Kommentar

Lærerens myndiggørelse

Vi skal ikke forkaste tabellerne, evalueringerne og de komparative under-søgelser i folkeskolen, men at gøre dem til en del af lærernes og skoleledernes professionelle beredskab
Lad os indstille mudderkastningen om lærerne og i stedet sørge for deres myndiggørelse. Model

Lad os indstille mudderkastningen om lærerne og i stedet sørge for deres myndiggørelse. Model

Morten Langkilde

25. januar 2008

I de såkaldt gode gamle dage var læreren det lokale samfunds videns-autoritet, dets kulturelle centrum og mentor for børnene og deres forældre.

Sådan er det ikke mere. Mange lærere føler sig umyndiggjort. De føler sig mistænkeliggjort i medierne og kontrolleret, målt og vejet af myndigheder og politikere. Hverdagen i folkeskolen har ændret sig radikalt med stribevis af test, evalueringer og internationale undersøgelser. Lærerne skal lave elevplaner, trin- og slutmålbeskrivelser, målrette undervisningen efter den enkelte elev, gennemføre klasserumsledelse, forholde sig til komparative undersøgelser osv.

Af nogle opfattes alt dette som trusler og kontrolforanstaltninger. Spørgsmålet er, hvordan man kan vende situationen, så alle disse krav og aktiviteter i stedet fremstår som redskaber for undervisning, skoleledelse og skolepolitik. Så lærerne, skolelederne og de lokale skolepolitikere og -myndigheder kan nyttiggøre den omfattende viden, som test, evalueringer og komparative undersøgelser giver.

Svaret på disse udfordringer er dobbelt.

For det første skal elevplaner, fagbeskrivelser, komparative undersøgelser osv. udformes, så de faktisk fungerer som værktøjer for dem, der arbejder professionelt med og i skolen. Test og evalueringer skal udformes på en måde, så de kan bruges til at målrette undervisningen efter den enkelte klasse og elev, PISA-undersøgelser - som blot er én ud af en lang række forskellige internationale, komparative undersøgelser, der hver især har et forskelligt sigte - skal gennemføres og præsenteres, så resultaterne er valide og brugbare. En af måderne at gøre dette på, er at inddrage pædagogisk forskning bedre og mere systematisk.

For det andet skal lærere, skoleledere, skolepolitikere, myndigheder og forældre, for eksempel i skolebestyrelserne, være bedre klædt på til at gøre nytte af de mange nye tiltag. Lærere og skoleledere skal uddannes bedre til at bruge de mange nye redskaber. Skolepolitikere skal kunne gennemskue, hvad der er op og ned i for eksempel PISA, og hvad PISA kan - og ikke kan - bruges til. Nøgleordet er myndiggørelse af læreren. Læreren repræsenterer en professionalitet, som ingen anden kan matche, blandt andet og ikke mindst i kraft af sin uddannelse og sin løbende efteruddannelse. Det er grunden til, at Aarhus Universitet har udarbejdet forslag om en forskningsbaseret læreruddannelse. Et forslag som åbenbart har anfægtet helt fundamentale forestillinger om, hvor og hvordan skolelærere skal uddannes, og som derfor i urimelig grad er blevet mistænkeliggjort og fordrejet.

Evidensbegrebet

Lad mig blot tage ét eksempel blandt utallige: Det forkætrede begreb 'evidens'. Vi har behov for en idéhistorisk udredning af dette begreb. For begrebet har både angelsaksiske og franske rødder. Det ene sted - som 'evidence' - konnoterer det tal, naturvidenskab, kausalitet. Når noget er evident, er det sandt i forhold til høj-formaliserede sandhedskriterier. Det andet sted - som 'évidence' - konnoterer det erfaringer og sædvane. Når noget er evident, er det selvfølgeligt:

Et af de problemer, vi skal forholde os til, er at evidence og évidence gøres til hinandens fjender. At erfaringer og sund fornuft mistænkeliggøres af tabeller og kvantitative målinger og beskrivelser. Svaret er ikke at forkaste tabellerne, evalueringerne, beskrivelserne og de komparative undersøgelser, men at gøre dem til en del af lærernes og skoleledernes professionelle beredskab. Så de kan styrke og kvalificere deres erfaringsbaserede praksis. Så lærerne kan generobre deres professionelle myndighed.

