Læsetid: 3 min.

Vores digitale samliv

Din computer er streng, men retfærdig - bare den dog også kunne tage en spøg
24. januar 2008

Indbyrdes kontakt er et grundvilkår i menneskers tilværelse. I dag drejer det sig om kommunikation, der sammen med forbrug er blevet et omdrejningspunkt i det højtudviklede markedsøkonomiske samfunds myte og virkelighed.

Allerede i 1800-tallet blev et antikt græsk begreb om teknikkens herredømme genopvakt som den teknologi, der var et resultat af forbindelsen mellem videnskab, teknik og industri med bureaukratiet som gudfar og værge. Da vi blev digitaliserede, formedes vor tids civile svar på den hellige treenighed, hvis højeste mål er den fuldstændige kommunikation, som opnås ved at forene markedsføring og forbrugerundersøgelser med reklame, pr og medieforskning.

Den humanistiske forskning sigter på at formulere vores mål - den teknologiske koncentrerer sig om at udvikle vores midler. Der skulle ikke være noget modsætningsforhold mellem bestræbelser på at styrke vores etiske og tekniske kompetencer side om side.

Teknologi kan stort set opdeles i dét, der er værdifuldt i enhver henseende, dét, der både har fordele og ulemper, og dét, der kun er dårligt. Vores vurderinger og valg skulle gerne være både teknologisk og humanistisk orienterede - ikke enten-eller.

Den teknologiske udvikling befinder sig i dag i en fase, hvor dét, som er muligt, også bliver betragtet som nødvendigt. Uden en kritisk humanistisk vurdering har vi underkastet os markedets lov, som siger, at hvad der sælger godt, er godt - navnlig for sælgerne.

Ting tager tid

Den digitale udvikling er mirakuløs og har gjort os mere velorienterede og effektive, end nogen har været før os, og de, der endnu ikke er det, har uanede muligheder for at blive det. Vi kan opsamle, udbrede, modtage og afgive information med lynets hast, men det væsentlige er naturligvis stadigvæk, hvad informationen består i. Og det tager stadigvæk den tid, det tager, at omsætte information til viden og ikke bare registrere, hvordan det er, men også prøve på at forstå hvorfor. Det er mindst lige så krævende, som det altid har været.

Der er ingen digitale genveje til modenhed, man kan ikke taste sig frem til dømmekraft eller fordybe sig i en fart. Kultur betyder stadig gødning, og den tager sin tid. Ingen kan præstere, hvad det skal være i løbet af et minut eller to timer, og man kan ikke skynde sig at få en god idé, uanset hvor stort behovet måtte være for det.

Jeg taler ud fra en sent erhvervet digital erfaring, som jeg har haft større fornøjelse af, end jeg havde forestillet mig. Man ældes sammen med sin skrivemaskine, når man har udtrykt sig på den i 50 år, så overgangen til computeren har virket helt foryngende på mig - lad det være aldrig så illusorisk.

Tidligere udstyrede man mennesker med maskiner, nu kobler vi os selv og hinanden til maskiner i vores symbiotiske samliv med computere, som vi både betjener og beherskes af. Faglig kunnen kan man ikke få for meget af, lige så lidt som af den viden, vi nu kalder for knowhow. Men også indlærte rutiner og rationelle analyser kan komme til kort i sammenhænge, der har været svære at forudse - vi kalder dem menneskelige faktorer.

Et af computerens umenneskelige træk består i, at den aldrig begår menneskelige fejl, dens logik er ubønhørlig, den gør kun, hvad den får besked på, dens hukommelse er lige så konsekvent og uangribelig som dens logik, den er ubøjelig i sine krav til nøjagtighed og præcision, og den er uden humor.

Den nye ordning?

Computeren har ingen overbærenhed med brugerens svigtende evne til at afgive ordrer, og den er uden skånsel over for omtrentligheder, som den fornægter og afviser eller straffer med truende advarsler. Nervøsitet, usikkerhed, vankelmod, angst og rådvildhed - egenskaber som hører det virkelige liv til - er ukendte i det digitale.

I et roligt øjeblik kan man tillægge computeren en indbygget form for moral, som er nådesløs i sin afstraffelse af de menneskelige svagheder, som nogen kalder fejl, og afmålt i sin nødtørftige belønning af de dyder, som er afgørende for betjeningen af den.

I et uroligt øjeblik kan man frygte for, at jo mere vores symbiotiske forhold til it-kommunikationen griber ind i vores sociale gøremål, jo større bliver risikoen for, at samfundet går over til at straffe og belønne de samme egenskaber og tilbøjelighede,r som computeren gør.

Altså slut med frugtbar tvivl og kritisk skepsis, med det flertydige og modsætningsfyldte, med det intuitive, irrationelle og uforudsigelige. Ikke noget med følelser og fantasi, stemninger og nuancer, ikke et uoverlagt klik, kun ubetinget beslutsomhed, lydighed, lov og orden, præcision, logik og entydighed.

Det er både til at le og græde over.

Og hvordan klarer computeren dét?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu