Kommentar

Planøkonomi skal ikke styre elselskaberne

Debat
23. januar 2008
Professor Henning Sørensen skyder ved siden af, når han i Information 14. januar kritiserer mine udtalelser i DR om DONG's planlagte kulkraftværk i Tyskland

Professor Henning Sørensen skyder ved siden af, når han i Information 14. januar kritiserer mine udtalelser i DR om DONG's planlagte kulkraftværk i Tyskland. Det er den tyske regering og ikke den danske regering, der skal tage stilling til anlægsprojekter i Tyskland. Og DONG skal naturligvis leve op til de tyske myndigheder krav, hvis projektet skal blive til virkelighed. Vi ville omvendt have os meget frabedt, at andre lande godkendte anlægsprojekter i Danmark.

Det er helt misforstået, at regeringen gennem statens delvise ejerskab af DONG Energy skulle kunne hindre selskabet i på lige fod med andre energiselskaber at engagere sig i kommercielle anlægsprojekter i udlandet. DONG Energy drives efter forretningsmæssige principper. Det agter regeringen ikke at ændre på.

Vi råder i Danmark over noget af den mest avancerede teknologi i verden til at producere el og varme på basis af kul. Det kan derfor godt give mening at opføre et moderne og effektivt kraftværk, som vil kunne erstatte produktionen på de ældre og mere forurenende kraftværker. Ligesom også EU's kvotehandelssystem på markedsvilkår bidrager til at reducere CO2-udledningen fra kraftværkerne.

For selv om både Tyskland og Danmark har en klar strategi om at overgå til renere energiformer og vedvarende energi, må vi se i øjnene, at kul i mange år fremover vil være en del af vores energiforsyning. Og når EU har som mål at 20 procent af energiforsyningen skal dækkes af vedvarende energi, ja så må de resterende 80 procent skulle komme et sted fra.

A-kraft er ikke et tabu. Men i modsætning til professor Henning Sørensen er jeg nødt til at forholde mig til den politiske realitet, at Folketinget i 1985 besluttede, at atomkraft ikke skulle indgå i dansk energiforsyning. I stedet har der i mange år været bred politisk enighed om at øge udbygningen med vedvarende energi og styrke energieffektiviteten. Det er også hovedindholdet i den fremadrettede energiaftale, som jeg i øjeblikket forhandler med partierne.

Og skulle vi så ikke i stedet for at genopføre det kendte spørgsmål om atomkraft hellere bruge kræfterne på at satse på forskning og på udviklingsmæssigt at være i front med, det der bliver fremtidens rene teknologier om 20, 30 eller 40 år?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Når Connie Hedegaard udtaler sig eller skriver noget savner jeg soliditet og fundament i det hun skriver. Også her. At "forholde sig til politisk realitet" er endnu en svag begrundelse for at mangle råstyrke. Et kulkraftværk bygget af et statsligt kontrolleret selskab er dansk ansvar - slut!

Det virker som endnu lidt af en ulogisk påstand, at staten ikke skulle kunne blande sig i driften af et selskab, hvori den ejer 51%

Det er klart nok, at DONG skal drives økonomisk forsvarligt, men kan DONG så bevise, at investeringer i kulkraftværker er mere rentable end f.eks. vindmøller om 5-10 år..??

Næppe.

Det burde ikke være nødvendigt at være planøkonom for at kunne vælge mere miljørigtige koncepter.
Men den klare udmelding fra ministeren må vi selvfølgelig tage til efterretning.

Der er en rigtig god grund til, at energi, infrastruktur og andre serviceområder skal være offentlige, og det er præcis, fordi de ikke skal underlægges markedet tilfældige skalten og valten med ressourcer og immaterielle værdier.

Ralph Sylvestersen

Og Connie H. tillader sig at henvise til dansk kraftværksteknologi, velvidende om at DONG's planlagte kulkraftværk i Tyskland er et rent elværk uden varmeproduktion - med en uanstændig lav virkningsgrad - og at et sådant værk ikke ville blive opført i Dk.

Markedet er helligt og regeringen optræder som en uhyre kortsigtet direktion - til helvede med almenvellet.

Tak for de ovenstående flotte kommentarer. De er rigtige. men det er Connie Hedegaards resonement da også. Dansk kapitalisme kan jo tjene gode penge her, og dansk kulkraftteknologi er angiveligt blandt verdens bedste. Lidt nationalromantik må man da have lov at have.

