksistentielle deroute? Det er selvfølgelig risikabelt at yde modstand, da folk uden for arbejdsmarkedet i dag nærmest betragtes som en slags andenrangsmennesker. Ikke desto mindre kan den eksistentielle nedtur kun bremses, hvis fantasien og modet anvendes til at aktivere nye muligheder for liv og arbejde. Hvis ikke, så ender vi som et citat fra Oscar Wildes bog The Picture of Dorian Gray: "I dag kender folk prisen på alt, og værdien af ingenting!"

Skønt coaching som sådan et uinteressant fænomen, er coaching interessant, som et symptom på et problem, nemlig angsten. Coaching minimerer ikke angsten, da den forstår et problem, som var der tale om et quizshow-spørgsmål, hvor vinderne og taberne er klart defineret. Når svarene på, hvad vi som menneske skal gøre er allerede givet, fremmes dovenskab, kedsomhed og depressioner. Angsten forsvinder ikke på den måde. I stedet for handler det om at skabe grobund for en fremtid, hvor der ikke ville være nogen grund til at være bange for afvigere, eller for selv at afvige. At skabe grobund for en fremtid, hvor det ukendte og fremmede ikke skal rettes ind, men derimod prises, fordi det måske kan lære os noget. Dette skabende og udviklende element er fraværende i coaching.

At gøre sit bedste

Hvad er alternativet? Som de gamle græske filosoffer sagde: Hvis du ikke kan være lykkelig nu, så bliver du det aldrig. Udforingen for det enkelte menneske er vedvarende at forholde sig til det materiale, den situation eller begivenhed, som det enkelte menneske altid er placeret i. At gøre sit bedste, uden at vide, hvad det bedste er på forhånd. I den forstand er al udvikling forbundet med en farefuld og spændende færd, der minder om bjergbestigerens eller sømandens, idet de konstant må forholde sig til den givne situation. De må risikere noget, prøve noget af, de må eksperimentere med livet.

Formålet med al personlig udvikling er derfor - helt modsat coaching - at ende ethvert mål, altså at gøre mennesket skabende. Når den personlige udvikling ikke styres af et mål, så vil mennesket udvikle sig. Og når mennesket udvikler sig, vil det helt naturligt opfinde nye måder at leve på, som samtidig vil minimere angsten, da ubehaget ved at afvige ikke længere er et relevant spørgsmål. Når der er plads til forskellige måder at leve på, når afvigere ikke skaber angst, når vi ikke længere selv er bange for at fejle, hvem vil så være bange? Måske alle dem med et skinnende og lamineret certifikat, hvorpå der står: Coach!

Finn Janning er filosof, ph.d.

Finn Janning har netop udgivet bogen 'Kunsten at arbejde', som netop er udkommet på Forlaget Klim