I forhold til et sådan projekt virker 'Påtalen' mod undertegnede i Information 15. januar 2008 af Kirsten Krogh-Jespersen kontraproduktiv. Hun melder sig med fire retoriske spørgsmål, som hun derefter med lethed besvarer. Er jeg ude på en 'forbrødring mellem uddannelsespolitik og forskning'. Nej, jeg vil levere forskning, der både er sand og kan bruges. "Hvad menes der med 'hvad der virker'?" Ja, det er et spørgsmål ,som kalder på saglige indsigter i brug og betydning af evidens og ikke på mudderkastning. "Hvorfor sår Qvortrup tvivl om den pædagogiske forsknings hidtidige betydning"? Det har jeg aldrig gjort. At forskningen stadig kan forbedres og styrkes, betyder ikke at den til dato har været betydningsløs. Og: "Hvad sker der, når PISA, test og elevplaner i flæng kaldes pædagogiske værktøjer?" Her er svaret, at alle disse og andre tiltag skal gøres til pædagogiske værktøjer, hvor pædagogik forstås som et overbegreb for samfundets pædagogiske praksisser: Undervisning, kompetenceudvikling, uddannelsespolitik osv.

Lad os indstille mudderkastningen. Alternativet er forskningsbaseret samarbejde, om pædagogiske problemer og læreruddannelse, mellem DPU, professionshøjskoler og seminarier. Af hensyn til lærernes myndiggørelse.

Lars Qvortrup er dekan for DPU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det synes mig som om at Lars Qvortrup slet slet ikke har fattet. at regeringen har brugt PISA-undersøgelsen til at gøre op med fortid der slet slet ikke har fandtes - undtagen i visse medlemmer af regerings-partiers hoveder. Det var i hvert fald helt tydeligt da en uddannelsespolitisk ordfører fra enten Venstre eller Konservative udtalte, 'at vi skal have gjort med 1970'ernes skole. Jeg gik selv i skole i 1970erne - og der lærte vi jo ingenting'. Man tage sig til hovedet må - over at en politiker ikke ved, at man ikke kan generalisere ud fra egne oplevelser, men må se det i et lidt større perspektiv end ens egne private oplevelser fra ens ungdomstid...

Det må man også når Lars Qvortrup taler om forskellen på det franske og det angel-sakiske evidens begreb. Det er jo sikkert korrekt nok, men det er som at Lars Qvortrup slet slet ikke vil indse, at regeringen har valgt side til fordel for den angel-saksiske version. Hvordan vil han ellers forklare, at der i en opgave om natur/teknik eller fysik kan stå¨'den vestlige hemisfære' som er er et helt almindeligt ord på engelsk, men ikke bliver brugt i dansk fysik eller natur/teknik undervisning...

Endvidere har jeg for nogle år siden set PISA-testene, eller en del af dem. Og de har intet med den virkelighed at gøre, sådan som den udspiller sig i
folkeskolen i dag at gøre. Der tages udgangspunkt i teorier, hvor man bare har at lære teorierne for teoriens egen skyld - og så kan man ellers bare bevise, at man kan bruge denne teori, når man bliver stillet en opgave. Det kan man bare ikke, og derfor underviser danske lærere da også efter praksis først - og teori bagefter. Og det virker....

Jeg vil anbefale Lars Qvortrup at tage ud i virkeligheden og tale med nogle folkeskolelære. De vil nemlig kunne fortælle ham, at der ikke findes nogen form for pædagogisk viden der er sand, men at der er mange sandheder i den pædagogiske verden. Og at det som virker i en klasse aldeles ikke virker over for en anden klasse. Det samme gør sig altså også gældende overfor grupper af elever eller overfor enkelte elever.

Lars Qvortruo overser totalt, at regeringen netop har gennemført de her kontrolforanstaltninger med (de obligatoriske) test i skolen som en direkte følge af PISA-testene. Og det selvom OECD selv har sagt, at man netop ikke kan bruge PISA-testene til sådanne ting. De kan bruges til det der hedder en komparativ analyse af hvor man ligger henne - og hvis man kigger på hvor Danmark ligger, ligger vi rimeligt godt - i midterfeltet i stort set alle ting.
Det er prisen vi betaler for det skolesystem, vi hart valgt, hvor vi også satser på at få de (bogligt) svage med.

