15. december 2007 fejrede store grupper af mennesker i La Paz i Bolivia sammen med præsidenten, Evo Morales, og vicepræsidenten, Àlvaro García Linera, den nye grundlovs vedtagelse. Omtrent samtidig erklærede seks ud af ni departementer i landet sig uafhængige og nægtede at anerkende den. Derved blev den splittelse, som landet har befundet sig i de sidste to år, så markant, at ingen kunne overse den.
Bolivia har 8,5 millioner indbyggere, hvoraf en meget stor andel er aymara- eller quechua-talende indianere. Præsident Evo Morales tilhører den aymara-talende del af befolkningen og er den første præsident af indiansk oprindelse i landets 182-årige historie som selvstændig nation. Præsidenten, som stammer fra en fattig bondefamilie, blev valgt i efteråret 2005 af et stort flertal på et program, som bl.a. handlede om at bekæmpe fattigdommen, nationalisere naturressourcerne og skrive en ny grundlov for landet. Kravet om en ny grundlov var med stigende intensitet blevet fremsat af flere indianske grupper i årene inden valget, og Evo Morales og hans parti, MAS, tog det op som et vigtigt punkt på valgprogrammet.
Et af præsidentens første initiativer var derfor at nedsætte en ny grundlovgivende forsamling. Denne skulle bl.a. have direkte repræsentation fra alle de sociale sektorer, der hidtil havde været uden for politisk indflydelse, hvilket især vil sige indianerne, som også udgør det store flertal af fattige i Sydamerikas fattigste land. Derved har regeringen foretaget et bevidst brud med det 'hvide' borgerskabs monopol på den politiske magt. Den lov-givende forsamling skulle udarbejde den ny forfatning, som angiveligt skulle gøre op med århundreders diskrimination og inkludere de mange forskellige sociale og etniske grupper, landets befolkning består af. 15. december afsluttedes dette arbejde efter en til tider tumultagtig proces, som endte med, at grundloven blev vedtaget af den grundlovgivende forsamling, men uden oppositionens stemmer.
Forinden var den grundlovgivende forsamling blevet flyttet fra Sucre, den gamle hovedstad i landet, til Oruro. Dette skete for at undgå de mange demonstrationer, oppositionen gennemførte i Sucre og de mange voldelige overfald og chikanerier, som medlemmerne, især repræsentanterne fra MAS, blev udsat for.
Siden Evo Morales overtog præsidentembedet i Bolivia i januar 2006, har han været involveret i kontroverser og konflikter med oppositionen, ledet af den tidligere præsident Jorge Quiroga, og grupper af erhvervsfolk og borgere fra den østlige del af landet, bl.a. repræsenteret ved præfekten fra departementet Santa Cruz, Rúben Costas.
Kræver selvstændighed
Costas kræver hver dag autonomi, dvs. selvstændighed for sit departement, og han optræder ofte i medierne i selskab med præfekterne fra Beni, Pando, Tarija og som noget nyt ligeledes med præfekten fra Cochabamba og Chuquisaca for i fællesskab at angribe Morales' regering. For øjeblikket er det kun de tre højlandsdepartementer, La Paz, Oruro og Potosi, som støtter præsidenten. Det er især i disse departementer, at det fattige flertal af højlandsindianere bor og arbejder.
Hele denne konflikt startede i juli 2006, da man ikke kun valgte de 255 medlemmer af den lovgivende forsamling, men også stemte særskilt for eller imod større uafhængighed til departementerne. På nationalt plan var der flest stemmer imod, men i departementerne Santa Cruz, Tarija, Beni og Pando var der flest stemmer for selvstændiggørelse. Der-efter har disse fire departementer krævet selvstændighed.
I hele forløbet har oppositionen, som kun talte 70 ud af den grundlovgivende forsamlings 255 medlemmer, forsøgt at forhindre at MAS, præsidentens parti, brugte sit flertal til at gennemføre forandringer i grundlovs-teksten, som kun var til fordel for de sektorer, som regeringen repræsenterer.
Lammet i et år
Arbejdet i den lovgivende forsamling blev derfor lammet i næsten et år i diskussioner om det reglement, der regulerede debatterne. Et resultat blev, at alle afgørende spørgsmål skulle afgøres ved to tredjedeles flertal. Man gav desuden oppositionen en dobbelt garanti ved hjælp af et komplekst stemmesystem, som betød, at selv om at MAS skulle få et overvældende flertal af stemmer, ville minoriteterne kunne opnå en repræsentation på 38 procent af stemmerne.
Undervejs formåede oppositionen også at stille spørgsmål ved, hvor hovedstaden skal være, i La Paz eller i Sucre, den gamle hovedstad, hvor domstolene befinder sig. Det lykkedes oppositionen at oppiske en stemning af 'lokale' nationalfølelser, som har gjort hele debatten om hovedstadens placering følelsesladet og vanskelig at håndtere for regeringen. I det hele taget har oppositionen vist sig overraskende snedig og erfaren, hvor-imod regeringen til tider virker meget uheldig. Retorikken i den politiske debat er præget af gensidige beskyldninger og fornærmelser, og ingen holder sig tilbage. Oppositionen kritiserer for eksempel præsidenten for at tale dårligt spansk og for at være for uuddannet til at lede landet. Dette forværres af en politisk kultur, hvor der historisk ikke har været traditioner for at indgå kompromisser med modstanderen. At tro, at det skulle lykkes Evo Morales i løbet af få år at rokke fundamentalt ved disse traditioner ville være illusorisk.
Bagved de endeløse diskussioner om procedurer i den grundlovgivende forsamling ligger en grundlæggende diskussion i Bolivia om, hvilken slags samfund man vil have i et land, hvor indtægtsfordeling og jordfordeling er ekstrem skæv. De to sektorer kæmper med hinanden om to forskellige projekter for landets fremtid. MAS ønsker efter erfaringerne med de negative sociale konsekvenser af de tidligere regeringers neoliberale politikker at gennemføre et reformistisk projekt, som bl.a. har det formål at genindsætte staten som en vigtig faktor i det politiske og økonomiske liv i landet.
Kan ikke standses
Evo Morales udtalte, da han fik overrakt den nye grundlov fra Silvia Lazarte, forkvinden for den lovgivende forsamling, at "den fredelige, demokratiske og kulturelle revolution ikke kan standses, ingen vil kunne standse den, uanset hvad jordejerne og oligarkiet så end finder på at gøre. Den nye forfatning vil garantere den endelige afkolonisering af landet. Den udelukker ingen, men den vil genskabe Bolivia som en flernational stat, idet den giver autonomi til såvel de ni departementer som til regionerne, provinserne og de indianske fællesskaber og også anerkender de 36 forskellige sprog, der tilhører de forskellige etniske grupper, der officielt lever i landet".
Vicepræsidenten García Linera, som er en venstreorienteret intellektuel, har flere gange gentaget til såvel den nationale som den internationale presse, at "vi ønsker at arbejde hen imod gennemførelsen af en ny økonomisk model, som jeg provisorisk har kaldt 'andinsk-amazonsk kapitalisme'". Mere konkret ønsker regeringen bl.a. at benytte indtægterne fra gas- og olieudvinding til forskellige typer af sociale programmer.
Højrefløjen derimod modsætter sig regeringens forslag og kræver som nævnt øjeblikkelig autonomi til regionerne for at sikre deres investeringer og adgangen til de naturressourcer, som disse områder er rige på. Man tænker mere lokalt end nationalt. Oven i købet har man til den følelsesladede debat føjet et element af racisme, idet man påstår at man i lavlandet er mere hvide og mindre indianske end i højlandet. Man ser dermed bort fra, at store dele af befolkningen i lavlandsområderne er emigranter fra højlandet.
Efter at den lovgivende forsamling har arbejdet i et år og er nået frem til en ny grundlov, som kun er blevet accepteret af nogle sektorer af landet, især blandt tilhængere af Evo Morales, og samtidig afvist i alt seks af de ni departementer, er det vanskeligt at forestille sig en vellykket mægling på kortere sigt, eller at konflikterne stilner af.
Præsidenten balancerer på en knivsæg mellem sit eget vælgergrundlag, det fattige indianske flertal, og en politisk meget snu opposition, som dog i sidste uges forhandlinger citerede Nelson Mandela for at sige, at man har brug for tilgivelse for at kunne opbygge et land uden had. Dette suppleredes af præsidenten, som sagde, at "landet vil se os sammen" som et ønske for en fremtid uden splittelse. Præsident Morales har nu åbnet for nye forhandlingsmuligheder og ændringer i grundlovsteksten. Spørgsmålet er så, om han kan gennemføre dette uden at skabe en ny konflikt med sin egen vælgerbasis.
Anne Marie Ejdesgaard Jeppesen er lektor på Københavns Universitet
Ronald Grebe er journalist i Bolivia
