Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
2. januar 2008

Pling

Katrine Sekjær, København K

Rehling citerer 15. december Pia Kjærsgaard (PK) for følgende udtalelse:"Personligt har jeg svært ved at forstå, at to nøgne mennesker, der løber over en scene og siger pling - at det er kultur."

En tankevækkende erklæring fra en kultur-forkæmper. For det første viser PK en sans for dramatisk kunst: Uden det tilføjede pling, ville der ikke være dramatik i det (fiktive?) eksempel. Man siger, at 'acting is reacting': Skuespil er sceniske handlinger, aktioner, som skaber re-aktioner mellem de agerende spillere. Uden aktion bliver teater et stillbillede. Med andre ord: It don't mean a thing, if it aint got that pling.

For det andet henviser PK indirekte til vores biologiske udgangspunkt: To nøgne mennesker løber rundt om hinanden og pling bliver undfangelsens magi til et nyt menneske.

For det tredje leder billedet af to mennesker og et pling tanken hen på skabelseshistoriens Adam og Eva og det fordømte pling, der gjorde de nøgne mennesker blufærdige og sendte de to nudister ned på jorden til et liv med slid og smertefulde fødsler. Kundskabens pris: Kultur koster. Pengene hænger ikke på træerne, heller ikke på Kundskabens Træ. Et æble om dagen holder lægen og Eva fra døren til Paradiset.

Kjærsgaards eksempel kommer til at illustrere den kristne kulturarv, vi agerer og reagerer på, i og med. Også selvom PK ikke anskuer sit eget eksempel som kultur.

Håndtryk

L. Holgersen, Nørrebro

Med udsigt til at Asmaa Abdol Hamid kunne betræde Folketingets talerstol, udtalte Pia Kjærsgaard, at det var en skandale, og at hun burde fjernes derfra korporligt. PK's baggrund herfor var primært AAM's manglende vilje til at trykke hånd med mænd, dermed mente PK, at AAM manglede respekt for demokratiet og kønsligehed.

Sjovt nok har ingen Dansk Folkeparti-stemme lydt i forbindelse med den p.t. kørende debat om mandlige præsters afvisning af at trykke hånd med kvindelige præster, og mandlige præster som ikke vil dele altervinsflasker med kvindelige præster. Hvor er PK og hendes tro lejesvende (partiets to præster) mon henne i denne debat?

Gad vide, om tavsheden havde været lige så rungende, hvis en debat var foregået i en anden kulturinstitution? Eller havde der lydt stemmer fra Dansk Folkeparti, hvis det var kvindelige præster, der ikke ville håndtrykke med mandlige præster?

Ligeløn ingen hindring!

Vagn Søndergård, København

Svaret til CEPOS-direktøren er enkelt og selvfølgeligt: At være flittig, dygtig, opfindsom, initiativrig eller iværksætter, det er i sig selv en kilde til glæde og fornøjelse, fordi det skaber grundlag for et langt mere indholdsrigt og varieret liv end det, der ellers bydes på.

Da ligeløn desuden modvirker misundelse og hovmod samt giver de lavestlønnede lidt mere at gøre godt med i hverdagslivet, er der da slet ingen rimelig grund til Martin Ågerups forsvarstale for økonomisk ulighed.

Vores nuværende økonomiske tilskyndelser er direkte livs-hæmmende og følges i stigende grad af griskhed og tom selvtilfredshed.

Skræmmebilledet med den almægtige, overvågende stat duer heller ikke: Fordelingsproblematikken kan sagtens løses. Det er erhvervslivets ønske om for enhver pris at bevare den økonomiske ulighed, der er det egentlige problem.

Er al ulighed i orden, Ågerup?

Margit Kjeldgaard, Skibby

Martin Ågerup skriver, at en "omfordeling af midler til mennesker, som er i stand til at forsørge sig selv, er både uretfærdig og samtidig til stor skade for samfundet, fordi den nedbryder det personlige ansvar, herunder borgernes naturlige tilskyndelse til flid og omtanke."

Det fik mig til at tænke på den borgerlige regerings skattelettelser, især skattestoppet på ejerboliger. Det må man da kalde en omfordeling, der nedbryder den naturlige tilskyndelse til flid og omtanke. I hvert fald fik skattelettelserne priserne - og dermed de samfundsskabte friværdier - til at stige, så ejernes tilskyndelse til at arbejde og tjene penge er blevet reduceret.

Men Martin Ågerup vil nok blot sige, at boligejere har haft omtanke, da de købte deres bolig, og da de stemte på den borgerlige regering. Og de, der er unge i dag, og som ikke råd til at købe bolig lige så billigt, som vi andre gjorde det før de voldsomme prisstigninger, vil Martin Ågerup nok bare kalde for uheldige, og så er der heller ingen grund til omfordeling. "For held og uheld er en del af spillets karakter," skriver Martin Ågerup også i en meget sigende sammenligning mellem en fodboldkamp og samfundsøkonomien.

