Kommentar

Qvortrup sår tvivl om forskningens betydning for praksis

PISA er ikke et 'pædagogisk værktøj', men en international komparativ evaluering, som gennemføres for at bidrage til datagrundlaget for de politiske beslutningstagere
15. januar 2008

I Information den 7. januar varsler Lars Qvortrup, dekan på DPU, nye tider. Den pædagogiske forskning kan - snart - levere evidensbaseret viden, som vil gøre lærerne mere åbne over for PISA, obligatoriske test og elevplaner og få dem til at bruge 'de nye pædagogiske værktøjer' ud fra en forestilling om, "hvad der virker, og hvad der ikke virker."

En række spørgsmål trænger sig på: Er der mon tale om et forsøg på forbrødring mellem uddannelsespolitik og forskning, sådan som man har set det f.eks i Storbritannien de sidste 20 år med meget uheldige konsekvenser? Hvad menes med 'hvad der virker'? Hvorfor sår Qvortrup tvivl om den pædagogiske forsknings hidtidige betydning for pædagogisk praksis? Hvad sker der, når PISA, test og elevplaner i flæng kaldes pædagogiske værktøjer?

Resultater af aktiviteter

'Hvad der virker og hvad der ikke virker' relaterer til handlingerne i det pædagogiske rum. Resultater opstår som følge af lærernes og elevernes aktiviteter, ikke f.eks. som følge af PISA.

Pædagogisk forskning bidrager til at kvalificere disse handlinger, når de forskningsbaserede indsigter både bidrager til at skærpe lærernes analyser og er vejledende for praksis, inklusive de rammer og strukturer, der kan handles i.

Sådanne indsigter har den pædagogiske forskning i ind- og udland længe leveret. De udgør en væsentlig del af indholdet i læreruddannelsen og i efter- og videreuddannelsen af lærere. Pædagogisk praksis i Danmark er i vid udstrækning baseret på forskningsbaserede 'sandheder', f.eks. anses det for evident, at eleverne lærer mest, når lærerne kan strukturere og organisere elevernes arbejde, at elever lærer af det, de selv gør, at en varieret og differentieret undervisning med forskellige arbejdsformer giver størst udbytte til flest elever, og at klassestørrelser på omkring 20 elever og klasselokaler, der tillader mange forskellige gøremål, fremmer sagen osv.

Forskning i 'de nye pædagogiske værktøjer' forudsætter en præcisering af deres karakter, anvendelsesområder og tilknyttede forskningsspørgsmål.

PISA er ikke et 'pædagogisk værktøj', men en international komparativ evaluering, som gennemføres for at bidrage til datagrundlaget for de politiske beslutningstagere. De senere års kritiske analyser har problematiseret især tre forhold: PISA-opgavernes autenticitet, resultaternes pålidelighed og den politiske brug og misbrug af resultaterne. Kritikken kommer fra såvel forskerside som fra politisk hold.

Obligatoriske nationale test indføres med den hensigt at dokumentere elevers udbytte af et specifikt og målsat aspekt af undervisningen. Brugen af nationale, obligatoriske test, som har været anvendt f.eks i USA og UK gennem de sidste 20-30 år, problematiseres af lærere og forskere i disse lande. Kritikken handler blandt andet om testenes konstituerende indflydelse på undervisningen, om de negative følger for de svage elever og om reduceringen af skolens opgave til alene at vedrøre elevernes faglige udbytte. Der er brug for danske forskningsprojekter, der kan vise effekter af testning i forhold til blandt andet sådanne problemstillinger.

Elevplaner er et skriftligt dokument, der nyttiggør de indsigter, som forskellige evalueringsværktøjer, herunder test, har leveret. De danner afsæt for læreres og elevers (og forældres) fælles bestræbelser på at gøre skolegangen konstruktiv for eleven. Pædagogisk forskning, som kan være vejledende for praksis, bør omfatte hele evalueringsområdet og se elevplanerne som et aspekt heri.

Kirsten Krogh-Jespersen er lektor, cand.pæd., Ph.D

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stop det politike og elitære kævl om folkeskolens duelighed eller mangel på samme.

Helt grundlæggende,- vi mennesker er biologisk ikke udrustet med ens evner og anlæg.

Al undervisning bør tage udgangspunkt i denne kendsgerning,- det er enormt blåøejet at tro, at man politisk og elitært kan se bort herfra.

Lad eleverne begynde på samme niveau, og efter 4-5 år udskille de elever, der viser evner og anlæg for boglig undervisning, og lad de andre få en undervisning på deres niveau.

Minimumskravet skal selvfølgelig være, at alle efter skolegangen kan læse og skrive dansk og er rimelig gode til øvrige fag.

Men ikke lige gode!

Det vil gøre undervisingen langt lettere med en stort set ensartet elevgruppe,
våset om elevens ansvar for egen læring og lærerens indsats rettet mod den enkelte elev, er simpelt hen nonsens.

