Kronik

Blekingegade 19 år efter

Lars Villemoes er vred. Både i Berlingeren og Information kan han her 19 år efter ikke undlade at give udtryk for, at vi har været med til at plette hans rygte. For når det kommer til stykket, har han jo ikke gjort andet end det samme som Peter Øvig Knudsen i sine bøger om Blekingegadebanden
6. februar 2008

Historien er kort fortalt den, at mens sagen mod de sigtede rullede, skrev Lars Villemoes den 13. maj 1989 en to-siders artikel i Information om 'Fighterne og de nyttige idioter', hvor han opridsede Blekingadebandens historie. Villemoes blev den 7. juni imødegået af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm for de retspolitiske aspekter af hans måde at fremlægge sine oplysninger på. Han var med til at gøre de sigtede til skyldige, inden retten havde fældet dom. Det var, mente de tre retsforskere, i strid med den tradition, Information havde oparbejdet gennem mange år inden for retsreportagen. De mente, at de sigtede af gode grunde stod værgeløse.

Den 19. juni 1985 skrev vi en kronik: 'Informations linje i røverisagen er afladsjournalistik'. Her tog vi et andet aspekt af sagen op, nemlig Villemoes' brug af 'venstrefløjen' som meget uspecifik baggrund for forbrydelserne. Han formidlede en meget indskrænket opfattelse af venstrefløjen og en række svagt underbyggede personkarakteristikker.

Villemoes (og andre) har kommenteret vores 19 år gamle kronik ud fra den betragtning, at vi dels ville afskærme venstrefløjen fra kritik (vi ville ikke gøre op med den voldsfiksering, vi var rundne af), og at vi ikke ville vide af afsløringerne (vi ville gøre op med budbringeren i stedet for budskabet). Ingen af delene kunne være mere forkerte. Læser man vores kronik, vil man se, at vi for eksempel skrev:

"Vi mener derimod ikke, at de oplysninger, som artiklerne faktisk indeholder, burde være holdt tilbage, der burde tværtimod have været mange flere, og de burde have været checket, dobbeltchecket og formidlet i en sammenhæng, der satte oplysningerne i perspektiv, dvs. bl.a. satte læserne i stand til at forholde sig til dem."

Vores kritik rettede sig imod kvaliteten af Villemoes' fremstilling både af venstrefløjsbaggrunden, af hans egen involvering i Blekingegadebandens organisatoriske bagland og af de sigtede personers fortid.

Idiotisk læseri

Hvad angår venstrefløjsbaggrunden kan man pege på i hvert fald to elementer, som var problematiske i artiklen: Blekingegadebanden havde sin baggrund dels i den militante antiimperialisme og dels i en særlig aftapning af maoismen. Den militante anti-imperialisme udviklede sig ikke mindst på baggrund af den voldelige amerikanske udenrigspolitik især i Vietnam, hvor kemisk krigsførelse og bombning af diger med massedød til følge var noget, som danske politikere i stort tal enten støttede eller tav og samtykkede om. Man kan ikke i dag sige, at vores del af venstrefløjen mangler et opgør med voldsfascinationen al den stund, at militansen faktisk blev afviklet i de første år af 70'erne, bare ikke for Blekingegadefolkene.

Appels snylterstatsteori var en særegen udgave af forholdet mellem den industrialiserede og Den Tredje Verden, som var udbredt langt ind blandt borgerlige økonomer. Det var hans politiske slutninger, som var specielle, ikke betragtningen om forholdet mellem de to verdner. Dertil kommer maoismen, som både hos Appel og hos Benito Scocozza byggede videre på Maos opfattelse af historien og hans tilslutning til stalinismen. Det særlige ved denne opfattelse af historien er, at den er forlenet med en særlig metafysik, som udstyrede 'det revolutionære lederskab' med en særlig ret til at se stort på menneskeliv, blot det tjente en højere formål. Havde Villemoes gjort dette klart i stedet for at arbejde med et alment og homogent begreb om venstrefløjen, var læserene blevet klogere. I stedet fremstiller han de involveredes forsøg på ad teoretisk vej at opnå en forståelse som idiotisk læseri.

Når Villemoes lader sig interviewe nu, gør han det ikke til nogen hemmelighed, at han selv har været en del af miljøet som medlem af Tøj til Afrika. Tværtimod gør han nu opmærksom på, at det var præcis den tilknytning, som gjorde, at han kunne skrive artiklen. Inspirationen kom, da han blev forhørt af politiet. Hvis han havde fortalt dette allerede for 19 år siden, så havde man kunnet læse artiklen også som et opgør med hans tid som 'nyttig idiot', som det partsindlæg det nødvendigvis er.