Danske lærere har altid evalueret undervisningen. Fejlen har blot været, at man ikke har skrevet ned, at man gjorde det. Det skyldes at den danske skole-kultur udspringer af den grundtvig-koldske tanke om mundtlighed og aldeles ikke af den franske skoles idé om byrokrati mv. eller af den engelske skole med dens tests mv. Men det er disse tests som, bl.a. PISA, som regeringen har brugt til at legitimere indførslen af obligatoriske tests i skolen, fordi så kan 'lærerne jo hurtigt finde ud af hvilket standpunkt eleven har'. Og dermed evaluere undervisningen...som om evaluering af under-visningen udelukkende handler om, at finde frem til hvilket level eleven befinder sig på, så eleven kan hjælpes op på det næste level - gennem planlagte lærer-styrede aktiviteter. Jeg mener helt klart, at det der skjuler sig i alt dette er den gamle strukturelt orienterede (russiske) pædagogik fra 1970erne, hvor dette netop var idealet, mens man i Danmark mere har atget udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov for at blive set, hørt og forstået, ikke i hvad faget eller faglitteraturen sagde om hvad barnet skulle lære på et vist alderstrin. Dette er så uheldigvis blevet koblet sammen med
den neoliberalistiske vision om at fokusere på den enkelte elevs indlæring - og det at lave læreplaner for den enkelte elev. Det er som om alt dette er gået hen over hovedet på Lars Qvortrup - og de fleste andre...

Der er ikke noget galt med forskning, som tager udgangspunkt i virkeligheden, som f.eks. Helle Bjerrisgaards bog om hvad en god lærer er - for eleverne. Eller med f.eks. Marianne Kristiansens forskning om hvilke lærer-roller der findes og hvordan eleverne oplever de her lærer-roller i deres hverdag. Der findes nemlig ikke en sand måde at være lærer på. Der findes nemlig mange, og dog kun een: nemlig den der er rigtig for dig eller mig som lærer !

Det virker også som, at Lars Qvortrup slet slet ikke fatter, at det netop handler om at kontrollere om børnene i skolen nu også lærer noget, dvs.
om lærerne har lært dem det de skal. Det kan vi nemlig måle på hvor godt eleverne har klaret sig ifht. de test vi selv har indført - på den måde kan vi nemlig kontrollere lærernes arbejde. Også selvom vi (dvs. regeringen) godt ved, at hvis man kommer fra et hjem med klaver og bøger klarer man sig bedre i skolen end hvis man kommer fra et hjem uden klaver og bøger. Må jeg opfodre Lars Qvortrup til at at læse Erik Jørgen Hansens undersøgelser fra de sisdte 40 år, der med evidens, både på den ene og på den anden måde, netop fremsætter dette sande udsagn - som er sandt både statistisk såvel som fænomenologisk.

Og nej, Lars Qvortrup: Hverken PISA, test eller elevplaner er pædagogiske værktøjer. Hvis de er noget, er de didaktiske værktøjer, da de kan udsige noget om, hvordan man bør tilrettelægge undervisningen for at eleverne lærer bedst muligt i en given situation. Og jeg er da endda i tvivl om man overhovedet kan kalde dem didaktiske værktøjer...

Jeg tror ike nogen lærere er imod evalueringer, der tager udgangspunkt i den virkelighed som lærerne står midt i. Og som f.eks. handler om Peter i 2b stadig ikke har lært bogstaverne eller hvorfor Ayab i 4a stadig ikke kan lægge til eller trække fra i matematik. Her tager man nemlig udgangspunkt i de daglige aktiviteter, bl.a. med hvordan man didaktisk tilrettelægger undervisningens mål og midler så eleverne rent faktisk lærer noget. Og hvis de så ikke har lært det, ja så standser man op, og evaluerer hvorfor de ikke har gjort det - og hvad læreren (eller lærerne) kan gøre for at de når målene, både fagligt og socialt.

Og igen: Man kan ikke udsige noget fornuftigt om at hvis man som lærer Y i en given situation gør B, ja så vil lærer X i i den samme situation (eller ca. den samme situation) ved at gøre B, være i stand til at opnå samme effekt (eller sandhed eller evidens) som lærer Y. Alle klasser er forskellige, det er lærere også. Det er samspillet, dvs. relationen mellem elever og lærere, der bestemmer om eleverne lærer noget - i sidste instans.

Det behøver vi lære ingen pædagogisk forskning til at fortælle os - medmindre den bruges til at fortælle os hvordan vi som lærerne, professionelt, kan forholde og udbygge dette faglige sampil med eleverne.

/Karsten

Jeg har fulgt folkeskolen på særdels tæt hold siden 1960,- gennem mine egne børns skolegang og professionelt som kommunaldirektør.

Lærernes og skolens dilemma er pædagogernes egen skyld.

