Kommentar

Lyt til den hvide fyr fra det dybe syden

Ikke Barack Obama, men John Edwards er bedste bud på USA's næste præsident. Men han nægter at tjene de store selskabers interesser
Debat
8. januar 2008
Ikke Barack Obama, men John Edwards er bedste bud på USA's næste præsident. Men han nægter at tjene de store selskabers interesser

Verdensoffentligheden fokuserer målløst på udsigten til, at USA's næste præsident kan blive en kvinde eller en farvet mand. Står George Bush for det, vi hader ved USA, står Barack Obama for det, vi elsker ved dette store land: Dets åbenhed over for immigranter, dets stærke borgerretsbevægelser, dets idealisme. Så det er mærkeligt at skulle sige det, men kære læser: Se bort fra kvinden og den sorte fyr og ret i stedet blikket imod den hvide mand fra det dybe Syden. For han repræsenterer det bedste bud på ægte politisk fornyelse i USA.

Nogen vil huske John Edwards som den plastikagtige vicepræsidentkandidat ved træmanden John Kerrys side i 2004. Dengang talte han i Clinton-agtige overskrifter og midtsøgende klicheer, men nederlaget til Bush gjorde noget ved ham. Det forvandlede ham til en arrig whistle-blower, der vil afsløre den korruption, der er ved at opæde Washingtons to store partier.

Som han forklarer: "Jeg har set den betændte vrangside af, hvad der hver dag sker i Washington. Halvdelen af lobbyisterne er republikanere, og den anden halvdel er demokrater. Hvis Republikanerne er ved magten, er det de republikanske lobbyister, der tager føringen og flytter rundt på pengene. Hvis Demokraterne er ved magten, tager de demokratiske lobbyister føringen og presser samme dagsorden igennem for samme selskaber. Der er ingen forskel."

Edwards har også erklæret, at "systemet i Washington bygger på manipulation, og regeringsmagten har spillet fallit." Fejlgrebene i amerikansk politik - ikke blot under Bush, men også under Clinton - kan kun forstås som resultat af denne epidemiske korruption. Den globale opvarmning? Der bliver aldrig gjort noget ved den, så længe præsidenter og senatorer stikker snabelen i oliemidlerne for at skaffe sig kampagnebidrag. 47 millioner amerikanere uden sygesikring? Det kan de takke medicinalindustriens lobby for. Og hvad med Irak? Kig på de samme oliedonorer og på militær- og sikkerhedsindustriens interesser, og sådan kunne man blive ved. Edwards tilføjer: "Det her er blevet en personlig sag for mig. Når jeg ser, at Washingtons lobbyister overalt overtager politikerne ved cocktailparties, får jeg et billede i mit hoved af min far og min farmor, der hver dag knoklede på tekstilvæveriet i South Carolina, og spørger mig selv: Hvor i dette demokrati er deres stemme?"

Ægte populisme som denne har bred appel til amerikanerne. Målinger har da også vist, Edwards vil kunne slå republikanerne med større margin end både Obama og Clinton.

Hvad vi har i vente

Hvorfor bliver han så ikke kandidaten? Simpelt hen fordi de store selskaber ikke giver penge til en kandidat, der vil stække deres magt, og Edwards ville alligevel ikke tage imod dem. Resultatet er, at han ikke har råd til at føre valgkamp ret meget længere. Får han ikke et gennembrud i New Hampshire eller South Carolina, er han ude.

Heraf kan man lære meget om, hvordan amerikansk politik fungerer og om, hvad vi realistisk har at vente fra den vindende demokratiske kandidat. Såvel Hillary som Obama har valgt at arrangere sig med koncernlobbyen, hvilket uvægerligt vil lægge bånd på, hvad de måtte have af progressive hensigter. Hillary har inhaleret større summer fra forsvarsindustrien og fagforeningsfjendtlige erhvervsgiganter end nogen anden kandidat. Hendes toprådgiver er en Mark Penn, hvis pr-firma har repræsenteret et slæng af monstre fra Shell og den fascistiske argentinske junta til Union Carbide efter Bhopal-katastrofen. Han blev fyret af Al Gore i 2000 for at være for højredrejet.

Obama har gjort lignende indrømmelser. Hans største bidragydere omfatter Goldman Sachs, JP Morgan Chase, telesektorgiganter og forsvarsinvesteringsfirmaet Henry Crown og Company. Det er muligt, at disse selskaber pludselig har tilsidesat deres eneste motiverende princip - profit - og er blevet interesseret i virkelige politiske fremskridt, men det mest sandsynlige er nok, at de forventer afkast på deres 'investeringer'.

Obama behøvede ikke engang deres penge. Som den dybdeborende journalist Allan Nairn bemærker, "kunne Obama skaffe sig alle de midler, han ville, fra internettet ved donationer på 50 dollar. Han behøver ikke at indynde sig hos hedge fonde og Wall Street, men han gør det alligevel. Af frygt for, at de ellers ville anse ham for at være på det forkerte hold og begynde at angribe ham."

Som senator har Obama taget progressive skridt. Han har gjort en ende på polititortur i Chicago, bekæmpet lånehajer, indført skattefordele for fattige familier og skaffet flere midler til sikring af Ruslands a-våben. Ingen af disse initiativer strider imidlertid imod koncerninteresser.

Man kan allerede nu se, hvordan selskabsbidragene har forvredet Obamas politik. Efter at have modtaget en formue fra ethanolselskaber, er han blevet en førende fortaler for ethanol, skønt biobrændsel har medført et katastrofalt hop i verdensmarkedets fødevarepriser, og skønt det er værre for den globale opvarmning end olie, når man medregner CO2-effekten fra kvælstofgødning.

Blandt sine udenrigspolitiske rådgivere har Obama Zbigniew Brzezinski, der som Jimmy Carters udenrigsminister tog skridt til at opbygge al-Qaeda i Afghanistan imod Sovjet, Richard Holbrooke, som i 1970'erne stod bag våbenhjælp til Indonesien, der blev brugt til systematisk folkemord i Østtimor, og Dennis Ross, som har ført an i den senere tids angreb imod Jimmy Carter for hans kritik af Israels overgreb på palæstinenserne.

Tag ikke fejl: Barack vil blive en bedre præsident end Hillary, og begge vil blive bedre end nogen af republikanerne. De vil repræsentere symbolske sejre over racisme og kønsdiskrimination. Men de vil stadig stå i gæld til et system af selskabsmagt, som vil gøre det meget vanskeligt for dem at sætte effektivt ind over for verdens store kriser som den globale opvarmning eller at udvikle en ny udenrigspolitik, der kan undergrave den islamiske fundamentalisme.

Som Edwards udtrykker det: "Ingen af verdens smukke tanker vil gøre nogen forskel, hvis de skal klare sig igennem det fordærvede system, der kontrolleres af big business og dets lobbyister." For at sige dette så ærligt og forsøge at kæmpe imod, er Edwards blevet købt ud af en præsidentvalgkamp, han ville og burde have vundet.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her