Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
8. januar 2008

Borgerskabets skamløshed

Paul Eric Lantzer, Rågeleje

Landets statsminister, hans ministre og deres støtteparti er berygtede for deres debatniveau. Bedre bliver det ikke, når de ofte uhindret får lov at fremture. Det seneste eksempel på dette er et telegram fra Ritzau, udsendt den 5. januar 2008 kl. 14.39, hvori statsministeren fuldstændig afviser fagforeningers kritik af hans nytårstale som indblanding i forårets offentlige overenskomster. Samme telegram fortsætter med følgende kommentar fra statsministeren, hvori det lille ord 'begærligt' optræder:

"(-) Det skurrer noget i ørerne at høre den kritik fra fagforeninger, som begærligt rakte hånden ud, da Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti var fremme med planer om at lægge fem milliarder kroner oveni til lønforbedringer."

Ja, hvad skal man kalde det? Usmageligt? Frækt? Eller 'blot' endnu et udtryk for borgerskabets skamløshed? For hvem er det, der begærligt har raget til sig under den regering, som siden efteråret 2001 har skamredet dette land, hvis ikke netop borgerskabet med Venstre og Konservative i spidsen?!

Rystende at en sådan udtalelse fra landets statsminister kan få lov at passere ukommenteret. Det lille ord 'begærligt' taler sit klare sprog om afsenderen, og det burde kalde på en reaktion i vide kredse

Kom de?

Karin Skrydstrup Hegelund, Frederiksberg

Interessant artikel, Mette-Line Thorup skriver 4.januar om bryster og seksualitet. Det undrer mig bare at hun skriver, "..at bryster kommer i alle størrelser..." Jeg mener da ikke, at bryster kommer? Kvinder kommer. Og mænd kommer.

EU og integration

Adnan Meki, Næstformand i Rådet for Etniske Minoriteter

EU-samarbejdet omkring integrationen af Etniske Minoriteter fungerer allerede i dag rigtig godt, men der er stadig plads til nytænkning og yderligere initiativer.

På et møde i Thessaloniki i juni 2003 udtrykte Det Europæiske Råd tilfredshed med oprettelsen a Migrationsnetværk (EMN) og foreslog endvidere, at man skulle undersøge muligheden for at oprette en permanent struktur i fremtiden. I den sammenhæng deltog jeg på vegne af Rådet for Etniske Minoriteter i Bruxelles 18. december i et arbejdsgruppemøde under EU-kommissionen om oprettelsen af et europæisk forum for flygtninge og indvandrere. Jeg ser frem til realiseringen af et sådant permanent netværk som endnu et skridt i den rigtige retning mod et udvidet europæisk samarbejde på integrationsområdet.

Et andet aktuelt EU-støttet tiltag, som er værd at nævne, er 'Eurocities-netværket'. På Eurocities-konferencen den 5. og 6. november 2007 blev Milano-deklarationen om integration af Etniske

Minoriteter underskrevet - deklarationen er et signal om, at der fortsat vil være klart fokus på en styrket integration i EU-regi. Et konkret tiltag under Eurocities-netværket er projektet 'Integration cities', som har til formål at fremme integrationen i 12 større byer i Europa. Projektet begyndte i august 2007 og løber indtil januar 2009. Projektet har til formål at samle information om gode integrationstiltag i de 12 deltagerbyer.

Den 4. stats-magts død?

Karl Johan Rump, Frederiksberg

Tak til Information og til Lone Kühlmann for hendes skarpe Mediekommentar 4. januar: 'Væsentlighed er død'. Dejligt at Information giver 'husly' til dette mere og mere væsentlige områder for vores samfundsudvikling. Hun og Lasse Jensen er dem, vi må klamre os til, når jeg som almindelig 'ordentlig' samfundsborger stadig tror på, at det er vigtigt, hvordan og om hvad vi bliver informeret.

I P1, som har været et af lyspunkterne, mærker vi nu den manglende kvalitetssans i besparelserne. Men som Lone K. skriver hvor skal vi gå hen ?

I P1 bliver 'Coaching' det nye flagskib. Når man som mangeårig læge i børnepsykiatri kender til vigtigheden af supervision på et substantielt niveau, så sukker man over, at et modebegreb som coaching får lov at fylde i et seriøst radioprogram. Men OK for en periode.

