Læserbrev

Teatermuseet og den fælles arv

Som kulturministeren så rigtigt skriver i et læserbrev med titlen 'Informations teatermuseale fantasi' om Teatermuseets fremtid, stilles der krav om at holde tungen lige i munden og hovedet koldt, når man skal forholde sig til budgetter
Debat
11. januar 2008

Som kulturministeren så rigtigt skriver i et læserbrev med titlen 'Informations teatermuseale fantasi' om Teatermuseets fremtid, stilles der krav om at holde tungen lige i munden og hovedet koldt, når man skal forholde sig til budgetter.

Derfor burde ministeren have vedgået og ikke bestridt, at der de facto er foretaget en reduktion i teatermuseets årlige tilskud for 2008, uanset at basistilskuddet har ligget fast på 1,6 mio. kr. i de tidligere år, eftersom der i disse tidligere år er ydet særlige tilskud til museets drift. Et sådant tilskud har museet også ansøgt om for 2008, hvor behovet er yderligere underbygget og forstærket ved Kulturarvsstyrelsens kvalitetsvurdering af museet af november 2007. Ministeren har afvist ansøgningen.

I øvrigt tager ministeren denne kvalitetsvurdering til indtægt for, at en bevillingsforhøjelse til Teatermuseet næppe vil sætte museet i stand til at leve op til museumslovens krav på længere sigt, uanset at dette ikke fremgår af vurderingen.

Rigtigt er derimod oplysningen om, at ministeren har inviteret bestyrelsen til et samarbejde vedr. en sammenlægning med Nationalmuseet, men ministeren undlader at oplyse, at bestyrelsen som oplæg til et sådant samarbejde har bedt om de budgetmæssige forudsætninger herfor. Det har ministeriet afvist at give, og hermed er der ikke tale om et samarbejde, men om et ministerielt diktat om nedlægning af Teatermuseet i Hofteatret som selvstændig institution og sammenlægning med Nationalmuseet.

Det er heroverfor bestyrelsens standpunkt baseret på Teatermuseets unikke kombination af museum og historisk hofteater, at en sammenlægning med Nationalmuseet vil være et dødsstød for denne kombination, der alene kan fungere i et selvstændigt regi.

Bestyrelsen er således ikke generelt mod museumssammenlægninger, der i mange tilfælde kan være en rigtig løsning, men ikke for Teatermuseet, fordi det ikke alene drejer sig om et museum, men også om et historisk hofteater.

Det er endvidere bestyrelsens vurdering, som oplyst ved museets forhandling med ministeriet, at en sammenlægning med Nationalmuseet på grund af den nævnte særlige kombination vil medføre en væsentlig større udgift for staten end det statstilskud, museet har anmodet om for at drive museet i overensstemmelse med museumsloven.

Bestyrelsen har derfor afvist en sådan sammenlægning, men må erkende, at det står i ministeriets magt at reducere museets statstilskud, der er det eneste offentlige, permanente tilskud museet modtager, i et sådant omfang, at museet og hofteatret ikke kan drives forsvarligt i henhold til den relevante lovgivning vedr. museer og historiske bygninger.

Et resultat, som forekommer besynderligt i en tid, hvor den eksisterende kulturpolitik understøtter befolkningens møde med vor fælles kulturarv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Måske man i kulturministeriet har skelet til England, hvor det ellers så udmærkede og ekspanderende teatermuseum blev nedlagt og ført tilbage som en afdeling af Victoria and Albert Museum, fordi man ikke fik del i en national puljeuddeling fra det statslige lotteri, hvilket skulle have finansieret en udvidelse af betydeligt, og i høj grad savnet, omfang.
På trods af megen indignation og underskriftindsamling gik det desværre sådan, at museet nu ikke længere findes som andet end lejlighedsvise udstillinger på V & A. Besynderligt i et land som netop England, hvor teatret står så stærkt og har så lange traditioner.
Når parallellen kan synes så tydelig, gør opfordringen til modstand det ligeså. Så lad os få noget støtte på banen, ikke mindst fra teatre og skuespillere, hvis nutids præstation og senere eftermæle museet fortsat skal kunne varetage.

Teatermuseet har overlevet sig selv som følge af inkompetent og utidssvarende ledelse. Da museets nuværende og forhenværende leder ingen interesse har vist i en fornyelse og udvidelse af museets tilbud, er en sammenlægning med nationalmuseet helt logisk. Her bør direktørgage og bestyrelseshonorarer ikke stille sig hindrende i vejen.

Det handler da i høj grad om, hvad du synes, Teatermuseet skal, christian.
Det er altså et museum, der først og fremmest handler om sig selv, fordi det selv er et teater. Og der har i de sidste år, under Ulla Strømbergs ledelse, været et utal af aktiviteter, både forestillinger og særudstillinger.
Min sjæl, hvad vil du mere?