Må jeg spørge, Ågerup, om der overhovedet er nogen form for økonomisk ulighed, du synes der bør udlignes?

Uhyrlig leder

Søren Maarbjerg, Valby

Informations leder den 29.-30. december om maleren Thomas Kluge er skinger i tonen. Kluge, som med god grund er anerkendt for sit håndværk, har efter redaktørens mening været udsat for en 'uhyrlighed'. Hans ansøgning til Kunstakademiet i 1990 blev afvist, og den nuværende rektor spiller i sin forklaring "avantgarde-kortet," som redaktøren ser som et tegn på, at man "ikke er så funderet i traditionen og det bestående." Redaktørens pointe er, at "den kunstneriske fornyelse ofte afstedkommes af et intimt kendskab til de bestående former, som den gør oprør mod" og som udgør "den anden del af modernismen".

I redaktørens optik er Kluge fornyer, oprører og modernist. Hvis det ikke er sludder, så har borgerlig kulturkritik slået rødder i Information. Skål?

Fornyelse

Mikkel Bogh, rektor for Kunst-akademiets Billedkunstskoler

Informations kulturredaktør besværer sig i sin leder 29.-30. december over, at der på Kunstakademiets Billedkunstskoler skulle herske en avantgardistisk "lov om evindelig fornyelse og oprør mod det bestående."

Kilden til hans forargelse er et interview bragt i Politiken for nylig (og som kan læses i sin uredigerede form på min blog (www.kunstakademiet.dk), hvor jeg i forbindelse med omtalen af et nyt portræt af Thomas Kluge forklarer, hvorfor der ikke efter fast formel undervises i akademiske genrer som historiemaleri, stilleben og portræt ligesom på tidligere tiders akademier.

Peter Nielsen kan have sine grunde til at mene, at akademismen igen skal i højsædet. Men han tager mig i polemikkens tjeneste til indtægt for synspunkter, jeg ikke kan genkende som mine, endsige giver udtryk for i interviewet med mindre dette læses med en forudindtaget uvilje mod institutionen. Intet sted i interviewet bekender jeg mig til en "ren avantgarde", et ideologisk spøgelse som flere postmoderne bølger for længst har rammet pæle igennem. Og intet sted taler jeg for at afskaffe portrættet som motiv eller maleriet som genre, hvilket ville kunne sammenlignes med at erklære romangenren for uaktuel. Begge dele ville ganske rigtigt være absurde. Akkurat ligeså absurd som en fordømmelse bestemte malemåder, teknikker eller materialer.

Men Peter Nielsen skylder os en god kunstsociologisk forklaring på, hvorfor portrætformen skulle privilegeres i kunstakademiernes undervisning frem for talløse andre former og genrer.

Velfærd 2008

Peter Jonassen, 3f fællestillidsmand i Helsingør Kommune, Kvistgård

En velfungerende offentlig sektor er grundlaget for velfærd og tryghed for alle i samfundet. Om vi er offentlige, private, pensionister, arbejdsløse, studerende, så har vi en fælles interesse i velfungerende infrastruktur, hospitaler, skoler, ældrepleje, børneinstitutioner osv. Derfor har alle meningsmålinger også vist en bred opbakning i befolkningen til de offentligt ansatte.

I det ny år står vi over for en overenskomstforhandling, der vil få stor betydning for fremtidens velfærd. Store dele af fagbevægelsen havde håbet på, at socialdemokraterne havde holdt valgløfterne om et lønløft til os offentlige ansatte og havde ladet Dansk Folkeparti om at holde røven oppe på regeringen. Men sådan gik det ikke, og antallet af vores politiske støtter er hermed formindsket så tæt på de afgørende overenskomstforhandlinger.

Vi oplevede i 2007, hvordan faggrupper inden for det offentlige nedlagde arbejdet i utilfredsheden med løn og arbejdsforhold. Denne uro kan desværre blive en mere omfattende del af fremtidens offentlige sektor, hvis det nødvendige lønløft ikke bliver tilført. Fagbevægelsen har hermed en vigtig fælles opgave om at stå sammen og stå fast omkring et overenskomstresultat, der indeholder det nødvendige lønløft.

Jensen og EU

Anne Behr, V. Skerninge

Uffe Ellemann-Jensen fortæller på sin flotte facon, hvordan han allerede to dage efter Nej'et til Maastricht-traktaten i 1992 opfandt sin berømte kattelem, fordi han vidste bedre end befolkningen, hvad der er godt for DK.

Om føje år vil han sige: "I 2007 vidste vi naturligvis godt, at der var tale om suverænitetsafgivelse ved den nye traktat, men hvis vi havde sagt det, var det hele faldet til jorden." Og folk vil finde det morsomt og klappe i deres små hænder. Se det er demokrati à la hr. Jensen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu