Læserbrev

Blachman er Gud

Debat
23. februar 2008

Sidste fredags X-Factor blev en ren gyser. Programmet er ved at udvikle sig til en kamp mellem Thomas Blachman og den store del af Danmark, som elsker Keld og Hilda, Melodi Grad Prix og alt det andet, der er ufarligt og ikke lugter.

Blachman har heller ikke tidligere lagt skjul på, hvad han synes om den dødssyge vokalgruppe, der i fredagens udsendelse valgte at synge 'Krummesangen' for at vise deres usædvanlige genialitet. Og lur mig, om det ikke netop er på grund af Thomas Blachmans hårde ord, at Vocaloca gik videre. Nu skal Krumme-elskende familie-Danmark vise den elitære jazz-nar, at han ikke skal komme her med sin fisfornemme opfattelse af, hvad der er kunst en fredag aften.

Der er derfor lagt an til en ægte kulturkamp de næste par uger.

Thomas Blachman er blevet kaldt 'nar', 'dumt svin' og 'mange forældres mareridt' i diverse dagblade de sidste uger. Selv lægger han ikke skjul på, at han gerne vil have et opgør med det, han kalder 'lortepopkulturen'.

Han vil finde ind til essensen af musik, som er forandring, visioner, mod og originalitet. Han vil overraskes. Han vil ikke have 'kulturelle pausefisk', som han kaldte to Keld og Hilda typer i sidste uge.

Er det provokerende? Ja. Er det uopdragent? Ja. Er det fedt at se på fredag aften lige midt i mainstream sendenfladen? Ja da! For Blachmanns kritik er et velanbragt slag lige midt i hovedet på den kultur, han selv er en del af i primetime denne fredag aften. Hvilket fantastisk paradoks.

Der kan siges meget forfærdeligt om konceptet bag X Factor, og jeg nåede at forbyde mine børn at se det de første par uger, inden gruppepresset fra deres klasser blev for stort. Men jeg har overgivet mig til den fantastiske underholdning. Jeg har nydt forskellen på det pinlige og amatøragtige på den ene side og så gåsehuden over de geniale præstationer på den anden. Bemærk i øvrigt, at Blachman gør det samme, og at det netop er evnen til at begejstres og berøres, der legitimerer hans hårde ord.

X Factor handler om at finde det, der udskiller sig fra alt det andet.

Deraf navnet. Man leder efter den, der har 'det', som alle de andre ikke har. Der er mange, der ikke har det, og de må ud. Det kan ikke være anderledes. Det er elementært spændende, men fra nu af er det altså også meget mere end bare det.

For hvis ikke Blachman kan holde sin kæft (og det er næppe sandsynligt), så bliver X Factor fra nu af ren kulturkamp. Det bliver mainstream mod geni og originalitet. Det bliver sød, ufarlig middelmådighed mod skævhed og gåsehud. Og desværre er det vist ret indlysende, hvem der vinder den kamp: Det gør kakkelbordet og Melodi Grand Prix. Det gør High School Musical og mainstream poppen.

Så Pia Kjærsgaard og Brian Mikkelsen bliver glade. Det er ren kanon det her.

Men godt kæmpet Thomas Blachmann. Du er for sej!

Morten Skovsted er sognepræst i Hjortshøj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ih, sikken frisk præst!

Han er bare helt fremme i skoene og med på beatet.

Og så er det bare for fedt, at han tør skrive, at Blachmann er Gud og bare give familien Danmark fingeren

Næ, kom ikke og sig, at præster er sådan nogle kedelige og fromme typer!

Han har jo ret den kære præst.

Rart at der er nogen der tager kampen op mod det fladpandede koncept, med at gøre nogen kendte, og så lade dem spy covernumre ud i en ulidelig strøm.

Det magter forbrugeren anno 2008 på ingen måde. Man er tilfreds bare man kan få sin daglige dosis ligegyldighed.

Blachman intereserer sig mere for sig selv end for musikken, det kan der vel næppe være meget tvivl om når man lægger ører til hans lange enetaler. Han vil gerne give indtryk af at ville fremme det alternetive i konkurencen, men han kan ikke komme uden om at selve konceptet bag programmet er pop, også selvom det har fået det pseudointelligente navn "x-factor", og der er har ikke været noget alternativt over hans egne deltagere.
Et program der handler om at vinde kan ikke også handle om musik og dermed basta!

Øv hvor er I sure. Det er da et fedt program, og Blachmann kan i den grad få folk til at have en mening.

