Kommentar

Kunsten og naturen er ikke bare til salg

Jamen, den køber jeg!
15. januar 2008

Interviewet havde - i Information i lørdags - overskriften: "Kunsten og kapitalismen har de dynamiske og uregerlige kræfter til fælles."

I selve artiklen sagde offeret for interviewet, rektor Mikkel Bogh ved Det Kongelige Kunstakademi i København, dog nærmest det modsatte:

"Det overordnede spørgsmål er, om man sætter sin kunstneriske praksis forrest, eller om man forsøger at tilfredsstille markedet. (...) Risikoen er en kultur, hvor det er markedet, der sætter dagsordenen. Kritikken står i dag svagere og har reduceret sig til mikrofonholderi, samtidig med at kunsthistorie er blevet et fag, hvor kunstens metier ikke længere er i fokus. Det kan ende i ren overfladiskhed, tankeløshed, blindhed."

Eller rettere, kunstrektoren sagde begge dele.

"Kunsten og kapitalismen har nogle uregerlige og dynamiske kræfter til fælles", men ikke dem alle. For kunsten lever også "af den debat og den faglighed, der er omkring den. Et miljø, der ikke bare stiller spørgsmålet: Er den salgbar? Er den værdifuld for oplevelsesøkonomien? Hvis der ikke er den her intellektuelle debat om kunsten, så visner den og bliver til underholdningsindustri."

Også naturen udfolder dynamiske og uregerlige kræfter. Men skønt Mikkel Bogh karakteriserer kapitalismen som "en ekstrem dynamisk størrelse, samtidig med at den kan være nådesløs og grusom i sin enøjethed", hvad som bekendt til tider gælder naturen i udpræget grad, bliver kapitalismen dog ikke af den grund til natur! Alle de forskelle, der gør en forskel, udsletter naturen f.eks. ikke for at kunne sammenligne alt og alle med samme (penge)målestok.

Der er stadig forskel på højden af Rundetårn og et tordenskrald, og endnu er det ikke lykkedes fru Nielsen på Valby Langgade at koge æblegrød af pærer. Uanset hvor meget den herskende økonomi end måtte opererer med, at 20 kr. pærer er lig med 20 kr. æbler.

Det er de muligvis på markedet, men det er de ikke i fru Nielsens køkken. Her må naturens skel og grænser opretholde, hvis ikke alt skal gå i fisk. Der i øvrigt en helt tredje naturbegivenhed...

Kapitalismen er en abstraktion, som socialismen er det, penge og cirkulærer lugter ikke. Det gør naturen! Hvad der kan få en til at holde usigeligt af den, selv når den er nådesløs og grusom. Da virker den i hvert fald meget lidt abstrakt. I deres sanselighed og sansbarhed ligner kunstens farver, fylde, lyde, toner, gebærder og ord mere naturen end kapitalismen. Også af den grund kan man glæde sig over, at Kunstakademiets rektor "for alvor ser et problem, når kunsten bliver til ren stimulering af et marked for at skabe omsætning. Det er simpelhen for lavloftet".

Klimaudfordringen

Højt til loftet er der heller ikke, når man på Danmarks Radios hjemmeside i går måtte læse, at når vi nu skal tage hensyn til de grænser og skel, som naturen sætter for vores udpumpning af drivhusgasser, er det fordi det kan blive til ren stimulering af markedet til at skabe omsætning:

"I Danmark er det lykkes at få bekæmpelse af den globale omvarmning til at gå hånd i hånd med fortsat økonomisk vækst." (Hvilket i øvrigt er løgn, el). Og den kombination kan blive særdeles interessant for verdens ledere, når de kommer til klimatopmødet i 2009 - især hvis de forpligter sig til at reducere energiforbruget.

Topmødet kan blive startsskuddet til et eksporteventyr, der kan runde 200 milliarder kroner årligt i 2020 og skabe mere end 60.000 nye job. Det skriver den danske energiindustri i sin internationale publikation Bright Green, der bliver offentliggjort i dag.

