Læsetid: 6 min.

Læserbreve

24. januar 2008

Hønsegården

Stefan Kjerkegaard, Århus

Kære Jette Hansen. jeg indrømmer gerne, at mit læserbrev var primitivt, men det var for at komme på bølgelængde med dit første perfide indlæg. I dit næste ondskabsfulde og frustrerede indlæg forsøger du så igen at skjule din personhetz bag det, du kalder 'faglige' argumenter. Dertil kommer, at dine argumenter stadig ikke holder. F.eks i det du citerer mig for: "En roman er jo ikke afgrænset til de ting, der står på siderne, slet ikke i dag, hvor meget omkring en romans udgivelse ofte hører med til iscenesættelsen, ja til romanen selv." Lige præcis hvor, i dette citat, kan du se, at jeg argumenterer positivt for det ikke-autonome værk? Det er en konstatering. Ikke en vurdering. Du skriver, at "der er tale om en helt principiel diskussion, der handler om, at litterater må kunne fremsætte bare nogenlunde konsistente litteratursyn, hvis de vil være troværdige autoriteter." Jamen, så diskuter dog det i stedet for mig, kvindemenneske! Jeg lader sådan set gerne min tvivl angående de nye romaners mangel på autonomi udstille. Romer stiller sig til en vis grad i vejen for sit værk, men bogen er stadig mere interessant, end han er. Sådan er det om muligt ikke i Leines tilfælde. Men man kunne godt forestille sig kunst, der er på den måde. Marcel Duchamp måske? Det gør dog ikke automatisk nogen af delene bedre end noget andet, men man må have vekselvirkningen med i sine overvejelser.

Så, ja, jeg har to forskellige perspektiver på det samme fænomen, men deraf kan man næppe konkludere, at min faglighed mangler, eller at hele universitetsverdenen er af lave. Hvor dit syn på mit syn i læserbrevene måske er skarpt, fordi du er hævngerrig, dér er dine konklusioner ekstremt eksalterede, fordi de ikke er fagligt baserede. Du har læst mine læserbreve, aldrig noget af min forskning, og det er på den baggrund, du udtaler dig. Husk venligst på det, før du ser rødt igen, hvis du ellers gør det?

Shakespeares sonetter

Benny Stausholm, pens. overbibliotekar og translatør, Holte

Line Krogh har oversat Shakespeares sonetter, som er udgivet på Attika med tegninger af Hans Ovesen og med originaldigtene gengivet. Det er en fortjenstfuld gerning og en uhyggelig svær opgave. Hun skriver i forordet, at hun efter flere Shakespeare-iscenesættelser blev opfordret til at tage fat på sonetterne. Det var nogle rigtig gode teateropførelser, så man forstår godt opfordringerne. Men det er to meget forskellige udfordringer.

Når man har sagt fortjenstfuld, hænder det, at der følger et men med som rosin i pølseenden.

Mit men går på, at jeg synes, for meget af Shakespeares sanselige legemliggørelse, død og helvede, blodig elskov, skæbnens slynger og pile eller hvad man nu skal kalde det, er blegnet, ja pist væk borte.

Et enkelt eksempel er. 1. sonet hos Shakespeare:

From fairest creatures we desire increase
That thereby beauty's rose might never die

Lines gengivelse:

Af velskabthed vi ønsker stadig mer
så skønhedsrosen derved aldrig døde

Jeg synes, med hævet pegefinger, at velskabthed bliver abstrakt i stedet for som der står "skønnest' skabning" (nam-nam), og skønhedsrosen er vist ny i plantekataloget. Jeg nøjes med de to linier, som jeg læser sådan:

Af skønnest' skabning attrås mer og mer
så rosens skønhed aldrig skulle dø

Bogens tegninger er gjort af arkitekt Hans Ovesen, lektor på Kunstakademiet. Tak til Line Krogh for udgivelsen. Den skal nok give læsere med mod på sonetterne, især Shakespeare in English med hjælp om budskabet gennem oversættelserne.

Om Serbien

Søren Krarup, København K.

En mig ukendt Paul Smith, der kalder sig historiker og er bosat i Århus C, udslynger i Informations bogtillæg 17.januar de groveste ord og beskyldninger mod mig og Tidehvervs forlag, fordi vi har udgivet en bog om Kosovo-spørgsmålet. Jeg agter ikke at røre ham med en ildtang. Hans ord stempler ham. Men jeg vil gerne gøre opmærksom på den fornemme forfatter, han således bagvasker, og de fremragende bøger om spørgsmålet, som hun har skrevet. Monica Papazu har jeg kaldt for Guds gave til dansk åndsliv, og jeg mener det. Hendes forfatterskab er så åndfuldt, dybtgående og enestående i dagens Danmark, at det er et testimonium paupertatis for os, når hun ikke er mere kendt og hædret. Den dansker, der ikke har læst Monica Papazu, kender ikke sit lands egentlighed. De to bøger, hun ud fra sit kendskab til Balkan har skrevet om Kosovo og det serbiske spørgsmål, er derfor af en indsigt og en sandhed, som reducerer det meste af anden litteratur om emnet til løs snak. Den første bog, Det sidste slag på Solsortesletten. Den nye verdensorden - den nye totalitarisme, blev udgivet på Tidehvervs Forlag i 1999. Den seneste bog, Kosovo - frontlinjen mellem kristendom og islam, er udgivet på forskningsforlaget Rafael i 2007. Læs dem! Sæt jer ind i spørgsmålets sande sammenhæng! De er af et format og en dybde, som gør dem uundværlige i enhver debat om Kosovo, Serbien, Europa - og Danmark.

Socialkontoret

Jan Thielke, formand, Danske skønlitterære Forfattere

Det er ynkeligt at høre to lektorer fra Danmarks Biblioteksskole Jack Andersen og Nanna Kann-Christensen ønske sig en fordomsfri debat under overskriften 'De glemte forfatteres socialkontor'. Hvis bibliotekerne er 'socialkontor,' er det for en stand af chokerende uambitiøse formidlere, som med lønninger kun en meget lille gruppe forfattere kan gøre sig håb om at nå, har svigtet kvalitetslitteraturen. Og ikke svigtet ved et uheld. Men som princip. Som ideologi.

Det har siden 1980'erne været karrierefremmende i biblioteksverdenen at fremkomme med den 'nytænkning,' som Pernillerne Schaltz og Drost fremkommer med - henholdsvis ny chef for Københavns Hovedbibliotek og formand for Bibliotekarforbundet. Og som støttes så uendeligt varmt af Biblioteksstyrelsens chef Jens Thorhauge. Har årtiers politik med massiv satsning på nye medier (hvoraf flere for længst er døde) og på massive indkøb af bestsellere haft den forudsatte effekt?

Nej. I 25 år er udlånstallet faldet støt og roligt. Alt imens man har svigtet sin - lovfæstede - forpligtelse på kvalitet, legitimeret i en pseudopostmodernistisk eller pladdersociologisk forståelse af, at alt ikke bare er lige godt, men at det populære og det lettilgængelige er det, som er bibliotekernes altoverskyggende opgave at formidle. Det, som formidler sig selv.

Strategien har været fejlslagen i årtier, men kaldes også i denne ombæring for nytænkning. Ja, for en 'vision'.

I et interview i Berlingske henviser Brian Mikkelsen til en forsøgsordning, som han selv satte i værk, og som gik ud på, at udvalgte kommuner fik ekstra mange øremærkede bogpenge.

"Forsøgsordningen viste, at alene det, at der er mange bøger til rådighed, får udlånet til at vokse," sagde Brian Mikkelsen.

"Det er vigtigt, at denne debat ikke køres ud på et sidespor af personer, der primært taler bogens sag, men at debatten angår bibliotekets sag," skriver Jack Andersen og Nanna Kann-Christensen. Som forfattere er vi udmærket klar over, at bibliotekarernes primære sag er deres stillinger. Og vi er udmærket klar over, at der findes diverse nye medieplatforme, hvor man kan læse, høre og opleve litteratur, hvilket er aldeles glimrende, men det rokker nu altså ikke ved det altoverskyggende faktum, at bogen er det bedste og fremmeste medie for litteraturen i al dens mangfoldighed og fornyelse.

Det kan nysprog og mumbo jumbo ikke løbe fra.