Jeg synes det er et godt koncept - og jeg er ikke alene om det, kan jeg forstå.

med venlig hilsen
Lennart

Kære herlige sognepræst.......
Hvor er det dog super at læse dit friske indlæg. Din kirke burde være fyldt op hver Søndag - med dig ved roret.
Et surt opstød som Jakob Kofod, her i debatten, skriver noget forbandet sludder, "Blachman intereserer sig mere for sig selv end for musikken, det kan der vel næppe være meget tvivl om når man lægger ører til hans lange enetaler." - viser blot at Kofod ikke har forstået en pind - han har ikke forstået at Blachman lever for/og af sin musik. Musikken er Blachman´s liv - er jeg sikker på. Manden er genial, hans enetaler er musik i mine og mange andres ører, sød musik - simpelthen.

Blachman er nøjagtigt lige så omhyggeligt castet og iscenesat som resten af deltagerne i showet. Overalt i verden, hvor samme koncept er købt og eksekveret lige efter (dreje)bogen, findes en engelsk Thomas, en tysk Thomas og en polsk Thomas, så alle os, der krummer tæer over middelmådigheden og bekymres på kulturens vegne alligevel sidder ved skærmen hver fredag aften.

Nu så jeg tilfældigvis lidt af X-factor i går aftes - og det var også tilfældigvis VocaLoca, der sang. De sang 'Abba's Gimme Gimme Gimme a man after midnight' hvilket de gjorde ganske udmærket og flot.

Jeg kan ikke huske hvad Blachmann sagde til dem, og jeg er også lettere ligeglad. Blachmann's problem er at han selv tror, at hans musiksmag er den bedste, hvilket den aldeles ikke er. Det er helt tydeligt, mener jeg, at Blachmann jo er mere til individuelle sangere, der laver solide solo-præstationer som hende der kom lige efter VocaLoca.

Nu var jeg selv ung i 1970erne og jeg kan godt huske, hvordan de kritikere der dengang var unge, harcellerede over både Abba, Gasolin mv. - fordi det jo var glam-pop og forførte ungdommen bort fra den rette revolutionære indstilling til tingene, but I digress, som det hedder på engelsk ;)

En af pointerne er at ABBAs musik rent faktisk er ret svært at synge, eller spille, og det kunne man (eller jeg) i hvert fald høre i går aftes. Der er faktisk nogle ret komplicerede vokal-klange og harmonier i ABBAs musik, som visse musikforskere vist også har opdaget. At Blachmann ikke har opdaget det, er altså hans problem.

Og jeg mener faktisk det er et problem, at Blachmann åbenbart tror (eller mene), at f.eks. Keld og Hilda er 'lortepop'. Det er det rent faktisk ikke. Alle de melodi grand prix som folk i dag husker og synger med på er faktisk for manges vedkommende skrevet af Keld Heick, i hvert fald hvad musikken angår.

Og her er jo ganske glimrende beskrevet hvad Blachmann mener:

"Han (Blachmann, red.) vil finde ind til essensen af musik, som er forandring, visioner, mod og originalitet. Han vil overraskes. Han vil ikke have 'kulturelle pausefisk', som han kaldte to Keld og Hilda typer i sidste uge."

Og nej, musik er altså ikke (kun) forandring, visioner, mod og originalitet.
Hvis det var det, ville kun en Tina Dickow, en Paul Potts eller en Norah Jones finde nåde for hans strenge blik eller rettere ægte kultur-radikale smag. De kultur-radikale i det her land har nemlig altid hadet folkekulturen og i stedet for fremhævet borgerskabets kultur som det absolut bedste. i stedet for tegneserier skulle børnene hellere læse Ingemann romaner. I stedet for tv skulle de hellerer lytte til opbyggelige foredrag om fysikkens udvikling i det 18. århundrede i radioen. Og sådan har de kultur-radikale i Danmark altid været imod den folkelige kultur, som den er kommet til udtryk i f.eks. det som Blachmann kalder for 'lortepopkulturen', dvs. Melodi Grand Prix, Dansktoppen og andre sådanne folkelige tiltag.

Blachmann har engang til BT udtalt at han søger efter den funklende nye stjerne som synger guddommeligt hver gang. Og det er da prisværdigt. Problemet er blot, at det er der måske ½-1% af verdens befolkning, der gør. Og således også i Danmark. Gad vide hvad Blachmann ville have sagt til ganske habile sangere som Erik Påske, Henrik H. Lund, og Fritz Helmuth.
Han ville sikkert havde hadet dem - det samme ville han sikkert have gjort med Anette Klingenberg, Susanne Lana eller Birthe Kjær. Og især Birthe Kjær står jo bestemt ikke for hverken mod, visioner, eller originalitet - ifølge Thomas Blachmann (vil jeg mene).