Klima- og Energiminister Connie Hedegaard er positiv. Hun ser industriens målsætning som udtryk for nytænkning og siger til DR Nyheder:

"Én ting er, at der er en alvorlig klimaudfordring. Men jeg er overbevist om, at de industrier, der først kommer med løsninger på problemerne, har nogle meget store muligheder på markedet. Derfor er det meget positivt, at dansk industri går i spidsen her. Allerede nu er der en klar stigning i dansk salg af energiteknologi til udlandet. Den lå ifølge Energistyrelsen på 46 milliarder kroner årligt i 2006."

Bekæmpelsen af det overforbrug af naturen, der har medført den globale opvarmning, skal stimulere markedet til at skabe omsætning og økonomisk vækst til øget forbrug af naturen. En underholdningsindustri på globalt niveau, som nok overgår, hvad selv de mest effektive kunsthandlere har forestillet sig.

Uskyldstab

I interviewet taler Mikkel Bogh om "et uskyldtab", som kunsten skulle have lidt i 1960'erne, da den "anerkendte sin markedskraft, sin egen begrænsning og gjorde op med kunstinstinstitutionens lukkede døre."

I dag kan "uskyldstabet" udvides til politikken, som også har underkastet sig det kapitalistiske markeds krav om evig og ubegrænset akkumulation og økonomisk vækst. Hvorfor politik nu trues af udsigten til at blive rent spin.

Politik og kunst får ikke deres uskyld igen, efterhånden som naturen med sine grænser for bl.a. oliebeholdninger og CO2-absorption melder sig. Men de kan få deres betydning tilbage. Som modstykke til kapitalismen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mennesket har da aldrig brudt sig om kunst! Kunst det er kun for kunstnere, ikke os. Mennesket er selv kunstneren, skabt til at være mest kreativ der hvor det kan undgå det kreative moment, det uforudsigelige, det at man aldrig rigtigt ved noget på tærsklen til fremtiden. På den måde har det søgt væk fra udfordringen, uden om de stærke oplevelser, som melder sig, når netop underholdningen svigter eller mister evnen til at fortrænge konfrontationen med det, at fortællingen om sig selv kun er en fortælling om en selv, sine, sin klan, nationen, landsholdet, menneskeheden, partiet, os, massen, os der kender os selv på fortællingen, os, der ved hvor vi vil hen, os, der bare kan det der, og som går i det kongelige, spiser lige som de kongelige, æder lige som svinene, skider lige som svinene, skider på det hele, drømmer, mens vi mister evnen til at lugte lorten, tørrer os lidt i røven, tørrer hinanden lidt i røven, drømmer lidt videre, tvivler lidt, trækker ud, går ind foran flimmeren igen, glemmer, forbruger hinanden lidt, missionerer lidt, tømmer flasken, går i seng, drømmer om at være vågen, får mareridt, og vågner for alvor. Den rigtige kunstner kommer altid når vi frygter det mest. Den store kreative ting, det store langhårede teater, som omfatter alt. Men selvfølgelig skal det kunne betale sig. Det er vi da enige om. Det perspektiv er altid tilstede. Så når man ikke kan finde på andet, kan man jo altid foretage lidt økonomiske sonderinger, det er også hyggeligt. Det kan oven købet begrundes som fornuftigt tidsfordriv, som forberedelse på den dag, hvor vi ved, hvad vi skal. Men hvad der er stor kunst, det gider vi ikke høre om. Vi har fået nok. Kunst det er for dem, der ikke er til at holde ud. De er bare så helvedes kritiske og negative, og så kan de ikke engang finde ud af at tjene til dagen og vejen. I vores verden er der ikke plads til kunst. Det er et andet sted. De skide kunstnere er bare sådan nogle langhårede nogle, der har klippet håret, og som alligevel render rundt og falder over det, fordi de hele tiden slæber hovedet foroverbøjet helt nede ved jorden, hvor de kun kan sige øv øv og atter øv. De er bare mislykkede. De skal bare lære det, at se lidt mere lyst på det hele. Tage sig sammen, samle sygekassebrillerne op igen pudse dem, så de kan se ud og få noget fast arbejde. Det er slet ikke så svært, og slet ikke nu hvor der er nok til alle. Men de vil hellere have dagpenge. Gå rundt og lave ingen ting. Det er godt at hjorten ikke bare hænger til pynt der på væggen. Han gør noget. Godt brølt gamle livskunstner med fat i den lange ende.