Ny læreruddannelse er langt fra nytænkning

Akkrediteringsrådet - et af Regeringens nye smagsdommerkollegier - har godkendt oprettelsen af en ny bacheloruddannelse ved Aarhus Universitet som lærer i ét naturfag til folkeskolen. Det er tanken, at ét-fagsuddannelsen senere skal følges op med en to-årig kandidatoverbygning, således at der altså bliver tale om en fem-årig kandidatuddannelse som lærer i folkeskolen. Uddannelsen skal etableres i Aarhus og i København på det tidligere Danmarks Pædagogiske Universitet, nu Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under Aarhus Universitet. Regeringen skal tage stilling til forslaget inden udgangen af januar.

Foreligger der virkelig et nyt revolutionerende forslag med kvaliteter, der kan opveje alle de betænkeligheder, der umiddelbart må knytte sig til forslaget? Hovedproblemet er, at forslagsstillerne kun omtaler egne ideer og kvalifikationer i positive vendinger, efterlader mange katte i sækken og totalt mangler opbakning fra andre end sig selv og Akkrediteringsrådet. Det er tankevækkende, at Rådet ved sin behandling af forslaget sendte et medlem af Rådet uden for døren som inhabil. Det var den forhenværende direktør for folkeskolen. Det er åbenbart et organ, hvor sagkundskab er grundlag for inhabilitet. Forvaltningspraksis om inhabilitet har helt klart ændret sig radikalt, siden jeg var styrelses-chef for fem år siden.

Forslaget giver da også anledning til flere spørgsmål, end det besvarer. F.eks:

1) Kan en bachelor med kun et undervisningsfag, uanset lærermangel, finde relevant beskæftigelse i Folkeskolen? Dette problem omtales overhovedet ikke i oplægget. Alle naturfag (bortset fra matematik) er små fag, dvs. typisk to timer pr. klasse, og typisk kun fag på nogle få årgange. Det betyder, at f.eks. en lærer i biologi skal have 12 forskellige klasser for at udfylde et 24 timers skema i biologi. Da faget biologi kun gennemføres på tre klassetrin, skal vi altså op på en fire-spors skole for at regnestykket kan gå op. Dem er der ikke så mange af. Og vi skal op på en otte-spors skole for at have brug for to biologilærere. Til gengæld vil denne lærer have omkring 240 elever, som alle skal have lavet elevplaner! Eller skal naturfagslærere nu til at være vandrelærere mellem forskellige skoler?

Min vurdering er, at ét fags -bachelorer i små fag højst kan anvendes som deltidslærere eller må sættes til at undervise i fag, som de ikke er uddannet til - i praksis som løst ansatte vikarer, evt. som deltidsarbejdsløse. Det var der bred enighed om ville være meget uheldigt, da Undervisningsministeriet for fem år siden etablerede meritlæreruddannelsen med to fag. Hvad har ændret sig siden? Vil ministerier og universitet fortælle de unge ansøgere ærligt om disse problemer?

2) Repræsenterer forslaget en (tiltrængt) nytænkning omkring naturfag i Folkeskolen? Overhovedet ikke! Forslaget indeholder nemlig intet om naturfag, men en masse om pædagogik og al den nytænkning Aarhus Universitet gerne vil love på dette område i sammenhæng med naturfag. Det ville efter min mening have været meget mere nytænkende og anvendeligt, hvis man havde foreslået en bredere naturfags-lærer i stedet for en bachelor i kun ét naturfag.

3) Kan forslaget medvirke til, at der uddannes flere folkeskolelærere med naturfag? Det postulerer man, men postulatet kan nemt vendes den modsatte vej: at der bliver færre, nemlig at professionshøjskolerne får færre studerende med interesse for naturfag, så disse uddannelsessteder må indskrænke linjefagsudbudet i naturfag. Det vil klart være en forringelse, at vi mister to - eller tre - fags lærere i naturfag til fordel for ét-fags lærere, der reelt ikke kan anvendes.

4) Kan man tage stilling til det foreliggende forslag uden at tage stilling til en kandidatoverbygning? Svaret er nej. Uden flere naturfag i uddannelsen vil den reelt ikke være anvendelig i Folkeskolen, og universiteterne har da heller aldrig ønsket sig bacheloruddannelser uden kandidatoverbygning. Man skal altså nu tage stilling til, om vi skal indføre en fem-årig folkeskolelæreruddannelse ved et universitet - i øvrigt uden nogen form for beskrivelse af kandidatoverbygningen og uden om Folketinget. Det kan enten føre til, at vi får en A-uddannelse og en B-uddannelse, dvs. en fem-årig og en fire-årig folkeskolelæreruddannelse. Eller at den fire-årige professionslæreruddannelse gøres fem-årig. Og så bliver der for alvor lærermangel i Folkeskolen. Vi vil komme til at mangle en hel årgang. Den igangværende uddannelsesinflation forstærkes mærkbart - med masser af afsmitning til andre professioner.

5) Kan et sådant forslag godkendes og besluttes uden nogen form for økonomisk analyse?

6) Hvorfor skal Folketinget lovgive om den fire-årige folkeskolelæreruddannelse ved professionshøjskoler, men ikke om den 3+2-årige ved et universitet? Vil man høre alle relevante parter, f.eks. Kommunernes Landsforening om forslaget? Eller har man også på dette punkt indført ny forvaltningspraksis?

7) Er der overhovedet nogen, der inddrager den svækkelse af professionshøjskolerne i deres etableringsfase, som der bliver tale om? Hvis regeringen ligesom forslagsstillerne tror på, at universiteterne kan lave en bedre folkeskolelæreruddannelse, end den som gennemføres ved professionshøjskolerne, som Folketinget har lovgivet om, skylder man så ikke professionshøjskolerne en forklaring? Hvordan vil man sikre det i lovgivningen forudsatte samarbejde mellem professionshøjskoler og universiteter, hvis universiteterne kan gennemføre, hvad de vil uden samarbejde?

8) Vil tilsvarende forslag fra Syddansk Universitet, Ålborg Universitet, RUC eller Københavns Universitet blive godkendt?

Mine sidste spørgsmål kan kun besvares af en minister, men hvem er egentlig den ansvarlige minister i denne sag? Vi er jo et rigt land, der åbenbart har råd til to undervisningsministre og to folkeskolelæreruddannelser. Dengang Bertel Haarder var den eneste undervisningsminister, var han en klar modstander af uddannelsesinflation. Er han løbet over ende af sin kollega?

Berrit Hansen er fhv. styrelseschef i Undervisningsministeriet