Dansk Folkeparti blæser til værdikamp ved at lade Pia Kjærsgaard indtræde i Folketingets kulturudvalg. Begrundelserne er næsten kunstneriske i deres brogede mangfoldighed af modsigelser: "Jeg ser det som en værdikamp. De sidste år har vi set en række overgreb på kunstnernes mulighed for at agere i forskellige sammenhænge." Og: "Vi er nødt til at håndhæve ytringsfrihed og mangfoldighed," siger Pia Kjærsgaard, der "ikke vil lægge skjul på," at hun ønsker et opgør med det 'venstredrejede' kulturliv: "Kulturpersoner står ofte bag protester mod regeringen og DF. Og hvad er det nu for noget? Venstrefløjen skal have lidt modspil, de har jo ikke patent på kulturen." Pia Kjærsgaard mener ikke, kultur skal være politisk styret, "men vi som politikere skal stå til ansvar for det, vi mener, skal støttes og ikke skal støttes," siger hun, "for ikke alt er lige meningsfuld kultur."
Anders Zorn sagde: "Kunst kommer af at kunne." Politisk ledelse kommer også af at kunne, men det er vanskeligt at definere, hvad det er, politiske ledere kan. Ledelse, herunder politisk ledelse, er en selvstændig disciplin. Det er antagelig også den disciplin, der i størst udstrækning inspireres af andre fag. Længe var det militæret, så naturvidenskaberne, fra Newton til kaos, samt adfærdsvidenskaberne, der var kilderne til påvirkning. Nu ser det ud til, at mange politikere snarere end at forsøge at lære af kunsten prøver at bruge kunsten i profileringsøjemed gennem tæt kontakt med og mere eller mindre åbenlys styring af den udøvende kunst.
Kunst for kunstens skyld
Den fransk-schweiziske forfatter og politiker Benjamin Constant (1767-1830) skrev i sin dagbog i 1804 om 'l'art pour l'art'. Slagordet om kunsten for kunstens skyld blev taget op af bl.a. den franske forfatter Théophile Gautier (1811-1872), og det blev især anvendt i begyndelsen af 1900-tallet. Kunst skulle frigøres fra alle krav af moralsk, politisk og social karakter og skabes for dens egen skyld. Andre har set det som en gold, sig-selv-nok holdning.
Forsøg på at få kunsten til at tjene bestemte interesser i det lange løb gør alle til tabere. En omklamring af og mere eller mindre skjulte forsøg på styring af kunsten fra politisk side kan ikke være ønskelig. Derfor kan man selvfølgelig også snæversynet argumentere mod statslig eller anden form for offentlig støtte til den enkelte kunstner. Men for eksempel Kunstfonden sikrer gennem en forholdsvis bred støtte, at mange forskellige former for kunst kommer til udtryk - også den, der modsiger. Og det er overordnet set sundt for et samfund.
Kontakterne mellem kunst og erhvervsliv er mangfoldige. Det handler ikke blot om profilering og sponsorering. Mange virksomheder bruger kontakten med kunstnere/kunsten som en bevidst del af deres udvikling af både ansatte og produkter. Man kan altså lære af kunst. Den kan være med til at inspirere i dagligdagen. Og kunstnere kan være med til at skabe grobund for design og udvikling. Kunsten kan lære ledere om både disciplin, om improvisation og om at gøre det usynlige synligt.
Jens Bang, tidligere B&O, har sagt: "Kunsten kan, hvis der er lydhørhed, få en afgørende rolle for en virksomheds eksistens og udvikling". Det kan uden videre oversættes til et samfunds udvikling.
Kunst kan ændre
I diskussionen i Information om kunst og karriere siger Leif G. Larsen: "Kunst er - set med mine briller - en del af udviklingshistorien, og dens nytte skal ses i dette langsigtede perspektiv." Men kunsten kan i sig selv skabe og ændre udviklingen. Den vigtigste årsag til at lære og blive inspireret, også især for politiske ledere, må være, at den mest spændende kunst - og det gælder alle kunstarter: billedkunst, musik, litteratur, teater, opera, ballet - har en evne til at huske fremtiden.
Hjerneforskerne David Ingvar og C. G. Sandberg har påvist hjernens evne til at opfatte fortid, nutid og fremtid og betydningen for det enkelte menneske og hele samfundets trivsel og kultur. Bliver en af disse tidsdimensioner fjernet, skaber det sygdom og afmagt.
Gennem tiden har kunstnere givet udtryk for, hvad der ville ske. Mere eller mindre entydigt, men tilgængeligt for alle - med vilje og mod til at lytte og se med åbent sind. Det kan være svært at forholde sig til for mennesker og politikere, der helst vil være kustoder for et samfund, der ikke er i stand til at forandre sine værdier og skabe en fremtid, der er værd at leve i.
Man kan naturligvis også blot glæde sig over kunstens muligheder for at give os et rigere liv?
Paul Hegedahl er tidl. redaktør af 'Ledelse i Dag'. Arbejder med kreativitet, ledelse og samfundsforhold
