Læsetid: 4 min.

Peter Øvig viser vejen

Blev det hele ikke lidt delikat anrettet i hans artikler i 80'erne? Var hans pen ikke lidt for let? Skøjtede den hen over realiteterne for bare at skabe skønne øjeblikke på papiret?
Prisvinder. Forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen modtog forleden årets Cavlingpris. Og det er der god grund til: Øvig har ramt nutiden og en nerve.

Prisvinder. Forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen modtog forleden årets Cavlingpris. Og det er der god grund til: Øvig har ramt nutiden og en nerve.

Jens Dresling

17. januar 2008

Jeg har længe sagt, at Peter Øvig Knudsen var en af landets bedste skribenter. Jeg kan huske hans lange, grundige og dybe samtaler fra Press, som vi altid læste op for hinanden i 80'erne.

Han interviewede de store forfattere med en dybde og en kærlighed til sproget, som skabte nogle gnistrende rendez-vous på papiret. Det store interview med Søren Ulrik Thomsen kom lige på det tidspunkt, hvor vi alle sammen ville vide alt om denne magiske, lille digter, der fortryllede os med digte, der stod som statuer i vores kollektive bevidsthed dengang. De var monumenter over vores æstetiske mentalitet. Det måtte gerne være skønt, det behøvede ikke være grimt som i 70'erne. Og Peter Øvig Knudsen trængte i samtalen dybere ned, længere ind og tættere på mennesket Søren Ulrik.

Suzanne Brøgger kom han også ind til i et intenst og nærgående, men respektfuldt møde. Jeg kan huske, at han startede med at spørge, om det var et problem for hende, at hun både var smuk og klog. Der følte vi, at det ramte lige os, for dengang troede vi stadig, at også vi var smukke og kloge. Nu tror vi kun på det, når vi er berusede af samtaler og rødvin, men skammer os over det om morgenen igen. Spejlet taler altid sandt, specielt om morgenen.

Men jeg kom på et tidspunkt i tvivl, om Peter Øvig Knudsen var et spejl eller et kalejdoskop. Blev det hele ikke lidt delikat anrettet i hans artikler? Var hans pen ikke lidt for let? Skøjtede den hen over realiteterne for bare at skabe skønne øjeblikke på papiret? Det handlede også om mig personligt. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Jeg reflekterede eksistentielt over forholdet mellem kitsch og virkelighed, da yuppierne pludselig blev en skræmmende virkelighed med deres prangende tøj, mærkevarer og selviscenesættelse. Jeg foretrak også den lækre tilrettelæggelse af virkeligheden, men jeg hadede yuppierne for alt, hvad de stod for af afstumpethed og samvittighedsløshed.

I hvert fald blev jeg glad, rigtig gammeldags glad, da jeg mange år senere læste Øvigs bog om stikkerlikvideringerne efter Anden Verdenskrig. Den var skrevet brillant som altid, men den var også grundig. Han havde fået jord under neglene. For mig var det helt tydeligt, at han havde spenderet tusindvis af timer med vedholdende research for at nå frem til sandheden. Jeg ved godt, at sandheden ikke findes (det er en essentialistisk konstruktion), men han stræbte efter at komme så tæt på som muligt. Nu kunne man læse ham, nyde skriften og den nøgterne, registrerende stil med god samvittighed. Man vidste, at det ikke var virkelighedsflugt, men et drama på liv og død skrevet med respekt for den andagt, som skal være der, når det kommer til tilværelsens spidsøjeblikke.

Slugte retssagen

Det var med spænding, at jeg gik i gang med hans opus om Blekingegadebanden. For os, der var unge 80'erne, var mordet på Jesper Egtved Hansen en fuldstændigt skelsættende begivenhed. Det var ikke chokket i sig selv, for det var jo ikke en tv-transmitteret begivenhed som mordet på Kennedy. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var, da jeg hørte om det. Men opklaringsarbejdet og retssagen slugte jeg, som danskerne angiveligt har slugt Stieg Larssons middelmådige kriminalromaner - det bliver jo ikke til stor litteratur, bare fordi han mener det rigtige.

Det kunne jo have været mig, tænkte jeg om i hvert fald nogen af de syv bandemedlemmer. Det kunne have været mig, hvis ikke jeg var taget til Génève. Det var sådan en stemning, vi levede med i 80'ernes København: Der var mindre end en hårfin grænse mellem engagement og radikalisering . Vi måtte se passivt til, mens Weidekamp udrullede sin tankeløse destruktion af det smukke, gamle Nørrebro, og mens en dengang ung Bertel Haarder påbegyndte sin massive kampagne mod den frie uddannelse. Og alligevel var det en tid, hvor lyrikken kunne vende op og ned på det hele. Det var årtiet, der begyndte, da Ian Curtis satte ord på det hele: "The past is now part of my future; the present is well out of hand." For en gangs skyld har kritikerne ret: Control er en fantastisk film. Jeg skylder at fortælle, at det ikke var Jihad Mansour (også kendt som det schweiziske bandemedlem Marc Rudin), der fik mig fra København til Génève. Det var såmænd min mand, Xavier.

