Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
26. januar 2008

Kjærsgaard og kunsten

Uwe Max Jensen, Egå

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard springer i kronikken 'Islams kamp mod kulturen' (http://www. danskfolkeparti.dk/Pia_Kjærsgaard_Islams_kamp_mod_kulturen.asp) ud som kunstkritiker. I sin kronik gennemgår Pia Kjærsgaard flere værker, der har haft islam som et kritisk omdrejningspunkt. Det virker unægtelig, som om Dansk Folkepartis leder har rimeligt styr på de senere års islamkritiske kunstværker.

Pia Kjærsgaard omtaler også afdøde Jens Jørgen Thorsen, der var kendt for sin Jesus-film og to vægmalerier, hvor guds søn var forsynet med stiv tissemand på korset. Pia Kjærsgaard skriver: "Hvad nu hvis Jens Jørgen Thorsen havde begået en film om Muhammed (...) så kunne man tale om en provokation - men gør disse modige mennesker det?" Det ligger implicit i spørgsmålet, at Jens Jørgen Thorsen ikke vovede at udfordre islams dogmer.

Men påstanden er forkert.

I 1989 malede Jens Jørgen Thorsen Allah "som en snotklat med øjne," og ayatollah Khomeini blev afbildet ridende overskrævs på en sortbroget, dansk ko, der blinker knibsk til en rødmende gul tyr med en halvt erigeret grøn pik. Dagen efter erklærede en talsmand for fornærmede tyrkiske islamister følgende i Ekstra Bladet: "Vi muslimer føler os dybt krænkede af Thorsens maleri-svineri i Holstebro. Jeg er personligt klar til at slå ham ihjel. Han skal ikke slippe godt fra det, han har lavet i Holstebro." Og nok så interessant: "Dansk lov om ytringsfrihed tæller ikke, når man krænker to milliarder muslimer i verden."

Thorsens clinch med Allah - eller rettere hans mest rabiate tilhængere - giver desværre tydelige mindelser om situationen 17 år senere, hvor religiøse fundamentalister igen forsøgte at begrænse ytringsfriheden med trusler om vold og drab.

Lån præster ud

Benny Adriansen, Randers

Er man et normalt medlem af Den danske Folkekirke, ved man knap, om man skal le eller græde over de kvindehadske folkekirkepræster, der mobber kvindelige kolleger.

Hvad fanden tænker disse bibelfundamentalister på? Kristelig er deres adfærd ikke. Én ting er, at de gør sig selv til grin, men de kompromitterer også den hellige almindelige kirke, som kristne tror på, jf. trosbekendelsen. Jesus holdt sig ikke for god til at omgås skøger, de farisæiske præster, der har fået Paulus galt i halsen, nægter at give kvindelige præster hånden.

I en moderne folkekirke hører de ikke hjemme; thi de har reelt tilkendegivet, at deres kvindesyn er mere islamisk end kristent. Hvordan med deres syn på homoseksualitet?

P.t. diskuteres betimeligheden af en dansk imam-uddannelse. Skulle kirkeministeren ikke fritage disse macho-præster for folkekirketjeneste og stille dem til rådighed for moskéerne? De kan jo dansk, kender danske samfundsforhold, er teologisk skolede etc. De muslimske menigheder kunne så påtage sig ansvaret for den nødvendige omskoling. Fordelene ved en sådan ordning er indlysende: Den danske præstestand ville blive opdateret, og imam-korpset fordansket til gavn for en langsigtet integration.

Grådighed

Søren Blaabjerg, Hørning

Vi mennesker (i vores del af verden) vil gerne være gode. Derfor giver vi gerne en skærv til Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Greenpeace, og hvem der nu ellers er gode til at slå mønt på vores dårlige samvittighed.

Rørende billeder af forhutlede ulandsbørn og olieindsmurte fugle er altid sikre sællerter. Hvem kan sige nej til at redde et menneskeliv eller nogle kvadratmeter regnskov for en femmer?

Vi sørger omhyggeligt for at have de rigtige moderate politiske meninger. Politik er det muliges kunst. Om nogen egentlig søsterlig og broderlig solidaritet med verdens fattige og kommende generationer kan der imidlertid ikke være tale. Det er at gå alt for vidt og iøvrigt politisk naivt at tro, at man kan.

Vores nuværende grådige relativt priviligerede forbrugsmønster må til syvende og sidst opretholdes så længe som muligt for enhver pris:

Med handelsbarrierer og med indrejseforhindringer. Om fornødent med bomber og væbnede interventioner, tortur og undertrykkelse.

Klassekamp

Joachim Lange, Birkerød

Pædagoger, social- og sundhedshjælpere og de andre offentligt ansatte er blandt de dårligst betalte i vores samfund. Hver dag passer de vores børn, plejer vores bedsteforældre og gør rent på vores skoler. Det er kort sagt dem, der knokler for vores velfærd.

Alligevel tjener de mindre end deres kollegaer i det private, deres løn sakker bagud, samtidig med, at de skal arbejde hårdere og hårdere. Det er pinligt, at det danske velfærdssamfund skal behandle de mennesker, der sikrer vores velfærd, så ringe. Kravene om mere i løn og bedre vilkår er rimelige, men det er en torn i øjet på regeringens nyliberalisme.

Overenskomsten er ren klassekamp. Det handler om arbejdernes interesser imod arbejdsgivernes interesser. Når de offentlige handler overenskomst er det en mulighed for at ændre på nogle forhold i samfundet. De offenligt ansatte har valgt at bruge muligheden på at kæmpe for mere i løn og bedre kår. Regeringen ser ud til at vælge endnu et hårdt slag mod velfærdssamfundet. Regeringens angreb på den offentlige sektor kan vi i den grad se i dag. Gamle og slidte bygninger, slidte mennesker og en udsultet offentlig sektor er alle faktorer, der kun gavner de rige.

Blüdnikow og jøderne

Flemming Gundersen, Viborg

"Talrige eksempler på beskæringer, manipulationer, løsrevne citeringer, fejlagtige konklusioner og decideret citatfusk , der går igen i (deres) artikler og svar, omhandlende antisemitisme på venstrefløjen, kan af samme årsag ikke tilskrives uvidenhed eller sjuskeri."

Det konkluderer Jens Liljegren i sit bidrag i antologien: Idealisme eller fanatisme??(red. Adam Holm & P.S. Smith, Forum, 2003. Se s. 161 linje 6-10). Han har analyseret triumviratet Blüdnikow, Notkin og Bjørnvigs artikler i WeekendAvisen 1989- 1998. Og de var jo ikke hvem som helst, men redaktører på selvsamme avis.

Hvorfra ved han det? Såmænd fra sit eget historiespeciale: 'Weekendavisen og opgøret med venstrefløjen'. SDU 2002. Meget spændende læsning og dokumentation.

I sidste uge er Bludnikow igen ude med sin vedholdende, gennem 20 år, fejlagtige tese: Venstrefløjen var og er antisemitisk i sit had mod staten Israel og dermed åbenbart alle jøder. Det er forunderligt, at historikeren, Israel-kenderen Bludnikow tilsyneladende ikke kender forskel på antisemitisme, oftest forstået som jødehad; og antizionisme, forstået som en politisk kamp mod staten Israel og den zionisme, som udgør denne stats nationale og ideologiske grundlag.

I samme antologi følger, ironisk nok lige efter, Bludnikows eget bidrag, igen i det sædvanlige spor.

Nu fem år senere fremturer han igen med "antisemitisme som en af de klare ligheder mellem venstre- og højreradikalisme, Z-filen som en jødeliste, Blekingegadebanden som en intergreret del af venstrefløjen-" osv., osv. Det er og bliver manipulation.

Venstrefløjen i Danmark er, uanset hvordan man afgrænser og definerer den, ikke jødehadende, det er ikke dokumenteret. Derimod er Bludnikows journalistiske metoder veldokumenterede.

Marx' skyld?

Bjarne A. Frandsen, Kbh. V.

I interviewet med Morten Thing 2. januar udtaler han, "at resurcerne her på kloden er begrænsede og ikke uendelige, sådan som Marx forestillede sig for 160 år siden." Og Ejvind Larsen følger så op i kommentaren 'Opgøret med Marx trænger sig på', hvor det lykkes ham at gøre den konservative miljøordfører til marxist! Lignende kritik har været fremme før fra miljøfolk, f.eks. i Clive Pontings bog En grøn verdenshistorie (1992). Nu var Marx og Engels selvfølgelig børn af deres tid, men spørgsmålet er, om kritikken har noget på sig, eller snarere baserer sig på overfladisk og selektiv læsning af M/E. Det argumenterer John Bellamy Foster (redaktør på det amerikanske tidsskrift Monthly Review) overbevisende for i sin bog Marx's Ecology (2000), med talrige eksempler på, at M/E faktisk havde økologisk indsigt, og et godt blik for den kapitalistiske udpining og ødelæggelse af naturgrundlaget. En del af hans artikler om samme kan nemt findes via en Google-søgning.

Slagteren

Hans-Henrik Ekner, Slagelse

Naser Kahder veg tilbage fra det politiske selvmord med rædsel. Til gengæld lagde han sig offerlysten på slagtebænken. Slagteren sliber sine knive.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer