Kronik

Når paragraffen skrider

En aktuel retssag mod 21 anklagede i Københavns Byret er en sondering af, om demonstrations-deltagere kan gøres ansvarlige for det, som andre demonstranter gør. Uden individuelle beviser. Det er et skred i brugen af paragraffen - og et ekko af visse politikeres evige krav om strammere kurs
Efter politiets rydning af Ungdomshuset på Jagtvej den 1. marts sidste år var der utallige demonstrationer og optøjer. Mange blev anholdt undervejs, og nu er 21 af de anholdte for retten, anklaget for at have deltaget i urolighederne. Spørgsmålet er, om de var tilskuere, demonstranter eller medløbere og deltagere i urolighederne. Arkiv

Efter politiets rydning af Ungdomshuset på Jagtvej den 1. marts sidste år var der utallige demonstrationer og optøjer. Mange blev anholdt undervejs, og nu er 21 af de anholdte for retten, anklaget for at have deltaget i urolighederne. Spørgsmålet er, om de var tilskuere, demonstranter eller medløbere og deltagere i urolighederne. Arkiv

Lars Nybøll

Debat
11. januar 2008

Kan man virkelig blive dømt for vold uden at være voldelig? Kan man blive dømt for andres ballade i en demonstration? Tidligere var svaret med ganske stor sikkerhed nej, men det er under hastig forandring. Anklagemyndigheden skubber på den udvikling i en aktuel sag ved Københavns Byret. Her sidder 21 anklagede mellem 16 og 62 år. Spørgsmålet om de 21 lyder: Var de tilskuere, demonstranter eller medløbere og deltagere i urolighederne, da Ungdomshuset blev ryddet af politiet den 1. marts 2007?

Historisk set skulle de 21 kunne tage det roligt og regne med en frifindelse. Anklagemyndigheden har ikke nogen individuelle beviser mod dem, og det har gennem tiden været vældig svært at få dømt personer alene for den paragraf, der er tale om i deres sag, § 134 a. Anklageren skal nemlig med sikkerhed bevise, at de anklagede med deres passivitet har bidraget til uroligheder.

Men den aktuelle retssag er anklagemyndighedens forsøg på at udvide, hvad der er strafbart i brugen af § 134 a. Første skridt blev taget, da fire personer, der havde deltaget i en demonstration den 16. december 2006, blev dømt for deltagelse, fordi demonstrationen udviklede sig voldeligt. Der er ikke beviser for, at de fire har opført sig voldeligt. Det er mildt sagt betænkeligt. Der er nemlig ingen fornuftig begrundelse for at udvide, hvad der er strafbart. Voldelige demonstrationer er ikke blevet mere voldelige med årene, der er ingen ny lovgivning på området. Så hvorfor så en strammerkurs fra anklagemyndighedens side? Et kort historisk tilbageblik viser, hvornår det skrider.

Spadeslaget i Haderslev

Forløberen for den nutidige § 134 a skal findes i den politisk anspændte mellemkrigstid, hvor angsten for uroligheder og kup prægede det parlamentariske arbejde. Voldelige uniformerede korps, der sloges i gaden og halvmilitære grupper, der truede med magtovertagelse. Det var skrækscenarier i Danmark og virkeligheden i Tyskland - og baggrunden for at indføre en uro-lov den 28. april 1934. Uro-loven forbød politiske korps, den forbød deltagelse i sådanne korps og endelig - i § 3, der er stamfader til §134 a - blev deltagelse i grov ordensforstyrrelse og slagsmål gjort ulovligt. Teksten i § 3 lød omtrent som i dag:

"Deltagere i Slagsmaal eller i anden grov Forstyrrelse af Ro og Orden på offentligt Sted, hvorfor Straf ikke efter strengere Bestemmelse i lovgivningen maatte være forskyldt, straffes, saafremt de har handlet efter Aftale eller flere i Forening, med Hæfte eller med Fængsel indtil 6 Maaneder."

Uro-loven blev taget i anvendelse i 1940 under 'Spadeslaget i Haderslev'. En dramatisk dag i Haderslev, hvor 237 danske nazister iført uniform og blankpolerede spader mødtes for at marchere gennem byen. Situationen må siges at være en nærmest skræddersyet overtrædelse af uro-loven. For da det lokale politi satte ind for at opløse og anholde nogle af nazisterne, kom det til slagsmål, og nazisterne jog den lokale ordensmagt på flugt. Haders-levs slagne betjente tilkaldte forstærkning, og da de ankom, blev nazisterne belejrede i byens højskolehjem. Enden på belejringen blev, at nazisterne alle som en blev anholdt. Men først efter dramatiske sammenstød, hvor politiet brugte politistave, tåregas og vand fra brandslanger, mens nazisterne benyttede deres slebne spader som våben.

Anklagemyndigheden ville derefter dømme nazisterne for overtrædelse af § 3 i uro-loven, men tiden var ikke til den slags. Den tyske besættelsesmagt blandede sig i sagen. Efter krigen blev sagerne genoptaget, og en stor del af nazisterne blev dømt for 'Slagsmaal eller i anden grov Forstyrrelse af Ro og Orden på offentligt Sted'. Lige efter lovens tekst og intentionerne bag, altså.

Ændret to gange

Uro-lovens § 3 er siden blevet ændret af flertal i Folketinget to gange: I 1952 og i 2002.

I 1952 kom § 3 ind under straffeloven og blev til §134 a. Den eneste forskel var, at en sætning faldt bort ("hvorfor Straf ikke efter strengere Bestemmelse i lovgivningen maatte være forskyldt"), og det betyder, at personer kan sigtes og dømmes for forhold efter § 134 a og andre paragraffer med højere straframme samtidigt. I juni 2002 blev § 134 a ændret igen. Denne gang under justitsminister Lene Espersen. Baggrunden var de voldelige optøjer under EU-mødet i Gøteborg og G8-topmødet i Genova året før. Ændringen bestod i, at hæve straframmen fra seks måneder til halvandet år.

På trods af lovens navneforandring og sætningen, der faldt ud, har det stadig været en hård bevismæssig nød at knække, når skiftende anklagemyndigheder har forsøgt at dømme folk for strafbar deltagelse efter § 134 a. Meget få sager er så oplagte som den fra Haderslev.

Ingen ændring i praksis

Som regel falder domme for overtrædelse af § 134 a i følge med domme for vold eller hærværk - og altså med individuelle beviser mod den dømte.

Men sager om § 134 a uden individuelle beviser er forsøgt. Bl.a. blev adskillige personer tiltalt efter en 1. majdemonstration i 1987, hvorunder der var kast med sten og flasker. Retten fandt ikke, at de anklagede havde tilsluttet sig optøjer, men var at regne for tilskuere - også selv om nogle af dem råbte skældsord efter politiet, og ifølge anklageren således var deltagere. Det er ingen let sag at påvise passiv deltagelse.

I 1995 så retspraksis ud til at ændre sig. Østre Landsret fandt en gruppe personer skyldige efter de voldsomme optøjer den 18. maj i 1993 på Nørrebro. For en stor del af disse personers vedkommende fandtes der ingen beviser for, at de deltog i urolighederne, men de blev kendt skyldige alligevel. Men Højesteret ændrede afgørelsen året efter. Højesteretsdommen blev fundet frem igen, da der skulle tages stilling til varetægtsfængslinger efter rydningen af Ungdomshuset. I afgørelsen fra 1996 hedder det:

"Domfældelse efter straffelovens § 134a for deltagelse i sådanne optøjer er ifølge Højesterets dom af 2. februar 1996 (U 1996.639 H) betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende beboere og andre, der blot har været til stede."

Formuleringen "med sikkerhed" stiller skrappe krav til bevisførelsen fra anklageren. Tilstedeværelse ved ulovligheder er simpelthen ikke nok til at blive dømt for deltagelse. Men det er jo ikke blot jura og retspraksis, der tæller. Signalpolitik og populære krav om stramninger spiller også en rolle.

Hvor der strammes kan

Nogle politikere har kigget på § 134 a. I hvert fald har Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Efter sammenstød mellem politi og demonstranter den 16. december 2006 afkrævede han justitsministeren svar på, om § 134 a er 'tilstrækkelig', og om politiet virkelig skal dokumentere 'konkret aktiv deltagelse for hver enkel demonstrant'. Det underforståede krav om en stramning af loven og slapning af beviskravet blev afvist i Lene Espersens svar, der henviste til Højesterets dom fra 1996 med formuleringen om, at det "med sikkerhed" skal godtgøres, at de anklagede har tilsluttet sig uroligheder.

Retspraksis er, som den er, ifølge justitsministeren. Men i samme anledning - spørgsmålet fra Peter Skaarup - har politidirektøren i København dog en anden udlægning. Her lyder svaret:

"(-) i det omfang der rejses tiltale for overtrædelse af straffelovens § 134 a, vil netop spørgsmålet om rækkevidden af straffelovens § 134 a, herunder også kravene til beviser for den enkeltes deltagelse i urolighederne, blive et centralt spørgsmål for domstolene at skulle tage stilling til."

Politiet vil næsten uden undtagelse gerne have nye muligheder for at agere. Derfor er politidirektørens svar ikke en overraskelse. En strammere kurs i retten vil give politiet muligheder for at foretage anholdelser af større grupper uden større krav til bevisførelse - bortset fra de anholdtes tilstedeværelse ved en demonstration, der udvikler sig voldeligt. Domstolen kan godt vælge at stramme retspraksis. Men det fordrer en forklaring eller en fornuftig argumentation, for urolighederne er hverken mildere eller vildere end tidligere.

Retssagen mod de 21 i Københavns Byret er en sondering af, om demonstrationsdeltagere kan gøres ansvarlige for det, som andre demonstranter gør. Uden individuelle beviser. Det er et skred i brugen af paragraffen og et ekko af visse politikeres evige krav om strammere kurs.

Linda Hansen er centerleder på Center for Rets- og Politiforskning (Cerepo). Cerepo er en privat finansieret, politisk uafhængig tænketank, der blev stiftet i 2006.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne strammertrang som lov & orden fanatikerne med Lene Espersen i spidsen er såvel udtryk for populisme, der skal tiltrække vælgere i en tid, hvor politik i højere og højere grad bygger på angst for og udgrænsning af det fremmede, det anderledes og outsidere af alle slags. Yderligere åbnes der via konstant udfordring af grænserne for magtudøvelse og overvågning gradvist op for ren og skær politisk forfølgelse af besværlige grupper.

Sidstnævnte er ikke et udpræget dansk fænomen. I Tyskland kører terrorhysteriet også parløb med en forfølgelse af venstreorienterede, som ikke alene medvirker til at radikalisere visse politiske grupperinger, men også svækker retssikkerheden og underminerer statens egen legitimitet som voldsmonopol.

Men domstolene er ikke helt enige med den borgerlige hetz:

"Kendelser fra den tyske højesteret viser, at Tysklands anklagemyndighed er gået for vidt i bestræbelsen på at retsforfølge landets venstreradikale bevægelse med terrorlove. Venstrefløjen jubler, borgerlige kræver stramninger.

Af Niels Fastrup/Monsun

Den tyske statsanklageres forsøg på at bekæmpe landets venstreradikale miljø med terrorlovgivning har på det seneste lidt en række markante nederlag.

På foranledning af statsanklager Monika Harms gennemførte tysk politi den 9. maj 2007 en storstilet razzia mod globaliseringsaktivister, der på daværende tidspunkt var i gang med at forberede protesten mod det forestående G8-topmøde i Heiligendamm. 40 forskellige venstrefløjslokaliteter i seks delstater blev ransaget af ikke mindre end 900 betjente.

Det mest bemærkelsesværdige var imidlertid, at anklagemyndigheden ikke udførte razziaen med henvisning til almindelig strafferet, men under påberåbelse af § 129a, den tyske terrorparagraf:

– Vi mener, at man var i færd med at danne en terrororganisation, hvis formål var at planlægge brandattantater eller andre voldsomme aktioner for at ødelægge eller forhindre G8-mødet, lød anklagemyndighedens forklaring dengang.

G8-aktivister planlagde ikke terror
At den tyske stat målrettet forsøgte at bekæmpe de venstreradikale bevægelser gennem en »terrorstrategi« blev kort efter understreget, idet Monika Harms i et stort interview med magasinet Spiegel den 29. maj 2007 udtalte, at folk der af politiske grunde udførte brandangreb mod staten, var terrorister.

Den 4. januar led strategien så et alvorligt knæk, idet den tyske højesteret i Karlsruhe afviste substansen i terroranklagerne.

Domstolen benægter ikke, at de ransagede personer og organisationer kan have været i gang med at planlægge strafbare handlinger. Den afviser imidlertid, at de planlagde aktioner var af en så alvorlig karakter, at terrorparagraffen kan bringes i anvendelse. Og hvad mere er: Den finder det tvivlsomt, at de overhovedet havde sluttet sig sammen i en forening.

Brandattentater ikke terror
Nederlaget er det andet inden for få måneder. I starten af august 2007 anholdte politiet i Berlin tre aktivister i færd med at sætte ild til lastbiler tilhørende det tyske militær. De blev efterfølgende anklaget for at tilhøre en »terrororganisation« ved navn Militante Gruppe, der angiveligt har udført omkring 25 brandangreb siden 2001 mod tomme bygninger og køretøjer tilhørende virksomheder og tyske myndigheder.
I slutningen af november erklærede højesteret imidlertid, at aktionerne ikke var alvorlige nok til at kvalificere sig til terroranklagen. Selvom retten fandt, at gruppens brandattentater udgjorde »potentielt terroristiske handlinger«, indskærpede den, at terrorparagraffens krav om, at der skal være tale om handlinger, der har til formål alvorligt at skade en stats strukturer, ikke var opfyldt.

Ifølge loven var aktivisterne dermed almindeligt kriminelle, ikke terrorister.

FDP: Behov for strammere terrorlove
Den tyske venstrefløj jubler over den linje, som landets højesteret nu har udstukket.

Hans-Christian Ströbele, medlem af Forbundsdagen for partiet Bündnis 90/Die Grünen, udtalte ovenpå kendelsen den 4. januar, at domstolen havde vist anklagemyndigheden, hvor retsstatens grænser går.

– Anklagemyndighedens overhårde og retsstatskrænkende linje må nu grundlæggende korrigeres, påpegede han i en pressemeddelelse.

Fra borgerlig side drager man imidlertid en anden konklusion: Ifølge FDP-politikeren Jörg van Essen viser dommene, at tysk lovgivning stiller for skrappe krav til, hvornår noget kan betragtes som terror.

– Konsekvensen af de skrappe krav er, at ekstremistiske grupper, der koncentrerer sig om at udøve vold mod ting, ikke kan retsforfølges som terrorgrupper. Dermed overser man, at netop sådanne alment farlige handlinger rummer et stort trusselspotentiale i forhold til den offentlige sikkerhed, udtaler van Essen."

I det hele taget er det betænkeligt at politiet (den udøvende magt) blander sig i domstolenes (den dømmende magts) arbejde, sdaån som Københans Politidirektør jo åbent gør her.

Og nu må det være slut med at kalde DF for et demokratisk parti. Partiet indeholder jo klart totalitære træk, der giver uhyggelige mindelser både om noget der skete i syd såvel som i øst. At anholde personer, som intet ulovligt har foretaget sig, blot fordi de var til stede ved en demonstration som udviklede sig ulovligt er rent faktisk en begræsning af borgernes ret til at demonstrere, idet man jo sikkert fra visse menneskers side vil sige, at nå jamen, så vil vi ikke gå med i demonstrationer, hvis vi kan risikere at blive anholdt, blot fordi man måske er i området, eller blot fordi man måske er tilskuere.

Pointen er rent faktisk at det anholde nogle blot for at være i samme gruppe som dem, f.eks. under en demonstration, er noget der hører til i totalitære stater, ikke i et moderne, demokratisk samfund som Danmark.