Hvad angår personkarakteristikken, han formidler i sin artikel, er vægten af oplysningerne tit meget tvetydig. Lad os tage følgende eksempel, som handler om den sigtede P:

"Hans forældre er tidligere medlemmer af BOPA under besættelsen, og P fortæller senere de gysende kammerater, hvordan han som barn hørte om deres mange aktiviteter bl.a. med at opløse lig i syrebade i et havehus på Amager."

De er ikke helte

Ordene er ikke lagt i munden på en kilde. Hvad skal man nu mene om det? Tror Villemoes, at det er rigtigt, at P har fortalt løgnehistorier, og er dét pointen? Skal man altså tro, at sådan var han? Eller tror Villemoes både på, at P har fortalt disse historier, og at de er sande? Under alle omstændigheder skal der ikke megen forhåndsviden til at genkende historien om Komintern-mordet i Kongelunden, som Erik Nørgaard har skrevet en udmærket bog om. Men det havde intet som helst med BOPA's arbejde eller forældrene at gøre, ligesom de næppe har været medlemmer af BOPA.

Et andet eksempel er den kilde, som karakteriserer blekingegadefolkene som folk af store idealer. Det hedder her:

"Havde det været sommeren 1945, ville de have været helte, men det er ikke sommeren 1945, og de er ikke helte."

Hvordan skal man tolke det udsagn? Er det den tidligere tilhængers, Lars Villemoes', vurdering? Det er konjunkturen, der er forkert, ikke det de har gjort? Problemet er blot, at modstandsbevægelsen ikke accepterede bankrøverier og ikke finansierede sin kamp gennem kriminalitet. Faktisk var der flere, som blev straffet, fordi de ikke var tilstrækkelig præcise i deres grænsedragning mellem modstandsarbejdet (som var ulovligt) og egentlig kriminalitet.

Den 15. juli 1989 skrev Gert Petersen en kronik i Information, hvor han på trods af, at han var lodret uenig med os i mangt og meget, støttede vores kritik af Villemoes, og vores centrale pointer omkring manglen på en beskrivelse af det politiske landskab, vi handlede i: Vietnamkrigen, Chilekuppet, kuppet i Grækenland og ikke mindst Palæstinakonflikten. Verdensbanken var et instrument for amerikansk økonomisk politik - det har selv senere en direktør for banken erkendt. Volden blev tematiseret af magthaverne. Et andet forhold, der faldt os og Gert Petersen for brystet, var, at maoisterne blev fremstillet som en integreret del af venstrefløjen. Det glemmes, at de blev kritiseret og blev hængt ud for støtten stalinismens forbrydelser.

Splittet venstrefløj

Venstrefløjen var splittet; vi kunne, som Gert Petersen gør opmærksom på, end ikke blive enige om arbejdet mod krigen i Vietnam. Men stemningen af nødværge i form af demonstrationer og protester mod det politiske establishment fik Villemoes ikke med, når han med stærk distance beskrev en løbeseddel, der advarer mod fotograferne ved demonstrationerne. Han glemmer, at politiet faktisk havde fotografer til at tage billeder af demonstranter til senere brug. Samtidig blev alt arbejde for forskellige befrielsesbevægelser i verden sidestillet med KAK's forbindelse til en del af PFLP: PFLP's materiale blev bragt i KAK's blad side om side med "militaristisk og ideologisk materiale fra befrielseskrige andre steder i verden".

Ja, for eksempel Sydafrika, Angola og Mocambique, Laos og Vietnam! Hele Palæstina-problematikken blev af Villemoes gjort til et spørgsmål om, at Holger så op til Laila Khaled. Den europæiske venstrefløj lærte aldrig at kritisere samtidig med at udvise solidartiet. Men hos Villemoes latterliggøres og mistænkeliggøres også solidariteten.

Lars Hedegaard siger nu, at "der ikke var så meget som to gram usandt i Villemoes' artikler". Det er der altså, men der er især mange tvetydige udsagn.

Nils Bredsdorff, Niels Frølich, Poul Petersen og Morten Thing er tidligere redaktører af Politisk Revy.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivana Djuric
Ivana Djuric anbefalede denne artikel

Kommentarer

De gode tidligere redaktører af Politisk Revy glemmer nu, at når tidskriftets årlige røde kalender gik i trykken så var man stadig - selv op i de tidlige 1980ere så 'liberal indstillet' over for maoisterne og den stalinisstiske 'venstrefløj', at man behørigt anførte Stalins fødselsdag og andre tilsvarende livsvigtige mærkedage. Det var ikke tilfældigt, det var udtryk for en form for blødsødenhed over for en lille ekstremistisk del af 'venstrefløjen' som de herrer ville have været bedre tjent med at give en kontant afvisning.

