Kommentar

Shakespeare bryder igennem

- i økonomien! Hjulpet på vej af kampen mod klimaødelæggelser starter opgøret med "alverdens skøge"
29. januar 2008

Om pengene - "det røde, blanke, dyre guld" - fælder en af Shakespeares personer, Timon fra Athen, i stykket af samme navn, allerede for 400 år siden denne dom:

"... - Dette her kan gøre sort/ til hvidt og grimt til kønt og ondt til godt/ og lavt til ædelt, fejt til tappert, gammel/ til ung. - I guder, hvorfor dette? Hvad/ skal dette til, i guder? Det kan lokke/ præster og altertjenere fra templet,/ kan trække puden bort fra hovedet/ af stærke mænd. Den gule træl kan knytte/ og bryde helligt bånd, velsigne det/ der er forbandet, gøre hvid spedalskhed/ beundret, sætte tyvene på bænk/ med senatorer og begave dem/ med hæder, rang og knæfald.../ Kom, du fordømte støv, alverdens skøge/ som hidser folkeslag imod hinanden,/ nu gir jeg dig den plads naturen gav dig." Altså ned i jorden igen. Samme vej kan pengesedlerne gå, for så at ligge og rådne op.

Den 'store udjævner'

Nogle af Shakespeares stykker har i århundreder været så godt som uopførte - indtil tiden omsider indhentede dem. Det gælder f. eks. det absurde "Troilus og Cressida", som først efter Anden Verdenskrig rigtig begyndte at blive spillet. Måske fordi det handler om en kvindefrigørelse på markedets betingelser. Og det var først til at se, da det også for alvor begyndte at ske i virkeligheden. Nu synes langt om længe turen også at være kommet til "Timon i Athen". I hvert fald sætter hans eget Globe Theatre i London stykket op i år. Tiden er åbenbart nær til endelig (igen) at indse pengeværdiens skadelige virkninger, når det røde, blanke, dyre guld bliver målestok for alt og dermed alverdens skøge.

For de samme penge kan en firehjulstrækker anskaffes eller cykler til hele familien i indtil syvende led. Med dem udjævnes de forskelle, der gør en forskel. Drivhuseffekt eller nedsættelse af CO2-udledning er skøgen ligegyldig. Bare der er penge i det. Her udslettes modsætningen mellem godt og ondt, og sort gøres til hvidt, når sort bedre kan betale sig end hvidt. Den "store udjævner" var Marx' betegnelse for pengene - med udtrykkelig henvisning til Shakespeare og Timon i Athen. Forrige Frie Ord tog hårdt fat på Marx, det er derfor ikke andet end simpel retfærdighed nu at tilføje, at Marx dog tillige er den, der mere end nogen anden har tilkendt Shakespeare fremsynethed, hvad også moderne økonomi angår.

For Timon i Athen blev skrevet og opført midt i overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Shakespeare forudså følgerne.

Naturen melder sig

Uden at ønske feudalismens oppustede og bundrådne "ridderskab" tilbage. Hvilket dog er en anden historie, som ikke skal fortælles her, for nu er det efterhånden ved at blive indlysende, at forskellen på firehjulstrækkeren og cyklerne i indtil syvende led ikke er ligegyldig. Naturen melder sig med sine grænser, og det kræver en anden økonomi end den, Shakespeare udstillede i Timon i Athen. En satirisk tragedie, som ifølge Georg Brandes udtrykker fortvivlelse og lede så stor, at det nærmer sig uforsonlig menneskeforagt og -had, skærende misantropi. Hvilket dog ikke forhindrer satiren i at være grotesk morsom og tragedien smertelig bevægende på, ja, shakespeare'sk niveau. Begge dele er så tillige moderne og postmoderne, at de først synes at blive begrebet nu

Forslag til en ny økonomi med respekt for naturens grænser blev fremført forleden på Københavns Universitet, da rektor Richard Levin fra Yale University i USA fortalte om sit universitets bestræbelser på at være jorden tro. Se Informations referat 23. januar. Det allerstærkeste forslag blev dog fremført af John R. Porter, professor ved Det Biovidenskabelige Fakultet (tidligere Landbohøjskolen) ved Københavns Universitet og medlem af FNs Klimapanel (IPCC). I en kronik i Berlingske Tidende 6. januar i år, forfattet sammen med professor Jens Streibig ved samme fakultet, lyder forslagene bl.a.:

"Hele ideen med Den Internationale Valutafond og Verdensbanken kunne være en skabelon for en global kulstofbank. I den Globale Kulstofbank skal bruttonationalindkomst pr. person danne grundlag for indskuddet. Man kan så senere trække penge ud igen, hvis man reducerer drivhusgasudslippet sammenlignet med f.eks. 1990. (...)

Det karakteristiske ved Den Globale Kulstof Bank burde være, at de rige lande betaler mest ind og har vanskeligere ved at trække på banken, hvis de ikke reducerer emissionen, end lande der ikke betaler så meget ind. (...) I øjeblikket er miljøafgifterne indirekte på forbrug. Men hvad hvis den personlige drivhusgasudledning er en del af den personlige skat? I vores del af verden kan alle de nødvendige oplysninger indsamles, lagres og sendes ud til den enkelte borger med skattekortet. Personlig kuldioxidbeskatning vil gøre os smerteligt og psykologisk klar over, hvor meget kuldioxid vi slipper ud ved at køre i bil til arbejde i stedet for at tage cyklen eller offentlig transport, om vi flyver på ferie eller til klimakonferencer på den anden side af Jorden osv."

Den store udjævner er på retur. Der er håb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ralph Sylvestersen

Ja Ejvind, håbet ligger måske netop i, at den tilstundende globale miljøkrise vil bibringe et skifte i klodens samlede bevidsthedsleje. Et leje hvor det enkelte ego, ud af indsigt er relativiseret og indtager en mere balanceret holdning.

Der findes vel næppe et menneske der ikke har set Jorden afbildet, set fra rummet – og dermed nået/når til en erkendelse af en medansvar for helhedens tilstand.