Prøve i 'dansk 3' er for ringe som grundlag for statsborgerskab

For at få dansk indfødsret skal man bestå prøve i dansk 3 (PD3). Et flertal i Folketinget mente i 2006, at niveauet i den daværende prøve, PD2, var for lavt, og det er der nok noget om. Men PD3 er ikke af en kvalitet, der gør den egnet til vurdering af indfødsret. Bortset fra en rigtig god prøve i læseforståelse er PD3 jappet, vilkårlig og fortænkt. Den tester ikke et bredt og alsidigt dansk, men har hovedvægten lagt på at formulere meninger og helst de rigtige. Også bedømmelsen af prøven er for ringe som grundlag for så vigtig en afgørelse som tildeling af statsborgerskab.

Før man beslutter sig til om prøven er for let eller svær, bør man derfor se på, om den overhovedet er relevant som mål for danskundervisningen.

Jeg vil derfor håbe, at den igangværende diskussion vil føre til en helt ny prøve med klarere kriterier og veldefinerede sproglige mål. Det drejer sig ikke blot om retssikkerhed, men også om kvaliteten af en danskundervisning, der hvert år koster hundreder af millioner kroner.

Prøvens fire dele

PD3 har i princippet fire dele: Læseforståelse, lytteforståelse, skriftlig fremstilling og mundtlig kommunikation.

Prøven i læseforståelse tester udmærket om eksaminanderne kan skimme, dybdelæse og se sammenhæng. I et samfund som det danske er læsningen nøglen til et job, der også findes om 10 år; og læsning er grundlaget for at kunne deltage i det, der ligger uden for ens egen verden.

Lytteforståelsestesten er aldrig blevet udarbejdet. Tidligere testede man lytteforståelse ud fra tv-avis-klip; ideen var glimrende og øjenåbnende: kursisternes vigtigste forberedelse var at se danske nyheder. Og sproget var ægte, talt dansk, som det lyder på godt og ondt. Men der var ikke styr på sværhedsgraden og testen mangler midlertidigt på femte år . Eksaminandernes evne til at forstå andre end læreren bliver derfor ikke testet.

Intet emne er for stort

Skriftlig fremstilling er en traditionel dansk stil. Man skal på cirka 250 ord mene noget om eksempelvis miljø, globalisering, u-lande, økologi m.m. Det er en svær opgave for folk, der ikke gerne udtaler sig overfladisk om noget, de ikke har forstand på. Baggrunden er 70'ernes basisdemokrati, hvor intet emne var for stort til, at alle skulle have en mening om det. Men er det overhovedet sådan Danmark fungerer? Hånden på hjertet: Hvornår har du sidst skrevet et læserbrev? Vi læser og ser fjernsyn og stemmer til valgene, men skriver i den sammenhæng stort set ikke selv. Derfor ville det være rart, hvis testen blev drejet hen mod noget, der kunne bruges i hverdagsliv, arbejde eller uddannelse, og som var et brugbart mål for undervisningen: Et essay med meninger lader meget store dele af skriftsproget ligge brak, f.eks. det fortællende sprog og dermed hele brugen af verbernes tider. Den nuværende test resulterer i et uanvendeligt sprogcenterdansk med flovser og floskler, der foregiver holdning og skal gøre det ud for argumentation.

Ud over stilen skal man skrive et dansk brev. Oftest et personligt brev, hvilket er fuldstændig idiotisk, for hvad er stilkravene til et brev fra en udlænding til en dansker? Og hvem skriver i øvrigt overhovedet personlige breve mere? Mænd gør i hvert fald sjældent.

Det formelle brev giver meget bedre mening: ansøgninger, henvendelser til myndigheder eller indhentning af tilbud er gode og relevante opgaver, men desværre har de været sjældne som eksamensopgaver.

Prøven i mundtlig kommunikation er en parprøve. Regeringens mistro over for gruppeeksamen gælder åbenbart ikke på indvandrerområdet; prisen har nok vejet tungere end sikkerheden i vurderingen af den enkeltes præstation. Kursisten får i alt ca. 10 minutter til at vise, hvad han/hun kan - efter tre års undervisning! Som eksaminator ville man måske kunne danne sig et indtryk i 10 minutters fri og naturlig samtale, men sådan forløber seancen desværre ikke, for prøven skifter hele tiden emne og fokus.

Eksaminanderne holder på skift en monolog på maks. to et halvt minut. De har haft fem dage til at forberede sig i, og selv om eksaminator stiller et enkelt spørgsmål, er det umuligt at afgøre, om det er eksaminanden selv eller f.eks. dennes hustru, der har lavet oplægget.

Derefter får hver to minutter til at svare på spørgsmål om eksempelvis brugerbetaling eller friluftsliv. Emnerne og spørgsmålene er centralt stillet og altså ekstemporal for det første par, der er oppe. De følgende har det lettere, da der kun er de samme tre spørgsmål til to ugers eksamination!

Sprog kan ikke splittes

Næste fase er kommunikation: Ud fra et billedark med en hestevogn, en cykel, en bus og en personbil skal eksaminanderne f.eks. prøve at nå til enighed om, hvordan man løser Danmarks trafikproblemer - på fire minutter. Det er absurd at skulle kommunikere på tid om et emne, man ikke selv har valgt, i en samtale, hvor målet er givet på forhånd. Sidste fase er diskussion med eksaminatoren. Tanken synes at være at sikre, at hulemenneskerne nu også kan tage stilling og argumentere. Men man bliver alligevel ikke demokrat af at tale demokratisk, ligesom man ikke behøver at blive dansker for at lære at tale dansk.

Ideen med de mange faser er at teste forskellige slags sprog hver for sig. Men man kan ikke splitte sproget op på den måde. Vi taler ikke i adskilte faser med én sproglig kompetence ad gangen.

De mange skift gør, at nervøse eksaminander får svært ved overhovedet at komme i gang. For slet ikke at tale om folk, har lært dansk på højskole, hjemme eller ved at arbejde sammen med danskere; de risikerer at dumpe, fordi de ikke lige uden videre kan omstille sig til de noget usædvanlige aktiviteter ved eksamensbordet.

De må være et krav til testen, at selve formen er så enkel og virkelighedsnær som muligt, og at sproget ligge inden for det, man skal bruge i sit hverdagsliv.

Usikker bedømmelse

Man ved fra lærermøder og censorkonferencer at spredningen i bedømmelsen af en præstation er to til tre karakterer. Og meget tit må man tage sig til hovedet, når kursister man kender, får en for høj eller for lav karakter. Men sådan må det blive, når de sproglige mål er så vage, som tilfældet er i den skriftlige prøve. Den mundtlige prøve er endnu værre: Det er vanskeligt at bedømme en præstation, når form, emne og person hele tiden skifter, og samtalen er så lidt naturlig. Tiden tillader ikke eksaminator at følge op på, om eksaminanden bare har lavet en enkelt talefejl eller faktisk er blank på et område. Det er simpelthen ikke godt nok, når PD3 skal have så vidtrækkende konsekvenser som indfødsret eller ej.

En prøve bør kaste relevant øvelse og viden af sig. Vel er det vigtigt at kende til danskernes stående diskussioner, men det duer ikke meget, hvis man ikke får lært alle de mange værktøjer, der er i sproget, så man kan nå til at kunne udtrykke det, man selv vil sige i stedet for blot at gentage klicheer. Hverken PD3 eller de øvrige tests er i tilstrækkelig grad sproglige. PD3 giver heller intet incitament til at lære det danske sprog frem for eksempelvis kemi, musik, fysik, matematik, IT eller biologi. Og det er et kæmpe problem, hvis man som udlænding sætter sit barn i en dansk skole og skal hjælpe med lektierne. Det er fint nok, at alle har en mening om miljø, men det kræver da, at man ved, at ilt hedder ilt og svovl svovl. Ideen om, at indvandrere er nødt til at lære at argumentere, hviler på fordom af den mindst reflekterede art: selv i et land, hvor man ikke må diskutere politik, er der da masser at diskutere; en del er netop flygtet på grund af deres trang til at argumentere.

Forsvarligt grundlag

Statsborgerskab eller ej er et alvorligt spørgsmål, og uanset om man ønsker flere eller færre nye statsborgerskaber, må afgørelsen skulle træffes på et forsvarligt grundlag. For at sikre det, må vi have en helt ny prøve med klarere mål og kriterier. En prøve, hvor man tester ud fra det sprog, en udlænding har brug i en dansk hverdag, og ikke ud fra spekulative sprogbrugskategorier eller bedagede forestillinger om, at demokratiet er holdt oppe af en skolestil eller af politisk korrekte meninger om miljø.

Anders Basby, cand. mag. og indvandrerlærer