De har hele tiden været på forkant med afviklingen af deres ansvar for undervisningen,- uansvarlighed giver ikke respekt!

Den første fejl var, at lærerne anså eleverne og hinanden for at være lige begavede og motiverede.

Derfor delte man ikke længere elever efter disse egenskaber, ligesom lærerpersonalet anså sig selv for lige "kvalificerede" til undervisning i stort set alt og på alle trin.

Dette er selvfølgelig naturnødvendigt en fejltagelse af dimensioner.

Samtdig gjorde man eleverne ansvarlig for egen læring, hvorved ansvaret for undervisningen blev forfladiget.

Klassesammensætning af højst uensartede elever umuliggjorde lærerens opgave,- hver elev skulle undervises på eget trin.

Enhver kan se, at dette er en total umulighed.

Dernæst fandt man ud af, hvordan vides ikke, at alle lærere var lige egnede til at undervise på alle trin og i alle fag, hvilket også er det rene vanvid!

Lærerskift ville skade eleverne,- nonsens, skolleelever har en enorm tilpasningaevne.

De foretag jeg har været vidne til i folkeskolen har aldrig været til elevens fordel, men altid - indlysende - gjort livet lettere for lærerne.

Diise tiltag har således haft den modsatte virkning,- eleverne kan simpelt hen ikke nok, og dette falder naturligt nok tilbage på lærerne.

Og deres omdømme!

En anden virksomhed , som leverede et så ringe produkt, ville lave sin produktudvikling om.

Ikke Folkeskolen,- det drejer sig om"mennesker",- god morgen.

Udueligheden så vi alledere for mange år siden, men ingen havde format og mod til at sige denne absurde "korrekthed" imod.

Jeg synes nu nok, at Lars Qvortrup har fat i noget der kan rykke ved den politiske dagsorden der dominerer pt.

PISA undersøgelser, evalueringer, tests mv. er jo netop ikke pædagogiske redskaber pt., som mange af indlæggene også rigtigt konstaterer, men derimod ledelsesredskaber. Disse kvantitative metoder er jo ganske tomme i sig selv, så de kvalitative variable man vælger som udgangspunkt for undersøgelserne, forstærker jo blot det strategiske formål de er valgt på baggrund af.

Derfor synes jeg der er sund fornuft i at Lars nu søger strategier til at få medindflydelse på hvilke variable der fastholdes i disse metoder, som jo åbenbart har en slags magisk appel for politikere, til at tjene den pædagogiske indsats - så de ikke som nu blot fungerer som ideologiske ledelsesredskaber.

Disse populære evalueringers funktion pt. er jo blot at etablere et sæt ideologiske succeskriterier for skoler og lærere. Med andre variable kunne de samme undersøgelser jo vise helt andre billeder af lærernes kompetence og det danske skolesystem!

Så Qvortrups dagsorden giver god mening. Det handler om at udskifte de ideologiske variable i undersøgelserne med nogle faglige, så disse undersøgelser kan transformeres til at blive ledelsesredskaber i lærernes tjeneste. Men drop nu alle forestillinger om at disse undersøgelser er onde i sig selv, de fungerer på samme måde som en computer - det man kommer ind i dem, afgør hvad man kan få ud.

Kampen står derfor om undersøgelsernes variable, dvs. de styringsredskaber som fremhæver et udvalg af skolernes og lærernes kompetence i forgrunden frem for nogle andre, ikke om selve undersøgelserne - og derfor er Qvortrups dagsorden helt afgørende rigtig.

Kampen står netop om hvilken type evidens der skal gælde, så derfor er det vigtigt at diskuttere de videnskabelige evidensbegreber. Forskeruddannelse hander netop om at lære at kvalificere, selektere og konstruere forskellige typer evidens i forhold til det ønskede forskningsresultat. Derfor vil en styrkelse af lærernes analytiske kompetence på dette område også kunne gavne lærerne, hvilket jo er en kvalificering af at placere læreruddannelsen indenfor rammerne af en akademisk institution, fordi der på universiteter er en kultur der kan støtte op omkring udviklingen af disse kompetencer.

Qvortrups sag med at tilvejebringe og kvalificere den pædagogiske evidens som udgør det pædagogiske alternativ til ideologierne, er det jo primært lærerne der kan kvalificere med erfaringen fra praksis! Qvortrup positionerer netop lærerne til at kæmpe slaget for sit fag der hvor lærerne er stærkest, og tilbyder lærerne en stærk spiller i ryggen, som landets universiteter nok må siges at være.

