Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
7. januar 2008

Prisen på olie

Steen Mechlenburg, Tranekær

Prisen for en tønde olie har nu rundet 100 dollar, og hvad gør vi, der har så hårdt brug for den olien: Vi fører kostbare krige for idealistiske mål som demokrati og folkenes frihed. Kan det virkelig være rigtigt ?

Deres eget værk

Gert Petersen, fhv. MF og partifmd., Albertslund

Morten Vejlgaard Just (MVJ) har fat i en rigtig ende, når han i kronikken 2. januar skriver, at det er en yderst tvivlsom sag at ville indføre demokrati med væbnet magt udefra. I de fleste tilfælde er det slået fejl, og i Irak, Afghanistan og Kosovo, ser det mildt sagt ikke lovende ud. Det er faktisk kun lykkedes i Tyskland og Japan efter 1945, og det var under helt specielle omstændigheder.

Men MVJ's rigtige konstatering er ikke tjent med hans udsagn om, at den tyske Weimar-republik (1919-33) er et eksempel på, at det går galt, hvis man udefra og med væbnet magt påtvinger et andet land demokrati. For den holder ikke. Weimar-demokratiet skyldtes ikke indblanding udefra, men Tysklands militære nederlag på Vestfronten i efteråret 1918 og arbejder- og soldaterrevolutionen i november. Disse begivenheder førte til fjernelse af de mest krigeriske feltherrer, kejserens afgang, udråbelse af republikken 9. november 1918 - og næste dag indgåelse af en 'pagt' mellem Wilh. Groener, hærens nye chef, og Friedrich Ebert, formand for Socialdemokratiet (SPD), revolutionens bærende parti. Den betød, at hæren accepterede omvæltningen, mod at SPD lovede, at den ikke ville antage radikale former som i Rusland. Kronen på værket blev sat med valget 19. januuar 1919, hvor SPD blev langt det største parti, og i Weimar, hvor 78,1 pct. af de delegerede vedtog en ny forfatning.

De allierede var på ingen måde blandet ind i denne proces. Faktisk modarbejdede de den ved at stille så hårde ultimative krav, at alle tyske partier, inklusive SPD, afviste dem. Men til sidst gik SPD (og Zentrum) med til at underskrive under protest. Det blev med held brugt af det tyske højre - med henblik på at afskaffe demokratiet.

Tysklands skæbne i 1918 og de følgende år er ikke et eksempel på, at demokrati påtvinges udefra. Det var tyskerne selv, der afskaffede kejserdømmet (som i øvrigt ikke var et egentligt diktatur) og indførte parlamentarisk demokrati. Uden den ringeste hjælp - hverken med eller uden gåseøjne - fra andre stater. At hævde noget andet, er både urigtigt og en underkendelse af den revolutionære kraft, det tyske folks flertal dengang lagde for dagen.

Et gensvar

Morten Vejlgaard Just, Frederiksberg

Da der i disse spalter er blevet flittigt kommenteret på min kronik om EU - den store illusion, vil jeg her komme med et kortfattet gensvar.

Først vil jeg gerne undskylde over for professor Niels I. Meyer, at dennes garvede EU-øjne skulle forulempes af den 'rodede kronik'. Alligevel vil jeg dog appellere professoren til at genlæse kronikken og møde den med samme idealistiske og perspektivrige briller, som han og minoritetspartiet appellerede det danske vælgerkorps til at have over for ideen 'borgerløn'.

Samtidig vil jeg fremhæve over for Meyer og Lave K. Broch, at der i kronikken står skrevet, at Nej-Danmark primært, og altså ikke udelukkende, består af xenofobiske og fremskridtsangste grupperinger. Uagtet, om man kan lide det eller ej, må man blot konstatere, at det er DF, der løber med mediefokuset, når der tales EU.

Til Asger Sams Granerud vil jeg sige, at nej, Europa og EU er i dag ikke identiske størrelser, naturligvis ikke. Institutionen EU er skabt og udvidet med grænsekonstruktionen Europa som ramme. Det ligger i EU's afsæt, at EU aldrig kan brede sig ud over denne ramme. Hvorfor? Det er det spørgsmål og den kritik, jeg rejser i min kronik.

Slutteligt vil jeg gerne takke Rolf Czeskleba-Dupont for en givende nuancering af min beskrivelse af freden i Versailles, der blot understøtter og underbygger min analyse: EU var ikke en væsentlig forbedring af Versaillesfreden. EU var blot samme fejltagelse med nye aktører - måske med samme fatale konsekvenser?

Miljøzone-mærker

Axel Jensen, Hasselager

Information bringer fredag en artikel om forurenende biler, som skal ud af Berlin. Men tanken er, at de skal ud af hele landet på sigt.