2-3 gange årligt afholdes ensartede prøver over hele landet med karakterbog til forældrene,- derved konstaterer man de enkelte læreres og skolers præstationer over for hinanden og elever og forældre får status over elevens opsamlede kundskaber.

Naturligvis skal undervisningen i fagene udføres af lærere med særlig indsigt og erfaring i faget, hvorved særlige timer til forberedelse m.m. falder bort.

Nok løber udviklingen hurtig i dag, men at fagene ændrer sig fra dag til dag er usandt.

Forestil jer, at en tømrer hver dag skal skal bruge timer til at indøve sit fag inden han går på arbejde.

Alle vil grine en legemsdel i laser!

Samtidig, og det har været muligt tidligere, giver man eleverne den nødvendige dannelse og forståelse for et demokratisk samfund.

Som eleverne er forskellige er lærerne det også,- teorien om, at en lærer er kompetent i alle sammenhænge, er ukorrekt!

Nogle er bedst til de første klasser og andre bedst til ældre elever.

Lærerne opdeles herefter.

Spekulationerne om problemer for eleverne ved lærerskift er vrøvl,- eleverne er særdeles parate til dette skifte.

Det har altid været svært at indse fejltagelser og dumheder, men på et tidspunkt tvinges man til at tage opgøret.

Tiden er inde!

Intet andet foretagende overlever at frembringe et mådeligt produkt.

Claes Pedersen

Kirsten Krogh Jespersen mangler grundlæggende forståelse for under hvilken forhold vi mennesker lære bedst og det lyder smuk med hendes forståelse for de ”svage” (eller os) der af den ene eller anden årsag ikke lever op til gennemsnittet af befolkningen.

Men ellers har jeg fået meget struktureret undervisning i mit liv og der bør selvfølgelig være en grad af struktur i alt undervisning, men det i sig selv afgøre ikke hvor stor glæde udbytte man har af undervisning. Men om man har interesse for at lære og hvordan man har det psykisk, og om man kan blive understøtte af ens forældre i hjemmet, men lige så vigtigt er lærens evner og kompetencer og sociale overskud.

En pædagog og en lære kan have nok så meget struktur på sin undervisning men er forudsætning for man lære af dem er endnu engang afgørende, at de har en faglig dygtighed i det de underviser i.

Når den finske befolkning klare sig bedre i den globale verden og er rigere end Danmark tros landet var totalt ødelagt efter anden verdens krig, så må det skyldes nogle sociale forhold i det finske samfund og så svært ved forstå den modstand imod disse ” PISA” undersøgelser når de er til vurdere den enkelte elev, og finde ud af om han/hunde inde for nogle områder har brug for ekstra hjælp.

Personlig gik jeg de første 2 til 3 år i skole og tros mine vanskeligheder inde for boglige områder fik jeg først ekstra hjælp i forbindelse, med jeg skiftede fra en lille til en større skole hvor de tros alt havde en lidt mere moderne syn på vigtigheden af elvernes indlæring. Det undre mig at nogle kan angribe undersøgelser skader de svage elever når vi ved hvor store vanskeligheder ordblinde og mennesker der vanskeligt med at stave kan have og har i samfundet, og så er det lidt vigtige man faglige dygtige lære til hjælpe denne gruppe i vores samfund.

I Finland har forstået vigtigheden af forenkling i uddannelse af lærerne og lærende underviser kun i enkelte fag og som resultere i meget større faglig dygtighed og dermed et større socialt og menneskelig overskud til eleverne og som er fuldt i tråd med svensk forskning der viser at det faktisk er mest vigtigt med de dygtigste lære i de mindre år gange, og man af det årsag vil være bedre til selv at være ansvarlig for sin egen læring senere i livet.

Men ellers har vi igennem de sidste ca. 25 års social politik snakket og snakket og vigtigheden i ikke kun at se på den boglige dygtighed hos de elever, som har vanskeligheder inde for de boglige områder, virkeligheden er så en anden og vi der har disse vanskeligheder inde for de boglige områder bliver konstant slået oven i hovedet med det inde for vores nuværende system, og der har jeg dog lidt vanskeligt ved se PISA undersøgelsen skulle forværre det.

Jeg tror ikke mange af os der fik et gennemsnit på mellem 5 og 6 i skolen havde det morsomt til nogen ekssammer i folkeskolen og tværtimod vil PISA prøverne i fremtidens skole kunne hjælpe denne gruppe elever. Men jeg er så heldig stillet for jeg klaret mig særdeles godt inde for andre områder end de boglige, dog er disse evner aldrig blevet værdsat inde for det pædagogiske system tros, at man har hævdet vigtigheden af se på andre menneskelige kvalliter end de boglige.

Men overordnet mener jeg det bedste vil være en demokratisering af undervisning området med et kammer under folketinget med det overordnet ansvar for folkeskolen og uddannelse institutioner som vil være det mest hensigtsmæssige, så dem der har det overordnet ansvar har den faglige kompetence der skal til at styre vores uddannelses sektor.