Demokratiets sårbarhed har været voldsomt synligt de sidste uger. Drabet på Benazir Bhutto i Pakistan og de voldelige uroligheder i Kenya efter valget har svækket håbet om en positiv udvikling i de to lande. Særligt Kenya har i en periode fungeret som eksempel på stabilitet og fremskridt på et ellers ofte uroligt kontinent.
Når nye demokratier udvikles, er det let at tage sejren på forskud, når der bliver afholdt frie og retfærdige valg. Det kræver en enorm arbejdsindsats i de udviklingslande, som ikke har gennemført demokratiske valg i mange årtier. Registrering af vælgere, selve stemmeafgivningen og overvågningen af valgresultatet er krævende opgaver i store lande uden veludviklet infrastruktur og med mange mange millioner indbyggere. Efter valgene ser vi ofte billeder af vælgerne, som giver deres stemmer, interview om den historiske begivenhed, og udtalelser fra det internationale samfund, som hilser det nyeste eksempel på spirende demokrati velkommen.
Flygte for livet
Desværre er valg bare en del af et meget større og mere sammensat billede.
Alt for ofte ender valg i unge demokratier med, at vinderen tager al magten, og den tabende part må drage i politisk eksil, eller endnu værre, må flygte for livet. Ud fra dette perspektiv er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan lande kan ryge ud i voldeligt kaos som konsekvens af for eksempel kritiske spørgsmål til valgresultatet, der blot ville have været en hindring på vejen i et stærkt demokrati, der sagtens kan tåle den slags.
Mens det internationale samfund, især FN's Udviklingsprogram (UNDP), med rette fokuserer mere og mere på at bygge demokratiske institutioner, er det samtidig vigtigt at give mere opmærksomhed til en anden vigtig forudsætning for stabile og stærke demokratier, nemlig deling af magten.
Deling af magten vil hindre vinderen i at tage det hele, og taberne vil ikke blive kørt ud på et sidespor. Resultatet kan blive, at vinderne får mindre rum til at tage beslutninger, end de ville foretrække, men det er den pris, man må betale for større stabilitet i det lange løb. Selvfølgelig har mange lande allerede etableret indtil flere mekanismer, der sørger for balance og deling af magt, hvad enten de er relateret til grundlovsændringer eller til at udnævne centrale politikere til regeringspositioner. Men der er også andre faktorer, der kan bidrage til stærke, uafhængige og dynamiske politiske og økonomiske institutioner.
Skrøbelig praksis
På den politiske front er præsident- og parlamentperiodernes cyklus en sådan faktor. For at sikre reel magtbalance kunne det være ønskværdigt at parlaments- og præsidentperioder ikke er identiske. Det kunne også være ønskværdigt, at parlamentsvalg spredes over tid, således at en del af parlamentet udskiftes fortløbende. Det kan også være en god ide at have et stærkt overhus som vælges til at sidde i andre perioder end underhuset. Samtidig må domstolene styrkes for at sikre en fast og uafhængig juridisk hånd i overgangsperioderne.
På den økonomiske front må centralbanker og andre økonomiske institutioner være både ansvarlige og uafhængige. Desuden må de drives af professionelle ansatte med langvarigt mandat. Hvis disse forhold er til stede, bør institutionerne kunne bidrage til økonomisk stabilitet uafhængigt af ordentlige politiske forandringer.
Faktorer som disse tages som en selvfølge i udviklede demokratier, men er skrøbelige og vanskelige at gennemføre i praksis i et land på vej mod demokrati. Går man for langt i den ene retning kan det forhindre politisk udvikling og svække ansvarligheden/pålideligheden. Man må nøje vurdere, hvordan det bedst kan løses i hvert enkelt land. I UNDP er vi optaget af at dele internationale erfaringer med nye demokratier. På den måde kan vi bistå lande med at finde løsninger, som er hensigtsmæssige i den pågældende nationale kontekst.
Midt i sorg og tragedie skal Pakistan inden længe gennemføre valg. I Kenya håber befolkningen, at den politiske konflikt kan løses, og alle vi i det internationale samfund må gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage.
Et stærkt demokrati er umuligt, når magtkampen fører til den enes overlevelse og den andens død. Kun gennem en deling af magten kan et land gå mod et langsigtet og stabilt fremskridt.
Kemal Dervis er leder af FN's Udviklingsprogram (UNDP)
En virkelig god pointe denne artikel bringer til torv, og en som folk der kun har levet i Danmark måske ikke helt vil kunne forstå. Problemet er at det Bristiske Westminster system, som kva kolonitiden blev en meget stærk eksportvare, i vid udstrækni´ng er et topartisystem hvor the winner takes it all. Den skandinaviske, og måske især det norske og danske system, er designet til at sikre at stort set intet parti eller nogen enkelt side nogen sinde vil få absolut flertal.
Det er noget der ofte irriterer mange, men min oplevelser er at det danske system har utrolig mange fordele. Westminster system fremelsker en kultur hvor man ikke samarbejder og samtaler med hinanden og hvor man ofte fører en slags pseudo politiserende oppositions politik hvor man siger nej til selv de mest banale ting som stort set alle ville stemme for hvis de selv var i regering.
Og når flertallet er nået har man ofte decimeret sin modpart i overdreven grad.
Det er indlysende at the winner takes it all ofte er katastrofalt i udviklingslande med mindre tardition end England, ikke des do mindre er det neteop udgaver af det Bristikse demokratiske system vi ser i mange udviklings lande og det er vitterligt meget beklageligt, det ville være sunderer om mere politik blev til i brede forlig mellem opposion og regering.