Det, som Birthe Kjær, laver er jo også lavet mange gange før præcis som andre end VocaLoca har sunget ABBA's sange som f.eks. *gimme gimme a man after midnight*. For mig at se er det altså ikke det som det handler om, det må være om udførelsen er professionel og vellavet og godt iscenesat mv. Ikke om hver eneste solist eller gruppe hver gang er i stand til at 101% at nå guddommelige højder...

Og hvad er der galt med mainstream pop. Intet - sålænge det er udført ordentligt og godt. Britney Spears, Take That, og Boys II(to) Men sælger
altså ret godt. Og mens vi er ved Take That kan jeg huske et Melodi Grand Prix for nogle år siden hvor Take That var pause-underholdning. Og hvor var de altså gode - de var i hvert fald bedre end samtlige de optrædende der optrådte ved det års melodi grand prix...i dansk regi...

Når det er sagt, synes jeg at programmet som X-factor, Idols, Varm på IS,
og Stjerne for en aften mv. hat overleveret sig selv. Jeg brød mig ikke om Etta Camerons 'du får et stort 5-tal af mig' lige så meget som jeg ikke bryder mig om Thomas Blachmann's nedværdigende behandling af folk. Man kan nemlig godt være kritisk overfor folks evener og talenter uden at tale hverken nedsættende til dem eller ydmyge dem for åbent tæppe (eller skærm i dette tilfælde).

Når alt det her er sagt, så har jeg nægtet at se f.eks. Stjerne for en Aften,
X-factor, Vild med dans, Varm på IS, mv. - ganske enkelt fordi også jeg er træt af folk, der IKKE kan noget som helst, f.eks. politikere eller kendte, stiller op i f.eks. Vild med dans og tror, at de kan danse (hvilket de ikke kan...).

Der er nogle folk, der tror, at de kan synge eller danse, hvilket de heller ikke kan. Og det kan man altså godt fortælle dem på en mere venlig og støttende måde end Thomas Blachmann gør...

Problemet med disse programmer i dansk public service tv er, at vi KUN får de middelmådige, uopdagede, potentielle performere, hvor man i de lande, hvor koncepterne har deres oprindelse, STADIG på public service licensbetalt tv også får det ypperste, landets kunstnere formår.
DR opfylder simpelthen ikke sin kulturopdragende og -integrerende funktion, efter transmissioner fra Det Kgl. Teater, tv-teatret, radioteatret, koncerter fra Radiohusets Koncertsal og andre steder ikke længere kan finde sendetid.
Heller ikke ordentlige kulturprogrammer kan det blive til, selvom Deadline gør deres bedste for at levere lødig kulturdebat, men jo desværre har mindst en halv time for kort sendetid til at løfte opgaven.
Hvad resultatet er, er etableringen af en kløft mellem folk og kulturliv som aldrig før, siden massemedierne blev i stand til ikke blot at referere, men formidle den samfundsbærende kultur. Kunsten bliver ikke mindre væsentlig eller betydningsfuld af det - nej, det er folket, der hægtes af de processer, der driver vort lands åndelige og videnskabelige niveau.

Martin Ammentorp

Dejlig artikel - selv finder jeg Thomas Blachmann årsagen til at jeg (nu) ser programmet.

Jeg er af den mening, at det ikke gør noget, at man skal forberede sig en anelse på en kulturel oplevelse. At man skal udvikles i sin smag - provokeres.

Og det er den uendelig lidt af mainstream-musikken der gør. Det er ren ind-ad-det-ene-øre-og-ud-af-det-andet. Intet indhold, kun en behagelig overflade, som ikke generer nogen.

God blivende kunst/kunstnere (og det er det, jeg tror Blachmann søger) vil af nutiden meget ofte ikke blive anerkendt. (Eksemplerne er legio, lige fra malere, forfattere, komponister til sangere, musikere, pædagoger og fysikere: Picasso, Mozart, Schønberg, Glenn Gould, Jimi Hendrix, Leonardo da Vinci er få eksempler).

Jeg synes det er skønt at høre, hvad en velformuleret, vidende person siger om de, som tror man "bare lige kan blive berømt". Og Thomas Blachmanns ører og musikalske viden og intuition er sublim efter min ydmyge mening.

