I Peter Øvig Knudsens bog om Blekingegadebanden 2 undrer forfatteren sig over, at der i 1990 ikke rejstes tiltale for 'støtte til terrorisme' i medfør af (dagældende) § 114 i straffeloven. Forfatteren nævner, at der kan være en 'juridisk' og en 'politisk' forklaring, og det synes som om, han selv har mest fidus til den 'politiske', dvs. at nogen i Justitsministeriet var bange for at påkalde sig terroristernes vrede, og at tiltale for overtrædelse af § 114 derfor undlades.
I hvert fald i den verserende offentlige debat om emnet er der flere, herunder en kendt politiker og jurist (!), der opfatter bogens indhold på denne måde.
Derfor må jeg fremdrage følgende faktuelle forhold:
1. Dagældende § 114 kriminaliserede handlinger, der især bestod i ydelse af væsentlig støtte til organisationer, der ved magt ville øve indflydelse på 'offentlige anliggender'. Bestemmelsen var en del af straffelovens kap. 13, der skulle beskytte staten mod såkaldte 'indre fjender' i modsætning til kap. 12, der indeholdt strafferetligt forsvar mod 'ydre fjender.'
2. Ikke efter ordlyden, men efter § 114's baggrund og placering i straffelovens kapitel 13, var bestemmelsens anvendelsesområde alene situationer, hvor danske offentlige interesser kunne være umiddelbart truet. Da PFLP ikke truede danske offentlige anliggender var logistisk støtte til organisationen ikke strafbar efter § 114, ligesom der f.eks. aldrig har været rejst tiltale mod folk, der samlede penge m.v. til FLN i Algeriet under FLN's frihedskrig mod Frankrig eller til lignende bevægelser.
3. Da Danmark i 1977 ratificerede den Europæiske terroristkonvention, gav Rigsadvokaten i et høringssvar (af 23. december 1977) til Justitsministeriet udtryk for, at det burde overvejes at ændre § 114, således at den også kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor magtanvendelsen sigtede mod offentlige anliggender i 'beslægtede fremmede stater'.
Med andre ord: i 1977 opfattede også den højeste anklagemyndighed § 114 som en bestemmelse, der alene beskyttede danske statsinteresser.
4. Den 11. maj 1989 - et år før anklageskriftet i Blekingegade-sagen - bad Folketingets Retsudvalg justitsministeren om at redegøre for indholdet af § 114. I svaret hedder det blandt andet, "at bestemmelsen forudsættes anvendt som værn over for angreb på danske offentlige anliggender og den danske samfundsorden". (Besvarelse af samrådsspørgsmål nr. X af 11. maj 1989)
5. I Kriminalistisk Instituts Årsberetning 1989 (side 118-133) gennemgår professor Jørn Vestergaard emnet med dybdeplov og konkluderer blandt andet: "Bestemmelsen i § 114 omfatter alene angreb på danske offentlige anliggender og den danske samfundsorden. Dette kan udledes af bestemmelsens forhistorie og ordlyd, sammenholdt med dens placering blandt de øvrige statsforbrydelser. Ud fra bestemmelsens forarbejder er det klart, at den udelukkende er tænkt som et værn om indre danske interesser. Dette er også fast antaget i den øvrige strafferetlige litteratur".
Denne afhandling udkom adskillige måneder før udarbejdelsen af anklageskriftet i Blekingegade-sagen.
Konklusionerne må være:
A: Hvis statsadvokat H. C. Abildtrup, der var en overordentlig velfunderet jurist og en glimrende procedør, ville være sikker på et eklatant del-nederlag i sagen, ville det være at medtage en tiltale for overtrædelse af § 114 i sit anklageskrift. Hvis nævningerne ikke ville frifinde i et sådant forhold, kunne han påregne en ophævelse af afgørelsen fra de juridiske dommeres side. Og ingen fornuftig justitsminister ville give påbud om tiltalerejsning i henhold til straffelovens § 118a i et forhold, hvor anklagemyndigheden måtte imødese et nederlag. Det ville jo ikke blot være anklagemyndigheden, der tabte ansigt, men også ministeren.
B. Man kan ikke laste Peter Øvig Knudsen for manglende viden om den gamle § 114 og dens baggrund og rækkevidde. Han er journalist, ikke jurist med strafferetligt speciale, og hans bog er ikke en videnskabelig undersøgelse, men et tilbageblik på en fortid, set i journalistikkens skrå projektørlys, der oplyser nogle sider af virkeligheden og lader andre i skygge.
Tværtimod er bogens elan og appel måske netop opstået ved, at forfatteren har gjort sig til talsmand for et antal frustrerede politifolk, og det er egentlig et journalistisk scoop, at det er lykkedes ham at få et antal velmenende debattører til at reagere på konspirationsteorien om det ængstelige Justitsministerium.
Claus Bergsøe er forsvarsadvokat
Tak for proceduren hr. forsvarsadvokat, så fik vi vist frikendt Justitsministeriet på dette punkt. Men derfor er det vel stadig et problem, hvis Justitsministeriet var med til at hindre opklarelsen af Blekingegadebandens bankrøveri i Lyngby og det var vel meget belejligt, at man havde § 114, så man ikke behøvede at gå så meget ind på det punkt under retssagen. Men det er selvfølgelig ikke et juridisk spørgsmål.