Kronik

Hvor skal Socialdemokraterne hen?

Det var et møgvalg for Socialdemokraterne. For tredje gang i træk gik partiet tilbage. Det er tid til selvransagelse. Det er nødvendigt, hvis partiet igen skal blive det væsentligste parti for den politiske udvikling og fornyelse i Danmark
Debat
16. januar 2008

Det var et møgvalg for Socialdemokraterne. For tredje gang i træk gik partiet tilbage. Vi kan vælge at varme os lidt op ad et svækket Venstre, der også gik tilbage for anden gang i træk og kun med nød og næppe bevarede VKO-flertallet. Vi kan håbe på metaltræthed i regeringen. Og vi kan sætte vores lid til, at V- baglandet på et eller andet tidspunkt siger ’nok er nok til’ Anders Fogh Rasmussens mål om at være den dygtigste operatør på den socialdemokratiske model.

Men vi kan også vælge at kigge indad. Det tror jeg er nødvendigt, hvis S igen skal blive det væsentligste parti for den politiske udvikling og fornyelse i Danmark. Socialdemokraternes politiske platform frem til valget var ikke tilstrækkelig. Vi begejstrede ikke nok vælgere på en dagsorden om velfærdsrettigheder eller skattelettelser. Men konklusionen er ikke, at så må hele molevitten hældes ud, og projektet tænkes forfra. Tværtimod. Konklusionen er, at S har brug for god tid til en åben debat om de lange linjer for fremtidens Socialdemokrati. Men det kræver, at partiet selv ser debattens nødvendighed og opfatter forskellige meninger som en styrke frem for en svækkelse.

S skal tegne den langsigtede vision for det moderne liv. Socialdemokraterne vil reformere samfundet. Ikke nøjes med at administrere det bestående. Det er jo netop det, som Venstre er ved at blive ramt af.

Partiet skal væk fra at diskutere midler og i stedet diskutere mål. Lad mig komme med et eksempel fra valget. Når vi ønsker en velfærdsrettighed imod lukkedage i daginstitutioner, skal det ikke reduceres til, at nul lukkedage er lig med verdens bedste daginstitutioner. Nul lukkedage er et blandt mange midler til at skabe mulighederne for, at moderne familier kan leve et sammenhængende arbejds- og familieliv. Her dur det ikke med vilkårlige lukkedage, fordi kommunerne fattes penge. Vi ved af bitter erfaring, at resultatet er, at moren går på deltid for at få det stramme tidsbudget til at gå op.

Danmark i top
For os er velfungerende daginstitutioner med veluddannede pædagoger ikke alene til gavn for ligestillingen. Det er også til gavn for børnene, der er i et udviklende miljø og i gode sociale fællesskaber. Alt sammen kompetencer, der er ekstremt værdifulde for det, der tidligere blev kaldt for den socialdemokratiske model, men som har fået så stor international bevågenhed, at vi nu står fadder til den såkaldte flexicurity-model. Den består af et meget fleksibelt arbejdsmarked, hvor det firkantet sagt er nemt at hyre og fyre folk. Fleksibiliteten suppleres af høj sikkerhed med økonomisk understøttelse, hvis man bliver arbejdsløs, med gode muligheder for at efteruddanne sig til nye job, og gode daginstitutioner, der gør det muligt for både mænd og kvinder at arbejde og uddanne sig. Kort sagt leve det moderne liv.

Derfor rangerer Danmark i toppen på alle væsentlige internationale skalaer. Danmark er blandt verdens rigeste og mest lige lande. Vi er i toppen blandt lande, hvor både mænd og kvinder arbejder fuldtid. Vi er i toppen i forhold til at betale skat – flexicurity-modellen koster nemlig noget, hvis den skal fungere! Alligevel er vi blandt de lykkeligste på lykkemålinger. Ikke så dårligt.

Det er ikke kommet af sig selv. Det skyldes langsigtede visioner og politiske kampe gennem mange år. Men modellen bygger på hårfine balancer. Og det er netop de balancer, som VKO-regeringen stille og roligt er ved at gøre skæv. Mere fleksibilitet, mindre sikkerhed.

Mere privat sundhedsvæsen, mindre offentligt. Mere brugerbetaling på efteruddannelse, mindre investering i de ordinære uddannelser. Ringere daginstitutioner, flere private børnepasningsløsninger.

En ny underklasse
Socialdemokraterne skal sætte sig i spidsen for at udvide den politiske dagsorden. Velfærdsrettigheder kan være gode midler. Men afgørende er de politiske mål for det samfund, vi ønsker os.

Velfærdssamfundets fornyelse skal gøres konkret. Videnøkonomiens politiske konsekvenser har stor betydning for alle i hverdagen. Vi har fået en ny underklasse, der er fattige på vidensøkonomiens kompetencer. Derfor har vi blikket stift rettet mod de 20 procent, der ikke får mere uddannelse end folkeskolen.

Det er ikke nok med tilbagelænet social bekymring. Det kræver politik. Saml daginstitutionsområdet med grundskolen og ungdomsuddannelserne til et samlet læringsministerium. Negativ social arv kan brydes, hvis vi tænker i sammenhængende hverdage for børn så tidligt som muligt. Investér i veluddannede pædagoger og lærere. Gør livslang læring obligatorisk.

Men det er ikke tilstrækkeligt. Der er behov for at politisere det moderne samfunds nye konflikter om tiden, forbruget, sundheden, risikoen og etikken. Alt sammen eksempler, der har dyb indflydelse på vores arbejdsliv og familieliv, men som ikke er højpolitiske diskussioner – endnu.

Tidspolitik
Det bør være Socialdemokraterne der f.eks. gør kampen imod spildtid og for mobilitet til noget, der kan forandres. Vi har ganske enkelt brug for en tidspolitik for et moderne liv fremfor bare at reducere debatten til infrastrukturkommissioner.

Hvem kender ikke stressen ved at sidde i kø, fordi transporten er sandet til? Kan man nå at hente børnene før lukketid? Eller frustrationen over ikke at kunne bo tæt på arbejdet, fordi boligpriserne er for høje. Med lang transporttid til arbejde til følge? Mobilitet er i den grad blevet fremtidsdagsordenen i det lange perspektiv. Der skal ganske enkelt tegnes et nyt Danmarkskort, der bygger på højteknologiske og miljømæssigt bæredygtige løsninger på baggrund af tidspolitikken. En massiv satsning på kollektiv transport bl.a. finansieret af trængselsafgifter. Danmark som eksperimentarium for nye erhverv, der kan håndtere mobilitet i et offentligt-privat samarbejde, så løsningerne kan sælges til udlandet, der har præcis de samme moderne hverdagsproblemer.

Hvor kompetence- og uddannelsespolitik har til opgave at øge den sociale mobilitet, har tidspolitikken til opgave at øge den fysiske mobilitet. Det nye danmarkskort skal tænke transport sammen med bæredygtige by- og boligområder. Vi skal diskutere mål for sammenhængskraften i hele Danmark: Uanset om man bor i center eller periferi, så er man med. Ikke udenfor. De større byer og byområder skal understøtte større oplande, end de gør i dag. Også de højtuddannede skal have lyst til at bo i oplands-områderne. Der skal være gode og tilgængelige daginstitutioner, skoler og fritidshjem, så familiens liv hænger sammen. Det er den socialdemokratiske vision for det moderne, grønne, højteknologiske Danmark, hvor der er lige muligheder for alle.

Sammenhængskraft
Det begejstrende er, at det samtidig styrker Danmarks konkurrenceevne. Velfærd og konkurrenceevne har vist sig – i det rette flexicurity-mix – at være fantastisk økonomisk rentabelt. Ikke nok med at vi har en meget veluddannet og fleksibel arbejdskraft. Vi har tjent penge på offentlig-privat samarbejde. Selv regeringen har opdaget, at det var en enorm gevinst for Danmark at have satset på
alternativ energi i mange år. Men det gælder også mange andre områder. F.eks. er dansk landbrug førende i eksport af økologiske svin. Hvad nu hvis vi kombinerede et højteknologisk bæredygtigt landbrug med forskning i grøn teknologi for bioenergi, så fødevare- og energiproduktion blev to sider af samme sag? Endnu et eksempel på omformning af industriøkonomi til videnserhverv med eksport til følge.

Alt dette skal et fremtidstro Socialdemokrati sætte på dagsordenen. Modernitet frem for traditionalisme. Bygge bro mellem meget forskellige samfundsgrupper. Appellere til de veluddannede, som foretrækker et samfund med sammenhængskraft, selvom de må afgive nogle umiddelbare personlige økonomiske gevinster f.eks. gennem skattepolitikken. Overbevise offentligt ansatte om, at en reformeret velfærdsstat er nødvendig og til deres fordel. For uden reformer vil der ikke være råd til at udvikle en bedre velfærdsstat, og det er den reelle trussel mod deres fremtid. Skabe tryghed hos de kortuddannede. Globaliseringen kan være en trussel, men det er muligt at håndtere den f.eks. gennem voksenuddannelse og livslang læring. Give et perspektiv for ikke bare centrum men også periferi i Danmark. Sammenhængskraft forudsætter, at alle kan se et perspektiv for sig selv. Ikke bare som tilskuer, men også som demokratisk samtalepartner.

Christine Antorini er MF for Socialdemokraterne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christine Antorini er nok een af de meget få socialdemokrater, som evner at skrive en hel side til Information på så fin en måde, at det udelukkende handler om politisk inspiration uden personangreb og bastante postulater, og det synes jeg, at hun fortjener stor respekt for.

Jeg er ikke enig i det hele, men jeg tror måske, at hun har ret i, at det vil betale sig for S, at sætte endnu mere fokus på den kollektive trafik over hele landet.
Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor man ikke generelt har lavet 2 spor i stedet for kun ét. Alt andet lige burde det slet ikke blive dobbelt så dyrt, men gøre det meget nemmere at indsætte særtog og få køreplaner til at fungere optimalt.
Det er også vigtigt for nationens sammenhængskraft, at der er gode hurtige forbindelser til København fra hele landet. Det er der mildest talt ikke i dag, og det går ud over det sociale demokrati og medfører en masse unødig bilkørsel og trængsel.

Angående det danske børnepasningssystem, så vil jeg nok godt advare lidt imod forblindelse. Jeg kan godt blive bekymret over, at børn tilbringer så mange timer i institutioner, hvor der er sundhedsskadelig støj, hygiejneproblemer og meget få voksne.

Det med at gøre fødevareproduktionen og energiforsyningen til to sider af samme sag betragter jeg som en vildand, men vildænder skal der jo også være plads til. :-)