For eksempel sysler Flensborg, som hundredetusindvis af danskere besøger hvert år, med at indføre den såkaldte 'umwelt-plakette'. For bødepengene går til kommunekassen. Og den fattes likvider.

Men Information manglede en vigtig information, som jeg synes læserne skal have med: Man kan købe 'plaketten' i Danmark hos applus bilsyn. Den koster 160 kroner i forbindelse med syn, 200 kroner uden. Det er billigere end i Tyskland. Se under: www.umwelt-plakette.de - siden er også på dansk. Og applus.dk

Ukritisk tv

Torben Andreas Krapper, København V

Det er ikke alene DR (Københavns Radio), der pludrer om morgenen. TV 2's 'Go'morgen Danmark' er også i uhyggelig grad forfærdelig. Dette program starter oftest med det sædvanlige papegøjepladder, hvorefter man i påfaldende mange tilfælde skifter om til rollen som mikrofonholder for Søren Gade eller Løkke Rasmussen eller et tredje regeringsmedlem - når det går højt minister Hedetur.

Programmet er støvsuget for kritiske spørgsmål, og det virker, som om hovedformålet med de nævnte ministerindslag er at 'sælge' disse som menneskelige. Hvad rager det mig og offentligheden i øvrigt, hvad Søren Gade føler ved svineriet i Irak og Afghanistan. Han og hele regeringen er ansvarlige for de uansvarlige krigseventyr i de nævnte lande - det gælder også minister Møller og minister Hedetur, selv om der i medierne er en tåbelig og uforståelig tendens til at betragte de sidstnævnte som mere anstændige og i en højere moralsk klasse end resten af regeringsbanden!

Velfærd eller krigseventyr?

Jens Chr. Stausholm Christensen, Esbjerg V

Det er trist, at folk skal stresses på arbejdsmarkedet, så de bliver syge. Hvorfor fortsætte nedskæringspolitikken, da vi er et rigt land? Er en fremrykket lønregulering til offentlige ansatte et hårdt tiltrængt lønloft eller et bedrageri?

Lad dog alle på kontanthjælp, dagpenge m.v. komme i arbejde (heltid/deltid). Lad så folk i job få mulighed for deltid, som deres helbred kan klare.

Er partierne ligeglade med pensionisterne? Pensionen har i mange år ikke fulgt prisudviklingen. Det kan ikke være et økonomisk problem. Meget er brugt for at deltage i et overfald på Irak og nu have soldater i Afghanistan. Unge mennesker bør sige: "Vi vil ikke være et redskab for magt og profit" (Bush m.fl., rustningsindustri og olieinteresser). Vi har brug for et nationalt politikorps og et ditto under FN.

Og så skal vi ud af EU, så vi får vor fulde selvbestemmelse tilbage og sparer kontingentet på ca. 15 milliarder. Penge derfra går i øvrigt hovedsagelig til tåbelige landbrugstilskud. Dette sammen med nedlæggelse af militæret har vi meget mere til velfærd?

Forbehold eller undtagelser?

Victor Bjørnstrup, København

Hvilke undtagelser i det danske EU-engagement omtaler Fogh i sin nytårstale?

Dét, som den kære statsminister kalder undtagelser, kalder vi andre forbehold. Og jo, der er en stor forskel på ladningen og betydningen af ordet undtagelse og betydningen ordet forbehold. De fire danske forbehold er et udtryk for en sund EU-skepsis i den danske befolkning, udtrykt af den danske befolkning, gennem en demokratisk proces. Diverse undersøgelser understøtter en fortsat skepsis over for et udvidet dansk engagement i EU. Dette negligeres dog åbenlyst af den politiske elite med Fogh i spidsen, og det er nu besluttet, at den kommende minitraktat ikke skal til folkeafstemning.

Fogh, jeg forstår at du ønsker de danske forbehold afskaffet og Danmark implementeret som en fuldbyrdet del af ØMU'en, men hold dig fra denne platte, semi-manipulerende retorik og respektér i stedet folkets demokratiske ret: giv os (endnu) en folkeafstemning!

Revolutionær statsminister

Finn Sørensen, København S

Før valget var der råd til det hele, og politikerne måtte ikke blande sig i overenskomsterne, sagde Anders Fogh. Nu siger han, at de offentligt ansatte skal holde igen med lønkravene. Velfærd taler vi ikke om. Der er jo også sket en 'social revolution'. De rige er i hvert fald blevet meget rigere, mens antallet af danske børn, der lever under EU's fattigdomsgrænse er vokset til 75.000!

Samtidig forlanger han blind opbakning til krigspolitikken. Lissabon-traktaten må vi ikke stemme om, men forbeholdene skal væk. Man skal jo gøre sig fortjent til en international toppost.

De vælgere der bragte denne regering til magten, må da have en dårlig smag i munden?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu