Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
25. januar 2008

Skæv jobplan

Mogens Friis, Kgs. Lyngby

Et af elementerne i beskæftigelsesministeriets syv-punkts notat bygger på, at der ud af ca. 32.000 deltidsansatte på supplerende dagpenge kan oprettes 8.000 fuldtidsstillinger. I forhold til den erhvervsmæssige sammensætning af de 32.000 skal der mere end almindelig optimisme til at tro på, at det så enkelt kan lade sig gøre.

Ved en nedsættelse af den supplerende dagpengeperiode til 26 uger inden for en samlet periode på tre år vil dette i praksis medføre en reel afskaffelse. I fremtiden bliver det umuligt at besætte deltidsstillinger, hvor der tilbydes et barselsvikariat på 26 uger, fordi man ved vikariatets udløb er afskåret fra at tage flere deltidsvikariater. Barselsorlov er en lovmæssig ret, men det er højst tvivlsomt, om fuldtidsledige personer kan og vil træde ind som vikarer. Ligeledes vil det blive umuligt at skaffe arbejdskraft til sygevikariater af kortere varighed op til seks måneder.

Et område, der vil blive ramt hårdt, er de 235 musikskoler, hvor kun 25 pct. er fastansatte, og de 75 pct. er deltidsansatte. De deltidsansatte har typisk også beskæftigelse i aftenskoler og virker som musikere. Alligevel er det svært at opnå fuldtidsbeskæftigelse. Denne gruppe vil meget hurtigt opbruge de 26 ugers supplerende dagpenge. Musikskolerne er derfor lukningstruede.

Connies Dong

Steen Ole Rasmussen, Odense

Det at staten driver virksomhed, Dong, ændrer selvfølgelig ikke på principperne for virksomhedsdrift, når regeringen hedder Fogh.

Det, at det politiske system skulle kunne gøre andet end at underordne sig markedets vækstlogik i forhold til sin egen virksomhed, er selvfølgelig gudsbespottelse i de liberalt troendes øjne.

Regeringens strategi har ændret sig med Connie: Politikken er den samme, retorikken er ny.

Connie: Begynd med dig selv!

Alle må selv spare et ton CO2, før de kan påtale noget over for andre. Og da alle dækker sig under henvisning til, at ingen andre har gjort noget, ja så gør ingen noget. Alles handlinger afhænger af, at andre tager initiativet; forudsætningen for at der skulle kunne ske noget, er at der allerede er sket noget. Det hedder demokratisk ansvarsforflygtigelse på Hedegårsk symbolsk analytisk vis. Både på nationalt og internationalt plan.

Imens forsøger man at overdrage ansvaret for kvalificeringen af den videnskabelige sandhed om miljøproblemerne til det politiske system.

The Guardian udråber Bjørn Lomborg som en af verdens 50 helte, TV2 beskriver, hvor udemokratiske de videnskabelige internationale tidsskrifter er, når de ikke vil bringe Svensmarks statsfinansierede artikler.

Statens public service kanaler skal altså fortrænge den videnskabeligt kvalificerede konsensus på området. Videnskaben skal underordnes markedet, og den demokratiske konsensus. Ellers bliver det nødvendigt for det politiske system at ændre politik. Det er ikke det Connie Global Hedetur går ind for.

Fjern fradrag

Anders Johansen,. Humlebæk

I sidste uge kom Socialdemokratiet med et flot forkromet forslag, der bl.a. ville gøre det dyrere at bruge bil ved at indføre en kilometertakst. Forslaget er al ære værd, men det ville være betydligt simplere at blot fjerne kørelsesfradraget!

De ekstra skatteindtægter kunne endvidere bruges til at forbedre og billiggøre den offentlig transport. Selvfølgelig skal folk, der på grund af deres bopæls henholdvis arbejdets beliggenhed i forhold til den tilgængelige offentlig transport undtages, indtil deres muligheder for offentlig transport forbedres.

Sangen og DR

Marianne Dagmar Nicopia, Odense M

Jeg har lige læst, at det er Sangens År 2008, i dette år har DR P4 nedlagt Radioens Pigekors udsendelse, der var hver dag lige før middagsradioavisen.

Vor mor

Bjarne P. Nielsen, 2.suppl BR (RV), Vanløse

Overborgmester Ritt Bjerregaards politiske ordfører i borgerrepræsentationen Anne Vang, er med sin "dukkerobotagtige Ritt-attituder" et synligt billede på Ritts totale styring. Hun styrer hende og sin socialdemokratiske gruppe med hård hånd. Det er en intern udfordring og i sidste ende de københavnske vælgere, der afgør om Ritt Bjerregaard skal fortsætte som overborgmester.

