Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
3. januar 2008

Korstog i Afghanistan?

Jan Krag Jacobsen, Farum

Kære Krigsminister Søren Gade.

Hey Taliban, dont Fear the Night! Fear what hunts at Night! 2. Light Recce Squadron. Afghanistan Crusade 2006-2007 står der på titelbilledet til en informationsfilm, som de danske soldater i Af-ghanistan har lavet om deres aktiviteter. Den ligger på webadressen liveleak.com.

Det fremgår heraf, at de opfatter sig som en del af et korstog. Det vil sige en religionskrig under korsets tegn mod anderledes troende. Er det en opfattelse, der deles af regeringen og af det flertal i Folketinget, der har sendt dem til Afghanistan?

Målet fuldt

Niels Senius Clausen, Kbh.Ø.

Som en del af Roskilde Universitetcenters direktion har jeg med stigende ubehag fulgt Informations kampagnejournalistik omkring udviklingen på RUC.

Jeg har i den anledning brugt mange timer på at forklare kolleger, venner og bekendte, at Informations tendentiøse artikler bygger på en pele-mele af udokumenterede påstande og dybt krænkende udsagn, garneret med sensationsprægede overskrifter og perfide personangreb.

Informations journalister bør have lang snor, men når Kristian Villesen får grønt lys til at fortsætte sin personlige vendetta, er der efter min mening tale om manglende jugement hos chefredaktionen, Så er der ikke tale om kritisk journalistik, men om ensidige betragtninger, byggende på research til dumpekarakter og fremført i en atmosfære af nedladenhed - i den åbenbare hensigt at opgejle en stemning i en for RUC meget vanskelig situation.

Eksemplerne er legio, men et højdepunkt nås 17. december, hvor overskriften lyder: 'RUC-rektor vildleder de ansatte' - det er ikke kun et meget alvorligt angreb på rektor, men på den samlede direktion. Denne overskrift fastholdes, selv om bestyrelsens næstformand i en underrubrik klart udtaler: "...at Poul Holm refererer bestyrelsen korrekt." Sådan er reportagestilen hele vejen igennem: man mærker hensigten...

Jeg har i disse dage abonneret på Information i 40 år uden afbrydelser og betragter mig selv som kernelæser. Men ved indgangen til det nye år udløber mit abonnement, og det bliver ikke fornyet. Når professionel, kritisk journalistik viger for snæversynede smædekampagner, er målet fuldt.

Anmelderens løse krudt

Uwe Max Jensen, Egå

Kunsthistorikeren Mette Sandbye besværer sig i et læserbrev 31. december over min kommentar 'Ny dansk kunst svigter' fra 27. december, hvor jeg går i rette med hendes bidrag til årbogen Ny dansk kunst 07. Min kritik af Mette Sandbyes bidrag har som udgangspunkt, at hendes omtale af en række politiske kunstnere er fordomsfuld, upræcis og overfladisk.

Pladsen tillader ikke, at jeg forholder mig til hele læserbrevet. Jeg vil derfor nøjes med at forholde mig til læserbrevets sidste del, hvor Mette Sandbye skriver specifikt om mit virke. Hun skriver: "Til en begyndelse kan Uwe Max Jensen forsøge at redegøre for, hvad det nye, kritiske eller sammenhængende politiske er i hans gentagelser af trætte avantgardegesti såsom at skide på museer, pisse på husmure eller røve vand fra Søer under titlen 'Sørøver'?"

Det er anmelderens opgave at anmelde. Ikke kunstnerens. Men når Mette Sandbye spørger, hvad nyt, der er i at "røve vand fra Søer under titlen 'Sørøver'," vil jeg give hende et svar.

Det er som udgangspunkt aldrig gjort før og kvalificerer sig alene af den grund som 'nyt'. Desuden er det en form for landskabskunst, der i modsætning til bevægelsen i 1960'erne, der arbejdede med enorme indgreb i landskabet (Robert Smithson: Spiral Jetty osv.), arbejder med et ganske lille og i en konkret sammenhæng usynligt indgreb i de foreløbigt to søer, hvorfra en spandfuld søvand er røvet. Dermed accentueres den gestus og ide, at det ikke er et indgrebs fysiske størrelse, men dets konceptuelle kraft, der er afgørende for, om et kunstværk er vellykket og interessant.

Det sidste havde Mette Sandbye nok været opmærksom på, hvis hun ellers havde format og ikke mindst faglig pli til at levere en udfoldet og seriøs kritik.

Skæg og kanel

Hans Chr. Jensen, Store Heddinge

Der skal efterhånden stærke nerver til at læse i Information. Hold kæft hvor er der mange fejl. Den 22.-23. december var den f.eks gal igen.

På side 13 i nekrologen over Peer Hultberg står der: "Den menneskekundskab, som Die Zeits anmelder omtaler, hidrørte ikke alene fra Peer Hultbergs egne erfaringer, men også fra sin mangeårige praksis som psykoanalytiker." Det kniber stadig med sin og hans. Og så bør en journalist nok vide, at den schweiziske avis hedder Neue Zürcher Zeitung og ikke Neue Züricher Zeitung, som der står.

"Vi ved godt, at Jyllands-Posten har en anden observans end Politiken, men i tiden efter Anden Verdenskrig blev skidt delt fra snot," står der i Information 21. december side 15. Det er en meget subtil adskillelse. Læserne kan godt gøre klar til en ny omgang med skæg og kanel.

En ingeniør

Pietro Cini, Bælum

En ingeniør er ikke noget geni, som det påstås - omend spøgefuldt - af Jan Lindhardt 28. december. Ordet ingeniør kommer af middelalder-latin 'ingenium'(= maskine), hvorfra også kommer engelsk 'engine' og fransk 'engin'. En ingeniør er altså et menneske, som arbejder med/bygger maskiner.

Skibsredergave

Vagn Søndergaard, København

Ja, tænk om A. P. Møller tilbød at lade bygge en stormoské i forlængelse af aksen Amalienborg-Opera-Stormoské.

En sådan gestus ville, i det Information kalder den nye guldalder, være en rigtig guldalderbaron værdigt. Hermed ville kristne og muslimer have noget at samles om i al fordragelighed: en fælles mæcen!

Kirkeministeren til ære!

Objektiv kunst?

Søren Blaabjerg, Hørning

Der er faktisk p.t. med dagens nihilistiske kunstbegreb ingen, der med nogen som helst berettigelse kan hævde at noget objektivt set er kunst, mens noget andet er noget bras.

Selv kunne jeg oprigtig talt ikke finde på at købe nogen af Thomas Kluges værker og hænge dem op over sofaen, selv om jeg havde råd, men at sætte mig til dommer over andres bedømmelse af denne 'kunstners' værker kunne jeg heller ikke drømme om. Det eneste, der i den henseende giver mening, er at sætte kunsten fri, dvs. sætte den uden for enhver statslig indblanding, herunder økonomisk. Hvordan kan man så diskutere.

Det er da ganske rigtigt, at markedet som sådan ikke kan afgøre, hvad der er mere eller mindre god kunst, men det er der altså heller ikke andre objektive kriterier, der gør - det være sig censurerede udstillinger, biennaler, kunstinvesteringseksperter eller hvad ved jeg. Kun det personlige, subjektive møde med kunsten kan for den enkelte afgøre, om dette eller hint er berettiget til denne hædersbetegnelse.

Modstand med perspektiver

Lave K. Broch, Folkebevægelsen mod EU

Det var forfriskende at læse Morten Vejlgaard Justs kronik om EU i går. Just får helt rigtigt slået fast, at EU's told- og handelsbarrierer forarmer snesevis af lande, særligt de afrikanske. Men når han skriver, at Nej-Danmark består af lettere xenofobiske og fremskridtsangste gruppering, så synes jeg ikke billedet er retfærdigt.

En stor del af EU-modstanderne i Danmark findes faktisk på venstrefløjen og den politiske midte. Men i takt med, at partier som SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er blevet mere EU-positive på ledelsesniveau, ses disse gruppers EU-modstand igennem f.eks. Folkebevægelsen mod EU, Udfordring Europa og Radikalt EU-kritisk Netværk.

At EU-modstanden generelt skulle være lettere fremmedfjendsk er derfor usandt. Det kan også ses på bl.a. Folkebevægelsen mod EU's argumenter og forslag. Bl.a. har Folkebevægelsen mod EU foreslået, at man netop skulle hjælpe de østeuropæiske lande med en slags Marshall-hjælp og bevægelsen har siden sin oprettelse siden sat fokus på EU's handelsmure mod de fattige lande - og bevægelsen er erklæret ikke-racistisk. Det kan desuden tilføjes, at den første muslimske kvinde, der stillede op til EU-parlamentet fra Danmark, gjorde det på Folkebevægelsen mod EU's liste. Det var den radikale Affra I. Khallash.

Spørgsmålet for eller imod EU deler den danske befolkning på midten, og det vil være historisk forkert kun at se på, hvad partierne i Folketinget mener - især da EU-modstanden fra centrum-venstre har været afgørende for folkets nej til EU i 1992 og euroen i 2000 og stadig er det bl.a. gennem bevægelserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mit ovenstående indlæg er kraftigt beskåret. Det bringes derfor i sin helhed her:

Mette Sandbye skyder med løst krudt

Kunstkritiker Mette Sandbye besværer sig i læserbrevet "Kunst og kritik" (se ovenstående) (Information 31. december 2007) over min kommentar ""Ny dansk kunst" svigter" (Information 27. december 2007), hvor jeg går i rette med hendes bidrag til kunstårbogen "Ny dansk kunst 07".

Min kritik af Mette Sandbyes bidrag har som udgangspunkt, at hendes omtale af en række "politiske" kunstnere er fordomsfuld, upræcis og overfladisk.

Desværre har Mette Sandbye øjensynligt intet lært af min opsang. For i sit læserbrev fremturer Mette Sandbye atter med en fordomsfuld, upræcis og overfladisk kritik.

Selvom jeg mest har lyst til at lade Mette Sandbyes læserbrev stå ukommenteret, da det ikke rigtig føjer noget nyt, endsige konstruktivt til diskussionen, mener jeg ikke desto mindre, at det fortjener en replik. Alene af den grund at Mette Sandbye er underviser på Københavns Universitet og som sådan har indflydelse på kommende generationer af kunsthistorikere og anmeldere, og en person med den ansvarsfulde og magtfulde position at uddanne unge mennesker skal nu engang ikke slippe af sted med så overfladisk en omgang, som Mette Sandbye med sit læserbrev gør sig skyldig i.

Det går galt for Mette Sandbye allerede i indledningen af hendes læserbrev, hvor hun anklager mig "for at være politisk upræcis og skyde med spredehagl i sin såkaldte politiske kunst".

Om jeg skyder med spredehagl, skal jeg ikke gøre til et anliggende her, men Mette Sandbye er på vildspor, når hun kategoriserer mit virke som "politisk kunst". Jeg har aldrig erklæret mig som "politisk" kunstner. Af den simple grund at al kunst grundlæggende er politisk, hvad enten den fungerer som en del af markedet, og dermed strengt taget understøtter de kapitalistiske strukturer, der kendetegner de vestlige samfund, eller fungerer som et alternativ til selv samme.

I min kritik af Mette Sandbyes bidrag til "Ny dansk kunst 07" skriver jeg, at hun med fordel kunne have kritiseret for eksempel kunstnerduoen Thyra Hilden og Pio Diaz for at være "politisk upræcise", da kunstnerduoen i deres pressemateriale, der er en integreret del af deres værk og virke ikke alene er upræcise, men viderebringer direkte fejlagtige oplysninger.

Da Hilden og Diaz "satte ild" på Aros-museets glasfacade som en del af deres værk "Aros on Fire. Burning the Roots of the Western Culture." belærte de i det på museet tilgængelige pressemateriale publikum om, at Danmark og en "håndfuld" europæiske lande (det var på daværende tidspunkt 20!) er "i krig" i Irak, og som et eksempel på vestlig aggression nævner kunstnerparret gudhjælpemig den muslimske invasion af Spanien.

På den baggrund opfordrede jeg derfor Mette Sandbye til i stedet at gå i rette med Thyra Hilden og Pio Diaz. Denne opfordring får Mette Sandbye til at svare med følgende bemærkning: "I min (Mette Sandbyes, red.) artikel i Ny dansk kunst nævner jeg et par anskuelige eksempler på de mest medieombejlede kunstprojekter fra 2007. Andre kunne naturligvis have været nævnt, sådan vil det altid være.

Jeg vil blot henvise til min anmeldelse af Hilden/Diaz' videoafbrænding af Vor Frue Kirke i København ("Hvorfor brænder kirken?", Weekendavisen 31. august 2007), hvor jeg netop anklagede dem for manglende politisk præcision i forhold til værkets budskab."