Jeg er enig i at størstedelen af venstrfløjen var demokratisk sindede mennesker. Man det er sgu ikke rigtgt at man havde det kontant afvisende forhold over for alle ekstremister allerede i de tidlige 1970ere og skulle man være i tvil behøver man bare at finde et gammel eksemplar af Politisk Revys egen røde kalender.

På ingen måde Vadmad. Villemoes artikel var korrekt deri at den reflekterede det faktum antidemokratiske, antihumanisteiske og ekstremistiske afvigelser i al for høj grad var tolereret af den øvrige venstrefløj. Ikke mindst i det klima fik bizzare grupper for meget albuerum til skade for fløjen som helhed. Det var det de herrer krøb uden om dengang og stadig kryber uden om idag. Kalenderen er også et bedre eksempel på denne tolerance end godt er, jeg har et par stykker liggende i mit arkiv og der var mere end bare fødeslsdage der stod somme tider hårrejsende ting i dem alt i tolerancens hellige navn. Skal se om jeg kan finde en fram.

De herres artikel dengang var ikke som Vilhjems indlæg præget af retspolitiske synspunkter alene, der var en undertone af at det her skal vi ikke tale om, og det mener jeg er forkert. Man burde have været langt mindre overbærende over for ekstrmismen og det mener jeg godt man kunne have taget op og det er fuldkommen absurd nå de påstår at man afviste antidemokratiske tendenser allerde i begyndelsen af 70erne. Jeg var til enkelte møde hvor samtaler imellem selv DKUere indeholdt helt uacceptable synspunkter

Desuden kan og bør vi ikke bare glemme at det var på mode i 50 år eller så på en del af fløjen, DKP ikke mindst, at forsvere og plædrere for partidiktatur som løsningen på alle problemer.

Hvis det at markere Stalins og Maos fødselsdage på en kalender er det værste konkrete eksempel på venstrefløjens påståede totalitarisme, er det glas vand, stormen raser i, sgu meget lille.

Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm - retsforskere?
Var vi mon ikke på mere sandfærdig grund, hvis vi kaldte dem parter i sagen?

Nej hvarken Balvig eller Vestergaard var på nogen som hekst måde parter i sagen Jan Eskildsen, Vilhjelm var et tidligere ledende medlem på venstrefløjen, men hans demokratiske sindelag er hævet over enhver tvivl.

Vadmand
Det var ikke utryk for totatalitarisme, men det var udtryk for at man selv på Politisk Revy acceopterede at Stalin og stalinisme i et eller andet omfang var en accepteret del af venstrefløjen. Det jeg siger er ikka at venstrefløjen var som nogen påstår den var - men derimod at man ikke meldte klart fra over for antidemokratiske og antihumanistiske udskejelser. Det mener jeg man burde have debatteret obent og gjort op med.

Jeg mener heller ikke som forfatterne her at der var vantætte skodder mellem Blekingebanden og det ekstreme venstre, det var der endog ikke når det gjalt visse yderligåendes sympati for Bader Meinhof. Jeg har hørtende medlemmer af VS udtrykke deres sympati foir Bader Meinhof, hvad i mine øjne burde have kostet en eksklusion. Det jeg fastholdere er at man ikke altid tog tilstrækkeligt afstand fra den slags rablende sindsyge. Jeg påstår ikke at vi på venstrefløjen på noget tidspunkt der i 70erne var bare tilnærmelsesvis domineret af den slags holdninger, men jeg fastholder at der var alt for megen eftergivenhed og accept af den slags som værende et synspunkt man ku ha.

Jeg mener absolut der var gode grunde til at efteretningstjenesterne hold øje med de miljøer, jeg er taknemmelig over at man gjoirde det. At man så gik spå vidt at men i perioder også aflyttede telefoner hos SFere er sevsagt vanvittigt (det her har jeg oplevet selv, uden at jeg vil gå dybere ind i hvor og hvordan), alligevel vilel vi have stået meget stærkere i argumentationen hvis vi alle havde meldt klarere og mere utvetydigt fra. Axel LArsen trak i den retning for han vidste jo hvad han talte om ikke, men vi andre der kom efter var somme tider lidt for blødsødne og accepterende.

Jeg var glad for Vilhjelm Balvig og vestergards indlæg dengang i 1988, men jeg kunne ikke tilslutte mig indlægget fra de tidligere redaktører. Det var klart et forsøg på at lægge log på enhver kritisk gennemgang af de ekstreme tendenser og deres oprindelse og accept. Det var også et forsøg på at sætte vandtætte skodder op hvor de desværre ikke altid var.

Der var et behov for en gang for alle at gøre op med den slags vanvid og ikke bare tie det ihjel