Værre er det, hvis journaliststanden, som jeg har værdsat så højt, går 'David Trads-vejen' - "Nærhed, identifikation, og sensation," som Lone K. citerer ham for som essensen af journalistik i dag. Han var jo for en kortere periode chefredaktør på Information, men satte sig gudskelov ikke varige spor. Længe leve en så usminket kommerciel holdning, man tilgiver ham, han leder jo en gratisavis. Men! Hvordan kan nogle mene, at aviserne overlever via gratisaviser. Som 'rimelig' oplyst borger er det, som så meget andet i tiden, 'nysprog' at de har navn af avis. Det er jo ugeblade, der udkommer dagligt. 'Ugedagblade' burde de hedde, så man ikke forveksler dem med de aviser, som er baggrunden for, at vi har et oplyst demokrati.. Hvis ikke vi passer på, så uddør den 4. statsmagt med dem.

Alt for damerne på P1

Conny Fahlgren, Holbæk

For et år siden fik jeg en DAB-radio. Jeg havde længe glædet mig til at høre en masse dejlig litteratur oplæst af skuespillere - ingen kan gøre det som dem. Og DR ligger jo inde med et kæmpeskattekammer fyldt med dette. Få måneder senere var kanalen fjernet! Sidste fredag i året 2007 fik jeg et chok, da Claus Hagen-Petersen afsluttede en af mine yndlingsudsendelser på P1 med ordene: "Det var så den sidste Ugen på spidsen".

Dagen efter blev et andet af de allerbedste programmer på P1 afsluttet med: "Det var så den sidste 'Lige Lovligt'". Programmet 'Eksistens' er det gået lige så. Når jeg hører radio, vil jeg have kvalitet. De nævnte programmer er alle af allerhøjeste kvalitet og giver lytteren analyser, viden og baggrund inden for vigtige, lødige og aktuelle emner. Nu er de bare fjernet - råt og brutalt.

Hvem bestemmer, hvilke programmer, der skal fjernes? Det kan ikke være mennesker, som synes, at det er vigtigt at få viden om og indsigt i samfundsfænomener (er det Plummer?). Hvor jeg dog allerede savner de programmer, som blev fjernet for en uge siden! Og så læste jeg i dag, at der kommer et nyt på P1, der hedder 'Coaching', med en programvært fra Alt for Damerne! Kommentarer til dette turde være overflødige!

DR er forringet

Hanne Thygesen, Fårup

DR-Deadline havde 2. januar et indslag om Ingolf Gabolds berettigede beklagelse over besparelser i DR. Man er ved at blive tosset over at høre de borgerlige politikere, her Venstres kulturordfører, sidde og påstå, at der præcis er tilført et antal millioner på samtlige områder, hvor enhver, som følger lidt med, ved, der er sparet. Kulturministeren påstår det samme og henholder sig til de urealistiske kontrakter, regeringen påtvinger hele det offentlige niveau, uden at pengene følger med.

DR - såvel tv som radio - er forringet kraftigt de sidste år, og det bliver værre i 2008. Næsten alle programmer med indhold er eller bliver fjernet. De dygtigste journalister er afskediget, og specialister, som ved noget om deres fag, er ude af billedet. I stedet sidder Cepos-drengene konstant og udbreder sig med deres lærebogsteorier om både dette og hint.

Hvorfor skal vi seere og lyttere straffes, fordi politikerne sammen med DR's daværende ledelse har fejlet så eklatant, som tilfældet er med byggeriet i Ørestaden.

Vi vil have ordentlige programmer med indhold og viden - og fri os for flere usikre generalister og al deres 'underholdende' snik-snak. Vi betaler licens for at have en kulturinstitution, og det er ikke hele Danmark, som har det kulturniveau, som borgerlige politikere tilsyneladende har.

Hjælp Posthusteatret

Tove Rump, Hillerød

I håb om at et læserbrev kan være et lille bidrag til at øge mulighederne for Posthusteatrets bevarelse, vil jeg gerne hermed tilslutte mig det kor af stemmer, der i et læserbrev i Information i weekenden appellerede indtrængende til diverse instanser, herunder Københavns borgmestre for teknik/miljø og kultur/fritid om at gribe ind for at sikre Posthusteatrets fortsatte eksistens.

Posthusteatret er en lille oase af helt særlig kulturel betydning, og det vil være intet mindre end tragisk, hvis dette sted, der er opbygget gennem så mange år ved et usædvanligt personligt engagement, måtte lukke dørene på grund af støj fra et diskotek!

Fejl i læserbrev om EU

I et læserbrev fra Morten Vejlgaard Just i weekenden står der fejlagtigt: "EU var blot samme fejltagelse med nye aktører." Der skulle have stået: "EU var blot samme fejltagelse mod nye aktører." Teksten blev dermed misvisende. Fejlen er redaktionens - vi beklager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her