Men man kan godt sætte spørgsmålstegn ved de medarbejdere og politikere (er det socialdemokrater?), der anonymt i information kritiserer Ritt Bjerregaard for at styre Københavns Rådhus med hård hånd. De bør se lidt mere nuanceret på det her.

I årtier er københavnerne ledet af politikere og rådført af embedsmænd, der har finansieret det ene kæmpe underskud efter det andet Den nuværende Børne- og Ungdomsforvaltning arvede et underskud på over 750 millioner kr. Det må ikke ske mere, og det er bl.a. en overborgmesters opgave sammen med de øvrige borgmestre at styre økonomien. Strukturændringerne har været hård kost for mange embedsmænd, der nærmest i årtier har levet i en selvforstærkende rådhus-subkultur. Det er på tide med disse forandringer, og nogle af forvaltningerne har og gennemgår allerede denne forandringsproces.

Hvis medarbejderne er utilfredse med Ritt Bjerregaard, må de gå til deres arbejdsgiver, som er Borgerrepræsentationen. Man kan kun slå Ritt Bjerregaard politisk ved at være på forkant med konkrete og troværdige politiske budskaber, og ikke som den politisk metaltrætte venstre politikere Søren Pind, der anklager Ritt Bjerregaard for politiske ansættelser. Kritikken er nytteløs.

De Radikale går ind for en ordentlig personalepolitik i Københavns kommune Det gælder samtlige medarbejder i kommunen. Samt en ansvarlig økonomisk politik.

Højrefløjens darling

Vagn Søndergård, København

Det er vel efterveer fra den brune fløjs fordums higen mod hævede arme og skrå remme, der nu - uafvaskelige som den myrdede konges blod på Lady Macbeths lille hånd - tvinger Blüdnikow til, nok også i søvne og i hvert fald med himmelvendte øjne, at fremskingre alskens fromme krav om den samlede venstrefløjs bodsgang og tænders gnidsel snart for dit og snart for dat.

Selvkritik

Mogens Lindstrøm, Nibe

Det er ikke svært at identificeremarginalgrupper og -fænomener, som overskrider den almindeligeopfattelse af forholdet mellem religion og samfund. Lars Qvortrup nævner i Information bombebælter, modstand mod kvindelige præster og 'sjove tegninger'. En væsentligere opgave må det være at klarlægge lignende opfattelser, som vi generelt, som samfund hænger fast i. Nogle eksempler på relevante spørgsmålkunne være: Er konfirmation hjernevask af mindreårige? Hvilken rolle har kristelige fagforeninger og partier i et samfund, der påstår at være sekulariseret? Hvordan kan vi i grundloven erklære en religion for folkekirke, når samme religion legitimerer lovovertrædelse (den augsburgske bekendelse)? Udfordringen er, om vi også er i stand til at udøve selvkritik og dermed give os selv en mulighed for at lære.

Tvang til grup-pe-eksamen?

Palle Rasmussen, Aalborg

Birgitte Josefsen ville alligevel ikke stemme for genindførelse af gruppeeksamen. Det var måske forudsigeligt, men hendes begrundelse må undre. Hun udtaler: "Jeg synes, det er et problem, at studerende ikke kan vælge gruppeeksamen til og fra, og jeg tror det er et ønske".

Men hvem er det, som ikke kan vælge gruppeeksamen fra? Jeg har i over 30 år undervist ved studier med projektarbejde og gruppeeksamen, og ved de studier har studerende altid haft en ret til at vælge individuelt projektarbejde og dermed også individuel eksamen. Så jeg vil gerne høre om Josefsens eksempler på, at studerende er blevet tvunget til at gå til gruppeeksamen mod deres vilje.

Asyl nu

Bodil C. E. Nielsen, Tåstrup

En fremtid til asylansøgere, som er flygtet fra tortur, forfølgelser og nedværdigende behandlinger i deres hjemlande, og som risikerer yderligere forfølgelser ved hjemsendelser, burde have fået asyl forlængst. Men i danske asyllejre sidder der år efter år sympatiske, dygtige mennesker, der blev groft forfulgt i deres hjemlande. De ønsker sig en tryg fremtid her i landet. En fremtid er netop deres allerstørste håb, selv om de dissidenter,studenter og kristne asylansøgere, jeg har mødt, virker temmelig opgivende mht. dette håb.

Nu er det også op til oppositionen i Folketinget at gøre noget for disse asylansøgere. Eller skal der flere selvmord til blandt asylansøgerne, før disse mennesker får en medmenneskelig behandling?

Det politiske flertal for en bedre asylpolitik kommer nok ikke uden om at skrue den borgerlige regerings stramme asylpolitik en del tilbage, hvis Danmark skal leve op til de internationale konventioner, som vi jo har underskrevet!

