Læsetid: 2 min.

Med blod på hænderne

Debat
5. februar 2008
I Beijing lige nu bliver de nye svømmefaciliteter afprøvet inden de Olympiske Lege løber af stablen senere i år. Stadig flere ser kritisk på kronprins Frederiks deltagelse i Legene.

I Beijing lige nu bliver de nye svømmefaciliteter afprøvet inden de Olympiske Lege løber af stablen senere i år. Stadig flere ser kritisk på kronprins Frederiks deltagelse i Legene.

Siden nyheden sprang om kronprinsens olympiske ambitioner, har debatten om den bizarre beslutning overvejende cirklet om de sædvanlige overvejelser:

Er det nu et fornuftigt træk. Vil det gavne kongehuset. Kan fraterniseringen med det småkorrupte olympiske cirkus skabe problemer for tronfølgeren. Eller er han - hvis man er i stand til at mobilisere det nødvendige tunnelsyn - endelig trådt i karrakter og har engageret sig i en sag, der på længere sigt vil kaste glans over ham selv og det land, han formelt repræsenterer.

De fleste tænkende undersåtter samt et par af de andre har naturligvis allerede indset, at beslutningen set i det lys er temmelig vakkelvoren. Blandingen af storpolitik, alt for meget frit flydende kapital og en selvsupplerende bestyrelse (Den Internationale Olympiske Komite, IOC) virker med samme sikkerhed som tyngdeloven korrumperende. Og selv om offentligheden givet kun har set toppen af isbjerget, har skandalerne i årevis skamferet den olympiske bevægelses omdømme og vil naturligvis fortsætte på trods af nok så gode intentioner.

Hvor synd for den rare og så folkeligt naive kronprins!

Men selv et menneske, der lever i en boble, har et ansvar for at tænke sig om. Og familiens overhovede har det i om muligt endnu højere grad. Beslutningen er naturligvis sanktioneret af monarken, som derfor også har det overordnede ansvar for dette foreløbigt sidste royale glansnummer.

Men ansvaret rækker langt videre end at kaste kongehuset ind i sammenhænge, der med statsgaranti vil skade institionen og Danmarks omdømme.

Mor og søn har - modstræbende godkendt af den danske regering - foretaget et moralsk valg. Eller måske snarere et valg præget af bevidstheden om at være hævet over moral.

Sagen er naturligvis den enkle, at man med rette kan diskutere, hvorvidt det gavner de undertrykte, de torturerede, de nakkeskudte, at man handler med Kina. Meget tyder trods alt på, at det har været med til at åbne mere end det modsatte.

Men der er et uendeligt langt stykke til det at deltage i et af de mægtigste diktaturers hidtil største propagandacirkus. Som det så rigtigt stod i Informations leder forleden, er det en manifestation, der ikke står tilbage for Tyskland 1936 eller Moskva 1984.

En ting er at profitere sammen med den kinesiske befolkning og dermed måske være medvirkende til at åbne nogle sprækker i systemet. En anden er at indtage pladsen sammen med partitoppen og deltage i hyldesten af det regime, der undertrykker, torturerer og nakkeskyder.

Når den grænse overskrides, får de ansvarlige blod på hænderne. Og derfra flyder det let og ubesværet videre ad de manicurerede fingre ned over den befolkning, der tålmodigt holder fast i den ulyksalige institution.

Nu kan kongehuset jo stadig nå at besinde sig under indtryk af en forhåbentligt tiltagende kritik. Men selv om de når at finde en lille royal kattelem, må man håbe, at Bjørn Nørgaard er klar til at tilføje et par røde klatter til gobelinerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Bach:

"En anden er at indtage pladsen sammen med partitoppen og deltage i hyldesten af det regime, der undertrykker, torturerer og nakkeskyder."

Her tænker Kin Bach naturligvis på de kongeliges usmagelig omgang med den danske regering ledet af den notoriske krigsforbryder Ander Fogh Rasmussen, der er direkte ansvalig for en lang række forbrydelser i Irak og Afghanistan?

Som Berlin 1936? Sludder - Kina har sgu da ikke nogen hverken planer om eller militær kapacitet for invasioner og erobringstogter. Vorherre bevares! Det er noget af det fredeligste vi har på planeten. Hvis der er et land som stabiliserer kloden og mindsker risikoen for verdens undergang i atomkrig - så er det Kina.

(Og som Moskva 1984? Jamen kære børn, på det tidspunkt gispede Soviet jo nærmest på sit sidste. Irrelevant!)

Ja gu er Kina da totalitært, men det kan man jo sige om så mange af magtelitens nærmeste, Bush f. eks. Og hvorfor skal stakkels Pingo nægtes lidt sjov, når alle vi andre er med til festen?

Forresten kommer dette landsforræderiske benspænd jo fra det totalitære "Dansk Folkeparti" og dets ligeledes totalitære femtekolonne, Falun Gong. Alene af den grund bør Frede deltage.

Ellers skulle da pokker ha' et monarki.

Mikkel, Moskva havde ikke OL i 1984. Der var vinter OL i Sarajevo og sommer OL i Los Angeles (i USA som netop havde ført en ulovlig angrebskrig mod Grenada)

Simon, tak for påmindelsen. Som dog kun gør sagen endnu mere grotesk: vor "rådgiver" og "journalist" Kim Bach ville have haft kongelige til at disse vort imperiums dengang herre, Ronald Reagan? P.g.a. hans sejrrige felttog mod det onde onde Grenada som truede os alle med verdens farligste muskat-nødder?

Hvis danskerne (den lykkelige, gamle hvide stamme, verdens mest selvtilfredse nation, eventyrlandet, de per definition gode, Jesusses egne, racisterne som lykkes med at opfatte sig selv som ikke-racister...) faktisk vil signalere menneskeretlig surhed over for de store, så koster det, folkens. Er I parat til at betale prisen? Som er mindst et hak i den nationale stolthed. For så er der ikke noget der hedder deltagelse i Olympiaden overhovedet. Heller ikke i flimmerboksen! Og man tager også et gevaldigt drop i eksportindkomsten, uden at kny.

Tror du at Kina vil lade sig intimidere af sådan en hvalp?

Ja, en flad fornemmelse er det, og det er derfor vi fortsætter med det gratis hykleri - og snakker udenom.

Lad bare Pingo tage til Beijing - danskerne bliver ikke bedre.

OL i Moskva var i 1980 - det lykkedes ikke at eksportere vetdensrevolutionen og den socialistiske samfundsmodel, men de prøvede heller ikke.

Med verdens mest disciplinerede og mindst krævende arbejdsstyrke, der snart kaster sig ud i et forbrugsfest, hvis lige Verden aldrig har set - når man ser bort fra danskernes juleindkøb i Magasin og Field's efter Foghs skattelettelser - er det livsnødvendigt for dansk erhvervsliv at profilere sig ved OL, lige som dansk landbrug kunne have gjort i Berlin i 1936. Så sætter de Søren Pind og Søren Espersen til at tale om den nye verdensreligion Demokratiet og dens profet, Ytringsfriheden, mens kontrakterne tegnes.