Så nu må lærerne støtte op om en fagligt kvalificernede strategi der kan spille bolden over på lærerne halvdel igen. Hvis forestillingen skal gavne dagen børn, må man holde op med at reagere med mod-ideologi, og begynde at kvalificere debatten fagligt. Qvortrup viser at der ingen grund er for at lærerne skal ryste på hænderne over politikernes ganske velkendte kvantitative metodiske greb. Men med den hyppige betoning af at det er evaluering i sig selv der er skidt, kan man komme til at skyde sig selv i foden - og budbringeren, uden at få gavn af budskabet!?

Hvis Lars Qvortrup virkelig mener, at der er brug for en forskningsbaseret lærer-uddannelse burde han øjeblikkeligt gå ind for at cand.mag. i f.eks. dansk og samfundsfag eller engelsk og historie, eller tysk og dansk kan ansættes i den danske folkeskole - på lige fod med de seminarie-uddannede lærere. Det er nemlig det største problem, visse cand.mag'er har - at de simpelthen ikke kan blive fastansat i den danske folkeskole, alene af den grund, at de har en cand.mag.uddannelse i stedet for en seminarie-uddannelse.

Hvis man læser denne her artikel:

http://www.weekendavisen.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20080125/SAMFUND/...

vil man se, at Lars Qvortrup stadig roder rundt i begreber og ideer om'hvad der virker og hvad der ikke virker'. Det kan jeg hurtigt fortælle ham, det behøver han ikke forske i. Han kan også bare spørge Ida Juul, Helle Bjerrisgaard, eller Marianne Christiansen som alle har forsket indenfor det pædagogisk-didaktiske felt. Det samme har Kirsten Krogh Jespersen.

Både i artiklen i Information og i Weekendavisens artikel (interview) om og med ham, får jeg altså klart den fornemmelse, at han ikke aner at den danske borgerlige regering har valgt side til fordel for evidence, ikke évidence. Det kan man jo tydeligt se. Inspiration til de her tests som den har indført kommer jo helt klart fra det angel-saksiske system, især fra USA, hvor man har indført dette system og haft det i mange år. Det samme har man i England (UK) og der er man efter 20 år ved at gå bort fra det igen, fordi erfaringen mv. simpelthen viser, at det ikke virker, og ej heller er til gavn for de (bogligt) svage elever.

Det som til gengæld virker på bogligt svage elever er en ting: at man tager udgangspunkt i den verden de hopper rundt i. Men at man ikke bliver ved dette udgangspunkt, men netop forsøger eller formår at trække linier fra deres udgangspunkt til det der sker ude i samfundet, så de kan se en mening med det som de lærer. Og så kan de her elever være lige så gode til at se helheder som (bogligt) stærke elever.

Jeg ville ønske at den samlede lærerstand, inkl. Lars Qvortrup, ville fokusere på hvad eleverne kunne, i stedet for at holde fokus hele tiden på, hvad det er eleverne ikke kan. Det tjener intet formål hele tiden at dunke elever i hovedet med alt det de ikke kan. En lærers fornemste opgave er at indgyde eleverne tillid som lærer, så eleverne får den tryghed, der gør, at de netop tør have tilli til, at denne lærer, dette menneske, også professionelt, vil mig det godt, dvs. han ser mig som menneske, og ikke som et arbejdsredskab til brug for den hellige (danske nationalkonservative) konkurrencestat, som har nogle helt bestemte egenskaber, som læreren kan anvende professionelt når jeg, eleven, eller den studerende, skal lære noget. Med et mere moderne ord handler dette her om 'anerkendende pædagogik'. Og det får eleven til at åbne sig, stille dumme spørgsmål og til at spørge hvis han eller hun ikke helt forstår hvad læreren siger. Og det virker - for jeg har selv anvendt det.

Nu kunne man så godt tro, at alle lærere så skulle rende rundt og lave anerkendende pædagogik. Men sådan virker systemet desværre ikke.
Jeg bruger anerkendende pædagogik (og nogle andre tricks of fifs ;) ) som virker for mig, men blot fordi de virker for mig, er det altså ikke derfor ens-betydende med at de vil virke for en anden lærer i den samme klasse eller for den samme lærer (mig) i et andet fag. Det at undervise er langt mere kompliceret end f.eks. at lave jernrør på en jernrørsfabrik. Og jeg vil tro, at man altså skal have en vis undervisningserfaring for at forstå dette - på universitet holder man jo blot forelæsninger og foredrag for de studerende, hvis man underviser.