At Mette Sandbye overhovedet har mulighed for at flotte sig med at have fremført kritik af Hilden og Diaz er imidlertid ikke udelukkende Mette Sandbyes egen fortjeneste. Med den overfladiske tilgang til sit virke som anmelder, som hun nogle gange lægger for dagen, havde Mette Sandbye næppe - i august - fået øje på svaghederne i Hilden og Diaz' værk, hvis jeg ikke allerede havde gjort opmærksom på disse så tidligt som 24. januar 2007 i en artikel ("Aros viderebringer usandheder om Irak-krigen") på kunstsitet www.aarhus.nu.

I forbindelse med debatten om Mette Sandbyes bidrag til årbogen "Ny dansk kunst 07" kritiserer jeg desuden, at Mette Sandbye om blandt andet min kunst skriver følgende: "-og ingen kan alligevel vurdere den type "ny kunst"."

Mette Sandbyes svar lyder som følger: "Det er naturligvis en ironisk kommentar fra min side, som han (Uwe Max Jensen, red.) åbenbart ikke fatter eller også skævciterer han mig helt bevidst."

For god ordens skyld citerer jeg naturligvis Mette Sandbye korrekt, og at der angiveligt skulle være tale om ironi fra Sandbyes side, stiller jeg mig en smule tvivlende overfor. Under alle omstændigheder går en sådan ironi nemt eventuelle læseres næse forbi, når selv skribenten først ved nærmere eftertanke bliver bevidst om, at hun har formuleret noget så direkte tåbeligt, at det kun giver mening som ironi.

Til slut i sit læserbrev beder Mette Sandbye mig om at vurdere et par af mine egne værker.

Mette Sandbye skriver: "Til en begyndelse kan Uwe Max Jensen forsøge at redegøre for, hvad det nye, kritiske eller sammenhængende politiske er i hans gentagelser af trætte avantgardegesti såsom at skide på museer, pisse på husmure eller røve vand fra Søer under titlen "Sørøver"?"

Det er naturligvis anmelderens opgave at anmelde. Ikke kunstnerens. Derfor ville det være på sin rette plads, hvis Mette Sandbye i stedet for endnu engang at kaste sig ud i en overfladisk og fagligt svagt funderet nedrakning af mit værk i stedet, som jeg også efterlyste i forbindelse med hendes bidrag til "Ny dansk kunst 07", havde gjort brug af hele sit kritiske apparat frem for at skrive på en blanding af fordomme og fine fornemmelser.

Det kan endvidere blive en køn redelighed, hvis kunstnerne ikke bare skal skabe værkerne, men også anmelde dem. Men som et enkeltstående tilfælde skal jeg ved denne særlige lejlighed forklare Mette Sandbye, hvorfor mine værker ikke er "gentagelser af trætte avantgardegesti", som hun påstår i sit læserbrev.

At skide på et kunstmuseum, eller som værket rettelig hedder "I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide" (sommeren 2000), er, som Mette Sandbye fejlagtigt tror, ikke en hul gentagelse af Piero Manzonis berømte værk, hvor lort også spillede en afgørende rolle. Piero Manzoni skabte med værket "Merda d'artista" (1961) - 90 dåser fyldt med kunstnerens lort - et salgbart objekt (dåserne blev prissat efter den aktuelle pris på guld).
I min performance skaber jeg derimod et flygtigt og processuelt værk, som ikke umiddelbart lader sig omdanne til objekt, og hvis kongstanke ikke er en (ironisk) genidyrkelse af kunstnerens anale skaberkraft, men i lige så høj grad handler om at underminere kunstmuseets patent på at arrangere udstillinger på museets område.

"I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide" er dermed et magtkritisk værk, der ikke alene tydeliggjorde, men også vendte op og ned på de - indtil da - herskende magtstrukturer i museumsverdenen, hvor kunstnerne inviteres og godkendes af det kunstinstitutionelle apparat. Med mit værk underminerede jeg konkret denne kunstinstitutionelle magt og brugte i stedet Århus Kunstmuseum som scenografi for min performance. For en udfoldet gennemgang af dette aspekt af mit værk se eventuelt Gritt Uldall-Jessens kronik "Midlertidigt gavlmaleri af urin" (Information 22.12.2005).

Med hensyn til Mette Sandbyes omtale af netop mit midlertidige gavlmaleri i Brande er en udredning også på sin plads. Der var ingenlunde tale om, at jeg blot pissede på en husmur, som Mette Sandbye så apoetisk omtaler udførelsen af mit værk. Jeg valgte derimod at applicere nogle æstetiske greb på en gestus, der normalt ikke er omfattet af mange æstetiske overvejelser, men kun er funderet i en i bedste fald vis præcision i afleveringen af materialet.
Jeg benyttede mig blandt andet af det i den klassiske malerkunst så ofte anvendte gyldne snit, og derfor stillede jeg mig - i modsætning til hvad Mette Sandbye ønsker at få læseren til at tro - ikke bare op et tilfældigt sted og ladede vandet. Der var nøje overvejelser bag både udførelsen af mit værk og mit valg af lokaliteten, hvor den fandt sted, og der var heller ikke, som Mette Sandbye påstår tale om en husmur, men derimod om en gavl, således at mit midlertidige gavlmaleri gik i direkte dialog med Brandes mange gavlmalerier udført med mere bestandige materialer.

Mette Sandbye synes samtidig at være af den opfattelse, at der i dette storslåede værk heller ikke er tale om nogen væsentlig nytænkning.

Det er imidlertid lodret forkert.

Jeg er naturligvis vidende om, at Andy Warhol i sin tid pr. stedfortræder (det var Warhols assistent, der udførte den faktiske handling - men efter Warhols dessiner) pissede på sine lærreder. En praksis, der senere i en dansk sammenhæng blev kopieret af professor på Kunstakademiet Claus Carstensen. Men Andy Warhol (og Claus Carstensen) pissede på deres malerier for ad omveje at skabe et æstetisk objekt, mens jeg som den første i kunsthistorien besad modet til at erklære selve handlingen for en æstetisk gestus i sig selv.

Et tilsvarende mod havde ikke engang avantgardemesteren Jackson Pollock, da han i sin tid pissede i kunstsamleren Peggy Guggenheims pejs. Pollock undskyldte dagen efter overfor sin mæcen. Mens jeg havde modet og besad den kunstneriske konsekvens til at fastholde min gestus som kunst i sig selv, og netop derfor står værket "Vanitis", som er værkets korrekte titel, som et hovedværk i den nyere kunsthistorie samtidig med, at det er blevet en del af den folkelige kultur.

Noget tid efter mit midlertidige gavlmaleri blev en 22-årig nyborgenser nemlig fanget af politiet under udførelse af en tilsvarende handling, og han påberåbte sig straks, at han også var i gang med at udføre et kunstværk. Politiet gennemskuede imidlertid hurtigt, at der ikke lå nogen æstetiske motiver bag den unge mands tisseri op ad en mur i Mellemgade 25 i Nyborg.

Og som om ovenstående ikke kunne være mere end nok, har "Vanitis" også skrevet sig ind i retshistorien, da den dom, jeg efterfølgende fik for at have forstyrret den offentlige orden i forbindelse med udførelsen af mit midlertidige gavlmaleri, fremover danner præcedens, således at man, hvis man informerer pressen, tisser på en gavl og anser det for kunst, kan se frem til at blive dømt efter den grovere paragraf om forstyrrelse af den offentlige orden og ikke kun for at have forrettet sin nødtørft på gaden.

Til slut spørger Mette Sandbye, hvad nyt, der er i at "røve vand fra Søer under titlen "Sørøver"?"

Tja.

Det er som udgangspunkt aldrig gjort før og kvalificerer sig alene af den grund som "nyt". Desuden er det en form for landskabskunst, der i modsætning til bevægelsen i 1960'erne, der arbejdede med enorme indgreb i landskabet (Robert Smithson: "Spiral Jetty" osv.), arbejder med et ganske lille og i en konkret sammenhæng usynligt indgreb i de foreløbigt to søer, hvorfra en spandfuld søvand er røvet. Dermed accentueres den gestus og ide, at det ikke er et indgrebs fysiske størrelse, men dets konceptuelle kraft, der er afgørende for, om et kunstværk er vellykket og interessant.

Det sidste havde Mette Sandbye nok også været opmærksom på, hvis hun ellers havde format og ikke mindst faglig pli til at levere en udfoldet og seriøs kritik af de værker, hun opponerer imod.