Og for øvrigt tror jeg kun, der er een dommer, der kan afgøre, hvad der holder: Tiden.

(Og hvis vi blir ved kun at ville give folket, hvad folket vil ha', kan vi snart pakke sammen - det er åndelig stesolid)

Undskyld, men hvem er denne Blachman? Er det en, man burde kende?

for fanden, Hans Jørgen, få dig et liv! :-)

Hans Jørgen.

Få dit indtryk af ham her.

Deadline:
http://www.youtube.com/watch?v=250Hs1xQx0Y#GU5U2spHI_4

og i DR Update her:
http://www.dr.dk/NETTV/Update/2008/02/01/195126.htm

Blachman er Allah

Her er hvad journalist Lasse Sørensen idag i Ekstrabladet har sammenbragt af de senere barske bemærkninger fra Blachman:

Blachmans barske
Af Lasse Sørensen

Fredag efter fredag har 'X Factor'-dommer Thomas Blachman sønderbombet flere af deltagernes selvtillid med en hudløs ærlighed, der ville få selv de mest rutinerede sangere til at ryste i bukserne, hvis han vurderede deres færdigheder.

Når han først går i gang med at bedømme artisterne, virker det efterhånden, som om den skaldede trommeslager slet ikke kan stoppe igen. Ordene flyder i en sand, sadistisk symfoni, hvor man skal være med på noderne for ikke at knække nakken, når Blachman svinger sin verbale dirigentstok. Selv de to øvrige dommere er Blachman begyndt at give kommentarer med på vejen.

Her er et lille udsnit af de mest diabolske vokalvurderinger, samt en enkelt lille hyldest til showets yngste deltager, Martin, fra den underholdende jazzmusiker.

Jeg forstår ikke, hvorfor du hver gang stjæler opmærksomheden. Hvis det stod til mig, så røg du ned i regnskabsafdelingen, dig i midten med brillerne der (til Vocalocas Magnus efter første liveshow)

Jeg har været bange for at sidde i den her situation med Remee, for han mestrer de der sangvalg så godt, på nær den her. Det var en fuck-up (til Remee efter hans sangvalg til Martin)

I har hver jeres integritetszone. Det er, som om I står på et offentligt toilet og tisser i hver jeres tissekumme. I kigger jo slet ikke på hinanden. Der mangler en eller anden kemi imellem jer (til RaiDen efter trioens udgave af 'Don't Wanna Miss a Thing')

Jeg kan godt se, at alle bliver charmeret af dig, det gør jeg også. Men der er også noget folkeskolevokal over den præstation dér (til Basim efter sangen 'Du kan gøre, hvad du vil' ved første liveshow)

Grunden til, at jeg ikke rejser mig op, er jo, at det kan jeg ikke gøre med mine egne artister. Det er jo så de andre fedterøve, der skal rejse sig op, men det gjorde de ikke (kommentar til Remee og Lina efter yndlingen Heidi havde sunget 'Calling You')

I er nogle dejlige unge mennesker. Hvis alle unge mennesker havde været ligesom jer, så havde der ikke været nogen tyverialarmer nogen steder, til gengæld havde der måske heller ikke været så meget at komme efter (til Vocaloca efter 'Krummes sang')

Der er for meget Keld og Hilda, for meget Lasse og Mathilde over jer. I skal få lortet til at handle om noget. Der er for meget pausefisk over det. Det har vi haft i 40 år. Det er tid til forandring (til ekskæresterne Søren og Anne, der røg ud af første liveshow)

Og et enkelt sødt...En gang imellem kommer firetoget ind på hovedbanegården, og så stiger der et geni ud. Du er et af dem -du er et musikalsk geni. Det er genialt, det du gør (Blachman til Martin efter sangen 'As' i første liveshow)

En gang i mellem er det befriende at høre Blachmann sige det der skal siges. Lad os ikke pakke deltagerne ind i vat og tro at de er triste små ofre for hans vurderinger. De har hår på brystet og kan klare presset. Og det skal man da kunne i showbusiness.

Blachmann falder ikke pladask på maven for hvad som helst, og man er ikke i tvivl når man hører hans kommentarer. Jeg kan forstå at man skal tage hensyn overfor folk, men i dette setup er præmisen jo at dommeren giver råt for usødet. Ellers kan vi jo bare ringe efter Bubber og give femtaller til alle.

med venlig hilsen
Lennart

Jeg får gåsehud
Føler mig henført til starten af 70-erne, til Pol Pot, Det Nordkoreanske kommunistparti og Enhedslisten, professorerne i 50-erne og de gejstlige tidligere i århundretet.

VI VED BEDST - VI HAR DEN GODE SMAG - I ANDRE ER NOGLE UVIDENDE UNDERMÅLERE SOM IKKE HAR FORSTÅET HVAD RIGTIG KUNST OG KVALITET ER - KOM OG LADE JER UNDERVISE OG INSPIRERE AF MIG - SOM HAR DEN STORE SANDHED I ALLE DESPERAT HAR BEHOV FOR - I FORSTÅR DET BARE IKKE ENDNU, MEN DET SKAL JEG NOK LÆRE JER, TRYKKER DET NED GENNEM HALSEN PÅ JER, TIL I SELV INDSER SANDHEDEN OG GIVER MIG RET - OG GØR SOM JEG TÆNKER OG SIGER - ELLERS VANKER DER . . . TIL JER FJOLSER - I BLIVER YDMYGET OG HÅNET - OG OVENIKØBET FOR JERES EGNE PENGE . .. LINCENS - SELVFØLGELIG

At elske Hilda er jo bare for undermålere - hvor er I tossede og dumme alle sammen.

Ja, det er atmosfæren - uhyggeligT lige frem .... Og at en præst støtter op - det er meget SØRGERLIG OG TRIST.

Helge

Som Jonas allerede har været inde på er Blachmann at finde selv i Polen. Han er en klonet gud i en digital verden hvor der ikke er forskel på originaler og kopier – en klon, tilsyneladende på jagt efter en original.
X-factors tilsyneladende jagt på det sublime kunstneriske udtryk dækker over det virkelige, mindre tiltalende ærinde: At se folk bryde sammen. Se det er noget massserne kan lide!

En med Baudrillards ord virkelighedshungrede befolkning fanget i et mediesimulacrum længes efter en virkelighed der efterhånden kun glimtvis åbenbarer sig i den ’katastrofiske intensitet’ der bl.a. kan opstå når unge, ufærdige kunstner-egoer ufølsomt bliver kvast.

Hverdagsmenneskers følelser serveres således som delikate nødder efter at Blachmann har knust livløgnens skal. Vi lever i hvad Mark Seltzer har kaldt 'the wound culture'. Masserne er ligeglade med Blachmans kunstneridealer. Idealerne er kun til for at få smarte præster til at juble over den grænseoverskridende behandling af de unge egoer. Vi er jo blot på en ædel jagt efter den hellige Gral. Helge… Jeg er enig med dig…

Er jeg den eneste som undrer mig over modsætningsforholdet mellem Blachmans ord og hans handlinger. Hvem har han selv valgt som sine tre deltagere. De to kvinder og især Lisa er da så meget "kaffe og kage" musik, som man overhovedet kan tænke sig. De har ikke et gram af orginalitet i sig. Så der er meget spil for galleriet hos Blachmann, men han har tydeligvis en forkærlighed over for bestemte typer af kvinder. At en præst kalder Blachmann for gud er i sig selv lettere ironisk, men måske har præster for at fremhæve personer, der kan sælge billetter, når deres egne "koncertsale" står gabende tomme om søndagen.

Hvad er du for en far, der forbyder dine børn at se et uskyldigt underholdningsshow ?

Spørgsmålet er måske, om et underholdningsshow, hvis vigtigste virkemiddel er at ydmyge deltagerne, kan kaldes "uskyldigt."

til karsten aaen..

bare fordi noget musik er svært at spille, er det ikke nødvendigvis godt. ikke sagt at abba er dårligt, men det kræver altså lidt mere end musikalsk talent at lave et hit, en helvedes masse held for eksempel

til Vadmand..

uskyldigt er det bestemt ikke, men det ligger jo desværre i tiden, at jo mere man kan udstille andres fejl, jo nemmere er det at glemme sine egne

beate: "Hvad er du for en far, der forbyder dine børn at se et uskyldigt underholdningsshow ?"

Per Vadmand: "Spørgsmålet er måske, om et underholdningsshow, hvis vigtigste virkemiddel er at ydmyge deltagerne, kan kaldes "uskyldigt."

^ Thumbs up til PV for et slående argument. Jeg ville nok ikke gå så radikalt til værks over for mine børn (hvis jeg havde nogle), men jeg ville selvfølgelig forklare dem alvoren i den mobningskultur de lærer gennem programmet, akkurat ligesom Bamse fra Bamses Billedbog (også kaldet 'Bamse & Kylling') lærer spædbørn om 'egoismens herligheder'.

Hvordan vil en narcissistisk karakterafvigende personlighedsforstyrrelse mon agere i et sådant tv-program....?

Bjørn Holmskjold

Det er da muligt, ABBA's musik er svær at spille og synge, men det forhindrer ikke, at de næst efter The Doors er 1900-tallets mest overvurderede musikgruppe.

Thomas Blachmanns drøm om at kulturrevolutionere Danmark falmer en lille smule i hans egen selviscenesættelse. Ethvert samfund har brug for revolutionære, visonærer og skelsættende tænkere som Thomas Blachmann, der kan udfordre status quo, men hvis midlet i processen forvasker målet, så er det i min optik altsammen forgæves. Uanset hvordan man vender og drejer det, uanset hvor Blachmann'sk X-Factor bliver, ja så bliver det nemlig aldrig andet end en vaskeægten spillen fallit - på DRs, Blachmanns og os seeres vegne.

X-Factor er ikke god smag, det er ikke scenekunst, det er ikke talent, det er ikke nogen revolution. X-factor er lædermiljøet, kakkelbordet og de grædende børns sejr, og dermed nyeste udtryk for "hokus-krokus"-effekten, der langsomt men sikkert dræner DR for indhold og integritet.

Og det synes jeg er langt mere interessant - at se Blachmann forsøge at projicere sin egen indlysende genialitet skal projiceres til de stakkels deltagere og os seere via et medie, der ikke længere er en garant for de gode oplevelser.

Pointen er at kulturen med X-factor og lignende tiltag bliver til en vare, der skal generere profit, og lige netop dér dør debatten om god eller dårlig smag for mit vedkommende. Jeg tror Phillip Blonde har fat i noget af det rigtige når han siger at kapitalismen nødvendigvis må kvæle kulturen, da den er det rum hvori vi snakker om hvad vi bør og ikke bør gøre (læs: god smag), og dermed kan være skadelig for omsætningen - og X-factor (med eller uden Blachmann) er et glimrende eksempel herpå. Så indholdsløst, så plat og så uendeligt uskadeligt.

Men det Blachman lader passere i X-Factor er jo stadig tandløse plagiater? Skulle det være noget særligt? Hvis folk virkeligt ville have det ypperste, er der jo den klassiske musik, hvor musikerne i de store ensembler har gennemgået de mest rigorøse udvælgelsesprøver og været underkastet de mest perfide og kræsne anmeldere? Og hvis man har en eller anden pubertær reservation over for klassisk musik, har den rytmiske musiks bagkatalog masser af godt stof. At Blachman optræder i et amatørprogram og prædiker kunstens sublimitet er så andenrangs og selvmodsigende, at man må være fjernsynsblind for ikke at kunne se det

Kunne vi ikke blive fri for den kliché om, at klassisk musik skulle være mere krævende end al anden musik. Jeg tør vædde på, at der sidder masser af musikere i symfoniorkestrene, der ikke ville holde en dag i Radioens Bigband (og omvendt). Hver musikform stiller sine krav til perfektion. Masser af konservatorieelever og -uddannede duer kun til ren reproduktion, mens masser ef rytmiske musikere er skabende kunstnere.

Husk, at alle, der generaliserer, er idioter.

"Husk, at alle, der generaliserer, er idioter."

Vi lader den lige stå et øjeblik :-)

Enig Hammerschmidt. Per Vadmand kan i sandhed være kilde til stor morskab!

Tænk, at det lykkedes mig at lave en vits, som selv DU kunne fatte, Thomsen!

Heinrich R. Jørgensen

2 x Per,

jeres gensidige hakken er en konstant kilde til morskab. Desværre manifesterer latterkramperne sig ofte til tæerne...

Blachman er vor tids lektor Blomme. Selvhøjtidelig, snobbet og totalt forblændet af sin egen indsigt i det ægte, det rene, det guddommelige. Kort sagt han tilhører eliten der har næse for den gode smag. Al undermåleri og plathed slår han hårdt ned på med mørk sarkasme og overlegent vid. I hans øjne fortjener det at blive hånet og udryddet som skadedyr og skimmelsvamp. Det lader til vi elsker at se andre blive ydmyget og slæbt gennem skidtet - i den gode smags tjeneste, selvfølgelig.