Kronik

Muslimer i det offentlige rum

Ved at se på, hvordan muslimske minoriteter i Danmark er blevet synlige i de seneste år, kan vi forstå forudsætningerne og præmisserne for den aktuelle debat, herunder hvorfor muslimske grupperi Danmark vælger de offentlige strategier, som de gør. Debatten om islam handler ikke blot om minoriteter, men i ligeså høj grad om forskellige, stridende måder at forstå det danske på
En fredag for nogle år siden lød det muslimske kald til bøn over Rådhuspladsen i København. Selv om det var en vindblæst, våd aprildag, syntes kulden ikke at påvirke de mange mennesker. En af de ting, der karakteriserede begivenheden, var tilhørernes etniske og aldersmæssige forskellighed, som tydeliggjorde den diversitet, der hersker blandt muslimer i Danmark. Arkiv

En fredag for nogle år siden lød det muslimske kald til bøn over Rådhuspladsen i København. Selv om det var en vindblæst, våd aprildag, syntes kulden ikke at påvirke de mange mennesker. En af de ting, der karakteriserede begivenheden, var tilhørernes etniske og aldersmæssige forskellighed, som tydeliggjorde den diversitet, der hersker blandt muslimer i Danmark. Arkiv

25. januar 2008

Nogle af os husker måske en fredag i 2003, hvor det muslimske kald til bøn lød over Rådhuspladsen i København. Selvom det var en vindblæst, våd aprildag, syntes kulden ikke at påvirke de mange mennesker, som var samlet på pladsen. Her var gamle og unge, mænd og kvinder og folk fra mange etniske grupper repræsenteret.

Fire elementer karakteriserede begivenheden. For det første tilhørernes aldersmæssige og etniske forskellighed, som tydeliggjorde den diversitet, der hersker blandt muslimer i Danmark. For det andet at fremtrædende arrangører af fællesbønnen var unge mennesker. Imamen, som holdt prædikenen den dag, var en ung mand ved navn Fatih Alev, kendt fra dagspressen, men så sandelig også i lokale muslimske miljøer. For det tredje var fællesbønnen genstand for massiv mediebevågenhed. Og for det fjerde havde fællesbønnen været så stor en provokation for nogle ukendte gerningsmænd, at de samme morgen havde overhældt pladsen med svinegylle. Selvom gyllen var fjernet, da fredagsbønnens deltagere samlede sig, hang budskabet om, at nogle fandt muslimsk bøn på en af Danmarks centrale pladser upassende, stadig i luften.

De fire elementer - den interne forskellighed, de unges fremtrædende betydning, islam og muslimer som mediefænomen og islam som en provokerende faktor, som af nogle ses som i absolut modsætning til det danske - er også fremtrædende, når man ser på de muslimske samfund, som er vokset frem i Danmark over fire-fem år-tier. En sidste ting, som fællesbønnen illustrerer, er, at elementerne ikke blot skabes blandt muslimer, men også afhænger og påvirkes af os, som ikke deler denne tro. Bønnen på Rådhuspladsen indeholdt også et møde mellem minoritet og majoritet og skabelsen (herunder diskussionen) af et fælles rum.

I den netop udkomne bog Muslim i Danmark - muslimi verden analyserer jeg den rolle, som islam og muslimer spiller i offentlige rum i Danmark - og omvendt, hvad det offentlige og ikke mindst politiske spiller for muslimer. Mit udgangspunkt er nogle af de sunnitiske muslimske ungdomsforeninger, som er opstået i Danmark fra starten af 1990'erne og frem.

Bogens tidsmæssige fokus begynder i 2001 og slutter ved krisen efter Muhammed-tegningerne fem år efter. Igennem hele perioden har offentlighedens blik på islam været intenst. Terrorangrebene mod USA i 2001 og senere besættelsen af Irak har skabt øget frygt for international islamistisk ledet ter-rorisme. Nationalt har der været øget opmærksomhed om imamers rolle og et øget ønske blandt nogle muslimske grupper om at gøre islam til en synlig del af det danske, f.eks. igennem opførelsen af en stormoské. Vi har også set en øget politisk bevidsthed blandt aktive muslimer, og der er blevet gjort et antal forsøg på at skabe en fælles national forening. I den nationale udvikling har ikke mindst de unge muslimer og deres foreninger spillet markante roller.

Forventning og handling

Den offentlige debats fokus på islam synliggør en dynamik mellem forventning og handling: Når der i offentlig debat stilles skarpt på muslimer, begynder denne gruppe at stille skarpt på sig selv som religiøs. Hermed bliver det religiøse også let udgangspunkt for gruppens markeringer i det offentlige rum - hvilket igen gør, at omgivelserne får et indtryk af gruppen som særligt religiøs. Markant i en dansk kontekst er, at identiteten som indvandrer/etnisk minoritet 'religiøsificeres' i det offentlige rum. Derved bliver religion en oplagt måde for nogle grupper at manifestere sig selv på, politisk og socialt.

