Læserne skriver

Skøre ideer

Jens Chr. Skou, professor emeritus og nobelpristager, Århus

Konkurrence om forskningsmidlerne fra fonde er nyttigt for den frie forskning, mener Videnskabsministeren. Ja, men han glemmer en ting, nemlig at en ikke ringe del af de videnskabelige fremskridt skyldes 'skøre' ideer, som viser sig at være rigtige, og 'skøre' ideer har vanskeligt ved at konkurrere, de bliver som oftest lagt nederst i bunken, når der er konkurrence om pengene. Mon ikke de fortrinsvis findes blandt de cirka 35 pct. af ansøgningerne, som forskningsrådene ikke finder støtteværdige?

Videnskabshistorien vrimler med eksempler, men lad mig blot nævne to vigtige eksempler, som har været med til at ændre vores tilværelse, og et mindre vigtigt. Albert Einsteins ide; at tid og rum er relative, mens lysets hastighed er absolut, og den maksimalt opnåelige. Det var så 'skør' en idé, at intet universitet ville ansætte ham.

Alexander Fleming fik den 'skøre' idé, at man kunne finde et stof, der kunne dræbe bakterier uden at beskadige organismens celler. Hans chef troede ikke på ideen og modarbejdede ham. Infektioner bekæmper man ved at styrke immunapparatet ved vaccination. Stoffer, der kunne slå bakterier ihjel, måtte være toksiske over for celler, og kemoterapi ville aldrig kunne anvendes på mennesker, var hans holdning.

I 1957 foreslog jeg, at et enzym i cellemembranen er den pumpe, der udvekslede joner over cellemembranen.'Skør idé' var reaktionen. Et enzym er en katalysator, der fremmer hastigheden af spaltningen af et stof. Hvordan skal et enzym kunne transportere joner. Det tog otte år at få ideen alment anerkendt. Heldigvis var ingen af de nævnte 'skøre' ideer afhængige af fondsmidler. Tror Videnskabsministeren virkelig, at den slags og lignende 'skøre' ideer har en chance i fri konkurrence om pengene?

De 'skøre' ideer, der fører til noget, fanger man kun med forskningsfrihed, og med penge til at udøve denne frihed. Og dermed med villighed til at satse og afskrive de beløb, det koster, at der er ideer, der ikke fører til noget.

Penge til forskning

Helge Sander (V), videnskabsminister

Nobelprismodtager, professor og æresdoktor Jens Chr. Skou slår i Information til lyd for, at vi skal have mere fri forskning, og at denne i stigende grad skal finansieres via universiteternes basismidler. Lad mig minde om, at der med globaliseringspuljen i 2006 blev givet et betydelig løft til universiteternes basismidler.

Uanset om vi kigger på de konkurrenceudsatte midler og basismidler eller den frie forskning og den strategiske forskning, så har der aldrig før været så mange forskningsmidler til rådighed som i dag. De stigende forskningsbevillinger, der uddeles i konkurrence, findes altså ikke på bekostning af de øvrige forskningsmidler. Globaliseringspuljen giver et bredt løft til alle former for forskningsfinansiering. Dette omfatter også et øget fokus på talentpleje med flere midler til f.eks. ph.d'er og forskere på de første karrieretrin.

Disse kendsgerninger glemmes stort set altid i den offentlige debat om forskningsbevillingerne.

Hidtil har andelen af basismidler været ca. 60 procent, mens forskningsmidler udbudt i konkurrence har udgjort omkring 40 pct. Regeringen ønsker, at andelen af bevillinger udbudt i konkurrence skal være højere. For gennem konkurrence om midlerne, som fordeles af de forskningskyndige, sikrer vi den bedste kvalitet, hvilket vi både skylder forskningsmiljøerne og skatteyderne.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke kan gøre det bedre, kan gøre ansøgningsprocessen mere enkel og mindre tidskrævende. Derfor lytter vi naturligvis løbende til substanskritik af vores forskningsråd, fonde mv. og drøfter, om vi kan forenkle regler og procedurer.

Tysk trafik

Otto Jarl, Bagsværd

Her fra dette nytår begynder man i Tyskland virkelig at gøre noget reelt for at begrænse køretøjers forurenings- og CO2-gener i byernes centrum. Allerede fra 1. januar skal man i flere tyske byer bl.a. i Berlin have miljøgodkendt busser, lastvogne og personbiler for at få lov til at køre ind i centrum, uanset om de kører på benzin eller diesel. Flere byer og områder i Tyskland vil inden for de nærmeste år følge efter med krav til trafikanterne om at erhverve et miljøgodkendelsesmærkat til deres køretøj. Danske bilister, der kører i Tyskland, er også omfattet af de tyske regler.

Der har i Danmark ikke været megen blæst om det, hvilket kunne hænge sammen med, at regeringsflertallet ikke bryder sig om det tyske initiativ. Ganske vist vil der til sommer være krav om miljøgodkendelse af diesel- lastvogne og busser, men det er langt fra nok. Hvis der virkelig var vilje til at begrænse forureningen i de større danske byer, skal miljøgodkendelsen også omfatte personbiler og benzindrevne køretøjer. I København kunne det betyde, at der kun burde være adgang for miljøgodkendte køretøjer indenfor Ring 2.

København er en gammel by, hvor forureningen hænger nede i de smalle gader. Samtidig er dele af den danske bilpark gammel og derved særlig forurenende. Regeringen taler meget om begrænsning af partikeludledning, CO2 og klimaændring. Lad os nu se noget handling som i Tyskland: indførelse af miljøgodkendelse af køretøjer.

Sløjf en station

Per Vadmand, Ringsted

De Storebæltsforbindelsen overskred sit budget, pålagde regeringen dem så store besparelser, at man måtte nøjes med det ene spor på vestbroen. Da metroen gjorde det samme, sløjfede man tre af stationerne -

Nå nej, det er jo kun DR, man behandler på den måde.

Tak DR2

Henrik Strube, København Ø

Tak til DR2, der viste filmen: Irak - kvindernes historie 7.januar. Filmen fulgte lægen Rayya på en livsfarlig færd til den krigshærgede by Qaim, hvor hun arbejdede for de mange kvinder og børn, der har mistet fædre og ægtemænd. Byens hospital ligger i ruiner efter amerikanske bombeangreb, og mange har tabt alt - deres hjem, familie, mor, far, brødre søstre, arbejde, indtægtsmuligheder og tro på tilværelsen. I det, der var tilbage af hospitalet, så vi, hvordan Rayya kæmpede med at hjælpe børn til verden i murbrokkerne, vi så den fortvivlende mangel på medicin, rent vand og basale nødvendigheder.

Raya og hendes iranske kolleger - i øvrigt flere mandlige - sygeplejersker, udviste beundringsværdigt mod og en tro på livet - på trods af ulykkelige vilkår.

Den kvindelige instruktør tog os med til Basra. Her forsøger forskellige religiøse grupper af voldsmænd på bedste fascistiske vis at undertrykke familier med vold og terror. Familier, som vil bakke op om deres døtres muligheder for at leve frit, få en uddannelse, dyrke sport, deltage i samfundslivet og vælge, om de vil gå med tørklæde eller ej.

Danske politikere, som bakkede op omkring amerikanernes angreb på Irak: Erkend jeres medansvar for katastrofen. Sig, at I aldrig mere vil gå med til at legalisere sønderbombning af en forsvarsløs civilbefolkning. Og sig, at I vil gøre alt, hvad I kan for at finde nogle politiske muligheder for at afbøde de værste følgevirkninger af at denne ulykkelige, historiske fejltagelse.

Forsikringssnyd

Arne Würgler, Hellerup

Danmark er som bekendt et meget lille sprogområde, hvor det næsten er umuligt at være fuldt beskæftiget som udøvende kunstner. Dertil kommer, at lønningerne til de fleste kunstnere er meget lave. Mange kunstnere tegner derfor fornuftigvis en forsikring, helt på samme måde som man tegner sig andre forsikringer her i livet. Forventningen ved tegning af forsikringen er, at man er sikret en minimumsbetaling via sit kunstneriske arbejde. Ved at tegne en forsikring, så indgår man at et væddemål: Forsikringstageren regner det for sandsynligt, at en skade kan ske, omvendt regner forsikringsgiveren med, at det nok skal gå. Det er det enkelte kontraktforhold, som vores beskæftigelsesminister nu vil løbe fra. Nu skal den forsikrede (kunstneren) ved manglende indtjening som udøvende kunstner ikke have sin lovede erstatning, som ellers var en klar forudsætningen for kunstneren, da han tegnede forsikringen. En forsikring som han/hun i øvrigt ofte har betalt til i mange år. Nu skal kunstneren minsandten selv ud og hente sine penge et helt andet sted.

Argumentet er, at samfundet mangler arbejdskraft. Et sådant argument har efter min mening kun sin relevans, hvis der var tale om en direkte social understøttelse ved manglende mulighed for at få et arbejde af enhver art. Det savner enhver fornuft i forhold til en forsikringsordning, tegnet af og betalt til af ikke mindst en stor gruppe kunstnere, der alle har betalt ud fra en årelang forventning om at kunne få en erstatning, hvis deres indtjening og jobmuligheder inden for deres kunstneriske arbejde ville blive formindsket for en tid.

Vand på taget

Jørn-Ole Andreasen, Århus

'I Danmark gror der mos på taget,' hedder det i overskriften på en flot opsat artikel om bæredygtigt byggeri den 4. januar. Uden et ord om vand. Rent vand er åbenbart stadig noget, der dukker op i en hane på væggen, mens det beskidte lige så sporløst forsvinder i et hul i gulvet. Bæredygtigt?