Så: Giv vore forfulgte asylansøgere en fremtid hér.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Ok Ralph

Grundlæggende mener jeg, man må kunne skelne mellem politikernes virke og deres private forhold. Der er mange ting, som er med til at danne et menneske og dermed også en politiker som menneske, men det synes jeg man må holde lidt på afstand.

Det som er afgørende er Connie som politiker, dvs. forholdet mellem hvad hun gør, og hvad hun siger som politiker. Jeg vil ikke vide af hendes hverken psykologiske, sexuelle, religiøse, økonomiske bevæggrunde for så vidt som hun er og har ret til et privatliv, og det har hun. Hvordan dette privatliv bestemmer hendes liv som politiker kan jeg slet ikke gå ind i.

Når jeg nogen gange taler om det at tale med røven, så gælder det på ingen måde personen, som i princippet og ideelt set må ignoreres i debatten, for debattens skyld osv. Det gælder altså kun politikeren.

Med venlig hilsen Steen

Ralph Sylvestersen

Ok Steen

Jeg er nok, for nu at bruge et fortærsket udtryk, en anelse "holistisk" i mit syn på bl.a. politikere - og medgiver, som du siger, for debattens skyld, ok, at holde bolden i fokus.

Mvh Ralph

Steen Rasmussen

Jeg synes det kan være svært at finde grænsen, for hvor meget der må inddrages i beskrivelsen af politikere og deres privatliv. Den ligger et sted i mellem den praksis, Ekstrabladet står for, og den der siger, at personen bag det politiske budskab er 100% indifferent i forhold til budskabet, politikken. I virkeligheden er der vel ingen, der kan orienterer sig, hvis de ikke inddrager nogle af de mavefornemmelser, man altid har i forhold til hele personen, som aldrig forsvinder helt bag budskabet.

Hvis man som mig og Ralph har fokuseret meget på omgangen med sandheden i forbindelse med miljøproblemerne gennem længere tid, og som mener, at der klart er et skrigene misforhold mellem det politiske systems selvbeskrivelse i forhold til sin rolle i forbindelse med problematikken, så afslører vi også os selv, i det meste af hvad vi siger og skriver.

Man kan ikke andet. Selv har jeg hele tiden tænkt meget over hvorfor netop jeg, i modsætning til resten af den fede bærme af stinkende og overforbrugende danskere, der ligger i overhalingsbanen og skider på det hele, er så helvedes frelst og klartseende i forhold til det hele. Det gør at jeg hele tiden skifter mellem ren undren og forbløffelse, over hvor overvældende dokumentationen der er for det uholdbare i den herskende livsførelse og over at den kan fortsætte så tilsyneladende ubekymret, til hvorfor netop jeg og nu selvfølgelig også mange andre, kan stå så forholdsvis isoleret og hive sig selv i sit lange hår. Og ja, vi er helt til stede som dem vi er. Kunsten er hvordan man får det rette perspektiv ind i beskrivelsen og kritikken af det hele, uden at det bliver reduceret til enten Connie Hedegårs privatøkonomi, eller mit langhårede økologiske liv. Det er kunsten. Den er pisse sværd.

Hvad er det der bestemmer praksis, og hvad er det, der bestemmer hvad vi kan se og ikke se. Privatøkonomi er selvfølgelig noget af det, og beskrivelsen hos de selvfede af de bekymrede, som latterlige i deres forsøg på at frelse verden fra de værste konsekvenser ved den selvfede adfærd er også en del af det. Men forsøget på at reducere mit udsagn til min rottehale fungerer i de selvfedes øjne, lige som min reduktion af de formastelige til noget lige så slemt virker i mine øjne, det vil sige på de betingelser som kvalificerer min iagttagelse som iagttagelse.

Det korte og det lange er, at man ikke kan bidrage til polemikken, beskrivelsen af det politiske, eller forsøge at forholde sig til problemerne, uden at det hele er med.

Spindoktorer henter deres infamt giftige indflydelse fra den proklamerede beskrivelse af dem som værende uden for det hele. Som om disse propagandisters indflydelse ikke allerede og for længst lå inden for den samme radius som Joseph Göbbels gjorde i forhold til sygdommen. Spin er en del af det politiske systems performance, dets semantiske univers. Spin er politik, i lige så høj grad som mediernes performance er det.

Men det er nu altid dejligt, når decideret løgn og fortielse afsløres, når det bliver afsløret at man i den grad har forsøgt på at holde de mange muligheder der reelt er for at sænke CO2 udslippet væk fra offentligheden, sådan som det er sket i forlængelse af Ínformations behandling af energiministeriets hemmelighedsholdelse af rapporter. Der hjælper Connie Global Hedeturs symbolsk anal-ytiske evner ikke længere. Her fremstår hun som satan selv.