Det danske Biblioteksvæsen har været forkælet med bred opbakning fra danske forfattere. Smalle såvel som populære. Det er ikke nogen selvfølge. Slet ikke med den politik, der køres ud i det ekstreme nu. Hvis biblioteket ikke adskiller sig væsentligt i udbud fra den lokale boghandel, Fona-butik eller netcafé, hvorfor så ikke overveje at droppe biblioteket helt og give hver borger et klippekort til de nævnte butikker og spare bibliotekarerne?

De frigjorte midler kunne - ud over klippekortene direkte til den enkelte borger - bruges på direkte forfatterstøtte. Og på udbygning af lokale kultur-infohuse. Og på omskoling af hele mængden af bogtrætte bibliotekarer.

De skulle jo nødigt ende på socialkontoret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"En mig ukendt Paul Smith, der kalder sig historiker og er bosat i Århus C, udslynger i Informations bogtillæg 17.januar de groveste ord og beskyldninger mod mig og Tidehvervs forlag, fordi vi har udgivet en bog om Kosovo-spørgsmålet. Jeg agter ikke at røre ham med en ildtang. Hans ord stempler ham. "

Til dem, der ikke forstår, at Gretelise Holm ikke gad diskutere med Krarup: Kan det forklares tydeligere hvorfor?

Til orientering for læserne, er Per Vadmand efter eget udsagn "en sur, gammel fritidsjazzmusiker".

Jeg vil for egen regning tilføje, at han tilsyneladende ikke har opdaget, at 70erne er slut.

Til gengæld skjuler jeg mig ikke bag fjollede dæknavne, men "fægter med åben pande."

Og så vidt jeg kan se, er det Blüdnikow og co., der stadig befinder sig midt i 70'ernes pudekampe.

Vadmand,

ved du, hvad denne Paul Smith har skrevet om Krarup? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at det er sådan i dette land, at rent personlige, usaglige og hadske angreb på Krarup ikke falder ind under den dårlige tone, som mange ellers klager over ...

ps: Monica Papazu har i hvert fald skrevet god bøger om HC Andersen og Ionesco! Hun er i øvrigt rumænsk-ortodoks og tilknyttet Tidehverv (så meget for Tidehvervs nationalxenofobiske protestantisme!)

Klaus, jeg har læst Smiths indlæg - som sod i Information for et par dage siden. Det var et sobert og behersket indlæg, der påpegede, at den omtalte bog udelukkende ser Kosovo-konflikten fra de ortodoks-religiøse serberes side. At dette indlæg "belønnes" med en sådan møgspand fra Krarup, er forstemmende, men ikke overraskende.

Og hvad angår "usaglige og hadskke angreb" har Krarup selv slået tonen an, idet han konsekvent sviner folk til, der sætter det mindste spørgsmålstegn ved et eneste ord, han har skrevet.

Her er et tilfælde, hvor der ikke er tvivl om ægget og hønen.

At Søren Krarup og DF er imod albanernes selvstændighedsønske, er ikke overraskende, eftersom DF er så islamofobiske. DF er på alles side, bare de siger "Vi kæmper for kristendommen, mod Islam" ... Og det er det serberne prøver at gøre, selvom albanerne ikke kun er muslimer, men en blandet religiøs befolkning. 2 af deres folkehelte er katolikker, nemlig Gjergj Kastrioti, og Moder Theresa. Men man hører aldrig om de kristne i Kosova, fordi det ville ikke passe i serbernes skræmmebillede af Kosova som en bastion for radikal Islam.

Albanerne fortjener selvstændighed, og de skal nok få det. De har altid beboet Balkan halvøen, selv før serberne som indvandrede mellem det 5. og 7. århundrede.

Som konklusion - DF er stadig de samme små skræmte mennesker, som prøver at skræmme endnu flere mennesker, og gøre livet så uudholdeligt for dem som muligt.

PS. DFs grund til at sige nej til Kosovas selvstændighed er, at det strider imod FNs charter ... Men var det ikke det samme parti som var den afgørende stemme på vægtskålen da Danmark fulgte USA, og angreb Irak - Uden FN mandat. Er jeg den eneste som føler, at DF kun følger FNs regler, når de synes? Hyklere...

Michaela Brühl

Tillykke til FN, fordi de ikke udpegede Helle Thorning til flygtningehøjkommissær. Det ville have været en skandale med den flygtningepolitik, hun står for.
Asger Boertmann
Johs. V. Jensens Allé 26, 2
2000 F