Man kan altså ikke lave en forskeruddannelse, som siger, at resultatet (eller målet) skal være, at alle lærere skal bruge anerkendende pædagogik eller Howard Gardner pædagogik eller ZYX-pædagogik. Sådan fungerer hverken humanistisk eller samfunds-videnskabelig forskning. Til gengæld fungerer naturvidenskabelig forskning på den måde, at man er i stand til at reproducere et resultat, når man gør x, så sker der altid y - også n'te gang man gør det. Sådan fungerer det altså ikke i relationen mellem lærer og elev. Når man gør x, kan der måske godt ske y, men der kan ligeså godt ske z eller p,r, s, t og v.

For mig at se er den eneste måde man virkelig kan kvalificere lærerne på rent forskningsmæssigt at de alle opfordres (eller oplæres) til at medreflektere over, hvilke professionelle muligheder de har - så de har en idé om at hvis de gør x, ja så sker der måske z, men der kan også ske r,s, t, eller v. Dette kræver dog observerende team, og at lærerne har mod til at indgå i faglige diskussioner om, hvorfor der f.eks. sker v, og ikke y, som man ellers havde ventet. Og her mener jeg bestemt, at Anders Bondo Christensen (ABC passer sig så godt til en lærerformand, ikke sandt ;) ) har fat i den lange ende, når han taler om kollegial supervision. Det vil neml,ig kunne kvalificere lærerne til et på et professionelt grundlag at italesætte denne svære diskurs.

Og igen: Han kan bare spørge sine medarbejdere kan han.

/Karsten

Det er lidt rørende at se to af disse spalters mest rabiate og hadspredende skribenter Øhle og Boalth erkende, at de ingenting har lært i skolen ...

(Ja, undskyld, jeg kunne ikke lade være).

I den forbindelse vil jeg lige citere PH's beskrivelse af den gamle, sorte skole (som også jeg har gået i), nemlig at den i hvert fald lærte os én ting: at hade magten.

Hvis Hårder får held til at genindføre den skoleform, kan jeg da heldigvis glæde mig til et nyt ungdomsoprør fra mine børnebørn.

Som altid findes der ikke flere og større Besserwissere på noget andet område end i skolen: alle bilder sig ind at de kan gøre lærernes arbejde SÅ MEGET BEDRE end dem der har den faktiske erfaring med denne Uriasopgave i det selvdestruerende samfund, som kun skal bruge slavetænkere, følgagtige og selvudslettende nokkefår, vendekåber, magtmedløbere og hylende ulve. Men vil alle disse Besserwissere op til bevis og dokumentere sine glimrende pædagogiske evner i praksis? Nej, selvfølgelig ikke, intet ligger dem fjernere. En del lærere er nogen af det sig afviklende samfunds sidste egentlige kulturbærere, f.eks. bærere af den fælles kritiske hukommelse (historien) som nutidens magthavere så hedt ønsker sig afskaffet i god lighed med hvad totalitære magthavere altid har ønsket sig f.eks. i Stalins tid. Til dette brug har de nu igennem en snes år haft forhenværende kapitallogikere = nuværende liberaltotalitære påfugle a la Qvortrup, som slår om sig med floskler a la det evindelige "være klædt på til" osv. De kan ikke andet end enerverende jargon og snakken efter munden a la hoffolkene i Kejserens Nye Klæder. Den undervisning som bidrager med noget, gør det på trods af alle disse vrøvlehoveder og forfængelige hofludere.

@ Læser

Som nævnt før koster det mindre end du tror at bruge sit eget navn når man er sur og vil sprede galde ud over det hele.

Måske burde jeg nævne Godwins Lov på dette tidspunkt (selv om det er Stalin der bliver hentet ind idenne tråd)

Men du TROLLer lystigt videre...

Det eneste du lykkes med er at bevise at der fortsat findes ideologiske sludrehoveder.

Med venlig hilsen
Lennart

Kampmann, jeg er enig med dig i, at "Læser" - og alle andre her - burde skrive under fuldt navn. Så ville man tage hans ofte begavede og interessante indlæg mere seriøst.

Men vorherre bevares for at hive den tåbelige "Godwins lov" frem i den - eller snart hvilken som helst - anledning.

Den politiske debat i Danmark er efterhånden så betændt, at det ofte kan være yderst relevant at sammenligne med tidligere tiders totalitære eller racistiske fænomener.

Sørgelig men sandt - og derfor bliver påberåbelse af Godwins Lov bare til en falliterklæring på grund af manglende argumenter.