Og hvem beslutter, om værket skal producere varme foruden kraft? Eller udføre røgrensning med plankton og andre madvarer? Er det ikke tyskerne? Og hvem skal påvirke deres beslutning? Overfor tyske kulkraftværker har Danmark pludselig samme interesse, som Sverige har overfor danske kulkraftværker.

Kunden har altid ret. Så mangler vi bare at fastslå hvem der er kunden.

Liberalisme og planøkologi

Det er som om der hos de borgerlige i udbredt grad hersker en begrebsforvirring eller i virkeligheden en manglende erkendelse og forståelse egne ideer og dermed af virkeligheden.

De liberale og højrefløjen skåret over en lidt bred kam, lider af en række vrangforestillinger. Nogle af dem i det følgende opremset.

1: De tror at den højeste frihed nødvendigvis er baseret på markedskræfternes frihed. Underforstået at pengene skal flyde frit. Alle skabende kræfter skal så følge de ædle, som Connie Hedegaard så fint ville kalde ”forretningsmæssige principper”, som i bund og grund er baseret på grådighed, konkurrence og udbytterånd. Store firmaer er som regel styret af en bestyrelse som så igen har folk siddende med disse egenskaber kraftigt fremhævet. Et firmas/lands/persons vigtigste mål bliver så vækst. Men dette har intet med frihed at gøre. Det handler om at styrke grådighed. Og når de eneste forretningsmæssige principper der bliver styrket er disse, så er der en række ikke uvigtige tabere: Miljøet, de fattige og vores børnebørn.

2: De ser sig selv som modstandere af fascisme. Især hvis planøkonomi er involveret. Deres så vigtige frihed til grådighed bliver på bekostning af den personlige frihed, for regler skal der jo til. Og de er så besatte af det materielle at de ikke opdager det fascistoide i slet ikke at overveje omkostninger for milliarder af mennesker, dyr og planter. Lovmæssige indgreb mod forretningsprincipper der skader miljøet bliver set som noget staten ikke skal blande sig i, hvorimod det er dens fornemste opgave at lovgive om folks rygevaner, druk, opdragelse, moral, religion og spisevaner. ( det koster jo samfundet penge! ) Det burde være lige omvendt. De ægte liberale burde være bedøvende ligeglade med folks livsstil, tanker og eventuelle terrortanker. Man er først skyldig når man har handlet ulovligt, ikke ved planlægningen, tanken. Hvorimod de burde føle sig forpligtiget til at værne om vores børnebørns ret til at trække vejret og æde en gulerod fra haven eller vide at der stadig er hvaler i oceanerne. Også for deres egen markedsøkonomis skyld, idet den har brug for naturen for vækst.

3. De tror at ethvert lovindgreb imod udnyttelse af jordens resurser eller ethvert tvungent tiltag imod forurening er den sikre vej mod planøkonomi. Det vil hellere have at firmaerne går den frivillige vej. At grådigheden selv skal regulere sig grådighed. Det ligger desværre bare ikke i grådigheds natur. Grådigheds natur ar at ville have mere.

Jeg vil foreslå noget andet: Planøkologi. Tving nogle bæredygtige principper ned over hovedet på grådigheden ( orv, ligesom at opdrage et lille barn ) Det behøver ikke at gøre rigtig ondt for alle skal jo. Formen kan jo også variere. Fra store sunde økologiske gulerødder til ...... For min skyld kunne vi sagtens starte med Dong, som stadig er lidt i statens hænder.

Det kan godt være, at planøkonomi ikke skal styre elselskaberne, men så opfind et andet ord, for markedet kan ikke sikre bæredygtighed. Regeringen kunne gøre en del ved at sætte gang i alle initiativer vedrørende bæredygtighed, men indtil videre er det blevet ved forsømmeligheden og de fine ord. Der er ikke sket noget af betydning på området siden regeringen trådte til - ja selv vindkraftkapaciteten er på det seneste faldet.
Regeringen kan fastlægge retningslinier - gerne indenf or rammerne af EU - der sikrer bæredygtigheden, når elskalskaberne optræder på markedet, således, at hensigten i første række bliver en kombination af forsyningssikkerhed og bæredygtighed og i næste omgang renatbilitet og fortjeneste. Skråt op med hensynet til markedet og aktionærerne, som i forvejen har, hvad de skal bruge.
Bæredygtighed er ikke et tilvalg - det er en nødvendighed.