Langt de fleste af de unge muslimer, som jeg har snakket med, har indvandrerbaggrund. De er opvokset i familier, hvor islam er en del af hverdagen, men de beskriver ikke opvæksten i sig selv som udgangspunktet for, hvorfor de er blevet aktive muslimer. Lige så væsentlige udgangspunkter er, at de fra tidligti deres liv får spørgsmål fra f.eks. kammerater og lærere om, hvad det vil sige at være muslim, og at de som mennesker søger efter religiøse svar. Den religiøse søgen synes særligt at gøre sig gældende i de sene teenageår og giver sig udslag i, at de unge med egne ord "vælger" islam. Rent praktisk betyder dette for dem, som jeg har haft kontakt med, at de har engageret sig i muslimske ungdomsforeninger.

Muslimske foreninger kendetegnes ved, at de ofte fokuserer på offentlighedeni deres virke. Nogle gange afholder de foredrag og åbent-hus-dag i den lokale moske. Andre gange er deres fokus bredere og når et nationalt, politisk niveau. Nogle foreninger er meget aktive i medierne. Organisationer som Muslimer i Dialog har f.eks. en udpeget talsmand; andre foreningers bestyrelsesmedlemmer er flittige debattører i aviser og tv. Også Hizb-ut-Tahrir, der trækker et ungt publikum, kan siges at lægge en nationalt orienteret medie-strategi for dagen, når bevægelsen holder konferencer med ofte ganske provokerende budskaber. Muslimske ungdomsforeninger i Danmark er i høj grad synlige, men på hver deres måde. Synligheden indeholder både en reaktion mod debatten om islam i offentligheden, samtidig med at den 'vinder' på denne debat.

De muslimske ungdomsforeninger kendetegnes også ved deres interne forskellighed. Her er der igennem de seneste tiår sket en ændring fra forskelle baseret på etnicitet til forskelle baseret på religiøs fortolkning. Der er forskel på en forening som Muslimer i Dialog, hvor dialogen, både mellem muslimer og med det omgivende samfund er vigtig, og Hizb-ut-Tahrir, hvor dialogen med samfundet afvises.

Forskellene understreger den påvirkning, som islam og unge muslimer undergår i en dansk kontekst. Det etniske tilhørsforhold, som f.eks. forældregenerationen samlede sig om i deres foreninger, er måske ikke længere så attraktivt for den, som har levet hele sit liv i Danmark. En sådan person mener måske ikke, at den lokale imam ved nok om det at være ung dansk muslim, fordi han kommer fra forældrenes oprindelsesland. Blandt andet derfor bruger de unge ofte hinanden som sparringspartnere (f.eks. på internettet). Nogle er inspireret af nutidige internationale tænkere som Tariq Ramadan og Hamza Yusuf, der taler om islams samhørighed med en vestlig kontekst. Andre er inspireret af globale bevægelser som Hizb-ut-Tahrir, der har helt andre forståelser af, hvad en universalistisk tolkning af islam indebærer.

Debatten om muslimer

For at forstå islam i Danmark må vi både se på det muslimske foreningslivs udvikling og på det omgivende samfund som en vigtig med- og modspiller. En sådan optik viser, at debatten ikke kun handler om muslimer. Selvom der nok tages udgangspunkt i, hvilken rolle en gruppe mennesker spiller i det danske samfund, handler debatten overordnet set om samfundet selv og de værdier, som det bygger på. Går man tættere på, er det markant, at debattens fronter ikke tegnes af muslimer versus ikke-muslimer eller af minoritet versus majoritet: Man kan både finde absolut islamskeptiske indvandrere og islamforstående majoritetsdanskere. Frontlinjen går mellem dem, som ser islam og muslimer som skadelige for Danmark, og dem, som mener, at det er den stigmatiserende forståelse af islam, som er underminerende for de idealer, som Danmark bygger på. Analyser viser også, at det radikale sprog - der, hvor den anden forvandles fra menneske til ideologi - findes inden for begge poler i debatten. Det er ikke kun et sprog, som findes blandt muslimer, men også i dele af det politiske spektrum, som forbindes med majoritets-befolkningen.

I starten af det 21. århundrede er religion fortsat central for en national, dansk selvforståelse og afgørende for, hvordan nogle grupper i det danske samfund bliver synlige. Lidt provokerende kan man spørge sig selv, om disse minoritetsgrupperi mindre grad ville markere sig på baggrund af religion, hvis majoriteten selv holdt op med at fokusere på dette element som afgørende for deltagelse i samfundets processer. Hermed ikke sagt, at religionen dermed tabte sin værdi for den enkelte. Men det kunne give andre muligheder for at mødes og ting at mødes om.

Garbi Schmidt er seniorforsker på SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Muslimerne er muslimer i Danmark, bl.a. fordi de er fremmede her og fremmede over for de fleste fremmede, som de nærmst ligger i krig med i deres hjemlande, og de kan slutte fred indbyrdes her ved at have noget sammen, og det er enten eller ikke familie, sprog, nationalitet osv., men religionen er en undskyldning for at mødes, og for at have noget fælles med nogen, man har andre fællessituation med, et slags oprør mod verden, og dem man lever blandt i det fremmede, for koranen er som skabt for dem her, fuld af oprør, angreb, organisering og ritualer. Lige til at gå til i sin foragt og kritik af den verslige verden og dens natur, og naturlighed i al almindelighed.