Overvundet sig selv

Men hvor er det flot af den danske Cavlingkomité at bryde traditionen og belønne et stort værk som Øvigs. Hvor er det flot, at de vil prise en så velskreven bog, og hvor er det saliggørende, at de ikke lod sig kyse af den vulgære politimentalitet, der pludseligt dukkede op i den danske debat med krav om, at Øvig skulle levere en morder. Øvig har leveret noget andet og større. Han har overvundet sig selv og sin tid ved at skrive noget, der er meget mere forpligtende og farligt end ungdomserindringer og historier fra besættelsen. Han har ramt nutiden og en nerve i det danske retssystem. Komiteen har vist, at det æstetiske, det raffinerede kan kombineres med det etiske, det substantielle. Det vil nu nok provokere de sure venstre-orienterede, men Peter Øvig Knudsen viser ikke desto mindre vejen frem.

Serie

Seneste artikler

  • Skoen er fuld af blod - og han er ikke en ægte prinsesse

    28. februar 2008
    Kunstfonden. Det må være det mindste beløb i verdenshistorien, som har vakt politisk anskrig. 15.000 kroner til Lars von Trier...
  • Ned med himlen

    21. februar 2008
    Danskerne er så pissebange for at blive sat af, at de er med på hvad som helst
  • Leonora og Synnøve

    10. januar 2008
    Tiden er inde til at rehabilitere Synnøve og give Leonora en velfortjent dumpekarakter. Når man skriver så dårligt som Leonora Christina Skov, har man faktisk ikke ret til at være kritiker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulrik Høstblomst

Joeh - sandt nok

Men drabet på Jesper Egtved Hansen fik jo også politiet op af stolene da de først fik oplysningerne fra PET der havde dem fra Mossad

Det var jo først efter Købmagergaderøveriet at vi for alvor fik øjnene op for at Belkingegadefolkene have praktiseret U-landsbistand i større skala

Ind til da anede ingen andre end PET hvem de var ... hvis de da overhovedet havde fået oplysningerne fra Mossad på det tidlige tidspunkt ??

Who knows --- det kan Øvig jo heller ikke svare på

Spøjst at man vælger at gi ham Cavlingprisen - trist for Cavlings minde

Men det må de selv ligge og rode med -----

Skelsættende er nok lige at overdrive det en tand.

Til gengæld virker det som om overdrivelsens kunst ikke er helt fremmed for dig selv, Winston.

Jeg oplevede bomben i Søllerødgade som mere "skelsættende" - jeg mener: At en forbryderbande dræber en politimand, er sket både før og siden, og det var jo først længe efter, man fik at vide, at røverne troede, de var politiske frontkæmpere.

Alle de nævnte episoder kan da egentlig være skelsættende uden at udelukke noget. I den forbindelse stor tak til Per Vadmand for at huske os på bombedrabet på en fredelig aktivist i Søllerødgade. Her var jeg parat til at se hele forløbet gennem den gennemhullede politibrille. Tænk engang.

Som en af disse sure venstreorienterede fordomme, klummeskriveren slæber med sig endnu, skønt hun ser ud til ikke rigtigt at gide det mere, vil jeg gerne slå et slag for at vi læser Øvig Knudsen for at få hold på vores historie.

Dels tror jeg på forsikringerne om litterær kvalitet. Dels betyder det temmeligt meget, at Morten Thing anbefaler den. Men mest af alt tegner Øvig Knudsens udbredelse til, at det samlede danske lagen vil have en fælles referenceramme for forståelsen af de venstreorienterede, som er nøgternt hævet over den monomane revachisme, som præger mange andre skribenter.

Bid tænderne sammen og læs den. Vi tjener på den i længden, tror jeg. Tag gerne Stieg Larsson først, Gretelise Holms "Nedtælling til mord" kan bestemt også anbefales.

Er de her "Over Stregen" artikler ikke Informations rum for (mere eller mindre) subtil satire over såvel det danske kulturliv, som informations kernelæsere - og Information selv som del af et ofte manipulerende medielandskab? Prøv at læse de forskellige artikler af (de tydeligvis opdigtede navne) Vicky Bach Devantier, Ella Steehck og Kis Mølbye Ibsen og læg mærke til de mange hints, brugen af ironi og parodier. Er det mon Knud Romer, der med informations velsignelse trækker os alle lidt i benet?

Ella Steehck er da et ret opsigtsvækkende mediestunt, hvis det viser sig at være Knud Romer, der sidder og giver den som perfid kultursnob med et horn i siden på netop Romer.

(jvf både Har du en mor?-artiklen og Kulturelle båtnakker)