Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
28. januar 2008

Special-undervisning?

Kirsten Jørgensen, Hillerød

Hvor er det en god idé at sende musikpædagoger ud i folkeskolen. Hvorfor har ingen dog tænkt på det før? Folkeskolen har længe manglet kvalificeret musikundervisning, dog undrer det mig, at de nu højt uddannede konservatoriemusikere ikke i stedet valgte at søge ind på et seminarium, når de efter sigende skulle være så interesserede i at undervise børn i musik. Tilbyder seminarierne ikke musik på linjefag?

I nogle år har vi haft tilbuddet om en forkortet læreruddannelse. Jeg mindes ikke at have hørt om alle de mange kunstnere, som tog imod tilbudet om en hurtig seminarieuddannelse som supplement til de 4-5 år på konservatoriet. Ved man, hvor mange det drejer sig om?

Når både kultur- og undervisningsminister taler om, at en gruppe meget højt specialiserede mennesker brænder efter at lave noget helt andet end det, de har brugt år på at uddanne sig til, må man formode, at de har lavet en grundig analyse blandt vore kunstnere om emnet - eller?

Et forslag til yderligere opkvalificering af folkeskolerne kunne være at fravalgte Christiansborgpolitikere overtager undervisningen i det vigtige samfundsfag. Og de dygtige journalister, der bliver overflødige i DR1, brænder sikkert også for at undervise 3a i dansk stavning.

Ingen Pind-bommert

Kenneth Kristensen Berth, (DF),Hvidovre

Information udnævner den 25. januar Venstres stedfortrædende integrationsordfører til at være ugens bommert på grund af hans ageren i sagen om den grønlandske indblanding i en administrativ ændring om afviste asylansøgeres forhold.

Det er uforståeligt. For ser man på sagens materie, har Søren Pind fuldstændig ret.

For det første: En mulighed for visse asylfamilier til at kunne få en bolig uden for asyllejrene er alene en administrativ ændring, som ikke kræver Folketingets godkendelse, og derfor kunne regeringen med god ret have set bort fra en vedtagelse i Folketinget, som jo i øvrigt ikke er juridisk bindende.

For det andet har Søren Pind ret i, at det er grotesk, at to grønlandske folketingsmedlemmer skal afgøre asylpolitikken i Danmark. Et område, der ikke har den mindste berøringsflade med grønlandske forhold. Ikke en eneste asylsøger, der har meddelt sin ankomst i Danmark, er mig bekendt endt i Grønland. Men måske en del af den aftale, som de grønlandske folketingsmedlemmer har pånødet os at indgå med Ny Alliance, kunne være, at Grønland fremover skulle tage sin del af asylansøgerne, som Naser Khader foreslog under valgkampen.

Søren Pind er et pænt menneske og undskyldte derfor i Folketingssalen for sin bemærkning om, at de grønlandske folketingsmedlemmer blev fløjet ind fra indlandsisen. Jeg er ikke et pænt menneske og ville aldrig have undskyldt for at sige sandheden.

Bedømt på Lars-Emil Johansen og Juliane Henningsens manglende evne til at forklare deres stillingtagen i sagen, så skulle man tro, at de havde kigget for dybt i pullimutten. Havde de som al almindelige anstændighed tilsiger afholdt sig fra at stemme, ville den danske befolknings beslutning om, at der i Folketinget skulle være et flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti have stået ved magt.

Den logiske konsekvens af Johansens og Henningsens beslutning burde være, at Danmark straks fik tildelt et par medlemmer i det grønlandske Landsting, så danske politikere fik mulighed for at blande os i Grønlands indre anliggender. Det kunne passende være Pind, der fik i opdrag at aflægge et besøg på indlandsisen.

Mere Straf?

Poul Dahl, tidl. chef for jægerkorpset, Kjellerup

Vi oplever nu oftere og oftere, at når nogen begår overgreb mod de gældende samfundsværdier, medfører dette, at de ansvarlige myndigheder forsøger at skabe mere tryghed og sikkerhed gennem indførelse af flere og skrappere forbud og mere og strengere straffe.

Senest har vores Justitsminister, Lene Espersen, foreslået, at alle flugtbilister, uanset omstændighederne, på forhånd skal idømmes fængselsstraf. Det er trods alt de færreste, der bevidst kører et andet menneske ned. Når uheldet er ude, og det alligevel sker, er det en meget traumatisk og chokerende oplevelse, hvor ingen af os på forhånd kan vide, hvordan vi vil reagere. I de tilfælde, hvor man i chok forlader stedet (stikker af), er jeg ikke sikker på, at konsekvenserne automatisk bør være en fængselsstraf. Her er det min opfattelse, at vi som samfund skal bevare muligheden for at vurdere, hvad der i den konkrete situation er det bedste, både for den enkelte og for samfundet.

Noget tilsvarende gør sig gældende i mange andre forhold, hvor vi som samfund vil beskytte os med risikoen (truslen) mod vores tryghed og sikkerhed.

Når det således f.eks. gælder terrortruslen, er både risikoen for terror og de foranstaltninger i form af forbud og love, vi på det seneste har indført, stærkt overdrevne. Lad mig her gentage min påstand om, at "den værste og den farligste terror, er den vi ikke kan se. Den der forklædt som uvidenhed og frygt sniger sig ind på os, og påvirker os på en måde, der får os til at terrorisere os selv og hinanden i stedet for at bekæmpe terroren."

Jeg kunne også her nævne debatten om 'knivforbud'. Det næste bliver vel, at vi skal have tilladelse til køkkenknive i hjemmet? Eller hvad med et forbud mod spidse fyldepenne eller kuglepenne af metal?

Måske overdriver jeg, men jeg er oprigtigt bekymret over en udvikling, hvor vi tilsyneladende er på vej mod et samfund, der tror, man kan skabe sikkerhed og tryghed ved at erstatte tillid og frihed med forbud og straf.

Manden eller bolden?

John Ekebjærg Jakobsen, Valby

En tidligere efterretningschef mener at vide, at nogle irakiske tolke var stikkere. Han påstår, han ikke måtte efterforske dette for forsvarets ledelse og regeringen.

Dansk Folkeparti tør hverken gå efter manden eller bolden. De mener i stedet vi skal undersøge alle de irakiske tolke der er kommet til Danmark

Naturen er ikke et produkt

Lars Bækgaard, Skørping,

Ejvind Larsen skal have tak for at reflektere over forholdet mellem natur og økonomi i Information. Vi behandler i alt for høj grad naturen, som om den er et menneskeskabt produkt på lige fod med rugbrød og biler. Konsekvensen har i mange år været forurening og rovdrift på naturens ressourcer.

I de senere år har dette ændret sig en smule i form af en aktiv miljøpolitik, der har forbedret naturens tilstand. Klimadebatten er udtryk for, at vi begynder at forstå, at naturen er et fælles livsgrundlag.

Det er imidlertid meget svært at bevare naturen, så længe den er genstand for privat ejendomsret på samme måde som cykler og computere. Dette gør nemlig naturen til genstand for ødelæggende hamstring og økonomisk spekulation.

Naturen skal behandles som en fælles ressource, som alle har lige stor ret til, og som vi har et fælles ansvar for at bevare. Den skal behandles som alle nulevende og kommende menneskers fælles livsgrundlag. Alle mennesker skal have lige del i naturens økonomiske værdi. Alle, der forbruger begrænsede naturressourcer som jord og råstoffer, skal betale en afgift til fællesskabet.

Alle mennesker skal have lige mulighed for at bruge naturen uden at ødelægge den. Fordelingen af penge må ikke give mulighed for at hamstre arealer til for eksempel golfbaner og biobrændsel på bekostning af mulighederne for at fremstille fødevarer.

Hvis vi giver alle mennesker ligeret til naturens økonomiske værdi, og hvis vi friholder naturen fra spekulation og hamstring, kan vi skabe grundlaget for et samfund med lige frihedsrettigheder og muligheder for alle.

Vi gør da en forskel

Henny Døssing Paudel, København

Christian Friis Bach (FB) fra Folkekirkens Nødhjælp og Lars Engberg-Pedersen (E-P) fra DIIS gør i deres respektive indlæg den 24. januar rede for deres holdning til udviklingsbistand; det samme gør, Christian Bjørnskov (CB) fra Aarhus Universitet i kronikken den 21. januar. Hvorvidt udviklingsdebatten drejer som om 'forældede' statistikker (FB) eller 'urealistiske' forventninger (E-P), må læseren selv beslutte. At debatten ikke er upåvirket af, hvilke sektorer inden for bistands-professionen, der skal tilgodeses - og på hvilke måder - hvis/når ulandsbistanden sættes op eller ned, kunne være en tredje om end lidt tarvelig konklusion. Når fagfolk i deres respektive analyser baserer deres konklusioner på udvalgte 'facts,' hører det debatten til, men hvis ulandsbistanden, som E-P konkluderer, stadig er udformet for at tilgodese de rige landes behov og ideer, hvordan kan de behov da gøres mere fleksible og risikovillige, når donorernes sikkerheds- og handelsinteresser topper agendaen?

Der er mere end tilstrækkelig viden tilgængelig om donorfinansieret 'udvikling' til at beslutte dette eller hint - det er ikke her, kæden i debatten springer af; så hvem er det da, der ikke har 'de gode hensigter' (CB), når mål og midler i donorindustrien debateres?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Kristensen Berth, (DF),Hvidovre, tak, fordi du selv skriver, du ikke er noget pænt menneske, så slippervi andre for at påpege det.

Dette indlæg ville vel egentlig for bare ti år siden have været strafbart efter den daværende fortolkning af racismeparagraffen. Endnu et bevis på debattens forråelse.

Og så den dér med, at "vi burde have et par danske politikere i Grønlands landsstyre, så vi kunne blande os i deres sager" - det mener KKB åbenbart ikke, at "vi" gør nu?